Lidelse

Definition: En tilstand forbundet med smerte eller pres. Lidelse kan være fysisk, mental eller følelsesmæssig. Lidelse kan have mange årsager; for eksempel skade forvoldt af krig og kommerciel begærlighed, ugunstige arvemæssige faktorer, sygdom, ulykker, naturkatastrofer, andres uvenlige ord eller handlinger, dæmonisk påvirkning, en følelse af truende fare, eller ens egen dårskab. Lidelse som følge af disse forskellige årsager vil blive behandlet her. Det kan imidlertid også være en årsag til lidelse at man føler med andre som det går dårligt eller at man sørger over at være vidne til andres ugudelighed.

Hvorfor tillader Gud lidelse?

Hvem har skylden?

Mennesker er selv skyld i mange lidelser. De fører krige, begår forbrydelser, forurener, driver ofte forretning på en måde der er præget af begærlighed uden hensyn til medmenneskets vel, og tillægger sig undertiden vaner som de godt ved er skadelige for helbredet. Når de gør dette, skader de både sig selv og andre. Er der nogen grund til at tro at vi mennesker skulle være immune over for følgerne af det vi gør? (Gal. 6:7; Ordsp. 1:30-33) Er det rimeligt at give Gud skylden for de lidelser som mennesker selv forårsager?

Satan og hans dæmoner bærer også en del af ansvaret. Bibelen afslører at mange lidelser skyldes onde ånders påvirkning. De lidelser som mange mennesker giver Gud skylden for, kommer slet ikke fra ham. — Åb. 12:12; Apg. 10:38; se også siderne 327, 328, under emnet „Satan Djævelen“.

Hvordan begyndte det? Når man vil undersøge lidelsens årsager, samler opmærksomheden sig om vore første forældre, Adam og Eva. Jehova Gud skabte dem fuldkomne og gav dem et paradis at bo i. Hvis de havde adlydt Gud, ville de aldrig være blevet ramt af sygdom eller død. De kunne have glædet sig over at leve evigt som fuldkomne mennesker. Lidelse indgik ikke i Jehovas hensigt med menneskene. Men Jehova havde tydeligt fortalt Adam at lydighed var en forudsætning for at de fortsat kunne glæde sig over det Gud havde givet dem. De måtte naturligvis trække vejret, spise, drikke og sove for at kunne opretholde livet. Og de måtte overholde Guds moralske krav for at kunne nyde livet fuldt ud og for at få lov til at have et sådant liv til evig tid. I stedet valgte de at gå deres egen vej, at fastsætte deres egne normer for godt og ondt, og dermed vendte de sig bort fra Gud, Livgiveren. (1 Mos. 2:16, 17; 3:1-6) Synd førte til død. Det var som syndere Adam og Eva satte børn i verden, og de kunne ikke give deres børn noget i arv som de ikke længere havde selv. Alle blev født som syndere, med tilbøjeligheder til at gøre det forkerte, med svagheder der kunne føre til sygdom, en syndig arv der til sidst ville resultere i døden. Fordi alle på jorden i dag er født som syndere, kommer vi alle ud for lidelser på forskellige måder. — 1 Mos. 8:21; Rom. 5:12.

Prædikeren 9:11 siger at „tiden og tilfældet“ også har indflydelse på hvad vi kommer ud for. Vi kan blive ramt af ulykke, ikke fordi Djævelen direkte forårsager det eller fordi noget menneske gør det, men fordi vi tilfældigvis er et sted på det forkerte tidspunkt.

Hvorfor gør Gud ikke noget for at hjælpe os? Hvorfor skal vi alle lide for noget som Adam gjorde?

I Bibelen fortæller Gud os hvordan vi kan undgå mange lidelser. Han har sørget for den allerbedste vejledning i at leve. Når vi følger den, fylder det livet med mening, fører til et lykkeligt familieliv, knytter os sammen med mennesker der virkelig elsker hinanden, og beskytter os mod handlinger der ellers kunne give mange unødige fysiske lidelser. Hvis vi ignorerer denne hjælp, er det så retfærdigt at give Gud skylden for de problemer vi påfører os selv og andre? — 2 Tim. 3:16, 17; Sl. 119:97-105.

Jehova har truffet forberedelse til at gøre ende på al lidelse. Han skabte de første mennesker fuldkomne og sørgede kærligt for alt hvad der skulle til så livet kunne være behageligt for dem. Da de forsætligt vendte Gud ryggen, skulle Gud så være forpligtet til at gribe ind for at skærme børnene mod følgerne af det deres forældre havde gjort? (5 Mos. 32:4, 5; Job 14:4) Det kan som bekendt være en glæde at sætte børn i verden, men det giver også et ansvar. Det forældrene gør, vil påvirke deres børn. Ikke desto mindre har Jehova, som en usædvanlig og ufortjent godhed, sendt sin egen højt elskede søn til jorden for at han skulle give sit liv som en genløsning for at skaffe udfrielse til dem af Adams efterkommere der i taknemmelighed ville vise tro på denne ordning. (Joh. 3:16) Som følge heraf har mennesker der lever i dag nu mulighed for at få dét igen som Adam mistede — et fuldkomment menneskeliv, uden lidelse, på en paradisisk jord. Dette har Gud i sin gavmildhed truffet forberedelse til.

Se også siderne 115, 116, under emnet „Genløsning“.

Men hvorfor har en kærlig Gud tilladt lidelsen at fortsætte så længe?

Har vi haft gavn af at han har tilladt den indtil nu? „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ (2 Pet. 3:9) Hvis Gud straks havde henrettet Adam og Eva efter at de havde syndet, ville ingen af os have været til i dag. Det samme gælder hvis Gud på et eller andet senere tidspunkt havde udryddet alle som var syndere. Så ville vi ikke være blevet født. At Gud har tilladt denne syndige verden at eksistere indtil nu, har givet os mulighed for at være i live og lære hans veje at kende, så vi kan foretage de nødvendige forandringer i vort liv og benytte os af den mulighed for at opnå evigt liv som han i sin kærlighed tilbyder os. Det er et udtryk for stor kærlighed fra Jehovas side at han har givet os denne mulighed. Bibelen viser at Gud har fastsat et tidspunkt hvor han vil udslette den nuværende onde verdensorden, og det tidspunkt er ikke langt borte. — Hab. 2:3; Zef. 1:14.

Gud kan og vil råde bod på alt det onde der er kommet over hans tjenere i denne verdensorden. Det er ikke Gud der forårsager lidelsen. Men ved hjælp af Jesus Kristus vil Gud oprejse de døde, helbrede de lydige for alle deres sygdomme, fjerne ethvert spor af synden, og endog bortviske tidligere sorg fra vort sind. — Joh. 5:28, 29; Åb. 21:4; Es. 65:17.

Den tid der er gået har været nødvendig til at afgøre de stridsspørgsmål der blev rejst i Eden. En mere udførlig behandling af dette findes på siderne 327, 328 og 266-269.

Vi længes efter selv at blive befriet for al ondskab. Men når Gud griber ind, vil det være til gavn for alle der elsker retfærdighed, ikke blot nogle få. Gud er ikke partisk. — Apg. 10:34.

Illustrationer: Er det ikke sandt at kærlige forældre kan tillade at deres barn underkastes en smertefuld operation, når de ved at det vil være til barnets bedste? Er det ikke også sandt at „hurtige løsninger“ på smertefulde lidelser ofte kun undertrykker symptomerne? Det kræver som regel længere tid at fjerne årsagen til lidelsen.

Hvorfor tilgav Gud ikke Adam og afværgede de forfærdelige lidelser menneskeheden har oplevet?

Ville det virkelig have afværget lidelse eller ville det i stedet have gjort Gud ansvarlig for den? Hvad sker der når en fader blot ser gennem fingre med at hans børn forsætligt handler uret, uden at han tager de nødvendige forholdsregler og tugter med fast hånd? Ofte kommer børnene længere og længere ud på skråplanet, og meget af skylden falder på faderen.

Hvis Jehova havde tilgivet Adams forsætlige synd, ville det i virkeligheden på samme måde have gjort Gud medskyldig i den urette adfærd. Det ville slet ikke have forbedret forholdene på jorden. (Jævnfør Prædikeren 8:11.) Desuden ville det have medført at Guds himmelske sønner, englene, mistede respekten for ham, og det ville have betydet at der ikke var noget virkeligt grundlag for håb om at det kunne blive bedre. Imidlertid kunne en sådan situation aldrig være opstået, for retfærdighed er det urokkelige fundament for Jehovas herredømme. — Sl. 89:14.

Hvorfor tillader Gud at der fødes børn med alvorlige fysiske og mentale handicap?

Gud forårsager ikke sådanne handicap. Han skabte de første mennesker fuldkomne, med evnen til at få fuldkomne børn der lignede dem selv. — 1 Mos. 1:27, 28.

Vi har arvet synden fra Adam. Denne arv indebærer en mulighed for fysiske og mentale handicap. (Rom. 5:12; yderligere enkeltheder findes på side 228.) Vi arver denne synd straks ved undfangelsen. Derfor skrev kong David: „Med min synd undfangede min moder mig.“ (Sl. 51:5) Hvis Adam ikke havde syndet, ville der kun have været ønskværdige egenskaber at give i arv. (Johannes 9:1, 2 er kommenteret på side 304.)

Forældre kan skade deres ufødte afkom — for eksempel ved stofmisbrug og ved at moderen ryger tobak under svangerskabet. Naturligvis er moderen eller faderen ikke i alle tilfælde direkte ansvarlige for at deres barn fødes med handicap eller et svagt helbred.

Jehovas kærlighed lader også børn få gavn af Kristi genløsningsoffer. Af hensyn til forældre der trofast tjener Gud, betragter han deres mindreårige børn som hellige. (1 Kor. 7:14) For gudfrygtige forældre er dette en yderligere grund til omhyggeligt at bevare et godt forhold til Gud, af kærlighed til deres børn. Børn og unge som er gamle nok til at vise tro og til at adlyde Guds bud, kan selv eje det privilegium at blive godkendt af Gud som hans tjenere. (Sl. 119:9; 148:12, 13; Apg. 16:1-3) Det er værd at bemærke at Jesus, der fuldkomment afspejlede sin Fader, viste særlig interesse for børn og endog oprejste et barn fra de døde. Han vil afgjort fortsætte med at handle på denne måde som messiansk konge. — Matt. 19:13-15; Luk. 8:41, 42, 49-56.

Hvorfor tillader Gud naturkatastrofer, som forvolder stor skade på liv og ejendom?

Gud forårsager ikke de jordskælv, orkaner, oversvømmelser, tørker eller vulkanudbrud som vi ofte hører om i nyhedsmedierne. Han bruger ikke disse til at straffe bestemte folkeslag. I vid udstrækning forårsages de af naturkræfter der har været i virksomhed siden jordens skabelse. Bibelen har forudsagt at der skulle komme store jordskælv og udbredt fødevaremangel i vor tid, men det betyder ikke at hverken Gud eller Jesus er ansvarlige for det der sker, lige så lidt som en meteorolog er ansvarlig for det vejr han forudsiger. Da disse forhold indtræffer samtidig med alt det andet der indgår i det sammensatte tegn på afslutningen af denne tingenes ordning, udgør de en del af vidnesbyrdet om at Guds riges velsignelser er nær. — Luk. 21:11, 31.

Mennesker har ofte selv en stor del af skylden for den skade der sker. Hvordan? Selv når der advares i god tid, nægter mange at forlade farezonen eller undlader at tage de fornødne forholdsregler. — Ordsp. 22:3; jævnfør Mattæus 24:37-39.

Gud kan kontrollere sådanne naturkræfter. Han gav Jesus Kristus magt til at stille en storm på Galilæas sø som et eksempel på hvad Gud vil gøre for menneskene under sit messianske rige. (Mark. 4:37-41) Ved at vende Gud ryggen afviste Adam en sådan guddommelig indgriben til gavn for sig selv og sine efterkommere. De der får lov til at leve under Kristi messianske herredømme vil erfare en sådan kærlig omsorg, en omsorg som kun den regering Gud giver magten, kan yde. — Es. 11:9.

Når nogen kommer ud for modgang og lidelse, er det så Gud der straffer dem for deres ondskab?

De der overtræder Guds normer, vil få de dårlige virkninger at føle. (Gal. 6:7) Somme tider høstes de bitre frugter omgående. I andre tilfælde synes overtræderne at have fremgang i lang tid. I modsætning hertil blev Jesus Kristus, som aldrig gjorde noget uret, mishandlet grusomt og dræbt. I denne tingenes ordning kan man derfor ikke uden videre betragte fremgang som bevis på Guds velsignelse og heller ikke modgang som bevis på hans mishag.

Da Job mistede alt hvad han havde og blev ramt af en modbydelig sygdom, var det ikke på grund af Guds mishag. Bibelen siger klart at Satan var den ansvarlige. (Job 2:3, 7, 8) Men de „venner“ der kom på besøg hos Job hævdede hårdnakket at det Job kom ud for beviste at han havde gjort noget ondt. (Job 4:7-9; 15:6, 20-24) Jehova irettesatte dem: „Min vrede er blusset op mod dig og dine to venner, for I har ikke talt sandt om mig, sådan som min tjener Job.“ — Job 42:7.

Det kan gå de onde godt i et stykke tid. Asaf skrev: „Jeg misundte nemlig dem der praler, når jeg så de ugudeliges fred. De har ikke det dødelige menneskes elendige kår, og de rammes ikke som andre mennesker. De spotter og taler ondt; om udbytning taler de hovent. Se! Dette er de ugudelige, som er sorgløse for stedse. De øger deres forråd.“ — Sl. 73:3, 5, 8, 12.

Gud vil en dag kræve de onde til regnskab, og da vil han straffe dem og udrydde dem for evigt. Ordsprogene 2:21, 22 siger: „Det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.“ Da vil de retskafne, som i mange tilfælde har lidt modgang, kunne glæde sig over et fuldkomment helbred og en god andel af det som jorden så rigeligt frembringer.

Hvis nogen siger . . .

’Hvorfor tillader Gud al denne lidelse?’

Hertil kunne man svare: ’Det er et spørgsmål der berører os alle dybt. Må jeg spørge hvorfor du bringer det på bane i dag?’ Og man kunne fortsætte: (1) ’(Brug stof fra siderne 227-230.)’ (2) ’(Henvis til andre skriftsteder der lover udfrielse fra de særlige omstændigheder der har ført til at vedkommende må lide.)’

Eller man kunne sige (hvis vedkommende lider ved tanken om al uretfærdigheden i verden): ’Bibelen viser hvorfor vi har sådanne forhold. (Præd. 4:1; 8:9) Vidste du at den også viser hvad Gud vil gøre for at afskaffe dem? (Sl. 72:12, 14; Dan. 2:44)’

En anden mulighed: ’Jeg kan forstå at du tror på Gud. Tror du at Gud er kærlig? . . . Tror du at han er viis og at han er almægtig? . . . Så må han have en god grund til at tillade lidelse. Bibelen viser hvad grunden er. (Brug nogle af punkterne på siderne 227-230.)’