HISTORIE 39
Arons blomstrende stav
SE staven på billedet. Der er blomster og modne mandler på den. Det er Arons stav. Blomsterne og mandlerne er vokset frem på Arons stav på én nat! Nu skal du høre hvorfor.
Israelitterne har nu vandret om i ørkenen et stykke tid. Nogle af dem synes ikke at Moses skulle være deres leder, eller at Aron skulle være ypperstepræst. En af de utilfredse mænd hedder Kora. Datan, Abiram og 250 andre førende mænd hører også til dem. De går alle sammen hen og siger til Moses: ’Hvorfor har du ophøjet dig over alle os andre?’
Moses siger til Kora og hans tilhængere: ’I morgen tidlig kan I tage nogle pander og komme gløder og røgelse på. Stil jer så ved Jehovas tabernakel. Så får vi se hvem Jehova vælger.’
Næste dag kommer Kora og hans 250 tilhængere hen til tabernaklet. Der kommer også mange andre, som vil vise at de støtter disse mænd. Jehova er meget vred. ’Hold jer borte fra disse onde mænds telte,’ siger Moses. ’Rør ikke noget der tilhører dem.’ Folket adlyder, og fjerner sig fra Koras, Datans og Abirams telte.
Nu siger Moses: ’Derpå skal I kende hvem Jehova har udvalgt. Jorden vil åbne sig og opsluge disse onde mænd.’
Aldrig så snart har Moses talt, før jorden åbner sig. Koras telt og alt hvad han ejer, og Datan og Abiram og de der er med dem, falder ned, og jorden lukker sig over dem. Da israelitterne hører skrigene fra dem der bliver opslugt af jorden, råber de: ’Løb! Hvem ved om jorden også vil opsluge os!’
Kora og hans 250 tilhængere står endnu ved tabernaklet. Da lader Jehova ild fare ned, og de brændes op. Jehova siger at Arons søn Eleazar skal tage de døde mænds kobberpander og bruge kobberet til et tyndt lag overtræk på alteret. Dette overtræk skal advare israelitterne om at ingen andre end Aron og hans sønner må tjene som præster for Jehova.
Men Jehova vil gøre det meget klart at det er Aron og hans sønner han har udvalgt til præster. Han siger til Moses: ’Lad en leder fra hver af Israels stammer komme med sin stav. For Levis stamme skal Aron bringe sin stav. Læg så stavene ind i tabernaklet foran pagtens ark. Den mand jeg har udvalgt som præst, hans stav vil blomstre.’
Næste morgen ser Moses efter, og se! Der er blomster og modne mandler på Arons stav! Forstår du nu hvorfor Jehova lod Arons stav blomstre?