Min fars trofaste eksempel

DET VAR den 6. juli 1947, og vores familie overværede et af Jehovas Vidners områdestævner i London. Min far havde glædestårer i øjnene da han rakte mig hånden for at hjælpe mig op af dåbsbassinet. Far og jeg var lige blevet døbt som symbol på vores indvielse til Jehova, Skaberen og universets Suveræn. Min mor og mine tre brødre var også til stede ved denne glædelige begivenhed.

Men sørgeligt nok skulle vor families fællesskab omkring den kristne tilbedelse snart blive ødelagt. Inden jeg fortæller om dette og om den virkning min fars trofasthed havde på mig, så lad mig fortælle en smule om hans opvækst.

Øster- og vesterlandsk baggrund

I marts 1908 blev min far, Lester, født i Hongkong. Hans far var havneassistent. Da far var lille tog hans far ham med på bådture for at kontrollere aktiviteterne omkring Hongkong og de nærliggende øer. Da far var bare otte år gammel døde hans far. Senere giftede min farmor sig igen, og familien flyttede til Shanghai. I 1920 tog farmor min far og hans ti-årige søster, Phyl, med til England for at de kunne gå i skole dér.

De følgende år tilbragte far i nærheden af Canterbury-katedralen, den anglikanske hovedkirke. Ved at komme i denne kirke blev han indført i den religiøse verden. Phyl gik på kostskole nord for London, men hun og far stod i disse år hinanden meget nær fordi de tilbragte deres skoleferier sammen. Fem år senere, i 1925, da far gik ud af skolen, kom hans mor til England og sørgede for at han blev engageret i forretningslivet. Året efter tog hun tilbage til Shanghai sammen med Phyl.

Inden sin afrejse gav hun far et eksemplar af en bog som hans oldefar havde skrevet. Det var en poetisk fremstilling af Buddhas livshistorie, der hed „Asiens lys“. Det fik far til at tænke over meningen med livet. I Canterbury havde han været imponeret over katedralens storhed og de religiøse ceremoniers højtidelighed, men mangelen på åndelig oplæring havde efterladt en følelse af tomhed hos ham. Derfor tænkte han: „Mon Østens religioner har svaret?“ Det besluttede han at undersøge. I de næste par år undersøgte han buddhismen, shintoismen, hinduismen, kungfutsianismen og islam. Men ingen af disse kunne besvare hans spørgsmål.

Far boede i et klubhus der tilhørte en sportsforening som blev drevet af det firma han arbejdede for, og han elskede at ro, spille rugby og deltage i andre sportsgrene. Han blev snart forelsket i Edna, en tiltalende pige der delte hans sportsinteresser. De blev gift i 1929 og fik i løbet af de næste ti år fire sønner, deriblandt mig.

Traumatiske krigsår

I 1930’erne trak den anden verdenskrigs skyer op til storm, og min far besluttede at flytte fra London og ud på landet. Vi nåede at flytte nogle få måneder før krigen brød ud i september 1939.

Der blev indført værnepligt, og aldersgrænsen blev gradvis hævet efterhånden som krigen trak i langdrag. I stedet for at vente på at blive indkaldt meldte far sig frivilligt til det engelske flyvevåben og blev indkaldt i maj 1941. Selv om han lejlighedsvis var hjemme på orlov gik der seks år inden vi igen kunne føre et normalt familieliv. Byrden med at tage sig af os børn — de to ældste af os var teenagere — lå nu på min mor.

Åndelig opmuntring

Omkring to år inden far blev hjemsendt fra flyvevåbnet fik mor besøg af to Jehovas vidner, der påbegyndte et bibelstudium med hende. Mor skrev til min far og fortalte hvor glad hun var for det hun lærte. Engang da han var på orlov tog hun ham med til et bibelstudium i et privat hjem.

Far blev hjemsendt fra militæret i december 1946 og begyndte at overvære de bibelske drøftelser mor havde med de to damer der var Jehovas vidner. De bemærkede hans interesse og fik den præsiderende tilsynsmand, Ernie Beavor, til at besøge ham. På én aften gendrev broder Beavor ved hjælp af Bibelen alle fars indvendinger. I løbet af de næste to uger læste han, under den daglige togtur til og fra sit arbejde i London, de tre bøger som broder Beavor havde givet ham. Da broder Beavor igen kom på besøg, hilste far ham med ordene: „Det er den sandhed jeg har søgt efter! Hvad skal jeg gøre for at få del i den?“

Fra da af begyndte far at tage os drenge med til møderne. Det var dog ikke altid mor tog med. Hendes interesse var ikke længere så stor. Men vi tog alligevel alle sammen til stævnet i London i juli 1947, hvor far og jeg blev døbt. Fra da af kom mor kun en gang imellem til møderne.

Kort efter vores dåb kom min faster Phyl til England for at besøge os, og til stor glæde for min far tog hun straks sandheden fra Bibelen til sig og blev døbt. Da hun kom tilbage til Shanghai kontaktede hun Stanley Jones og Harold King — to Jehovas vidner der var missionærer og som kort forinden var blevet sendt dertil. Disse missionærer blev senere fængslet i henholdsvis syv og fem år af den siddende kommunistiske regering. De var til åndelig hjælp for Phyl indtil hendes mand tog sin afsked fra sit arbejde i Kina. Derefter vendte hun og hendes mand tilbage til England og slog sig ned i nærheden af os.

En tragisk familieopløsning

I mellemtiden var der opstået en kløft mellem mor og far. Mor så den nidkærhed far viste i forbindelse med sin nyfundne tro og mente at familiens materielle sikkerhed ville blive truet; hun begyndte derfor at modsætte sig hans kristne aktiviteter. I september 1947 stillede hun ham over for et ultimatum: enten opgav han sin kristne tro, eller hun forlod ham.

Da far havde ræsonneret med mor ud fra Bibelen og vist at der ikke var grund til ængstelse, troede han at han havde fjernet hendes bange anelser. Men den 1. oktober 1947, uden yderligere varsel, kom chokket. Da far kom hjem fra arbejde den dag fandt han et tomt hus og mig siddende på dørtrinnet med vores kufferter. Mor var rejst og havde taget alt med sig — også mine tre brødre. Jeg fortalte far at jeg havde valgt at blive hos ham. Mor havde ikke efterladt så meget som en besked. — Mattæus 10:35-39.

Ernie Beavor sørgede for at vi kunne bo hos et ældre ægtepar indtil far fandt et sted at bo. De var meget søde mod os, og trøstede os med apostelen Paulus’ ord i Første Korintherbrev 7:15: „Men hvis den ikketroende vil skilles, så lad ham skilles; en broder eller en søster er ikke trælbundet under sådanne omstændigheder, men Gud har kaldet jer til fred.“

Med tiden fik vi kontakt med mor og mine brødre og aflagde dem et besøg, men vi indså hurtigt at den eneste acceptable løsning for mor var at vi opgav vores tro. Vi vidste at Jehova ikke kunne velsigne os hvis vi gik på kompromis. Derfor fortsatte far med sit verdslige arbejde så han kunne give mor penge til at sørge for mine brødre. Efter endt skolegang i 1947 fik jeg et deltidsjob, og i januar 1948 blev jeg udnævnt som heltidsforkynder.

En uforglemmelig bibeldrøftelse

En dag da jeg som 17-årig var ude at forkynde talte jeg med en mand der boede på en bondegård. På et tidspunkt kom Winston Churchill, Storbritanniens leder under den anden verdenskrig, på besøg. Vor samtale blev afbrudt, men Churchill fik øje på bladet Vagttårnet og talte anerkendende om det arbejde jeg udførte.

Nogle dage senere var jeg igen ude at forkynde da jeg ringede på døren til et stort hus. En butler lukkede op, og da jeg bad om lov til at tale med husets herre, spurgte han om jeg vidste hvem det var. Det havde jeg ingen anelse om. „Dette er Chartwell,“ sagde han, „sir Winston Churchills hjem.“ I samme øjeblik kom Churchill til døren. Han kunne huske at vi havde mødt hinanden før og inviterede mig ind. Vi talte lidt sammen, han modtog tre bøger, og bad mig om at komme igen.

Senere, en varm eftermiddag, kom jeg igen og blev endnu en gang inviteret ind. Churchill serverede saftevand og sagde efter en kort hilsen: „Jeg vil give dig en halv time til at fortælle mig hvad du mener at Guds rige er, men bagefter må du lade mig fortælle dig hvad jeg tror det er.“ Og det gjorde vi så.

Churchill mente at Guds rige ville blive oprettet ved hjælp af gudfrygtige statsmænd, og at det ikke ville komme før mennesker lærte at leve i fred med hinanden. Jeg fik lov til at forklare hvad Bibelen fortæller om Guds rige og de velsignelser det vil medføre. Churchill var meget venlig og gav udtryk for at han respekterede vort arbejde.

Desværre fik jeg aldrig mulighed for at besøge ham igen. Men jeg er taknemmelig for at jeg til trods for min unge alder var blevet oplært og opmuntret af min far på en måde der satte mig i stand til at aflægge et godt vidnesbyrd for en så fremstående verdensleder. — Salme 119:46.

Udvidet tjeneste

I maj 1950 skrev mor til os at hun emigrerede til Canada og tog min lillebror John med sig. På det tidspunkt var min storebror Peter og min lillebror David flyttet hjemmefra. Efter at far havde været ansat i sit firma i 18 år (iberegnet krigsårene, hvor han stadig var på listen over ansatte), indgav han sin afskedsbegæring, hvorefter han ansøgte om at blive pioner. I august 1950 begyndte han i heltidstjenesten efter at have overværet Jehovas Vidners store internationale stævne i New York. Lidt over et år senere, i november 1951, blev far udnævnt til rejsende tilsynsmand og skulle besøge menighederne for at opmuntre dem. I mellemtiden, i efteråret 1949, var jeg blevet indbudt til at tjene på Jehovas Vidners afdelingskontor i London.

Far og jeg fik igen tildelt en anden stor forret — vi blev inviteret til missionærskolen Gilead i New York. Den tyvende klasse begyndte i september 1952, og afslutningshøjtideligheden fandt sted i februar 1953. Derefter tjente jeg på Jehovas Vidners hovedkontor i New York, mens far blev sendt ud som rejsende tilsynsmand i Indiana (USA).

Man ventede med at sende den tyvende klasses elever ud til deres missionærdistrikter indtil de havde overværet det internationale stævne i New York, der skulle afholdes i juli. Jeg var blevet meget glad for en af mine klassekammerater, Kae Whitson, og vi besluttede at gifte os. Vi blev sendt ud i rejsetjenesten i Michigan (USA), og to år senere fik vi Nordirland som missionærdistrikt.

Men kort før vi skulle afsejle opdagede Kae at hun var gravid. Vi begyndte derfor på en anden opgave: at opdrage børn. Efterhånden fik vi en søn og tre døtre, som vi lærte at blive glade heltidstjenere ligesom min far havde opdraget mig til at være. I november 1953 rejste far til Afrika, og den 4. januar 1954 ankom han til sit missionærdistrikt i Sydrhodesia (nu Zimbabwe).

Der var meget han skulle lære — en ny livsform, nye skikke og nye trosprøver. I 1954 var Sydrhodesia endnu ikke blevet præget så meget af Vesten. Efter et år på afdelingskontoret blev far sendt ud i rejsetjenesten som områdetilsynsmand. I 1956 blev han kaldt tilbage til afdelingskontoret hvor han tjente til sin død den 5. juli 1991. Han så betelfamilien vokse fra 5 i 1954 til over 40, og antallet af forkyndere vokse fra 9000 til over 18.000.

Mors og fars sidste år

Far og mor blev aldrig skilt. Efter at mor havde forladt England boede hun et stykke tid i Canada, hvorefter hun flyttede til De Forenede Stater sammen med John. Ingen af mine brødre er blevet Jehovas vidner. I midten af 60’erne fik mor imidlertid kontakt med Jehovas vidner. I 1966 flyttede hun til Mombasa i Kenya, hvor hun igen begyndte at studere Bibelen. Året efter fik hun imidlertid et nervesammenbrud.

Mine brødre Peter og David sørgede for at hun kom under behandling i England. Hun kom til hægterne og begyndte igen at studere med Jehovas vidner. I kan nok forestille jer min fars glæde da hun skrev til ham og fortalte at hun skulle døbes ved et stævne i London i 1972. Kae og jeg fløj til England for at overvære hendes dåb.

Det følgende år var far på ferie i England, hvor han havde den glæde at arbejde sammen med mor i hus-til-hus-forkyndelsen. Bagefter rejste han til De Forenede Stater og besøgte vores familie. Far og mor havde overvejet at flytte sammen igen, men mor sagde: „Vi har været for længe væk fra hinanden. Det vil blive svært. Lad os vente til den nye verden, hvor alting vil blive meget bedre.“ Derfor rejste far tilbage til sit distrikt. Mors sygdom i Kenya havde efterladt sine spor, og med tiden blev hun indlagt på et hospital, hvor hun døde i 1985.

I 1986 blev far meget syg, og min bror Peter og jeg besøgte ham i hans hjem i Zimbabwe. Det var til stor opmuntring for ham og syntes at give ham nyt mod på livet. De afrikanske brødre vidste ikke alt det gode de skulle gøre for mig fordi jeg var Lesters søn! Fars eksempel havde en positiv indvirkning på alle dem han kom i kontakt med.

Nu er jeg selv blevet syg. Lægerne har fortalt mig at jeg ikke har langt igen. De siger at jeg har amyloidose, en sjælden og dødelig sygdom. Jeg er imidlertid lykkelig for at mine børn følger mit eksempel ligesom jeg fulgte min trofaste fars eksempel. De tjener alle loyalt Jehova sammen med os. Det er en stor trøst at vide at uanset om vi lever eller dør, har vi det sikre håb om for evigt at nyde gavn af de rige velsignelser som vor kærlige himmelske Fader skænker fordi vi trofast har gjort hans vilje! (Hebræerne 6:10) — Fortalt af Michael Davey.a

[Fodnote]

[Illustration på side 20]

Til venstre: Mine forældre sammen med min storebror og mig

[Illustration på side 22]

Jeg fik mulighed for at forklare Winston Churchill hvad Guds rige er

[Kildeangivelse]

Foto: USAF

[Illustration på side 23]

Min far, Lester, kort før sin død

[Illustration på side 24]

Med min hustru, Kae