TV-serierne — hvordan kan de påvirke os?

„DA JEG begyndte at følge med i fjernsynets serier, varede det ikke længe før jeg var helt opslugt af hvordan det gik med hovedpersonerne,“ fortæller en kristen kvinde. „Jeg følte næsten at jeg var i familie med dem. Med tiden optog hovedpersonerne mit hjerte lige så meget som brødrene i den kristne menighed.“

Det er et gennemgående træk ved de fleste fjernsynsserier at seerne i den grad lever sig ind i handlingen. Af samme grund kalder det amerikanske tidsskrift Time dem for „den mest virkningsfulde form for underholdning i det hele taget“, og tilføjer: „Hverken skuespil eller film nyder en tilsvarende langvarig opmærksomhed; ingen andre TV-udsendelser tiltrækker regelmæssigt så store seerskarer.“ Fire TV-serier (eller „sæbeoperaer“, en efterhånden udbredt benævnelse der er taget direkte fra amerikansk) har i USA kørt i mere end 25 år!

Hensigten med disse serier er at de skal gribe én om hjertet. „Jeg går efter det som folk kender fra deres eget liv,“ forklarer TV-forfatteren William Bell. „Jeg bliver skuffet hvis det jeg skriver ikke får seerne til at græde tre gange om ugen.“ Ikke blot kvinder, men også mænd i milliontal i alle aldre, af alle racer og i vidt forskellige kår, går nødig glip af et afsnit. Denne trofaste seerskare tæller såvel almindelige lønmodtagere som folk i vellønnede stillinger, deriblandt en højesteretsdommer og en tidligere guvernør i USA. Ifølge Berlingske Tidende for 16. juni 1981 var det en amerikansk fjernsynsserie der herhjemme havde trukket flest tilskuere året før, nemlig 2,9 millioner. I De forenede Stater svinger det anslåede seertal til serierne mellem 30 og 70 millioner.

Hvilke faktorer ved disse udsendelser bør man overveje hvis man har viet sit hjerte til Jehova Gud? Er disse serier blot uskyldig underholdning, noget der hjælper én til at slappe af og få tankerne bort fra de daglige gøremål? Husk Bibelens indtrængende opfordring: „Vogt dit hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer livet.“ (Ordsprogene 4:23) hjertet er både bedragerisk og letpåvirkeligt, og en kristen må derfor uafbrudt holde øje med hvad der kommer ind i det. (Jeremias 17:9, Ordsprogene 28:26, NW) Men hvad er det der får disse fjernsynsserier til at virke så tiltrækkende?

„Når man næsten hver dag ser noget til en hovedperson i en fjernsynsserie, kommer man til at føle at vedkommende står én nær,“ indrømmer en 32-årig seer. „Jo bedre jeg lærte ham at kende, jo mere ville jeg vide om ham. Det føltes som noget meget naturligt.“ Fjernsynsserierne lever højt på dette naturlige ønske. Når hovedpersonerne en gang har „vundet en plads i seernes hjerte,“ skriver en forhenværende TV-forfatter, Elaine Carrington, „må seerne simpelt hen tænde for fjernsynet . . . på grund af det de føler for dem.“

Hovedpersonerne bliver virkelige for én, og man interesserer sig for hvordan det går dem. Visse seere går endda så vidt at de „taler til skærmen“ for at give deres yndlingspersoner gode råd. Sagt med en psykologs ord bliver hovedpersonerne faktisk „en vennekreds“. Ligger der en skjult fare i fjernsynets evne til at engagere os? Kan sådanne udsendelser lidt efter lidt virke nedbrydende på hjertet hos en kristen? Hvad viser undersøgelser og erfaringer?

Virker de nedbrydende på hjertet?

VORT valg af venner kan påvirke vort hjerte. Kapitel syv i Ordsprogenes bog i Bibelen beskriver en ung mand som søgte selskab med en gift kvinde der havde umoralske hensigter. Hans følelser blev vakt ved at han lyttede til hendes „sleske læber“. Han begik ægteskabsbrud med hende. Men hvad førte til en sådan handling? Vers 25 advarer os: „Ej bøje du hjertet til hendes veje.“ Ja, det var hans hjerte der blev ført på afveje af en han var i selskab med.

Hvilke personer er det da vi lærer at kende i TV-serierne? En præst som bedrager sin kone, en voldtægtsforbryder, en prostitueret, en ugift moder der skyder sin elsker fordi han har tilbragt natten hos hendes moder; og sådan kan vi blive ved. Ægteskabsbrud er en hyppig foreteelse, ligesom abort, og graviditet uden for ægteskabet.

Ønsker du at have en sådan „vennekreds“ til at påvirke dit hjerte? Hvis det var dine naboer, ville du så invitere dem hjem og fornøje dig i deres selskab mens de fortalte om deres „eventyr“?

Engang i fortiden spurgte Jehova dem der hævdede at være hans folk: „Hvilken ret har du til at opregne mine forordninger? . . . Når som helst du så en tyv, nærede du velvilje for ham; og med ægteskabsbrydere havde du fællesskab.“ (Salme 50:16, 18, NW) Bedrag ikke dig selv. „Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Korinter 15:33; Ordsprogene 13:20.

„Men ikke alle personerne er så åbenlyst usympatiske,“ fortæller en kristen husmoder. „Jeg havde let ved at identificere mig med en der virkelig var et godt menneske. Hun var sådan som jeg gerne ville være. Jeg efterlignede hendes personlighed.“ Det er ganske almindeligt at efterligne seriepersonernes holdninger og vaner. Men bør en kristen gøre det?

I stedet for at tilskynde kristne til at efterligne „mentalt formørkede“ og moralsk fordærvede menneskers adfærd, sagde apostelen Paulus følgende til sine medtroende: „Sådan har I ikke lært at Messias er, så sandt I da har hørt om ham og er blevet oplært ved ham, sådan som sandhed er i Jesus.“ (Efeserne 4:17-21) En indviet kristen må samle opmærksomheden om Jesu eksempel og tage ved lære af det, eller eksemplet fra dem der følger lige efter dette forbillede som Guds godkendte tjenere. At efterligne andre har vist sig at føre til ubehagelige overraskelser. — 1 Korinter 11:1; Hebræerne 11:1 til 12:2; 1 Peter 2:21.

Hjertet ’lokkes i det skjulte’

Den trofaste Job indrømmede hvor let hans hjerte kunne lokkes af det han så på. „Hvis jeg ville se på lyset når det stråler og den dyrebare måne som vandrer, og mit hjerte da lod sig lokke i det skjulte . . . — også det havde været en misgerning som en dommer måtte dømme,“ vedgik Job.a Det gør et stort indtryk på mennesker at se på stjernehimmelen og den lysende måne. Men Job var omgivet af mennesker der tilbad månen som et frugtbarhedssymbol. Månedyrkelsen indbefattede ofte tillokkende sexorgier. Hvis Job hele tiden havde ladet tankerne kredse om sådanne ting, ’ville hans hånd have sendt den kys fra hans mund’ som en tilbedelseshandling. Hans hjerte ville være blevet mere modtageligt og eftergivende, så han til sidst ikke ville have set noget særlig ondt i afgudsdyrkelse. Men han greb sig i det. — Job 31:26-28, NW.

Fjernsynsserier er lige så underfundige. Længselen efter kærlighed bruges til at retfærdiggøre hvad som helst. I en serie er der for eksempel en ung, ugift pige der er gravid, og som siger til en veninde: „Men jeg elsker Victor. Jeg er ligeglad. Jeg vil lyve, snyde og stjæle bare for at være sammen med ham. Han er det værd. Uanset prisen er Victor det værd. Det betyder alt i verden for mig at få hans barn!“ Den blide baggrundsmusik gør det svært for en at synes hun gør noget forkert. Man kan selv lide Victor. Man føler sympati for pigen. Man „forstår“. „Det er forbløffende som man kan komme til at tænke,“ udtaler en seer som senere kom til fornuft. „Vi ved at umoralitet er noget ondt. . . . Men jeg fandt ud af at i tankerne deltog jeg i det.“

Der er ganske vist nogle der synes at ’det der vises, ikke er værre end det virkelige liv’. Men er det sådan noget den kristne skulle vælge som underholdning? Apostelen Paulus skrev: „Lad utugt og urenhed af enhver art eller havesyge end ikke nævnes iblandt jer, sådan som det sømmer sig for hellige.“ (Efeserne 5:3) Var Paulus urealistisk? Nej. Det han slog fast var at kristne ikke for underholdningens skyld skulle tale sammen om sådanne smudsige ting. Det samme gælder „hellige“ i dag.

Sindet og hjertet fordærves

I menigheden i Korint i det første århundrede blev nogle besmittet, ganske vist ikke af fjernsynet, men af falske apostle. Irenæus, der levede i det andet århundrede e.v.t. og bekendte sig til kristendommen, gengiver disse frafaldnes mening på denne måde: „For ligesom guld der er begravet i snavs ikke af den grund mister sin skønhed . . . således påstår de at de ikke i mindste måde kan lide skade eller miste deres åndelige tilværelse, uanset hvilke fysiske handlinger de måtte deltage i.“ Altså plejede de omgang med ikke-troende, overværede de grusomme gladiatorlege og begik endda kønslig umoralitet.

Apostelen Paulus rettede den anklage mod de kristne i Korint at de ’pænt fandt sig i’ falske lærere, og han frygtede at „som slangen forførte Eva med sin underfundighed“, ville også korinternes sind på en underfundig måde „fordærves og vendes bort fra den oprigtighed og renhed som Messias har krav på“. Denne underfundige fordærvelse af lærepunkter førte til moralsk fordærv. — 2 Korinter 11:4, 3.

Menigheden i Korint godtog endda at et af dens medlemmer levede i et blodskamsforhold! Måske beundrede menighedens medlemmer denne mand der levede umoralsk. I deres hjerter „forstod“ de ham. Han havde fundet „den ægte kærlighed“! Måske har hans overtrædelse påvirket andre medlemmer af menigheden så de også er kommet ud i urenhed, utugt og åbenlys skamløshed. — 1 Korinter 5:1, 2, 6; 2 Korinter 12:21.

Ville du bryde dig om at dit hjerte blev fordærvet på samme måde? Viser du at du har let ved at finde dig i ægteskabsbrydere, utugtige, mordere og den slags mennesker ved hver dag at være opslugt af hvordan det går dem? Ligegyldigt hvor fast vi står på sandhedens vej kan vore hjerter påvirkes bedragerisk hvis vi hele tiden tager til os af noget der retfærdiggør umoralitet.

„Man tror ikke man tager skade af det,“ siger en kristen kvinde som gennem flere år fulgte med i fjernsynsserier. „Men inderst inde i sit hjerte godkender man det urette. Man ser noget man godt kunne tænke sig. Og hvis ens egen mand ikke er så hengiven som dem man ser i fjernsynsserierne, føler man at man mangler noget.“

Denne kristne kvinde, som havde opdyrket en stærk trang til at se disse fjernsynsserier, undlod i den grad at tage sig i agt at hun begik umoralitet. Hun blev selv fortvivlet over det og opnåede til sidst sin mands og menighedens tilgivelse. Men hvilket følelsesmæssigt sår efterlod det ikke! „Alt gik godt indtil der bød sig en lejlighed hvor jeg kunne give frit løb for det jeg havde fyldt hjertet med,“ indrømmer hun. „Satan satte en fælde — og jeg gik lige i den. Lad dig ikke narre — fjernsynsserierne kan påvirke dig! Jeg har hørt nogle sige at de er stærke nok til at administrere det de ser. Men tiden vil vise om de er.“ Selv efter denne sørgelige hændelse syntes hun det var svært at holde op med at følge disse fjernsynsserier. „Det var værre end at skulle holde op med at ryge,“ slutter hun.

Det er selvfølgelig de færreste der bliver indblandet i umoralitet alene fordi de ser disse udsendelser. Men er der en risiko for at du begynder at sammenligne din ægtefælle med hovedpersonerne i en serie? Vil det styrke kærligheden eller svække den? Hvis du er ugift, vil det da forstærke dit ønske om at finde en ægtefælle og måske få dig til at gifte dig i hast eller til at begå umoralitet? Kunne det udsætte dig for unødvendige følelsesmæssige svingninger?

Apostelen Paulus skrev: „Alt er mig tilladt; men jeg vil ikke lade noget få myndighed over mig [eller gøres til slave af noget].“ (1 Korinter 6:12) Det er veldokumenteret at serierne kan være vanedannende. Visse kristne har forsømt menighedens møder og deres kristne tjeneste, sløset med de huslige pligter, skulket fra skolen og forsømt det personlige bibelstudium og familiestudiet — alt sammen for at komme til at se et afsnit. Ville de ikke gøre klogt i at vurdere ærligt hvor megen tid de ofrer på at se sådan noget?

Dette gælder naturligvis uanset hvad man ser, men det farlige ved serierne er at de i særlig grad besætter ens hjerte sådan at man simpelt hen må se næste afsnit. Psykologen dr. Hendrie Weisinger er i et blad for seriekiggere blevet citeret for følgende indrømmelse: „Undersøgelser viser at fjernsynet rent faktisk berører vor adfærd og påvirker vor tænkemåde. . . . En der regelmæssigt bliver hjemme for at følge med i serierne kan i betænkelig grad gøre sig til ét med personerne i dem. ’Sæbeoperaerne’ bliver en del af deres liv og de kan blive helt neurotiske i deres bestræbelser for ikke at gå glip af et afsnit.“

Noget andet at gå op i

En kristen kvinde fik den dårlige vane regelmæssigt at se serier, og hun blev ret nedtrykt. Hun betroede sig til en anden kristen kvinde, som opmuntrede hende til at bruge mere tid på den kristne tjeneste ved at hjælpe andre. „Det blev en glæde for mig at arbejde sammen med andre i tjenesten,“ fortæller kvinden. „Jeg blev ikke længere nedtrykt, for jeg skulle ikke bekymre mig om opdigtede menneskers problemer. Jeg kom i gang med at fylde mit liv med noget tilfredsstillende. Serierne betød ikke længere noget for mig. Jeg blev heltidsforkynder af den gode nyhed.“ Mange er kommet til at se at der ligger en løsning i øget tjeneste. — Se også Åbenbaringen 7:15.

Andre har løst problemet ved at tage sig mere af de huslige pligter og vise mere opmærksomhed over for deres børns åndelige og fysiske velbefindende. De fleste kan lide at beskæftige sig med andre mennesker, og nogle har derfor givet både åndelige og materielle gaver til andre. Man behøver ikke at være rig. Blot dét at bage noget lækkert til en ven kan være rigeligt tilfredsstillende. — Ordsprogene 31:10-31.

„Nu ved jeg hvad det var jeg manglede,“ bekender en tidligere ’serienarkoman’. „Det var personligt studium og bøn. Det som Filipperbrevet 4:6-9 siger om bøn og rene tanker var virkelig en hjælp for mig. Nu begynder jeg dagen med dagsteksten og noget andet bibelsk læsestof. Jehova har skildret mange dramatiske episoder fra det virkelige liv i Bibelen, for eksempel beretningerne om Jesus, Job, David og andre. Eller jeg beskæftiger mig med de oplevelser vidner i nutiden har haft. Selv om der stadig er en lille del af mig der er ved at sprænges af nysgerrighed efter at finde ud af ’hvad der nu sker’ i serierne, holder mit stærke ønske om at adlyde Jehova mig tilbage.“

Ja, det hele afhænger af om vi ønsker at behage Jehova af hjertet. Det betyder ikke at alle fjernsynsprogrammer er fordærvende. Men en kristen må udvise skønsomhed, for erfaringen viser at udsendelser der retfærdiggør en tilsidesættelse af Bibelens normer kan fordærve hjertet hos en kristen.

„I, som elsker [Jehova], had det onde!“ (Salme 97:10) Det er ikke altid let at adlyde dette bud. Vi må omhyggeligt vogte hjertet. Måtte vi alle føle som kong David: „Med uskyldigt hjerte vil jeg leve i mit hus. Nederdrægtigheder vil jeg ikke se for mine øjne. Den der begår overtrædelser, hader jeg, han skal ikke komme mig nær [som en daglig omgangsfælle]. Mine øjne skal hvile på de trofaste i landet.“ — Salme 101:2, 3, 6, 1977-overs.