Unge spørger:
Hvorfor udvikler jeg mig så hurtigt?
„Da jeg gik i sjette klasse var jeg den højeste i klassen. Det generede mig meget. Jeg var misundelig på min veninde fordi hun ikke var særlig høj.“ — Annie.
„Jeg ligner en på 16-17 år og derfor forventer folk — deriblandt mine forældre — at jeg opfører mig mere voksent.“ — Tanya, 12 år.
DE FLESTE af os der har gennemlevet pubertetsalderen ville sikkert gerne have været denne tid foruden. Der er på én gang noget skønt og noget skræmmende over denne periode i ens liv. Når man er i puberteten sker der hurtige, drastiske og til tider pinlige forandringer med ens krop. Nye følelser, drifter og ønsker vælder op i én. Det trøster dog de fleste unge at deres kammerater har det på nøjagtig samme måde. Men for nogle unge synes puberteten at være kommet for tidligt. De bliver pludselig større, højere, mere udviklede og mere voksne af udseende end deres venner og klassekammerater.
Hvis du også oplever dette, så tab ikke modet. Der er intet unormalt ved at udvikle sig tidligt. Vi har alle et indre ur der går med sin helt egen hastighed, og dit ur synes bare at gå lidt hurtigere end dine kammeraters. Allerede i tiårsalderen kan en dreng komme i puberteten, og for en pige kan det ske så tidligt som i otteårsalderen. Det er altså blot et spørgsmål om tid før dine venner oplever de samme forandringer som du oplever. I mellemtiden har du måske nogle problemer som kan være vanskelige at tackle.
Fordele og ulemper ved at være høj
En teenagepige siger til Vågn op!: „Jeg kan godt lide at være den højeste i klassen, for så ser folk op til en.“ Undersøgelser viser at drenge der modnes tidligt har en række åbenlyse fordele i forhold til deres mindre udviklede kammerater. Det er som der står i bogen Adolescent Development af Barbara og Philip Newman: „Tidligt udviklede drenge er højere og stærkere end deres jævnaldrende. . . . Høje, stærke drenge får lettere tildelt ansvar, bliver hurtigere betragtet som kammeraternes ledere og bliver behandlet som mere modne mennesker, både forstandsmæssigt og fysisk.“
Men der er også ulemper ved at være den første i klassen der løber i vejret. Man kan for eksempel blive skydeskive for sine klassekammeraters evindelige drillerier. En ung pige siger til Vågn op!: „Jeg var den højeste pige i klassen. De kaldte mig ’langstrømpe’.“ En ung mand ved navn Dwayne siger: „Kammeraterne kaldte mig blandt andet ’storken’. Nogle gange spurgte de mig: ’Hvordan er vejret deroppe?’“a
Det kan være særlig svært når ens lange lemmer ikke arbejder harmonisk sammen. (Jævnfør Efeserbrevet 4:16.) „Jeg var ranglet, tynd og klodset,“ fortæller Christine om sine teenageår. „Jeg var elendig til sport,“ tilføjer Dwayne. „Min hjerne gav en besked, men mine lemmer reagerede først en uge senere! Jeg lignede en giraf på rulleskøjter.“ Men denne lidt kejtede periode i ens liv er altså helt naturlig og er kun en overgang. Måske vil du også finde at en rimelig portion „legemlig opøvelse er gavnlig“. (1 Timoteus 4:8) Jo mere du bruger din krop, jo bedre samspil vil der blive mellem dine bevægelser.
Men hvad skal du stille op med øgenavne og fornærmelser? Det er måske fristende at give igen med samme mønt og komme med nogle svidende bemærkninger, men Bibelen råder: „Svar ikke tåben efter hans dårskab, for at du ikke selv skal blive som han.“ (Ordsprogene 26:4) Desuden vil du i det lange løb kun gøre det værre for dig selv hvis du ’gengælder ondt med ondt’. (Romerne 12:17) Bibelen siger at der er „en tid til at le“. (Prædikeren 3:4) En god portion humoristisk sans kan hjælpe dig gennem mange pinlige situationer.b
’De tror jeg er ældre’
Nogle gange er problemet imidlertid at de voksne — ikke ens kammerater — tror at man er ældre end man i virkeligheden er. Dwayne siger: „Jeg blev betragtet som den der bestemte, den der var lederen. Engang befandt jeg mig i nærheden af en klynge unge som begyndte at smide noget ud over en bro, og så kom politiet farende og råbte mig an fordi jeg var den højeste. Men jeg vidste ikke engang hvad der foregik.“
Undertiden føler du dig måske smigret over at blive behandlet som en voksen. Mental og følelsesmæssig vækst står dog ikke altid mål med fysisk vækst. Uanset hvordan du ser ud, vil du nok tænke og føle ligesom dine jævnaldrende gør, og ikke som en voksen. (Jævnfør Første Korintherbrev 13:11.) Når folk derfor stiller ’voksne’ krav til dig, kan du have svært ved at leve op til deres forventninger.
Nu og da kan det sikkert være på sin plads venligt at gøre kammerater og familiemedlemmer opmærksomme på at du ikke er så gammel som du måske ser ud til. „Planer mislykkes når der ikke er fortroligt samråd,“ står der i Ordsprogene 15:22. Hvis du derfor synes at dine forældre er alt for krævende, så tag høfligt bladet fra munden. Et tidsskrift for teenagere foreslår at du siger: „Jeg ved at fordi jeg ser ældre ud, kommer man nemt til at forvente at jeg også opfører mig voksent. Men indvendig har jeg stadig den alder jeg har, og somme tider er det svært for mig at leve op til alt det I forventer at jeg skal gøre og være.“
Begå ikke den fejl at prøve at give indtryk af at du er ældre end du i virkeligheden er, ved at have en påtaget adfærd, eller ved at gå med noget tøj og have en frisure som ikke passer sig for en i din alder. Nogle tidligt udviklede unge undgår deres barndomsvenner fordi disse endnu ikke ser så gamle ud, og forsøger i stedet at omgås nogle der er ældre! Men derved prøver de blot at skjule hvem de i virkeligheden er, og det kan meget nemt føre til at de må finde sig i ydmygelser. (Jævnfør Salme 26:4.) På et tidspunkt vil andre nemlig kunne gennemskue et sådant skuespil. Bibelen siger meget klogeligt at der ’hos de beskedne er visdom’. (Ordsprogene 11:2; Mika 6:8) Den beskedne kender sine begrænsninger.
Sexchikane
Hvis du er beskeden af opførsel kan dette også beskytte dig mod noget som især tidligt udviklede piger udsættes for — nemlig sexchikane. I løbet af forbløffende kort tid kan en lille pige udvikle sig til en attraktiv ung kvinde. (Jævnfør Højsangen 8:8, 10.) Men nogle unge piger føler sig noget forlegne når de begynder at udvikle bryster og får bredere hofter.
Forfatteren Ruth Bell siger: „Halvvoksne piger er især sårbare over for mandlig opmærksomhed.“ En 12-årig pige ved navn Denise siger: „Efter at jeg er blevet mere udviklet, glor folk på mig når jeg går ud.“ (Changing Bodies, Changing Lives [Ny krop, nyt liv]) Nysgerrige klassekammerater af begge køn prøver måske endda på en upassende måde at komme til at røre ved dig. Ikke overraskende står der i bogen Adolescent Development: „Tidligt modne piger bliver måske lidt sjuskede i det, går med løsthængende sweatshirts eller bliver generte og tilbageholdne for at undgå at jævnaldrende skal finde ud af at deres krop er i udvikling.“
Selv om det ikke ligefrem er nødvendigt at gemme sig bag lag på lag af tøj, er det fornuftigt at undgå tøj og frisurer som virker udfordrende eller som tiltrækker unødig opmærksomhed. Dette er i tråd med Bibelens vejledning om at klæde sig „med fordringsløshed og et sundt sind“. — 1 Timoteus 2:9.
Måske er der også andre praktiske skridt du kan tage. På Bibelens tid kunne Rut blive udsat for seksuelle tilnærmelser når hun arbejdede på Boaz’ mark. Venligt gav Boaz ’de unge mænd påbud om ikke at røre hende’. Ikke desto mindre advarede han hende og sagde: „Gå ikke hen for at sanke på en anden mark, . . . og hold dig således til mine unge piger.“ (Rut 2:8, 9) Nogle unge piger har på lignende måde holdt sig nær til andre kristne piger i samme skole. De undgår klogeligt at færdes alene på steder der kunne indebære en fare.
Uanset hvordan det forholder sig har ingen ret til at chikanere dig, hverken fysisk eller verbalt. Hvis du har problemer i den retning, så tal med dine forældre om det eller med en anden voksen som du har tillid til. De har måske nogle gode råd eller kan tage affære på en eller anden måde.
Selv under de mest gunstige omstændigheder er pubertetsalderen en vanskelig periode. Og det gør det ikke lettere hvis man afviger alt for meget fra sine kammerater i højden. Selv om du måske gerne ville gøre noget ved det, er der ikke meget at stille op over for din fysiske vækst. Helt anderledes forholder det sig imidlertid med din åndelige vækst. Hvis du arbejder flittigt på at udvikle din åndelighed vil du, ligesom den unge Samuel på Bibelens tid, ’vokse op og blive stadig mere vellidt både af Jehova og af mennesker’. — 1 Samuel 2:26.
[Fodnoter]
a Nogle af navnene i artiklen er ændret.
b I kapitel 19 i bogen Unge spørger — Svar der duer, der er udgivet af Vagttårnets Selskab, kan du finde flere oplysninger om hvordan du kan klare situationer hvor du bliver mobbet.
[Illustration på side 25]
Høje unge er ofte skydeskive for sårende vittigheder