Bibelens 19. bog — Salmernes Bog

Skribenter: David og andre

Skrevet i: Ubestemt

Fuldført: ca. 460 f.v.t.

 1. Hvad er Salmernes Bog, og hvad indeholder den?

SALMERNES BOG var den inspirerede sangbog for Jehovas sande tilbedere i fortiden, en samling på 150 hellige sange eller salmer, sat til musik og arrangeret til brug ved den offentlige tilbedelse af Jehova Gud i hans tempel i Jerusalem. Salmerne er lovsange til Jehova, men nogle af dem er også ydmyge bønner om barmhjertighed og hjælp, og andre udtrykker tilbederens tro og tillid. De strømmer over af taksigelse og jubel, og stor, ja overvældende glæde. Nogle af dem giver et tilbageblik over historien og fremsætter betragtninger over Jehovas loyale hengivenhed og hans store gerninger. De er fyldt med profetier, hvoraf mange har fået en bemærkelsesværdig opfyldelse. De indeholder megen belæring som er gavnlig og opbyggende, alt sammen udtrykt i et ophøjet sprog og ved hjælp af billeder som bevæger læseren dybt. Salmernes Bog er et overdådigt åndeligt måltid, anrettet og serveret for os på en indbydende måde.

 2. (a) Hvilke titler har man givet Salmernes Bog, og hvad betyder de? (b) Hvad er en salme?

² Hvad betyder bogens titel, og hvem skrev Salmerne? I den hebraiske bibel kaldes bogen Seʹfær Tehillīmʹ, der betyder „lovsangenes bog“, eller blot Tehillīmʹ, „lovsange“. Dette er flertalsformen af tehillahʹ, der betyder „en lovprisning“ eller „lovsang“, og som findes i overskriften til Salme 145. „Lovsange“ er et yderst passende navn, da bogen fremhæver lovprisningen af Jehova. Titlen „Salmerne“ stammer fra den græske Septuaginta-oversættelse, hvori bogen kaldes Psalmoiʹ, der betyder sange der synges til musikledsagelse. Ordet findes også adskillige steder i De Kristne Græske Skrifter, for eksempel i Lukas 20:42 og Apostelgerninger 1:20. En salme er en hellig sang eller et digt der bruges i forbindelse med lovprisning og tilbedelse af Gud.

 3. Hvad fortæller overskrifterne med hensyn til hvem der har skrevet Salmerne?

³ Mange af salmerne har titler eller overskrifter, og disse nævner ofte navnet på den der har skrevet den pågældende salme. Treoghalvfjerds overskrifter bærer Davids navn, navnet på „Israels sanges yndling“. (2 Sam. 23:1) Salme 2, 72 og 95 er uden tvivl også skrevet af David. (Se Apostelgerninger 4:25, Salme 72:20 og Hebræerbrevet 4:7.) Desuden synes Salme 10 og 71 at være en fortsættelse af henholdsvis Salme 9 og 70, og de kan derfor også tilskrives David. Tolv salmer tilskrives Asaf, hvilket øjensynlig betegner Asafs hus, da nogle af salmerne taler om begivenheder der ligger efter Asafs tid. (Sl. 79; 80; 1 Krøn. 16:4, 5, 7; Ezra 2:41) Elleve salmer tilskrives Koras sønner. (1 Krøn. 6:31-38) Salme 43 synes at være en fortsættelse af Salme 42, og den kan derfor også tilskrives Koras sønner. Salme 88 nævner foruden „Koras sønner“ også Heman i sin overskrift, og Salme 89 tilskrives Etan. Salme 90 tillægges Moses, og Salme 91 er sandsynligvis også af Moses. Salme 127 er af Salomon. Over to tredjedele af salmerne er således tilskrevet forskellige skribenter.

 4. Over hvor langt et tidsrum er Salmerne skrevet, og hvilken periode dækker indholdet?

⁴ Salmernes Bog er den største bog i Bibelen. Som det ses af Salme 90, 126 og 137 er salmerne skrevet over en lang tidsperiode, der i hvert fald strækker sig fra Moses’ tid (1513-1473 f.v.t.) til efter hjemkomsten fra Babylon og sandsynligvis frem til Ezras tid (537–ca. 460 f.v.t.). Bogen er altså blevet til i løbet af næsten et tusind år. Det tidsrum der dækkes af indholdet er dog meget større, idet det strækker sig helt fra skabelsen og beskriver Jehovas forhold til sine tjenere frem til den tid da den sidste af salmerne blev skrevet.

 5. (a) Hvordan vidner Salmernes Bog om at tilbedelsen var organiseret? (b) Hvilke andre oplysninger gives i overskrifterne? (c) Hvorfor er det ikke nødvendigt at udtale ordet „seʹla“ når man læser op fra Salmerne?

⁵ Salmernes Bog vidner om organisering af tilbedelsen. David omtaler „min Guds, min konges, optog til det hellige sted. Sangerne gik forrest, bagved de der spillede på strengeinstrumenter; i midten var de unge piger som slog på tamburiner. Velsign Gud i menighedsforsamlinger“. (Sl. 68:24-26) Dette forklarer både udtrykket „Til dirigenten“, der ofte forekommer i overskrifterne, og de mange poetiske og musikalske udtryk. Nogle overskrifter forklarer formålet med salmen eller giver anvisninger til orkesteret. (Se overskrifterne til Salme 6, 30, 38, 60, 88, 102 og 120.) Overskriften til mindst tretten af Davids salmer, for eksempel Salme 18 og 51, forklarer kort de begivenheder der har givet anledning til at de er blevet skrevet. Fireogtredive af salmerne er helt uden overskrifter. Det lille ord „seʹla“, der forekommer 71 gange i selve teksten, menes almindeligvis at være et fagudtryk der benyttes i forbindelse med musik eller recitation. Betydningen er ukendt. Nogle antager at det betegner en pause til tavs meditation i sangen, eller både i sangen og musikken. Man behøver derfor ikke at udtale det når man læser op fra Salmerne.

 6. (a) Hvilke særskilte bøger er Salmerne inddelt i? (b) Hvem samlede efter alt at dømme Salmernes Bog i dens endelige form?

⁶ Fra gammel tid har Salmernes Bog været inddelt i fem adskilte bøger eller bind, nemlig 1) Salme 1-41; 2) Salme 42-72; 3) Salme 73-89; 4) Salme 90-106 og, 5) Salme 107-150. Det ser ud til at den første samling blev foretaget af David. Præsten Ezra, der var „skriftlærd, velbevandret i Mose lov“, blev øjensynlig brugt af Jehova til at samle Salmernes Bog i dens endelige form. — Ezra 7:6.

 7. Hvad andet lægger vi mærke til i forbindelse med Salmerne?

⁷ Den gradvise udvidelse af samlingen kan måske forklare hvorfor nogle af salmerne gentages i de forskellige afdelinger, for eksempel Salme 14 og 53; 40:13-17 og 70; 57:7-11 og 108:1-5. Hver af de fem afdelinger slutter med en velsignelse af Jehova eller en doksologi, og de første fire af disse indbefatter folkets amen. Den sidste er hele Salme 150. — Sl. 41:13, NW, 1984-udgaven, fodnote.

 8. Forklar og giv eksempler på den akrostiske opbygning.

⁸ I ni af salmerne anvendes en ganske særlig stil. Deres opbygning er alfabetisk eller „akrostisk“. (Salme 9, 10, 25, 34, 37, 111, 112, 119 og 145) I denne opbygning begynder det eller de første vers i den første strofe med det første bogstav i det hebraiske alfabet, ’aʹlæf (א), det eller de næste vers med det andet bogstav, bēth (ב), og så videre gennem alle eller næsten alle det hebraiske alfabets bogstaver. Dette kan være tænkt som en støtte for hukommelsen — tænk blot på tempelsangerne, der skulle huske sange så lange som Salme 119! Interessant nok findes der et akrostikon af Jehovas navn i Salme 96:11. Den første halvdel af dette vers består på hebraisk af fire ord hvis begyndelsesbogstaver, når de læses fra højre til venstre, er de fire hebraiske konsonanter i tetragrammet JHWH (יהוה).

 9. (a) Hvilken baggrund for mange af salmerne bevirker at de taler direkte til sindet og hjertet? (b) Hvad bidrager også til deres kraft og skønhed?

⁹ Disse hellige, lyriske digte er skrevet i urimede hebraiske vers. Stilens skønhed og tankens rytmiske udtryksform er uovertruffen. Salmerne taler direkte til sindet og hjertet. De billeder der anvendes, står lyslevende for læseren. Den vidunderlige bredde og dybde i både stoffet og de stærke følelser der gives udtryk for, skyldes til dels Davids usædvanlige livserfaring, som danner baggrund for mange af salmerne. Kun få mænd har levet et så afvekslende liv som David. Han havde været hyrdedreng, havde som kriger kæmpet alene imod Goliat, havde været musiker ved hoffet, havde været fredløs blandt loyale venner og blandt forrædere, havde været konge og erobrer, og en kærlig familiefader som måtte kæmpe med splid i sin egen husstand. To gange erfarede han de smertelige følger af en alvorlig synd, og dog tilbad han altid nidkært Jehova og elskede hans lov. Med en sådan baggrund er det ikke underligt at Salmernes Bog gennemløber hele skalaen af menneskelige følelser! De poetiske parallelismer og kontraster, der er så karakteristiske for hebraisk poesi, bidrager til bogens kraft og skønhed. — Sl. 1:6; 22:20; 42:1; 121:3, 4.

10. Hvilke vidnesbyrd har vi om at Salmernes Bog er ægte?

¹⁰ Ægtheden af disse gamle sange til Jehovas pris bevidnes til overmål af at de stemmer fuldstændig overens med den øvrige del af Bibelen. Salmernes Bog citeres talrige gange af de kristne bibelskribenter. (Sl. 5:9 [Rom. 3:13]; Sl. 10:7 [Rom. 3:14]; Sl. 24:1 [1 Kor. 10:26]; Sl. 50:14 [Matt. 5:33]; Sl. 78:24 [Joh. 6:31]; Sl. 102:25-27 [Hebr. 1:10-12]; Sl. 112:9 [2 Kor. 9:9]) David selv sagde i sin sidste sang: „Det var Jehovas ånd som talte ved mig, og hans ord var på min tunge.“ Det var denne ånd der havde virket på ham fra den dag han blev salvet af Samuel. (2 Sam. 23:2; 1 Sam. 16:13) Desuden citerede apostlene fra Salmerne. Peter henviste til „det skriftsted . . . som den hellige ånd forud havde udtalt gennem Davids mund“, og i Hebræerbrevet omtales adskillige citater fra Salmerne som udsagn der var talt af Gud eller ved den hellige ånd. — Apg. 1:16; 4:25; Hebr. 1:5-14; 3:7; 5:5, 6.

11. Hvordan støttes dette vidnesbyrd af Jesu egne udtalelser?

¹¹ Som det stærkeste bevis for at bogen er ægte har vi Jesu ord til disciplene efter hans opstandelse: „Dette er mine ord som jeg talte til jer . . . at alt det der står skrevet om mig i Moseloven og i Profeterne og Salmerne nødvendigvis må opfyldes.“ Her inddelte Jesus De Hebraiske Skrifter på den måde jøderne havde valgt og som var velkendt for dem. Med Salmerne sigtede han til hele den tredje gruppe af Skrifterne, der blev kaldt hagiograferne (eller „De Hellige Skrifter“), hvoraf Salmernes Bog var den første bog. Dette bekræftes af det han havde sagt nogle få timer tidligere til de to der var på vej til Emmaus, da han havde fortolket for dem „det der i alle Skrifterne handlede om ham“. — Luk. 24:27, 44.

BOGENS INDHOLD

12. Hvordan anslår Salmerne straks fra begyndelsen temaet „lykke“ såvel som temaet om Riget?

¹² Første bog (Salme 1–41). Med undtagelse af Salme 1, 2, 10 og 33 er alle disse tilskrevet David. Salme 1 anslår grundtonen fra begyndelsen når den erklærer den mand der har lyst til Jehovas lov og som læser dæmpet i den dag og nat for at kunne følge den, for lykkelig, i modsætning til de ugudelige syndere. Dette er den første såkaldte „saligprisning“ i Salmerne. Salme 2 indledes med et udfordrende spørgsmål og fortæller at jordens konger og magthavere samler sig „imod Jehova og imod hans salvede“. Jehova gør nar af dem og taler så til dem i heftig vrede idet han siger: „Jeg er den som har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg.“ Det er ham der vil sønderslå og knuse al modstand. Alle I andre konger og herskere: „Tjen Jehova med frygt“ og anerkend hans søn for at I ikke skal gå til grunde! (Versene 2, 6, 11) Sådan anslår Salmernes Bog straks fra begyndelsen Bibelens tema om Riget.

13. Hvad fremhæver den første samling af salmer ellers?

¹³ I denne første samling lægges der stor vægt på bønnen, både i form af anmodning og taksigelse. I Salme 8 sættes Jehovas storhed i kontrast til menneskets lidenhed, og i Salme 14 afsløres de uforstandige der nægter at underordne sig Guds myndighed. Salme 19 viser hvordan Jehova Guds vidunderlige skaberværk forkynder hans herlighed, og versene 7-14 priser det gavnlige i at holde Guds fuldkomne lov, et emne som uddybes i Salme 119. Det er almindeligt anerkendt at Salme 23 er et litterært mesterværk, men indholdsmæssigt er den et endnu større mesterværk med sit smukke og enkle udtryk for loyal tillid til Jehova. Ja, måtte vi alle ’bo i den store Hyrdes, Jehovas, hus en lang række dage’! (23:1, 6) Salme 37 giver gode råd til gudfrygtige mennesker der lever blandt de onde, og Salme 40 giver udtryk for glæden ved at gøre Guds vilje, en glæde David havde erfaret.

14. Hvad siges der om løskøbelse i den anden samling i Salmernes Bog, og hvilke af Davids bønner omtales?

¹⁴ Anden bog (Salme 42–72). Denne afdeling begynder med otte salmer af Koras sønner. Salme 42 og 43 bliver begge tilskrevet Koras sønner, da de i virkeligheden tilsammen udgør ét digt i tre strofer som er forbundet med et vers der gentages. (42:5, 11; 43:5) Salme 49 betoner at mennesket umuligt selv kan tilvejebringe en løsesum, og henviser til Gud som den der kan løskøbe mennesket „af Sheols hånd“. (vers 15) Salme 51 er en bøn af David, udtalt efter hans frygtelige synd med Batseba, hetitten Urias’ hustru, og den giver udtryk for hans ægte anger. (2 Sam. 11:1–12:24) Denne afdeling slutter med en salme „om Salomon“. Det er en bøn om fred under hans regering og om at Jehovas velsignelse må følge ham. — Sl. 72.

15. Hvad siger den tredje bog om Israels historie, Jehovas domme og hans pagt med David?

¹⁵ Tredje bog (Salme 73–89). I det mindste to af salmerne i denne afdeling, nemlig Salme 74 og 79, blev skrevet efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. De begræder denne store katastrofe og anråber Jehova om at hjælpe sit folk ’for sit herlige navns skyld’. (79:9) Salme 78 genfortæller Israels historie fra Moses’ tid og indtil David blev „hyrde for dem i sit hjertes uangribelighed“ (vers 72), og Salme 80 peger på Jehova som Israels virkelige Hyrde. (Vers 1) Salme 82 og 83 er indtrængende bønner til Jehova om at eksekvere sine domme over sine og sit folks fjender. Disse bønner giver på ingen måde udtryk for en hævngerrig indstilling, men de fremsættes for at man skal „søge dit navn, Jehova . . . så man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden“. (83:16, 18) Sidst i denne afdeling kommer Salme 89, der fremhæver Jehovas loyale hengivenhed, som især kommer til udtryk i hans pagt med David. Denne pagt giver løfte om en evig arving til Davids trone, en arving der skal regere til evig tid foran Jehova. — Vers 1, 34-37.

16. Hvordan ophøjer den fjerde bog Jehovas stilling som konge og hans trofasthed over for pagten?

¹⁶ Fjerde bog (Salme 90–106). Ligesom den tredje bog indeholder denne bog sytten salmer. Den begynder med Moses’ bøn og sætter Guds evige eksistens i skarp kontrast til det dødelige menneskes korte levetid. Salme 92 priser Jehovas ophøjede egenskaber. Derefter følger den storslåede gruppe, Salme 93-100, der indledes med det opildnende råb: „Jehova er blevet konge!“ Derfor bliver de der „bor på hele jorden“ opfordret til at ’synge for Jehova, velsigne hans navn’, „for Jehova er stor, og han skal lovsynges i rigt mål“. „Jehova er stor på Zion.“ (93:1; 96:1, 2, 4; 99:2) Salme 105 og 106 takker Jehova for de vidunderlige gerninger han har gjort til gavn for sit folk, og fordi han trofast har holdt sin pagt med Abraham ved at give hans afkom landet, til trods for at det utallige gange har knurret og er faldet fra.

17. Hvorfor er Salme 104 af særlig interesse, og hvilket tema gentages herfra og fremefter?

¹⁷ Salme 104 er af særlig interesse. Den priser Jehova for den værdighed og pragt hvori han er klædt, og beskriver hans visdom som den kommer til udtryk i hans mange gerninger og alt hvad han har skabt på jorden. Så lyder temaet for hele Salmernes Bog for første gang og med fuld styrke: „I skal lovsynge Jah!“ (Vers 35) Denne opfordring til sande tilbedere om at give Jehova den pris der tilkommer hans navn, består på hebraisk af blot ét ord, halelu-Jahʹ eller „halleluja“, et udtryk der er kendt af folk på hele jorden. Fra og med dette vers forekommer det 24 gange; flere salmer både begynder og slutter med det.

18. (a) Hvilket omkvæd kendetegner Salme 107? (b) Hvilke salmer udgør de såkaldte hallel-salmer?

¹⁸ Femte bog (Salme 107–150). I Salme 107 har vi en beskrivelse af hvordan Jehova udfrier sine tjenere. Det velklingende omkvæd lyder: „Lad dem takke Jehova for hans loyale hengivenhed og for hans undergerninger mod menneskesønnerne.“ (Vers 8, 15, 21, 31) Salme 113 til 118 er de såkaldte hallel-salmer, der ifølge Misjna blev sunget af jøderne ved påsken, pinsen, løvhyttefesten og indvielseshøjtiden.

19. Hvilken modsætning er der mellem Salme 117 og 119? Nævn nogle særlige ting der kendetegner den sidste.

¹⁹ Salme 117 er magtfuld i sin enkelhed og er det korteste kapitel i Bibelen. Salme 119 er både den længste af alle salmerne og det længste kapitel i Bibelen. Den har i alt 176 vers, inddelt i 22 alfabetiske strofer på hver otte vers. Alle vers med undtagelse af to (90 og 122) henviser på en eller anden måde til Jehova Guds ord eller lov, og hver strofe gentager flere af eller alle de udtryk (lov, formaning, bestemmelser, bud, domme) der er nævnt i Salme 19:7-14. Guds ord omtales over 170 gange ved udtryk som: bud, dom(me), lov, bestemmelse(r), forordning(er), formaning(er), ord og det Gud har sagt.

20, 21. (a) Hvad er „valfartssangene“? (b) Hvordan viser de at David forstod nødvendigheden af forenet tilbedelse?

²⁰ Derefter kommer vi til en anden gruppe salmer, nemlig de femten „valfartssange“, Salme 120-134. Oversættere har gengivet det hebraiske udtryk på forskellige måder fordi dets betydning ikke fuldt ud forstås. Det hebraiske ord som er oversat med „valfart“, er afledt af udsagnsordet ’alahʹ, der betyder „at gå op“, „at stige op“. Nogle mener at betegnelsen for disse salmer hentyder til deres ophøjede indhold, skønt der ikke synes at være en indlysende grund til at de skulle ophøjes over de andre inspirerede salmer. Mange kommentatorer formoder at overskriften skyldes at disse sange blev sunget af de tilbedere der valfartede eller drog op til Jerusalem til de årlige højtider, idet rejsen til hovedstaden blev betragtet som en opstigning fordi byen lå højt oppe i Judas bjerge. (Jævnfør Ezra 7:9.) David forstod frem for nogen hvor nødvendigt det er for Guds folk at være forenet i tilbedelsen af Jehova. Han frydede sig da han hørte indbydelsen: „Lad os rejse til Jehovas hus.“ Og stammerne drog derop — for „at takke Jehovas navn“. Af den grund bad han i oprigtighed om fred, sikkerhed og velstand for Jerusalem og sagde: „For Jehova vor Guds hus’ skyld vil jeg søge dit bedste.“ — 122:1, 4, 9.

²¹ Salme 132 fortæller om den ed hvormed David svor at han ikke ville unde sig nogen hvile før han havde fundet et passende hvilested for Jehova, som var repræsenteret ved pagtens ark. Efter at arken er blevet opstillet på Zion, omtales Jehova i smukke poetiske vendinger som den der har udvalgt Zion: „Dette er mit hvilested for evigt; det er her jeg vil bo, for jeg har længtes efter det.“ Han anerkendte dette centrale sted for tilbedelsen, „for Jehova har påbudt at dér skal velsignelsen være“. „Måtte Jehova velsigne dig fra Zion.“ — 132:1-6, 13, 14; 133:3; 134:3; se også Salme 48.

22. (a) Hvordan prises Jehova som den tilbedelsesværdige Gud? (b) Hvordan hæver bogens herlige tema sig til et crescendo i de afsluttende salmer?

²² Salme 135 priser Jehova som den tilbedelsesværdige Gud der gør hvad han har lyst til, i modsætning til de livløse og stumme afguder. De der har lavet dem, vil blive som dem. Salme 136 er en vekselsang, hvor hvert vers slutter med omkvædet: „For hans loyale hengivenhed varer evindelig.“ Efter hvad man kan se, er sådanne omkvæd blevet anvendt ved mange lejligheder. (1 Krøn. 16:41; 2 Krøn. 5:13; 7:6; 20:21; Ezra 3:11) Salme 137 fortæller om den længsel efter Zion der boede i jødernes hjerte da de var i landflygtighed i Babylon, og vidner også om at de ikke glemte Zions sange eller salmer, selv om de var langt borte fra deres hjemland. Salme 145 ophøjer Jehovas godhed og kongedømme, og viser at han „vogter alle der elsker ham, men alle de ugudelige vil han tilintetgøre“. (Vers 20) Som en opildnende slutning istemmer Salme 146-150 så igen bogens herlige tema, idet hver salme begynder og slutter med ordene: „I skal lovsynge Jah!“ Denne lovprisning hæver sig til et storslået crescendo i Salme 150, hvor hele skaberværket i seks vers tretten gange opfordres til at lovsynge Jehova.

HVORFOR DEN ER GAVNLIG

23. (a) Hvilket levende budskab indeholder Salmerne? (b) Hvordan ophøjes Jehovas navn og suverænitet?

²³ Bibelens salmer må på grund af deres fuldkomne skønhed og stil regnes blandt verdens bedste litterære frembringelser. Imidlertid er de ikke blot af stor litterær værdi. De udgør et levende budskab fra universets øverste Suveræn, Jehova Gud selv. De giver dyb indsigt i Bibelens grundlæggende lære og taler først og fremmest om Jehova, dens Forfatter. Det vises klart at han er Skaberen af universet og alt hvad der er i det. (8:3-9; 90:1, 2; 100:3; 104:1-5, 24; 139:14) Navnet „Jehova“ bliver i sandhed ophøjet i Salmernes Bog, hvor det forekommer omkring 700 gange. Dertil kommer at den forkortede form „Jah“ findes 43 gange; så alt i alt nævnes det guddommelige navn gennemsnitlig cirka fem gange i hver salme. Desuden omtales Jehova cirka 350 gange som ’Ælohīmʹ, „Gud“. At Jehova anerkendes som den øverste hersker ses i flere salmer, hvor han omtales som „den suveræne Herre“. — 68:20; 69:6; 71:5; 73:28; 140:7; 141:8.

24. Hvad siges der i Salmernes Bog om det dødelige menneske, og hvilke sunde råd gives der?

²⁴ Det vises at det dødelige menneske i modsætning til den evige Gud er født i synd og har behov for en genløser, og at det dør og vender tilbage til „støvet“ og går ned i Sheol, menneskehedens fælles grav. (6:4, 5; 49:7-20; 51:5, 7; 89:48; 90:1-5; 115:17; 146:4) Salmernes Bog fremhæver nødvendigheden af at give agt på Guds lov og stole på Jehova. (1:1, 2; 62:8; 65:5; 77:12; 115:11; 118:8; 119:97, 105, 165) Den advarer imod overmodighed og skjulte synder (19:12-14; 131:1) og tilråder en ærlig og sund omgangskreds. (15:1-5; 26:5; 101:5) Den viser at en ret adfærd medfører Jehovas godkendelse. (34:13-15; 97:10) Den fremholder et strålende håb når den påpeger at „frelsen tilhører Jehova“, og når den om dem der frygter ham siger at han vil „udfri deres sjæl fra døden“. (3:8; 33:19) Dette fører os frem til Salmernes profetiske betydning.

25. (a) Hvad er Salmernes Bog i virkeligheden fyldt med? (b) Hvordan anvendte Peter Salmerne da han påviste at Jesus var den større David?

²⁵ Salmerne er fyldt med profetier der peger frem til Jesus Kristus, „Davids søn“, og den rolle han skulle spille som Jehovas Salvede og Konge.a (Matt. 1:1) Da den kristne menighed blev til på pinsedagen i år 33, begyndte den hellige ånd at oplyse apostlene om opfyldelsen af disse profetier. Samme dag citerede Peter gentagne gange fra Salmerne for at understrege temaet i sin berømte tale, som handlede om én bestemt, nemlig „Jesus Nazaræeren“. Den sidste del af hans bevisførelse er næsten udelukkende grundlagt på citater fra Salmerne som viser at Kristus Jesus er den større David og at Jehova ikke ville efterlade hans sjæl i Hades men ville oprejse ham fra de døde. Nej, „David steg . . . ikke op til himlene“, men som han selv havde forudsagt i Salme 110:1, gjorde hans Herre det. Hvem er Davids Herre? Peters tale når sit højdepunkt da han svarer med vægt: „Denne Jesus som I pælfæstede“! — Apg. 2:14-36; Sl. 16:8-11; 132:11.

26. Hvordan viste det sig at Peters tale var gavnlig?

²⁶ Var Peters tale, der var grundlagt på Salmerne, gavnlig? Den kendsgerning at omkring 3000 samme dag blev døbt og føjet til den kristne menighed, taler for sig selv. — Apg. 2:41.

27. Hvordan udlagde den hellige ånd Salme 2?

²⁷ Ved et særligt møde kort tid efter bad disciplene til Jehova og citerede Salme 2:1, 2. De sagde at dette var blevet opfyldt ved herskernes forenede modstand mod Guds „hellige tjener Jesus, som [Gud] salvede“. Og beretningen siger videre: „De blev alle som én fyldt med den hellige ånd.“ — Apg. 4:23-31.

28. (a) Hvilket argument underbygger Paulus ved hjælp af Salmernes Bog i Hebræerbrevet, kapitlerne 1 til 3? (b) Hvordan danner Salme 110:4 grundlag for Paulus’ drøftelse af det melkizedekske præstedømme?

²⁸ Betragt nu brevet til hebræerne. I de to første kapitler finder vi adskillige citater fra Salmerne som skal vise at Jesus står over englene, i kraft af at han er Guds himmelske søn der er indsat på tronen. Paulus viser ud fra Salme 22:22 og andre skriftsteder at Jesus har en menighed af „brødre“ der er en del af Abrahams afkom og „har andel i den himmelske kaldelse“. (Hebr. 2:10-13, 16; 3:1) Fra Hebræerbrevet 6:20 til og med kapitel 7 belyser apostelen derefter det embede Jesus desuden beklæder som ypperstepræst „på Melkizedeks måde for evigt“. Dette sigter til Guds edsvorne løfte i Salme 110:4, som Paulus gang på gang henviser til for at bevise at Jesu præstedømme er det aronitiske overlegent. Paulus forklarer at Jesus Kristus ved Jehovas ed er præst, ikke på jorden men i himmelen, og at han „forbliver præst for bestandig“, idet de gavnlige virkninger af hans præstetjeneste vil være evige. — Hebr. 7:3, 15-17, 23-28.

29. Hvilket forbilledligt eksempel på hengivenhed bør vi give agt på, som fremholdt i Salmerne og forklaret i Hebræerbrevet 10:5-10?

²⁹ I Hebræerbrevet 10:5-10 bliver vi desuden gjort bekendt med at Jesus forstod at det var Guds vilje at han skulle bringe sit liv som et offer, og at han var besluttet på at gøre Guds vilje. Hans forståelse er grundlagt på Davids ord i Salme 40:6-8. Denne eksemplariske hengivenhed er det yderst gavnligt for os at tænke på og efterligne, så vi kan vinde Guds godkendelse. — Se også Salme 116:14-19.

30. Hvordan forudsagde Salmerne i detaljer Jesu livsløb, og hvordan må Jesus have hentet trøst fra dem?

³⁰ Jesu livsløb, som kulminerede i den frygtelige prøve han måtte igennem på marterpælen, var i bemærkelsesværdige detaljer forudsagt i Salmerne. Det var forudsagt at man ville tilbyde ham eddike at drikke, at der ville blive kastet lod om hans klæder, at hans hænder og fødder ville blive mishandlet, at man ville spotte ham, og at han måtte udholde den endnu mere bitre åndelige kval der kom til udtryk i det forpinte råb: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ (Matt. 27:34, 35, 43, 46; Sl. 22:1, 7, 8, 14-18; 69:20, 21) Som det fremgår af Johannes 19:23-30 må Jesus også i disse timer have hentet megen trøst og vejledning fra Salmernes Bog, idet han vidste at alle disse skriftord måtte opfyldes til mindste detalje. Jesus vidste at Salmerne også talte om hans opstandelse og ophøjelse. Uden tvivl havde han sådanne ting i tanke da han sammen med sine apostle sang „lovsange“, salmer, den sidste aften før sin død. — Matt. 26:30.

31. Hvad forudsiger Salmerne i forbindelse med Rigets afkom og Jesu menighed?

³¹ Salmerne viser således klart at „Davids søn“ og Rigets afkom er Kristus Jesus, der nu er ophøjet som både konge og præst i det himmelske Zion. Pladsen tillader os ikke at give en detaljeret beskrivelse af alle de steder i Salmerne der er citeret i De Kristne Græske Skrifter og som blev opfyldt på Jehovas Salvede, men vi nævner nogle få yderligere eksempler her: Sl. 78:2 — Matt. 13:31-35; Sl. 69:4 — Joh. 15:25; Sl. 118:22, 23 — Mark. 12:10, 11 og Apg. 4:11; Sl. 34:20 — Joh. 19:33, 36; Sl. 45:6, 7 — Hebr. 1:8, 9. Jesu menighed af sande disciple er også omtalt profetisk i Salmerne, ikke som enkeltpersoner men som en skare der opnår Guds gunst og som kommer fra alle nationer for at deltage i lovprisningen af Jehovas navn. — Sl. 117:1 — Rom. 15:11; Sl. 68:18 — Ef. 4:8-11; Sl. 95:7-11 — Hebr. 3:7, 8; 4:7.

32. (a) Hvad åbenbarer studiet af Salmerne med hensyn til helligelsen af Jehovas navn, hans rige og hans hensigter? (b) Hvordan bør vi give udtryk for loyalitet og taknemmelighed i erkendelse af Jehovas kongemagt?

³² Vort studium af Salmerne øger i høj grad vor værdsættelse af Jehova Guds kongemagt, som han til sin ære og helligelse udøver gennem det lovede afkom, arvingen til Riget. Måtte vi altid være blandt de loyale som jubler over ’Jehovas værdigheds herlige pragt’, og som omtales i Salme 145, der kaldes „en lovsang; af David“: „De vil berette om dit kongedømmes herlighed, og de vil tale om din vælde, for at gøre hans vældige gerninger kendt for menneskesønnerne, samt hans kongedømmes herlige pragt. Dit kongedømme er et kongedømme der varer til alle tider, og dit herredømme varer i alle kommende generationer.“ (145:5, 11-13) I overensstemmelse med denne profetiske salme bliver Guds herlige rige ved Kristus nu gjort kendt for menneskesønnerne blandt alle nationer. Hvor kan vi være taknemmelige for dette rige og dets konge! De afsluttende ord i Salmerne er i sandhed på deres plads: „Lad alt hvad der ånder lovsynge Jah. I skal lovsynge Jah!“ — 150:6.

[Fodnote]