Guds navn i De Kristne Græske Skrifter

Bibelforskere anerkender at Guds navn, repræsenteret ved tetragrammet (יהוה), forekommer næsten 7.000 gange i De Hebraiske Skrifters originaltekst. Men mange mener at det ikke fandtes i De Kristne Græske Skrifters originaltekst. Af denne grund bruger mange nyere bibler ikke Guds navn, Jehova, i det såkaldte Nye Testamente. Selv når der oversættes citater fra De Hebraiske Skrifter hvor tetragrammet forekommer, bruger de fleste oversættere ordet “Herren” i stedet for Guds personlige navn.

Ny Verden-Oversættelsen følger ikke denne udbredte praksis. Den bruger navnet Jehova i alt 237 gange i De Kristne Græske Skrifter. Da oversætterne besluttede at gøre dette, tog de to vigtige faktorer i betragtning: (1) De græske håndskrifter vi har i dag, er ikke de originale. Ud af de tusinder der findes i dag, er de fleste blevet udfærdiget mindst 200 år efter originalerne. (2) På det tidspunkt udskiftede de der afskrev håndskrifterne, tetragrammet med Kyrios, det græske ord for “Herren”, eller også skrev de af fra håndskrifter hvor dette allerede var sket.

Komitéen bag Ny Verden-Oversættelsen konkluderede at der er overbevisende vidnesbyrd om at tetragrammet rent faktisk fandtes i de originale græske håndskrifter. Denne slutning var baseret på følgende kendsgerninger:

• De afskrifter af De Hebraiske Skrifter der var i brug da Jesus og hans apostle levede, indeholdt tetragrammet hele vejen igennem. Førhen blev denne konklusion betvivlet af nogle. Men nu hvor der er blevet fundet afskrifter af De Hebraiske Skrifter fra det første århundrede nær Qumran, er der ikke længere nogen tvivl om at denne konklusion er rigtig.

• På Jesus’ og apostlenes tid forekom tetragrammet også i græske oversættelser af De Hebraiske Skrifter. I århundreder mente bibelforskere ikke at tetragrammet fandtes i håndskrifterne af den græske Septuaginta-oversættelse af De Hebraiske Skrifter. Men så, i midten af det 20. århundrede, blev man opmærksom på nogle meget gamle fragmenter af den græske Septuaginta-oversættelse der eksisterede på Jesus’ tid. Disse fragmenter indeholder Guds personlige navn, skrevet med hebraiske bogstaver. På Jesus’ tid indeholdt græske udgaver af Skrifterne altså Guds navn. Men i det fjerde århundrede e.v.t. indeholdt vigtige håndskrifter af den græske Septuaginta, såsom Codex Vaticanus og Codex Sinaiticus, ikke Guds navn fra Første Mosebog til Malakias’ Bog (hvor det havde stået i tidligere håndskrifter). Derfor er det ikke overraskende at tekster der er bevaret fra den tidsperiode, ikke indeholder Guds navn i det såkaldte Nye Testamente, det vil sige den græske del af Bibelen.

  Jesus sagde ligeud: “Jeg er kommet i min Fars navn.” Han understregede også at han udførte sine gerninger i sin “Fars navn”

• De Kristne Græske Skrifter fortæller selv at Jesus ofte henledte opmærksomheden på Guds navn og gjorde det kendt for andre. (Johannes 17:6, 11, 12, 26) Jesus sagde ligeud: “Jeg er kommet i min Fars navn.” Han understregede også at han udførte sine gerninger i sin “Fars navn”. – Johannes 5:43; 10:25.

• Eftersom De Kristne Græske Skrifter var en inspireret tilføjelse til de hellige Hebraiske Skrifter, ville det være ulogisk hvis Jehovas navn pludselig forsvandt fra teksten. Omkring midten af det første århundrede e.v.t. sagde disciplen Jakob til de ældste i Jerusalem: “Simeon har i detaljer fortalt hvordan Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk der skulle bære hans navn.” (Apostlenes Gerninger 15:14) Det ville ikke være logisk at Jakob sagde sådan hvis ingen i det første århundrede kendte eller brugte Guds navn.

• Guds navn forekommer i sin forkortede form i De Kristne Græske Skrifter. I Åbenbaringen 19:1, 3, 4, 6 indgår Guds navn i ordet “halleluja”. Det kommer af et hebraisk udtryk der bogstaveligt betyder “lovpris Jah”. “Jah” er en sammentrækning af navnet Jehova. Mange navne i De Kristne Græske Skrifter er afledt af Guds navn. Ifølge opslagsværker betyder navnet Jesus interessant nok “Jehova er frelse”.

• Tidlige jødiske skrifter indikerer at jødiske kristne brugte Guds navn i deres skrifter. I Tosefta, en nedskrevet samling af mundtlige love der blev fuldført omkring 300 e.v.t., siges der angående kristne skrifter der blev brændt på sabbatten: “Evangelisternes bøger og minims bøger [minim menes at være jødiske kristne] redder de ikke fra ilden. Dem lader de brænde på stedet, dem og de henvisninger til Guds navn som de indeholder.” Samme kilde citerer Rabbi José Galilæeren, der levede i begyndelsen af det andet århundrede, for at sige at på andre ugedage “skærer man de henvisninger til Guds navn som findes i dem [de kristne skrifter], ud og gemmer dem, og resten brændes”.

• Nogle bibelforskere anerkender at det er sandsynligt at Guds navn forekom i citater fra De Hebraiske Skrifter i De Kristne Græske Skrifter. Under overskriften “Tetragrammet i Det Nye Testamente” siges der i The Anchor Bible Dictionary: “Der findes vidnesbyrd om at tetragrammet, Guds navn, Jahve, forekom nogle eller alle de steder i Det Nye Testamente hvor man citerede fra Det Gamle Testamente da de originale håndskrifter til Det Nye Testamente blev skrevet.” Professor George Howard siger: “Eftersom tetragrammet stadig stod i de afskrifter af den græske Bibel [Septuaginta] som udgjorde oldkirkens skrifter, er det rimeligt at antage at de mænd der skrev Det Nye Testamente, bevarede tetragrammet i den bibelske tekst når de citerede fra Skrifterne.”

• Anerkendte bibeloversættere har brugt Guds navn i De Kristne Græske Skrifter. Nogle af disse oversættere brugte navnet længe inden Ny Verden-Oversættelsen blev udarbejdet. Der kan for eksempel nævnes følgende: A Literal Translation of the New Testament ... From the Text of the Vatican Manuscript af Herman Heinfetter (1863), The Emphatic Diaglott af Benjamin Wilson (1864), The Epistles of Paul in Modern English af George Barker Stevens (1898), St. Paul’s Epistle to the Romans af W.G. Rutherford (1900), The New Testament Letters af J.W.C. Wand, biskop i London (1946). I en spansk oversættelse fra begyndelsen af det 20. århundrede brugte oversætteren Pablo Besson “Jehová” i Lukas 2:15 og Judas 14, og mere end 100 fodnoter i hans oversættelse nævner at det er sandsynligt at Guds navn skulle stå disse steder. Længe inden disse oversættelser fandtes, brugte hebraiske udgaver af De Kristne Græske Skrifter fra det 16. århundrede og frem tetragrammet i mange passager. Alene på tysk bruger mindst 11 udgaver “Jehovah” (eller translittereringen af det hebraiske “Jahwe”) i De Kristne Græske Skrifter, mens fire oversættere tilføjer navnet i parentes efter “Herren”. Mere end 70 tyske oversættelser bruger Guds navn i fodnoter eller kommentarer.

  

• Bibeloversættelser på over et hundrede forskellige sprog indeholder Guds navn i De Kristne Græske Skrifter. På mange afrikanske, indianske, asiatiske og europæiske sprog samt sprog der tales i Stillehavsområdet, bruger man hyppigt Guds navn. (Se listen på side 1678 og 1679). Oversætterne af disse udgaver besluttede at bruge Guds navn af grunde som dem der er nævnt ovenfor. Nogle af disse oversættelser af De Kristne Græske Skrifter er af nyere dato, såsom den rotumanske bibel (1999), der bruger “Jihova” 51 gange i 48 vers, og udgaven på batak (Toba) (1989) fra Indonesien, der bruger “Jahowa” 110 gange.

  

Der er altså et solidt grundlag for at genindsætte Guds navn, Jehova, i De Kristne Græske Skrifter. Det er netop hvad oversætterne af Ny Verden-Oversættelsen har gjort. De har dyb respekt for Guds navn og en sund frygt for at fjerne noget som helst der har stået i den originale tekst. – Åbenbaringen 22:18, 19.