Joshuas tro — en sejr for børns rettigheder
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I CANADA
„DET er første gang princippet om modne mindreårige er blevet prøvet ved en appelret. Nogle mener at dommen fastlægger klare retningslinjer ikke blot for læger og hospitaler i provinsen New Brunswick, men måske for hele Canada.“ — Canadian Medical Association Journal.
Ovennævnte tidsskrift henviser til en sag der omfatter New Brunswicks Lov om mindreåriges samtykke til lægebehandling, hvori det hedder, at hvis to læger erklærer at en mindreårig under 16 år er moden og forstår konsekvenserne af sygdommen og den foreslåede behandling, har han ligesom en voksen juridisk ret til at tage imod eller afvise lægebehandling. Om et sådant tilfælde, nemlig tilfældet med den 15-årige Joshua Walker, der havde akut myeloid leukæmi, har retspræsidenten W. L. Hoyt ved New Brunswicks appeldomstol skrevet følgende: „Der er overvældende vidnesbyrd om at Joshua er en moden mindreårig og at den foreslåede behandling, omstændighederne taget i betragtning, er i hans bedste interesse og vil gavne hans fortsatte helbred og velbefindende. . . . Efter min mening var søgsmålet [om at han blev erklæret for en moden mindreårig] ikke nødvendigt.“ I præmisserne bemærkede retspræsident Hoyt desuden at Canadas sædvaneret „anerkender princippet om modne mindreårige“.
Daniel Pole, der var en af Joshuas advokater, har sagt at appelrettens afgørelse „vil danne præcedens for hele Canada“. Eftersom det var en usædvanlig sag, var der fem dommere i stedet for de sædvanlige tre. „Når der skal træffes vidtrækkende afgørelser er dommerpanelet fuldtalligt,“ fortæller Pole. „Måske har de betragtet afgørelsen som vigtig for Canada.“ Han mener at afgørelsen har skabt præcedens og baner vej for at modne mindreårige kan handle på egne vegne og at „der ikke er nogen grund til at spørgsmålet igen skulle blive indbragt for en domstol. Den er til stor gavn for andre unge.“ Pole understreger de vidtrækkende konsekvenser af denne juridiske sejr med ordene: „Det er en stor sejr for børns rettigheder, for unge mænd og kvinder der selv er i stand til at afgøre hvad de ønsker der skal ske med deres legeme.“
Under overskriften „En stor sejr for mindreårige“ kunne man læse følgende i en lederartikel i avisen Telegraph Journal: „Den afgørelse New Brunswicks appelret har truffet om at den 15-årige Joshua Walker skal give sit samtykke til eller kan afslå lægebehandling, er ikke blot en sejr for Jehovas Vidner, men for os alle. . . . Nogle gange har samfundet måske svært ved at acceptere den afgørelse et menneske træffer, især hvis et ungt menneskes liv står på spil. Men det ville være endnu sværere at acceptere et samfund der rutinemæssigt krænker borgernes sjæl og legeme. Joshua Walker har gjort sit til at sikre os mod dette.“
En modig læge
Da Joshua blev syg blev han diagnosticeret og behandlet af dr. Mary Frances Scully, der er specialist i hæmatologi og pædiatrisk onkologi. Hendes arbejde omfatter diagnose og behandling af cancer hos børn.
Den form for leukæmi som Joshua led af, bliver normalt behandlet med kemoterapi og blodtransfusioner. Men Joshua var ligesom sin familie et af Jehovas vidner og afviste af bibelske grunde blodtransfusion. Guds lov til kristne byder dem at „afholde sig fra det der er forurenet af afguder og fra utugt og fra det der er kvalt og fra blod“. (Apostelgerninger 15:20, 29) Lige fra begyndelsen var Joshua fast besluttet på at adlyde Jehovas lov om at ’afholde sig fra blod’.
Dr. Scully skrev i Joshuas journal at Joshua „holdt meget stejlt“ på dette. Dr. Dolan, der er leder af hospitalets onkologiafdeling for voksne, talte personligt med Joshua. Både han og dr. Scully fandt at Joshua var en moden mindreårig. Familien Walkers huslæge, dr. Lordon, betragtede også Joshua som en moden mindreårig. Der var altså ikke blot de to læger der er påkrævet, men hele tre læger der erklærede at Joshua var en moden mindreårig. Han var altså særdeles kvalificeret til selv at vælge behandling i overensstemmelse med Lov om mindreåriges samtykke til lægebehandling. En retssag var altså ikke nødvendig.
Desværre udviklede situationen sig anderledes. For ikke at blive anklaget senere ønskede hospitalet, der allerede fandt at Joshua var en moden mindreårig, spørgsmålet prøvet ved domstolene. Udfaldet af en langvarig og udmarvende retssag blev at dommeren afgjorde at Joshua ikke havde ret til at nægte behandling. Denne afgørelse blev øjeblikkelig appelleret, og appelretten kom til det resultat der er omtalt i artiklens indledning.
Gennem Joshuas prøvelser holdt dr. Scully fast ved sin beslutning om ikke under nogen omstændigheder at give Joshua blod, medmindre han skiftede mening og gik med til det. Hendes holdning blev omtalt i Canadian Medical Association Journal, der citerede hende for at sige: „Min største bekymring var at Joshua eller hans familie skulle blive så rystede at de blot forlod hospitalet uden at modtage en alternativ behandling.“ Artiklen fortsætter: „Andre læger fortalte hende senere at de helt ville have nægtet at behandle [Joshua]. Men den tanke var aldrig faldet hende ind.“ Hendes fornuftige og storsindede indstilling var til stor opmuntring for Joshua og hans familie.
Joshua elskede livet og vandt andres hjerte
Joshua Walker elskede livet; han ønskede ikke at dø. Hans familie ønskede heller ikke at han skulle dø. I mange lande håbede andre Jehovas vidner, Joshuas åndelige brødre, at han ville blive rask og leve. Joshua affandt sig med situationen, og hans tro på Gud overbeviste ham om at han ville få livet igen ved en opstandelse. Han fandt trøst i Jesu ord: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre [Guds søns] røst og komme ud.“ — Johannes 5:25, 28, 29.
Der var mange som støttede ham. Avisen Evening Times Globe skrev: „Begge forældre understregede i går at de ikke vil overlade Joshua til sig selv. De bragte ham til hospitalet for at få den bedst mulige lægebehandling uden blod. ’Vi ville have ladet ham blive hjemme hvis vi ønskede at han skulle dø,’ siger faderen. ’Vi ønsker ikke at Josh skal dø. Vi gør alt hvad vi lægemæssigt kan for at holde ham i live. Det vil alle gøre for dem de holder af. Vi er ikke kommet her for at se ham dø. Vi er her for at drengen skal få det bedre, så han kan komme tilbage til sin modeljernbane, tilbage til rigssalen, til møderne og forkyndelsen, og måske igen komme til at spille basketball.’“
Hans familie var hos ham for at støtte ham. En avis skrev: „Joshuas familie skiftes til at holde ham med selskab og opholder sig ellers i et lille stillerum, nogle i overtrækstøj og med ansigtsmasker hængende løst om halsen. Sådan har det været lige siden den 31. marts, da Joshua blev indlagt på hospitalet. I tre uger har der ikke været et øjeblik hvor der ikke har været en slægtning i overtrækstøj og med maske på hans hospitalsstue. . . . Ofte overnattede begge forældre hos Joshua i en seng ved siden af ham. [Moderen sagde:] ’Der er brug for os her og jeg vil gøre alt for Josh, ja, for et hvilket som helst af mine børn.’ ’Jeg vil sidde ude på parkeringspladsen om nødvendigt,’ sagde faderen.“
Betroelser og samtaler
Om aftenen når hans moder eller fader var sammen med ham, havde de nogle meget åbenhjertige samtaler. En aften sagde han: „Mor, vil du godt skrive det her ned. Alle I unge, I må endelig sørge for at have et nært forhold til Jehova, sådan at hvis der nogen sinde skulle ske jer noget, så vil I være trofaste mod ham. Når jeg får det bedre lover jeg at gøre mere for at forkynde Jehovas navn. I unge der har et godt helbred, gør mere hvis I kan.“
En nat mens Josh lå på hospitalet, sagde han: „Mor, mange gange når du går på toilettet eller går ud for at hente far, kommer lægerne og siger: ’Josh, du behøver en blodtransfusion. Hvis ikke du får den vil du dø. Vi vil gerne hjælpe dig.’ Så siger jeg: ’Så vil jeg gerne have at I respekterer mit ønske vedrørende blodet.’ Jeg har sagt til en læge der forsøgte at få mig til at modtage blod: ’De tror måske at jeg er skør, men jeg er ved mine fulde fem. Jeg ønsker bare at overholde Jehovas lov om blodet. Han ved hvad der er bedst for os. Det bedste for mig er at respektere blodets hellighed, og hvis jeg dør vil jeg få livet igen.’“
Dr. Garry, der er cheflæge på børneafdelingen, sagde til Joshuas forældre: „I kan være stolte af Josh. Han har en tro som jeg aldrig i mit liv har oplevet hos andre.“ Han gav dem begge et knus og sagde: „I er en tapper familie.“
En aften på hospitalet havde familien lige fået nogle dårlige nyheder om Joshuas tilstand, og hans broder Jeff og hans søster Janice var hos ham. Jeff græd, men Josh sagde til ham: „Jeffrey, du må holde op med at græde. Uanset hvordan det går, er jeg en vinder. Du skal ikke være bekymret for mig.“ Han mente at hvis han kom sig af sin sygdom, ville han være en vinder; og hvis han døde og fik en opstandelse på en paradisisk jord, ville han afgjort også være en vinder!
Da der var tale om at foretage en knoglemarvstransplantation, var hans broder Jerry den første til at tilbyde sin knoglemarv. Førhen plejede hans brødre John og Joe at kysse Josh godnat. Da han blev 13 fik han sin moder til at sige til dem at han nu var for gammel til den slags. Men da han som 15-årig blev syg og de igen begyndte på det og omfavnede ham og bad sammen med ham, sagde Josh til sin moder at det var i orden — det viste at de stadig holdt af ham.
Støtte fra andre
Joshuas forældre, Jerry og Sandra, fortæller at de har fået en overvældende og omfattende støtte fra andre. I maj 1994 skrev en avis: „Joshua modtager gennemsnitlig 20 postkort om dagen. Der er endda kommet nogle helt fra Rumænien og Mexico. Han har også modtaget både telefonopringninger og telefaxer på hospitalet helt fra Alberta og Washington. Desuden har han fået tilsendt omkring et halvt dusin frugtkurve og i snesevis af blomsterbuketter. . . . Da hans vitalitetstegn . . . bedredes, holdt sygeplejerskerne en munter Hawaii-fest for ham. De lavede bastskørter af affaldsposer og dansede hula-hula for ham på stuen. ’Han lo så tårerne trillede,’ fortæller Sandra.“
Joshuas far, Jerry, fortæller følgende: „Vi kunne ikke lade alle de besøgende børn fra skolen komme ind på stuen, så rektor kom og fik at vide hvordan det gik med Josh. Eleverne sendte Josh et puslespil med tusind brikker. Det var et billede af et tog, for Josh elskede tog. Politiet ville gerne arrangere et velgørenhedsbal for ham for at hjælpe med at dække nogle af omkostningerne, men det gav vi ikke grønt lys for. På skolen talte man om menneskerettigheder i timerne med samtidsorientering, og eleverne skrev til Josh og sagde at de kunne tænke sig at få ham til at holde et foredrag for dem om dette emne, så de kunne høre hans mening.“
Under alt dette var avisdækningen fænomenal — der var artikler med forsidebilleder i adskillige dagblade. Skoleledere lod bulletiner om Joshuas helbredstilstand gå videre. Han blev indbudt til at holde tale når han blev rask, og på nogle skoler drøftede man sagens enkeltheder.
„Har I bemærket om Joshua har forandret sig siden han blev ramt af sin livstruende sygdom?“ spurgte Vågn op! Hertil havde Joshuas fader, Jerry, denne kommentar: „Der skete en utrolig forandring med ham, næsten fra den ene dag til den anden. Josh havde tidligere været en sorgløs og ubekymret dreng, der nogle gange havde brug for vejledning ligesom andre 15-årige normalt har. Jeg har siddet og betragtet ham med stor forbløffelse. Det var næsten som om han blev voksen fra den ene dag til den anden. En aften ville hans advokat tale med ham, og Joshua bad mig om at lade dem være alene. Den ene dag var han klassens klovn; den næste var han en moden ung mand der talte med advokater og dommere. Under en krisesituation kan et barn mobilisere noget fra sit inderste som man aldrig har anet at det indeholdt.“
Dr. Scully har rost Joshua i høje toner og sagt til hans moder: „Af alle de patienter jeg har behandlet, er han den mest venlige, hensynsfulde, høflige og medfølende unge mand jeg nogen sinde har mødt. Han er meget tapper. Jeg vil aldrig glemme ham. Han er et meget elskeligt menneske. De kan være meget stolt af ham, fru Walker.“
I løbet af nogle få uger ændrede leukæmien sig. De korte perioder med midlertidig bedring var forbi; kræften var tilbage. Dr. Scully fortalte familien at Josh ikke havde langt igen — kun nogle uger, eller måske nogle få måneder. Den følgende aften, mens Joshuas forældre var til stede, fortalte dr. Scully at kræften var tilbage og at den måske også havde bredt sig til maven. Joshua sagde: „Åh, nej, den er ikke tilbage — er De sikker?“ Dr. Scully sagde: „Josh, resultatet af blodprøverne ser ikke for godt ud.“ Kort efter forlod Jerry stuen, derefter dr. Scully.
To bedrøvede hjerter finder ro
Joshuas moder beskriver situationen: „Der var stille. Jeg trak en stol hen til sengen og tog hans hånd. Jeg spurgte ham om han var bekymret eller nedtrykt over det lægen havde sagt. Han svarede: ’Jeg havde aldrig troet at jeg skulle dø så ung. Men du skal ikke være bekymret, mor. Jeg er ikke bange for at dø, og jeg er heller ikke bange for døden. Vil du være hos mig når jeg dør? Jeg vil ikke dø alene.’ Jeg begyndte at græde og gav ham et knus. Han græd også og sagde: ’Jeg er i Jehovas hånd, mor. Jeg ønsker bare at I alle vil blive i sandheden, så I kan tage imod mig i opstandelsen. Én ting er sikker, mor: Jeg er overbevist om at Jehova vil give mig livet igen i opstandelsen. Han har læst mit hjerte og ved at jeg virkelig holder af ham.’
Jeg begyndte igen at græde. Jeg fortalte ham at vi elskede ham og at vi havde været stolte af ham i alle de 16 år vi havde haft ham hos os — og at han frem for alt havde Jehovas godkendelse. Han sagde: ’Det ved jeg, mor.’ Jeg sagde så: ’Josh, hvor nødigt jeg end vil have at du skal dø, ville det kun være selvisk af os at ønske at du skulle blive her.’ Han sagde: ’Det ved jeg, mor, og jeg er faktisk også lidt træt af at kæmpe.’“
De juridiske konsekvenser
Daniel Pole, en af Joshuas advokater, behandlede sammen med andre advokater de spørgsmål som Joshua Walkers sag rejste. Hvad er en moden mindreårig, ifølge Lov om mindreåriges samtykke til lægebehandling? Indebærer dét at vedkommende skal give sit samtykke til en lægebehandling at han også kan afvise den? Kunne princippet parens patriae, hvor myndighederne griber ind og bestemmer over den der ikke er kompetent til at bestemme over sig selv, anvendes i denne sag? Har en person juridisk ret til at afgøre hvad der skal ske med hans eget legeme? Er retten til at bestemme over sit eget legeme ukrænkelig? Kunne man anvende den canadiske sædvaneret i denne sag? Behøvede Joshua Walkers sag i det hele taget at være blevet prøvet ved en domstol?
Disse spørgsmål blev besvaret af appelrettens afgørelse. Da sagen var færdigbehandlet trak de fem dommere sig tilbage og vendte derefter tilbage til retslokalet og afsagde mundtligt følgende enstemmige afgørelse:
„Appellen er tilladt. J. Turnbulls [dommeren ved den lavere retsinstans] afgørelse er omstødt. Joshua Walker erklæres for at være en moden mindreårig i henhold til bestemmelserne i Lov om mindreåriges samtykke til lægebehandling; hans forældres samtykke i forbindelse med hans behandling er ikke nødvendig. Spørgsmålet vedrørende omkostningerne vil blive behandlet i vores skriftlige begrundelse.“
Kunne den canadiske sædvaneret have været benyttet i dette tilfælde? Ja. I domsudskriften fra retsmødet er det anført: „I Canada anerkender sædvaneretten princippet om modne mindreårige, hvilket er personer som er i stand til at forstå beskaffenheden og konsekvenserne af den foreslåede behandling. . . . New Brunswick har kodificeret sædvaneret i Lov om mindreåriges samtykke til lægebehandling.“
Men var det i det hele taget nødvendigt at Joshuas sag blev indbragt for en domstol for at han juridisk kunne afvise blodtransfusion? Nej. „Så længe lovens bestemmelser opfyldes, er der ingen grund til at anlægge et sådant søgsmål.“
Retspræsidenten W. L. Hoyt konkluderede: „Søgsmålet blev forelagt i god tro og særdeles varsomt. Hensigten med søgsmålet var ikke desto mindre at inddrage Joshua og hans familie i en retssag mod deres vilje. De er derfor efter min mening berettigede til at få sagsomkostningerne dækket af hospitalet.“
Joshua døde den 4. oktober 1994.
[Tekstcitat på side 12]
„Dommen fastlægger klare retningslinjer . . . for læger og hospitaler.“ — Canadian Medical Association Journal
[Tekstcitat på side 13]
„Ikke blot en sejr for Jehovas Vidner, men for os alle.“ — Telegraph Journal
[Tekstcitat på side 14]
„Jeg ønsker bare at overholde Jehovas lov om blodet.“ — Joshua Walker
[Tekstcitat på side 15]
„Han har en tro som jeg aldrig i mit liv har oplevet hos andre.“ — Dr. Garry