Unge spørger:

Er det forkert at være stolt af sin egen race?

„En af mine skolekammerater taler altid om andres race og hudfarve,“ sukker 17-årige Tanya. „Ofte siger han at hans er bedre end de andres.“

DET er kun naturligt at være stolt af sin familie, sin kultur, sit sprog eller sit hjemsted. „Jeg er vietnameser, og jeg er stolt af min kultur,“ siger en 15-årig pige ved navn Phung.

Men alt for ofte går racestolthed og racisme desværre hånd i hånd. Denne stolthed kan langsomt nedbryde menneskelige relationer, også i de tilfælde hvor den er skjult bag et dække af høflighed. Jesus Kristus sagde: „Af hjertets overflod taler munden.“ (Mattæus 12:34) Dybt rodfæstede følelser af racemæssig overlegenhed — eller foragt — kommer ofte op til overfladen, med sorg og smerte til følge.

Nogle gange fører racestolthed endda til vold. I de senere år har den givet næring til krige, optøjer og blodige „etniske udrensninger“. Man behøver dog ikke at have oplevet blodsudgydelser for at støde på racestolthedens mindre flatterende sider. Oplever du for eksempel racisme i skolen, på arbejdet eller i dit nabolag? „Ja, mon ikke,“ siger en kristen pige ved navn Melissa. „Nogle af mine skolekammerater gør grin med børn der taler med accent, og siger at de er bedre end dem.“ Tanya siger noget lignende: „I skolen har jeg hørt børn der rent ud siger til andre: ’Jeg er bedre end dig.’“ Knap halvdelen af de adspurgte i en amerikansk undersøgelse sagde at de i løbet af det sidste år selv havde været offer for racefordomme. „Racehad er et stort problem på min skole,“ siger en pige som hedder Natasha.

Lever du i et land eller område hvor en stor tilstrømning af immigranter fuldstændig har ændret den racemæssige fordeling på din skole, i dit nabolag eller i din menighed? Er det en situation der bekymrer dig? Så er racestolthed måske noget der optager dig mere end du har troet.

Stolthed — positiv og negativ

Vil det sige at stolthed i bund og grund er forkert? Ikke nødvendigvis. Bibelen viser at der findes en berettiget form for stolthed. Apostelen Paulus skrev følgende til de kristne i Thessalonika: „Vi [er] selv stolte af jer blandt Guds menigheder.“ (2 Thessaloniker 1:4) Det er både sundt og normalt at have et vist mål af selvværd. (Romerne 12:3) Derfor er det ikke i sig selv forkert at føle stolthed over sin race, familie og hudfarve eller sit sprog og hjemsted. Gud kræver ikke at vi skammer os over sådanne ting. Da apostelen Paulus blev forvekslet med en ægyptisk forbryder, tøvede han ikke med at sige: „Jeg er jøde, fra Tarsus i Kilikien, borger i en ikke ukendt by.“ — Apostelgerninger 21:39.

Men den negative form for racestolthed giver sig udslag i en overdreven følelse af selvværd som får den stolte til at se ned på andre. Bibelen siger: „Frygt for Jehova er at hade det onde. Jeg hader hovmod og stolthed og den onde vej og den fordærvede mund.“ (Ordsprogene 8:13) Og i Ordsprogene 16:18 siges der: „Stolthed går forud for fald, og en hovmodig ånd forud for snublen.“ At prale med at man er af en bedre race, virker derfor frastødende på Jehova. — Jævnfør Jakob 4:16.

Årsagerne til racestolthed

Hvad er det der får folk til at være overdrevent stolte af deres egen race? I sin bog Black, White, Other skriver Lise Funderburg: „Mange menneskers første (og mest varige indtryk) af racebegrebet stammer fra forældrene og familien.“ Mange af de holdninger forældrene giver videre til deres børn, er sørgeligt nok alt for ofte helt ude af proportioner eller forvrængede. Nogle unge får ligefrem at vide at deres race står over alle andres. Oftest lægger børn og unge dog mærke til at deres forældre har meget lidt at gøre med folk af en anden race. Dette kan i høj grad forme de unges tankegang. Undersøgelser viser at mens teenagere og forældre kan være uenige om valg af tøj og musik, har de fleste unge den samme holdning som deres forældre i racespørgsmål.

Racisme kan også opstå som en reaktion på undertrykkelse og dårlig behandling. (Prædikeren 7:7) Skolelærere har for eksempel lagt mærke til at børn af såkaldte minoritetsgrupper i mange tilfælde mangler selvrespekt. For at rette op på dette har nogle lærere givet børnene undervisning i deres races historie. Interessant nok hævder kritikere at det blot er med til at avle racisme.

Personlige erfaringer kan også bidrage til fordomme. Et ubehageligt sammenstød med en af en anden race kan få en til at slutte at alle der tilhører den race, er utiltalende og snæversynede. Negative følelser kan også skyldes at medierne fokuserer på racekonflikter, politivold og protestmøder, eller at de stiller etniske grupper i et ugunstigt lys.

Myten om raceoverlegenhed

Er det korrekt når nogle hævder at deres race har ret til at føle sig hævet over andres? Nej. Alene tanken om at menneskeslægten kan deles op i adskilte racer, er kontroversiel. En artikel i tidsskriftet Newsweek siger: „For forskere der har undersøgt emnet, er begrebet race en meget uhåndterlig størrelse som det ikke har været muligt at give en entydig definition på.“ Sandt nok findes der „tydelige forskelle i menneskenes hudfarve, hårtype samt øjen- og næseform“. Men som Newsweek skriver, „er disse forskelle kun af mindre betydning. Hvor meget forskere end forsøger, har de stort set ikke været i stand til at give en klar definition på de forskelle der adskiller den ene race fra den anden. . . . For de fleste forskere inden for denne videnskabsgren er race blot ’et socialt begreb’ — en [demoraliserende] blanding af fordomme, overtro og myter.“

Selv om det videnskabeligt set var muligt at skelne mellem racerne, er tanken om en „ren“ race blot en illusion. The New Encyclopædia Britannica skriver: „Der findes ingen rene racer; alle nulevende racegrupper er helt igennem blandede.“ Hvorom alting er, så lærer Bibelen at Gud „ud af ét menneske [har] dannet hver nation af mennesker“. (Apostelgerninger 17:26) Uanset hudfarve, hårtype eller ansigtstræk findes der kun én race — menneskeracen. Alle mennesker er beslægtede med hinanden gennem deres fælles forfader, Adam.

Fortidens jøder var udmærket klar over at alle racer havde en fælles oprindelse. Alligevel var der nogle som, selv efter at de var blevet kristne, holdt fast ved at de stod over ikkejøder, endda deres ikkejødiske trosfæller. Apostelen Paulus argumenterede imod forestillingen om raceoverlegenhed og sagde at ’såvel jøder som grækere er under synd’. (Romerne 3:9) Ingen race kan derfor rose sig af at stå i et særligt forhold til Gud. Det er kun gennem troen på Jesus Kristus at man kan opnå Guds godkendelse. (Johannes 17:3) Det er desuden Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. — 1 Timoteus 2:4.

At anerkende at mennesker af enhver race er ligestillede i Guds øjne, kan få stor indflydelse på den måde du betragter dig selv og andre på. Det kan motivere dig til at behandle andre med værdighed og respekt samt påskønne og beundre deres forskelligheder. Melissa, der blev omtalt i indledningen, gør for eksempel ikke, ligesom sine skolekammerater, grin med at andre taler med udenlandsk accent. Hun siger: „For mig er de der kan tale to sprog, intelligente. Jeg ville ønske at jeg kunne det samme, men jeg kan kun tale ét sprog.“

Husk også at ligesom de der tilhører din race og kultur, kan have meget at være stolte af, kan det samme siges om folk af andre racer. Og selv om du måske med god grund føler en vis stolthed over din kultur og det dine forfædre har udrettet, er det langt mere tilfredsstillende at være stolt af det som du ved flid og hårdt arbejde selv har præsteret. (Prædikeren 2:24) Bibelen omtaler faktisk noget vi godt må være stolte af. I Jeremias 9:24 siger Gud: „Lad den der roser sig, rose sig af dette: At have indsigt og at have kundskab om mig, at jeg er Jehova.“ Er det også noget du kan rose dig af?

[Illustration på side 26]

Guds syn på racerne kan hjælpe os til at komme godt ud af det med folk fra andre racer