-
Olieudslip — Det vil aldrig ske herVågn op! – 1989 | 22. september
-
-
Olieudslip — Det vil aldrig ske her
’ET OLIEUDSLIP i Prince William Sound? Umuligt! Det vil aldrig ske. Farvandet er ikke alene meget bredt men også meget dybt. Der er ingen farer for sejladsen.’
Det var i det mindste hvad man havde fortalt offentligheden. Men fredag den 24. marts 1989, fire minutter over midnat, kom supertankeren Exxon Valdez med 200 millioner liter råolie om bord uheldigvis på afveje, og to kilometer ude af kurs skurede den bunden hen over Bligh-skærets forrevne klipper, som flænsede kæmpemæssige huller i skroget. Mere end 42 millioner liter råolie fossede ud i det krystalklare vand i det smukke Prince William Sound, syd for byen Valdez i Alaska.
Da katastrofen indtraf passede en uautoriseret tredjestyrmand roret, og kystbevogtningens radar der skulle vise om Exxon Valdez holdt kursen svigtede. Da katastrofen var en realitet formåede hverken Alyeska Pipeline Service Company eller Exxon Corporation at følge deres katastrofeplan til begrænsning af olieudslip.
Der blev tilkaldt dybhavsdykkere som skulle besigtige skaden på den grundstødte supertanker. En af dykkerne beretter:
„Da vi sejlede ud mod tankeren så vi at olien allerede lå i et tommetykt lag på vandet. Vi kunne ikke engang se vandet i bådens kølvand. Ude ved supertankeren var det først og fremmest sikkerheden vi bekymrede os om. Lå skibet stabilt, eller kunne vi risikere at det rullede hen over os? Det lå på Bligh-revet nær en klippeside der faldt flere hundrede fod ned i dybet. Hvis skibet forskubbede sig når tidevandet kom ville det fortsætte hele vejen ned til bunden, hvor det måske ville brække itu og lade resten af sin last af olie slippe ud — 160 millioner liter.
Vi undersøgte næsten hver eneste del af skibet: skroget, spanterne og indersiden af tankene. Alt imens fossede olien ud. Den blandede sig ikke med havvandet men steg meget hurtigt op til overfladen. Da vi trængte ind i tankene bevirkede vores luftbobler at ansamlinger af olie rev sig løs og hvirvlede rundt om hovedet på os. Vi skulle ikke foretage reparationer, kun fastslå skadens omfang.“
Alyeska-selskabet lovede at være på katastrofestedet med flydespærringer og olieopsamlere i løbet af fire timer. Men der skete intet de første ti timer og meget lidt de næste tre dage. Tre dage med stille vejr var gået, hvor man kunne have begrænset skadens omfang ved hjælp af flydespærringer og olieopsamlere. Om mandagen blæste det over Prince William Sound med vindhastigheder på op til 110 kilometer i timen så olien og vandet blev pisket til en skumagtig substans kaldet mousse.
Samtidig begyndte de implicerede at skyde skylden på hinanden. Statsembedsmænd, indbyggerne i Valdez og kystvagten bebrejdede både Alyeska og Exxon for at have smølet og ladet de første tre dage gå uden at gøre spor. Nogle bebrejdede kystvagten for af sparehensyn at have „udskiftet radaren i Valdez med en svagere der ikke formåede at advare den ulyksalige tanker om at den havde kurs mod et rev“. Exxon bebrejdede staten og kystvagten for ikke at have givet tilladelse til at bruge olieopløsende kemikalier.
I løbet af to måneder havde oliepølen bevæget sig 800 kilometer bort fra Bligh-revet, forurenet en kyststrækning på op mod 1600 kilometer og bredt sig over et 2600 kvadratkilometer stort område i det smukke Prince William Sound. Olien gjorde ikke tegn til at ville standse før den havde passeret Kenai Fjords National Park, rundet spidsen ved Kenaihalvøen og var trængt ind i Cookstrædet. Desuden drev olien videre mod syd hvor også Katmai National Park og Kodiakøen blev forurenet.
Arbejdere i tusindvis blev ansat til at rense strandene. En af dem beskriver fremgangsmåden og resultaterne:
„Arbejderne pukler med højtryksrensere fra klokken 4.30 om morgenen til klokken 22 om aftenen. Nogle bruger koldt havvand, andre bruger varm damp blandet med havvand. De kraftige stråler rettes mod de stenede strande så vandet trænger ned i undergrunden og tvinger den olie der ligger i en dybde af mellem en halv og en hel meter, til at stige op til overfladen. Derefter bliver olien skyllet ud i havet hvor flydespærringer holder på den indtil pumpefartøjerne får suget den op. Mandskabet kan på den måde fjerne mellem 30.000 og 60.000 liter om dagen fra en kyststrækning på 200 meter.
I en to-ugers periode gentager de denne procedure igen og igen, og opsamler hver dag den samme mængde olie. Derefter ankommer mandskab med stærkt sugende klude og tørrer hver enkelt sten af. Stranden ser nu ud til at være ren, men hvis man stikker hånden omkring 10 centimeter ned i sandet mellem stenene vil den være helt dækket af dette sorte stads når man trækker den til sig — efter to ugers rengøringsarbejde! Kommer man tilbage tre dage senere vil et nyt olielag på mellem 8 og 16 centimeter være trængt op til overfladen, hvorfra det vil blive skyllet ud i havet med næste tidevand.“
Virker det ørkesløst? Måske, men arbejdet er godt betalt. En arbejder der tjener 250 dollars (ca. 1900 kroner) om dagen siger: „Jeg vil tro at jeg med lethed kan tjene 10.000 dollars (75.000 kroner) på dette foretagende.“ En anden arbejder har tjent næsten 2000 dollars (15.000 kroner) ved at arbejde 12 timer om dagen i syv dage. „Vi har renset to kyststrækninger i dag,“ siger han, „men i morgen, når tidevandet har været her, er jeg sikker på at de ser ud nøjagtig som før vi begyndte.“ Nogle kyststrækninger i Prince William Sound er begravet under et metertykt lag olieslam.
Hvad kunne man have gjort for at begrænse ulykken da først Exxon Valdez havde fået revet hul i skroget og sluppet 42 millioner liter af sin olielast ud i Prince William Sound? En hurtig indsats med flydespærringer og olieopsamlere i løbet af de første tre dage, mens søen var rolig, kunne muligvis have begrænset udslippet til sundet, så olien ikke var kommet ud i Alaskabugten.
Ville det have hjulpet hvis man havde benyttet olieopløsende kemikalier? Sandsynligvis ikke. Disse stoffer virker ikke efter hensigten så længe søen er rolig. Først når havet kommer i oprør bliver kemikalierne blandet rigtigt med olien. Denne metode ville have været nytteløs de første tre dage, og da de rette betingelser endelig var til stede på fjerdedagen, i det stormoppiskede hav, kunne de fly der skulle sprede kemikalierne simpelt hen ikke gå i luften på grund af stormvejret. Desuden er brugen af disse stoffer et kontroversielt spørgsmål. En artikel i bladet Anchorage Daily News forklarer:
„Olieopløsende kemikalier virker stort set ligesom vaskemidler. Når de bliver spredt ud over en oliepøl og bølgerne pisker dem sammen med olien, vil kemikalierne nedbryde olien til mindre og mindre bestanddele som til sidst bliver opløst i vandet. Miljøbeskyttelsesfolk bryder sig ikke om disse stoffer. De peger på at kemikalierne blot får olien til at fordele sig i samtlige vandlag, hvorved den bliver en trussel mod alle livsformer i havet, fra overfladen og helt ned til bunden.“ Desuden er de olieopløsende kemikalier ikke særlig effektive i koldt vand. „I det hele taget virker de næppe på råolie fra Prudhoe Bay“, og de „er på det nærmeste virkningsløse når der er gået mere end én dag efter olieudslippet“.
Dertil kommer at kemikalierne i sig selv er giftige. Det forlyder at de stoffer man anvendte i 1967 ved det store olieudslip fra supertankeren Torrey Canyon der forurenede den franske kyst, var mere giftige end selve olien. „Alt plante- og dyreliv blev udslettet.“
Pete Wuerpel, der er leder af nødvarslingstjenesten i Alaska, bekræfter hvad førnævnte arbejdere allerede har sagt: „Olien venter ikke. Den forsvinder heller ikke. Og den olie der stadig dækker nogle af kysterne vil blive ført bort til andre kyster af bølger og tidevand. Katastrofen vil ingen ende tage. Det at rense kysterne er en håbløs opgave når man tænker på hvor langt olien er trængt ned. Man kan rengøre overfladen, men bølgeslag og tidevand vil bevirke at olien gradvis trænger op til overfladen igen. Hvornår indser man hvor utilstrækkelige menneskets bestræbelser er?“
Wuerpel når til den konklusion at vi endnu ikke er rustet teknologisk til at bekæmpe store olieudslip. Han siger at vi på nuværende tidspunkt må overlade arbejdet til naturen selv. Andre deler hans opfattelse. Havbiologen Karen Coburn siger: „Sandheden er at vi, selv under de bedste betingelser, ikke er i stand til at opsamle mere end cirka 10 procent af olien ved et stort udslip.“ Forskere der beskæftiger sig med olieudslip siger ifølge en rapport: „Det vil sikkert tage naturen ti år, måske endnu længere, at fjerne de sidste spor fra Prince William Sound, efter det største olieudslip i Nordamerika nogen sinde.“
To uger efter ulykken lød en overskrift i avisen Anchorage Daily News: „Kampen for at rydde op efter olieudslip er tabt på forhånd. Mandskabet vinder små sejre, men eksperter siger at rensningen af sundet må overlades til naturen.“ Det hed videre: „Folk fra National Oceanic and Atmospheric Administration har samstemmende sagt at kampen var umulig at vinde.“ Efter at have gennemgået data fra alle større olieudslip i det sidste årti, deriblandt ulykken med supertankeren Amoco Cadiz ved den franske kyst i 1978, hvor 250 millioner liter olie slap ud, lyder deres konklusion: „Man har ikke tilnærmelsesvis været i stand til at fjerne olien i nogen af disse tilfælde.“
[Ramme på side 6, 7]
Supertanker, superforurener
Forestil dig et skib der er lige så langt som en hundredetages bygning er høj. Et skib hvis stævn befinder sig næsten en halv kilometer længere fremme end styrmanden. Et fartøj der er så stort at nogle har spekuleret på om dets bevægelser muligvis bliver påvirket af jordens rotation. Så stor er en supertanker, og det er ikke blot et fantasifoster. Fartøjer af denne størrelse gennempløjer verdenshavene i stort tal. Hvorfor? Fordi verden, som den er indrettet i dag, har et umætteligt behov for olie. Anvendelsen af supertankere har vist sig at være en økonomisk og indbringende metode til transport af al denne olie.
Men som begivenhederne i den seneste tid har gjort det pinlig klart, har brugen af disse store tankskibe også en bagside. Først og fremmest har deres store styrke også vist sig at være deres svaghed. Deres enorme vægt og masse gør dem overordentlig vanskelige at manøvrere. Når skibsføreren ønsker at standse skibet hurtigt eller at skifte kurs for at undgå en fare, gør bevægelseslovene sig gældende med imponerende styrke (navnlig den lov der siger at et legeme vil forblive i jævn, retlinet bevægelse medmindre det påvirkes af en kraft udefra).
Hvis, for eksempel, et fuldt lastet tankskib, med en længde på mellem 240 og 270 meter, pløjer sig gennem havet med normal hastighed, og motorerne bliver slukket, vil det ikke standse lige med det samme. (Exxon Valdez var 300 meter langt, havde 200 millioner liter olie i lasten og sejlede med en hastighed af 19 kilometer i timen.) Skibet vil da bevæge sig cirka 8 kilometer yderligere. Selv om man slår motorerne bak, vil skibet behøve en strækning på 3 kilometer til at standse. Ankrene vil ikke være til nogen hjælp. De vil blot hage sig fast i bunden og derefter blive revet løs fra dækket på grund af skibets moment. Det at manøvrere et tankskib er altså en ganske krævende opgave. Der kan gå op til et halvt minut fra rorgængeren aktiverer roret til det er drejet i stilling. Derefter kan det tage tre pinefulde minutter inden tankskibet har fuldført manøvren.
Med kommandobroen placeret 300 meter bag stævnen, 45 meter fra agterenden og 30 meter over havet, kan det ikke overraske at der forekommer tankskibskollisioner. Hvad enten der er tale om en egentlig kollision eller en grundstødning er der altid stor fare for olieudslip. De engang så uberørte afrikanske, asiatiske, europæiske og amerikanske kyststrækninger samt kysterne ved polerne er alle blevet forurenet i uhyggelig grad.
Men tankskibene forurener ikke kun oceanerne når de bliver impliceret i ulykker. Hvert år tømmer tankskibe omkring to millioner tons olie ud i havet. Tidligere undersøgelser har vist at hovedparten af disse olieudslip skyldes rutinemæssige procedurer, som for eksempel at man skrupelløst lader skyllevand med olierester fra de tomme tanke strømme ud mens fartøjet befinder sig på åbent hav. Som Noël Mostert skriver i sin bog Supership: „Ethvert tankskib vil, uanset hvor velkontrolleret det er, på en eller anden måde tabe noget af sin olie i havet. Dårligt kontrollerede skibe forurener uophørligt og kan, ligesom havesnegle, ofte følges af lange iriserende spor.“
Havforskeren Jacques Cousteau har engang i stærke vendinger beskrevet menneskehedens voldsomme angreb på miljøet således: „Vi er jordens vandaler. Vi ødelægger alt hvad vi har fået betroet.“
[Illustration på side 7]
Kysterne bliver renset den ene dag men er dækket med olie igen den næste
[Kildeangivelse på side 2]
Mike Mathers/Fairbanks Daily News-miner
[Kildeangivelse på side 5]
Forsidefoto: The Picture Group, Inc./Al Grillo
-
-
Olieudslip — Konsekvenserne for dyrelivetVågn op! – 1989 | 22. september
-
-
Olieudslip — Konsekvenserne for dyrelivet
KONSEKVENSERNE af det store olieudslip var de første få måneder tragiske for dyrelivet. I en særlig meddelelse fra Alaska til The New York Times hed det: „Ulykken har krævet ofre lige fra øerne nær Valdez, hvor tusinder af sæler i øjeblikket føder deres unger på de forurenede kyststrækninger, til de fjerne egne i Katmai-nationalparken på Alaskahalvøen 500 kilometer mod sydvest, hvor hvidhovedede havørne, brune bjørne og søløver kæmper mod de forgiftede omgivelser. De økologiske konsekvenser i form af dyr der har mistet livet som følge af olieudslippet, kan foreløbig gøres op til over 20.000 fugle fordelt på 30 arter, deriblandt 20 hvidhovedede havørne, og 700 havoddere.“ Ifølge de biologer der har foretaget optællingerne kan det faktiske antal meget vel være fem gange så stort. Størstedelen af ofrene bliver aldrig fundet.
Katmaiparken rummer verdens største bestand af brune bjørne. Parkforvaltningen er nu alvorligt bekymret for hvordan det skal gå disse kæmpemæssige dyr, der er omkring tre meter høje og vejer godt 540 kilo, efter at de har strejfet om på strandene og fortæret fisk og fugle der var indsmurt i olie. „Hvad vil der ske med disse dyr når olien trænger ind i deres fødekæde?“ spørger man. Man har fundet døende ørne der har spist af de døde fisk og fugle, og det frygtes at også nogle af bjørnene vil dø „efterhånden som den giftige olie ophober sig i deres organisme“.
I Kenai Fjords National Park nærer man lignende bekymringer. Her er 90 procent af den 390 kilometer lange kystlinje blevet forurenet af olie. En statsansat biolog der er udstationeret på stedet siger: „På nuværende tidspunkt finder jeg stadig døde havoddere langs kysterne. Ørnene spiser dem, så jeg finder også døde ørne. Her står jeg som forsker og indehaver af en doktorgrad og kan ikke lade være med at græde når jeg ser alle disse olieindsmurte fugle gøre forsøg på at lette.“
Folk i tusindvis sørger over det der er sket, især de der arbejder hårdt for at rense olien af fugle og oddere som i mange tilfælde dør alligevel. Det er hjerteskærende for alle der beskæftiger sig med at bevare dyrelivet.
Bestanden af havoddere i Prince William Sound er blevet anslået til mellem ti og femten tusind. En biolog frygter at odderne er i fare for at forsvinde helt. En anden siger samstemmende at odderne „vil blive fuldstændig udryddet“. Måske har disse spådomme været lidt for pessimistiske, men selv om ’kun’ en tredjedel af bestanden går tabt, som nogle har forudsagt, vil dette være alvorligt nok. I nogle af de områder der ikke er blevet forurenet af olie findes der stadig mange oddere, mens der kun bliver set ganske få i de forurenede områder. Sandheden er imidlertid at ingen ved hvor mange der egentlig er blevet slået ihjel. Eftersom de havoddere der mister livet som følge af et olieudslip synker til bunds og derfor ikke kan tælles, kan man kun anslå hvor mange der er gået til ud fra et faldende antal iagttagelser.
De fleste føler sig berørt når tusinder af fugle og dyr bliver dræbt som følge af et olieudslip, men tænker kun sjældent på de millioner og atter millioner af små, ja mikroskopiske, ofre. Også de har betydning og bliver ikke glemt af deres Skaber. „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt. Havet dér, stort og vidtstrakt, dér er et mylder uden tal, levende skabninger, små såvel som store.“ — Salme 104:24, 25.
Det lag af olieslam der har spredt sig i vandet synker efterhånden til bunds, hvor det forgifter de mikroorganismer og den plankton der udgør begyndelsen til den fødekæde der betinger et rigt og varieret dyreliv. Derefter begynder de giftige stoffer at bevæge sig op gennem fødekæden indtil de til sidst når mennesket selv.
Mennesket er ikke hævet over naturen men er selv en del af den, og har ansvar for hvordan det forvalter den — et ansvar det har fået af Gud, Skaberen. „Jeg overdrager jer ansvaret for fiskene, fuglene og alle de vilde dyr,“ sagde Jehova til de første mennesker. Mennesket blev skabt i Guds billede, det vil sige med de samme egenskaber som Gud besidder — visdom, magt, retfærdighed og kærlighed. Med disse egenskaber var mennesket udstyret til at udøve et kærligt herredømme over jorden med dens planter og dyr. At mennesket fik overdraget ansvaret for jorden og dens rigdomme betød ikke at det skulle udpine og ødelægge den, men at det skulle værne og beskytte den. (1 Mosebog 1:26-28; 2:15, Today’s English Version) Jehova Gud har omsorg for sit skaberværk. Har vi også det? Det bør vi have, for Gud har udtrykkeligt sagt at han vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Åbenbaringen 11:18.
[Ramme/illustration på side 10]
Gud interesserer sig for dyrene
Han har omsorg for dem:
’Ikke en spurv falder til jorden uden jeres Faders viden.’ — Mattæus 10:29.
Han kræver hensyn:
„I seks dage skal du gøre dit arbejde, men på den syvende dag skal du holde fri, for at din okse og dit æsel kan hvile.“ — 2 Mosebog 23:12.
„Du må ikke binde munden til på en okse når den tærsker.“ — 5 Mosebog 25:4.
„Du må ikke pløje med en okse og et æsel sammen.“ — 5 Mosebog 22:10.
„I det tilfælde at du ser et æsel som tilhører en der hader dig, ligge udmattet under sin byrde, . . . skal du straks gøre det fri.“ — 2 Mosebog 23:5.
’Hvem af jer vil ikke på sabbatsdagen, hvis hans . . . okse falder i en brønd, straks trække den op?’ — Lukas 14:5
Han har tanke for hvordan arterne kan overleve:
„Hvis du træffer på en fuglerede på vejen . . ., må du ikke tage moderen sammen med afkommet.“ — 5 Mosebog 22:6.
Han sørger for føde:
„Landets egen frugt på dets sabbat skal tjene jer til føde, . . . og dine husdyr og de vilde dyr der er i dit land.“ — 3 Mosebog 25:6, 7.
„Du åbner din hånd — de mættes med gode sager.“ — Salme 104:28.
„Se nøje på himmelens fugle, . . . jeres himmelske Fader [giver] dem føde.“ — Mattæus 6:26.
Han giver dem livsnødvendig visdom:
’De er instinktivt vise. Om sommeren gør de deres føde klar.’ — Ordsprogene 30:24, 25.
Han kræver at der vises dem passende respekt:
„Du må ikke koge et kid i dets moders mælk.“ — 2 Mosebog 23:19.
[Kildeangivelse]
Foto: Anchorage Times/Al Grillo
[Illustrationer på side 8, 9]
Yderst til venstre: Unge af spættet sæl, tre dage gammel
Til venstre: Hvidnæbbet lom
[Kildeangivelse]
Foto: Anchorage Times/Al Grillo
Nederst: Søløver
Prince William Sound
-
-
Olieudslip — Konsekvenserne for menneskeneVågn op! – 1989 | 22. september
-
-
Olieudslip — Konsekvenserne for menneskene
SIDEN olieudslippet den 24. marts 1989 har byen Valdez oplevet en regulær befolkningseksplosion. Indbyggertallet er steget fra 2800 til over 10.000. Exxon har med løfte om høje lønninger ansat flere tusind til at rydde op efter forureningskatastrofen. Denne store tilstrømning har medført både sociale og økonomiske problemer som de faste indbyggere i denne før så fredelige lille by har vanskeligt ved at løse.
Pete Wuerpel, der er leder af nødvarslingstjenesten i Alaska, peger på nogle af de forandringer som er fulgt i kølvandet på denne invasion af folk på jagt efter højtlønnet arbejde. I et interview siger han:
„På længere sigt kan det få langt alvorligere konsekvenser for Valdez end man kan forestille sig i øjeblikket. Den enorme tilstrømning til Valdez har overbelastet byens faciliteter. I de første syv uger efter olieudslippet er telefonselskabets vognpark vokset fra 60 til over 170 lastbiler. Hverken kloaksystemet, el-forsyningen, lystbådehavnen, lossepladsen eller vejnettet er bygget til at klare det nuværende behov. I løbet af april steg antallet af biler fra 3000 til 9600. Lufthavnen, der normalt har 20 flyvninger om dagen, har været oppe på over 680. Virkningerne af alt dette er helt grotesk i betragtning af byens kapacitet.
Den krise som befolkningseksplosionen har medført er helt blevet overskygget af den opmærksomhed der har samlet sig omkring olieudslippet, de forurenede kyster, de døde fugle og havoddere samt truslen mod fiskeopdrættet og den ødelagte bestand af skaldyr. Økonomien er brudt sammen, lønningerne er løbet løbsk, forretningerne kæmper for at finde pålidelig arbejdskraft. De stigende priser belaster de fastlønnedes tegnebøger.
Hensigten med dette er ikke at forklejne skaderne efter olieudslippet men at betragte hele ulykken med dens konsekvenser for befolkningen i et bredere perspektiv. Efter min mening er det sammenbrud indbyggerne i Valdez har oplevet i deres tilværelse, helt blevet overskygget af den langt større opmærksomhed de tusinder af dræbte fugle og dyr er blevet genstand for.“
Også nogle af de oprindelige indbyggere i Valdez er blevet interviewet. Hvordan er de blevet berørt af den pludselige befolkningseksplosion i deres by?
En af de ansatte i telefonselskabet gav udtryk for sine synspunkter på denne måde:
„Der er nu gået to måneder siden ulykken skete, og alt er kaos i Valdez. Folk af alle mulige slags strømmer stadig til i tusindvis for at få et af de højtlønnede job. Nogle af dem er på kant med loven og bliver sat fast. Prostituerede kommer til for at drive deres forretning. Børnene kan ikke længere færdes frit i byen. Forældrene holder skarpt øje med dem, og det er også nødvendigt. Nogle børn bliver [dog] forsømt fordi begge forældre arbejder uafbrudt for Exxon. Mange er blevet grebet af pengebegær.
Priserne stiger og stiger. De fordobles fra dag til dag og fra uge til uge. Hvis man har et hus til leje kan man få 500 dollars (cirka 3700 kroner) i døgnet for det. Nogle steder koster værelser næsten lige så meget. Man kan endog leje plads til en seng. Huse kan lejes for 5000 til 6000 dollars om måneden — et enkelt hus er endda ifølge forlydender blevet lejet ud for 13.000 dollars om måneden. Biler er blevet lejet ud for 250 dollars om dagen.
Lønningerne hos Exxon er ligeledes steget kolossalt. Her kan forretningerne ikke følge med. Deres ansatte siger op for at arbejde for Exxon. Nyansatte bliver kun en kort tid hvorefter de søger over til oprydningsarbejdet. Det er hårdt for restaurationerne. De holder åbent døgnet rundt og serverer i tusindvis af måltider. Samtidig har nogle af dem måttet udskifte deres personale mellem fire og fem gange inden for de sidste to måneder fordi Exxon har lokket med tårnhøje timelønninger. På hospitalet har halvdelen af personalet sagt op.“
Udsigten til at tjene så mange penge er, forståeligt nok, en stor fristelse for nogle der har få midler og mange regninger. Det er meget let at tænke som så: ’Hvis jeg om søndagen kunne arbejde tolv timer for dobbelt timeløn kunne jeg både få betalt bilen og alle mine regninger!’ Men derved vil man uvægerlig forsømme sin familie og sandsynligvis skade sin åndelige sundhed. ’Men jeg vil kun gøre det for en kort periode, midlertidigt, for at få rettet op på økonomien,’ siger man til sig selv. Måske vil det gå sådan — måske ikke!
Endnu mere ildevarslende er imidlertid nogle af de følelsesmæssige udbrud som frustrationerne udløser:
„Mange har rettet deres vrede mod Exxon, en vrede der har givet sig udslag i en usædvanlig voldsbetonet adfærd,“ siger en. „Der er vendt op og ned på værdinormerne. Man kan opleve folk der på grund af frustration og vrede drives ud i en adfærd som de under normale omstændigheder ville afsky. Mange er vrede over de konsekvenser olieudslippet har fået for det smukke Prince William Sound og for de tusinder af fugle, oddere, sæler og andre dyr der længe har været deres stolthed.
En sådan vrede har fået nogle til at køre Alyeska-selskabets biler ud over vejsiden. Der er også blevet fremsat bombetrusler, ja endog mordtrusler i Valdez mod præsidenten for Exxon. Politifolk i hundredvis er blevet ansat som sikkerhedsvagter.“
En lærervikar siger:
„Mange børn må selv sørge for at komme i skole. Jeg kender en pige på fem år der går i børnehave og selv må stå op om morgenen fordi hendes mor og far er taget af sted flere timer tidligere for at være med i oprydningsarbejdet. Hun spiser sin morgenmad, går i børnehave, kommer hjem, spiser aftensmad og er helt alene indtil hendes forældre kommer hjem ved ni-titiden om aftenen. Hvordan indvirker det på hende? Hvad lærer hun af det? Nogle forældre er blevet forblindet af penge, og det går ud over deres børn. I skolen er børnene for stressede til at kunne arbejde. Lærerne prøver ikke på at tvinge dem men læser historier for dem og lader dem spille forskellige spil.“
En husmoder som har bemærket den udbredte vrede og hensynsløshed, udtaler:
„Overbefolkning medfører stress og frustration som giver sig udslag i vrede og manglende selvbeherskelse. Da forsyningerne var knappe kunne husmødre på indkøb risikere at andre kom og tog deres brød og mælk. På restauranterne brasede nogle ind og satte sig ved borde som andre havde ventet på i en time.“
En mand udtrykker bekymring for den ændring der sker i befolkningen:
„Det har fået ret alvorlige konsekvenser for området at befolkningen er mere end tredoblet, fra omkring 2800 indbyggere til over 9000. Det er vanskeligt at skaffe forsyninger, ja, blot at komme rundt i byen. Alene trafiktætheden i denne lille by skaber frustration og stress.
Mulighederne for at finde arbejde har ændret sig drastisk. Tilbud om lønninger på mellem 20 og 50 dollars i timen gør det vanskeligt at bevare en ligevægtig indstilling. Der ligger en stor udfordring i ikke at lade ønsket om materiel velstand overskygge familieforpligtelserne og de åndelige værdier. Min hustru og jeg har fået flere telefonopringninger fra venner så langt væk som i Florida, New York, Texas og Oregon, der har forespurgt om mulighederne for at få arbejde her.
Vi forstår naturligvis at økonomien for tiden er trængt overalt, men vi har anbefalet dem ikke at komme. De er Jehovas vidner ligesom vi er, og vi søger at lade det åndelige komme i første række, idet vi er optaget af møderne og af at tale med andre om Guds rige. Vi er overbevist om at det også vil være det bedste for dem — og det er bestemt ikke let at bevare denne indstilling under de nuværende forhold i Valdez. Materialismen kvæler åndeligheden, og materialismen er stærkt dominerende på disse kanter.
Hvor er det sandt som der står i Bibelen, i Første Timoteusbrev 6:10: ’Kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har stukket sig selv overalt med mange smerter.’“
Disse interview fandt sted to måneder efter det store olieudslip. Man havde anslået at arbejdet med at rense omgivelserne ville være færdigt den 15. september. Når oprydningsarbejdet efter ulykken er færdigt, når de tusinder af arbejdere bliver sagt op, og når pengestrømmen svinder ind, da vil de af de faste indbyggere der hele tiden har holdt sig de åndelige værdier for øje, foretage de nødvendige justeringer.
Men det kan tage år før Valdez igen bliver den lille fredelige by den engang var.
[Tekstcitat på side 12]
„Der er totalt kaos i Valdez“
[Tekstcitat på side 12]
Voldens mørke skyer truer
[Tekstcitat på side 13]
’Kærligheden til penge er en rod til alt ondt’
-