Jesus Kristus

Definition: Guds enestefødte søn, den eneste søn som er frembragt af Jehova selv. Denne søn er al skabnings førstefødte. Ved hjælp af ham er alle andre ting i himmelen og på jorden blevet skabt. Han er den næststørste person i universet. Han er den søn Jehova sendte til jorden for at han skulle give sit liv som en genløsningsbetaling for menneskeheden, hvorved han åbnede vejen til evigt liv for dem af Adams efterkommere som viser tro. Efter at den samme søn har fået sin himmelske herlighed igen, regerer han nu som konge med bemyndigelse til at udslette alle de onde og at gennemføre sin Faders oprindelige hensigt med jorden. Den hebraiske form af navnet Jesus betyder „Jehova er frelse“. Kristus svarer til det hebraiske Masjīʹach (Messias), der betyder „den Salvede“.

Var Jesus Kristus en virkelig, historisk person?

Bibelen indeholder de vigtigste beviser for at Jesus Kristus er en historisk person. Vidnesbyrdet i evangelierne er ikke en beretning holdt i vage vendinger, uden angivelse af hvor og hvornår begivenhederne indtraf. Der anføres både tid og sted, med mange enkeltheder. Se for eksempel Lukas 3:1, 2, 21-23.

Den jødiske historieskriver Josefus fra det første århundrede omtaler steningen af „Jakob, en broder til Jesus, der kaldtes Kristus“. (Jødernes oldtidshistorie, Flavius Josefus, 20. bog, kap. IX, 1. afsnit) En anden omtale af Jesus (18. bog, kap. III, 3. afsnit) er så direkte og positiv at nogle hævder at den må være blevet tilføjet senere eller at de kristne har pyntet på den. Det erkendes imidlertid at ordvalget og stilen i alt væsentligt er Josefus’, og at passagen findes i alle kendte håndskrifter.

Den romerske historieskriver Tacitus, som levede i den sidste del af det første århundrede, skrev: „Disse mennesker [de kristne] havde dette navn efter Kristus, som under Tiberius’ regering blev henrettet ved prokuratoren Pontius Pilatus.“ — Er du kristen?, Carsten Breengaard, 1986, s. 143; „Annales“, 15. bog, 44. afsnit.

Om datidens ikke-kristne historikeres omtale af Jesus siger The New Encyclopædia Britannica: „Disse uafhængige oplysninger beviser at end ikke kristendommens modstandere i gammel tid betvivlede at Jesus virkelig havde levet, hvilket blev bestridt første gang og med mangelfuld begrundelse af flere forfattere i slutningen af det 18. århundrede og videre gennem det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede.“ — 1976, Macropædia, bd. 10, s. 145.

Var Jesus bare et godt menneske?

Det er interessant at lægge mærke til at Jesus irettesatte dem der kaldte ham „gode lærer“, og henviste til sin Fader, ikke sig selv, som en målestok for godhed. (Mark. 10:17, 18) Men for at være god i den forstand folk i almindelighed mener det når de siger at nogen er god, må Jesus have været sandfærdig. At han var det, anerkendte selv hans modstandere. (Mark. 12:14) Ifølge sit eget udsagn havde han haft en førmenneskelig tilværelse, var Guds særlige søn og Messias, den hvis komme var blevet forudsagt overalt i De hebraiske Skrifter. Enten var han hvad han hævdede at være, eller også var han en storbedrager, men i ingen af tilfældene kunne man i så fald sige at han bare var et „godt menneske“. — Joh. 3:13; 10:36; 4:25, 26; Luk. 24:44-48.

Var Jesus bare en profet på linje med Moses, Buddha, Muhamed og andre kendte religiøse førere?

Jesus sagde selv at han var Guds særlige søn (Joh. 10:36; Matt. 16:15-17), den forudsagte Messias (Mark. 14:61, 62), at han havde haft en førmenneskelig tilværelse i himmelen (Joh. 6:38; 8:23, 58), at han ville blive dræbt og oprejst til liv igen på den tredje dag og derefter vende tilbage til himmelen. (Matt. 16:21; Joh. 14:2, 3) Var disse udsagn sande? I så fald var der stor forskel på ham og alle andre sande Guds profeter, og han stod i skarp kontrast til alle selvbestaltede religiøse førere. Om han havde talt sandt ville vise sig den tredje dag efter hans død. Oprejste Gud ham da fra de døde og bekræftede dermed at Jesus Kristus havde talt sandhed og virkelig var Guds særlige søn? (Rom. 1:3, 4) Over 500 mennesker var vidne til at Jesus var i live efter sin opstandelse, og hans trofaste apostle var øjenvidner til at han begyndte sin himmelfart og derefter forsvandt ud af syne i en sky. (1 Kor. 15:3-8; Apg. 1:2, 3, 9) De var i den grad overbevist om at han var blevet oprejst fra de døde at mange af dem satte livet på spil ved at fortælle andre om det. — Apg. 4:18-33.

Hvorfor anerkendte jøderne i almindelighed ikke Jesus som Messias?

Encyclopaedia Judaica siger: „De jøder der levede i den romerske periode troede at Gud ville lade [Messias] fremstå for at bryde hedningernes åg og for at regere over Israels genoprettede rige.“ (Jerusalem, 1971, bd. 11, s. 1407) De ønskede befrielse for Roms åg. Den jødiske historie viser at der var jøder som på grund af profetien i Daniel 9:24-27 ventede Messias i det første århundrede. (Luk. 3:15) Men denne profeti forbandt også hans komme med at „bringe synd til ophør“, og kapitel 53 hos Esajas viser at Messias måtte dø for at gøre dette muligt. Jøderne i almindelighed følte imidlertid ikke noget behov for at nogen skulle dø for deres synder. De troede at de var retfærdige i Guds øjne på grund af deres afstamning fra Abraham. A Rabbinic Anthology siger: „Så stor er Abrahams [fortjeneste], at han kan bringe forsoning for alle de tomme gerninger Israel har gjort, og alle de løgne det har udtalt i denne verden.“ (London, 1938, C. Montefiore og H. Loewe, s. 676) Ved at forkaste Jesus som Messias opfyldte jøderne den profeti som havde forudsagt om ham: „Han blev ringeagtet, og vi regnede ham ikke for noget.“ — Es. 53:3.

Kort før sin død forudsagde Moses at folket ville vende sig bort fra sand tilbedelse og at det som følge deraf ville blive ramt af ulykke. (Læs Femte Mosebog 31:27-30.) Dommerbogen bevidner at dette skete gentagne gange. I profeten Jeremias’ dage førte folkets troløshed til at det blev ført i fangenskab i Babylon. Og hvorfor tillod Gud romerne at ødelægge Jerusalem og dets tempel i år 70? Hvilken troløshed havde jøderne da gjort sig skyldige i, så at Gud ikke beskyttede dem, som han havde gjort når de satte deres lid til ham? Jo, kort forinden havde de forkastet Jesus som Messias.

Er Jesus Kristus i virkeligheden Gud?

Joh. 17:3, DA: „[Jesus sagde til sin Fader i bøn:] Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ (Læg mærke til at Jesus ikke omtaler sig selv men sin Fader i himmelen som „den eneste sande Gud“.)

Joh. 20:17, DA: „Jesus siger til hende [Maria Magdalene]: ’Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.’“ (For den opstandne Jesus var Faderen altså Gud, ligesom Faderen var Gud for Maria Magdalene. Det er bemærkelsesværdigt at Faderen ikke en eneste gang i Bibelen henvender sig til Sønnen med ordene „min Gud“.)

Se også siderne 380, 381, 385, 386, under emnet „Treenighed“.

Beviser Johannes 1:1 at Jesus er Gud?

Joh. 1:1, DA: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.“ (Samme gengivelse i R-L, Rø, Sch.) NEB lyder: „Hvad Gud var, var Ordet.“ Mo siger: „Logos var guddommelig.“ AT og Sd fortæller os at „Ordet var guddommeligt“. Den interlineare gengivelse i ED lyder: „En gud var Ordet.“ NV siger: „Ordet var en gud.“ Det samme siger NTIV.

Hvad er det disse oversættere har bemærket i den græske tekst som får dem til ikke at sige „Ordet var Gud“? Den bestemte artikel findes foran det første theosʹ (Gud), men ikke foran det andet. At navneordet står i den bestemte form (på dansk med den bestemte artikel efterhængt, altså „Guden“) viser at det drejer sig om en bestemt person, mens et entalsnavneord i den ubestemte form, uden artikel (på dansk altså „gud“), brugt som omsagnsled foran udsagnsordet angiver vedkommendes natur eller den kategori vedkommende tilhører. Derfor siger dette skriftsted ikke at Ordet (Jesus) var den samme som den Gud han var hos, men derimod at Ordet var af guddommelig natur, en gud. (Se NW, studieudgaven 1984, s. 1579.)

Hvad mente apostelen Johannes da han skrev Johannes 1:1? Mente han at Jesus selv er Gud eller måske at Jesus udgør én Gud sammen med Faderen? I det samme kapitel, vers 18, skrev Johannes: „Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn [den enbårne Søn, som er i Faderens favn, fodn.], han er blevet hans tolk.“ (DA) Havde noget menneske set Jesus Kristus, Sønnen? Selvfølgelig! Kan Johannes da have ment at Jesus var Gud selv? Åbenbart ikke. Mod slutningen af sit evangelium sammenfatter Johannes det hele ved at sige: „Disse er nedskrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, [ikke Gud, men] Guds Søn.“ — Joh. 20:31, DA.

Beviser Tomas’ ord i Johannes 20:28 at Jesus er Gud selv?

Johannes 20:28 (DA) lyder: „Tomas svarede og sagde til ham: ’Min Herre og min Gud!’“

Hvad mente Tomas med dette udbrud? Han kunne udmærket omtale Jesus som „Gud“. Det ville være i overensstemmelse med Jesu eget citat fra Salmerne, hvor mægtige mænd, dommere, blev kaldt „guder“. (Joh. 10:34, 35, DA; Sl. 82:1-6) Kristus indtager naturligvis en stilling der er langt højere end sådanne mænds. På grund af Jesu enestående stilling i forhold til Jehova omtales han i Johannes 1:18 (NV) som „den enestefødte gud“. (Se også By.) Esajas 9:6 (DA) beskriver også profetisk Jesus som „Vældig-Gud“, men ikke som den almægtige Gud. Alt dette stemmer overens med at Jesus betegnes som „en gud“ eller som „guddommelig“ i Johannes 1:1 (NV, Mo).

Når vi har dette i tanke hjælper sammenhængen os til at komme til den rigtige slutning. Kort før Jesu død havde Tomas hørt ham bede en bøn hvori han tiltalte sin Fader som „den eneste sande Gud“. (Joh. 17:3, DA) Efter sin opstandelse havde Jesus meddelt sine apostle, heriblandt også Tomas: „Jeg farer op . . . til min Gud og jeres Gud.“ (Joh. 20:17, DA) Efter at apostelen Johannes havde berettet hvad Tomas sagde da han selv så og rørte ved den opstandne Kristus, skrev han: „Disse [tegn] er nedskrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn.“ (Joh. 20:31, DA) Hvis nogen derfor ud fra Tomas’ udbrud er kommet til det resultat at Jesus selv er „den eneste sande Gud“, eller at Jesus er „Gud Søn“ i en treenighed, gør han vel i endnu en gang at se efter hvad Jesus selv sagde (v. 17), og læse den konklusion som apostelen Johannes tydeligvis kom til (v. 31).

Antyder Mattæus 1:23 at Jesus var Gud da han var på jorden?

Matt. 1:23, DA: „’Se, jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn, og man skal give ham navnet Immanuel!’ (det betyder: Gud med os).“

Sagde Jehovas engel, da den bebudede Jesu fødsel, at barnet skulle være Gud selv? Nej, dens budskab lød: „Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn.“ (Luk. 1:32, 35, DA; kursiveret af os) Og Jesus selv hævdede aldrig at være Gud, men derimod „Guds Søn“. (Joh. 10:36, DA; kursiveret af os) Jesus blev sendt til verden af Gud; det var derfor gennem denne enestefødte søn at Gud var med menneskene. — Joh. 3:17; 17:8.

Det var ikke usædvanligt at hebraiske navne indeholdt ordet for Gud eller endog en forkortet form af Guds personlige navn. For eksempel betyder Eliata „Gud er kommet“; Jehu betyder „Jehova er han“; Elias betyder „Min Gud er Jehova“. Men det ligger ikke i disse navne at deres bærer var Gud selv.

Hvordan skal Johannes 5:18 forstås?

Joh. 5:18, DA: „Derfor stræbte da jøderne end mere efter at slå ham ihjel, fordi han ikke alene brød sabbaten, men også kaldte Gud sin Fader og gjorde sig selv Gud lig.“

Det var de ikke-troende jøder der mente at Jesus forsøgte at gøre sig Gud lig når han påstod at Gud var hans Fader. Selv om Jesus omtalte Gud som sin Fader, hævdede han aldrig at være Gud lig. Han svarede jøderne: „Sandelig, sandelig siger jeg eder: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre.“ (Joh. 5:19, DA; se også Johannes 14:28; 10:36.) Det var ligeledes disse ikke-troende jøder der mente at Jesus brød sabbaten, men deri tog de også fejl. Jesus overholdt Loven til fuldkommenhed, og han erklærede: „Altså har man lov at gøre godt på sabbaten.“ — Matt. 12:10-12, DA.

Beviser det at Jesus er Gud fordi han tilbedes?

I Hebræerbrevet 1:6 befales det englene at „tilbede“ Jesus. Sådan hedder det i de fleste danske oversættelser. NV siger „bøje sig ærbødigt for“. I Mattæus 14:33 siger de fleste danske oversættelser „faldt [eller kastede sig] ned for ham“. NV og Se har henholdsvis „bøjede . . . sig ærbødigt for ham“ og „faldt tilbedende ned for ham“.

Det græske ord der er oversat med „tilbede“ er proskyneʹō, som ifølge A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature også blev „brugt om den skik at kaste sig ned foran en anden og kysse hans fødder eller sømmen på hans klædning, eller jorden“. (Chicago, 1979, Bauer, Arndt, Gingrich, Danker; 2. eng. udg.; s. 716) Det er dette ord der anvendes i Mattæus 14:33 til at udtrykke hvad disciplene gjorde over for Jesus, i Hebræerbrevet 1:6 for at tilkendegive hvordan englene skulle forholde sig til Jesus, i Første Mosebog 22:5 i den græske Septuaginta til at beskrive hvordan Abraham forholdt sig til Jehova, i Første Mosebog 23:7 i Septuaginta til at beskrive hvordan Abraham efter tidens skik forholdt sig ved mødet med de mennesker han skulle i forhandling med, samt i Første Kongebog 1:23 i Septuaginta til at beskrive hvorledes profeten Natan nærmede sig kong Salomon.

I Mattæus 4:10 (DA) sagde Jesus: „Du skal tilbede [bøjningsform af proskyneʹō] Herren din Gud og tjene ham alene.“ (I Femte Mosebog 6:13, hvorfra Jesus åbenbart citerer denne udtalelse, bruges Guds personlige navn, tetragrammet.) I betragtning af det foregående må vi opfatte det sådan at når proskyneʹō anvendes i forbindelse med Gud, er handlingen forbundet med en særlig sinds- og hjerteindstilling der alene tilkommer ham.

Beviser de undere Jesus udførte, at han er Gud?

Apg. 10:34, 38, DA: „Da tog Peter til orde og sagde: ’. . . Gud salvede ham [Jesus fra Nazaret] med Helligånd og kraft, ham, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der var overvældet af Djævelen, thi Gud var med ham.’“ (De mirakler Peter havde set, gav ham altså ikke det indtryk at Jesus var Gud, men derimod at Gud var med Jesus. Jævnfør Mattæus 16:16, 17.)

Joh. 20:30, 31, DA: „Endnu mange andre tegn, som ikke er nedskrevet i denne bog, gjorde Jesus for øjnene af sine disciple. Men disse er nedskrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn.“ (Det vi altså skulle lære af tegnene eller miraklerne, er at Jesus er „Kristus“, Messias, „Guds Søn“. Udtrykket „Guds Søn“ er noget helt andet end trosbekendelsens udtryk „Gud Søn“.)

Førkristne profeter som Elias og Elisa udførte lignende mirakler som Jesus. Men det er ikke noget bevis for at de var Gud.

Er Jesus den samme som Jehova i „Det gamle Testamente“?

Se siderne 177, 178, under emnet „Jehova“.

Er det nok at tro på Jesus Kristus for at blive frelst?

Apg. 16:30-32, DA: „’I herrer! hvad skal jeg gøre for at blive frelst?’ De [Paulus og Silas] svarede: ’Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst, du og dit hus.’ Og de talte Herrens [Guds, MP] ord til ham samt til alle dem, som var i hans hus.“ (Var denne mands „tro på Herren Jesus“ kun et spørgsmål om oprigtigt at sige at han troede? Paulus viste at der krævedes mere, nemlig kundskab og beredvillighed til at tage imod Guds ord, som Paulus og Silas nu forkyndte for fangevogteren. Kunne vor tro på Jesus være ægte hvis vi ikke tilbad den Gud som Jesus tilbad, hvis vi ikke rettede os efter det Jesus sagde om hvordan hans disciple skulle være, eller hvis vi ikke udførte det arbejde Jesus befalede sine disciple at udføre? Vi kan ikke gøre os fortjent til frelsen; den er kun mulig på grundlag af tro på værdien af det menneskeliv Jesus ofrede. Men vor livsførelse må være i overensstemmelse med den tro vi bekender, selv om det kan medføre trængsel. I Mattæus 10:22 [DA] sagde Jesus: „Den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst.“)

Havde Jesus en himmelsk tilværelse før han blev menneske?

Kol. 1:15-17, GD: „Han [Jesus], som er den usynlige Guds Billede, al Skabnings førstefødte; . . . Alle Ting ere skabte ved ham og til ham; og han er forud for alle Ting.“

Joh. 17:5, DA: „[Jesus sagde i en bøn:] Fader! herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til.“ (Se også Johannes 8:23.)

Er Jesus i himmelen med sit kødelige legeme?

1 Kor. 15:42-50, DA: „Således er det også med de dødes opstandelse; hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed; . . . der sås et sjæleligt [naturligt, Sch] legeme, der opstår et åndeligt legeme. . . . Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl;’ den sidste Adam [Jesus Kristus, der var et fuldkomment menneske ligesom Adam havde været i begyndelsen] blev til en levendegørende ånd. . . . Men det siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed.“ (Kursiveret af os)

1 Pet. 3:18, DA: „Kristus døde én gang for synder . . . Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden.“ (Se siderne 274, 275.)

Illustration: Hvis en mand betaler en vens gæld, men straks derefter trækker betalingen tilbage, består gælden naturligvis stadig. På samme måde med Jesus. Hvis han, efter at være opstået, havde taget sit menneskelegeme af kød og blod tilbage, det legeme han havde givet som et offer for at erlægge genløsningsbetalingen, hvordan ville det så have påvirket den foranstaltning han traf til at befri trofaste mennesker for deres gæld, synden?

Det er sandt at Jesus viste sig for sine disciple i fysisk skikkelse efter sin opstandelse. Men hvorfor genkendte de ham nogle gange ikke med det samme? (Luk. 24:15-32; Joh. 20:14-16) Ved en lejlighed viste Jesus sig af hensyn til Thomas med de fysiske spor efter naglerne i sine hænder og et spydsår i siden. Men hvordan var det muligt at han ved den lejlighed pludselig kunne vise sig midt iblandt dem, selv om dørene var låst? (Joh. 20:26, 27) Jesus iførte sig åbenbart et materialiseret legeme ved disse lejligheder, ligesom englene havde gjort tidligere når de viste sig for mennesker. At skaffe Jesu fysiske legeme af vejen da hans opstandelse fandt sted, var ikke noget problem for Gud. Det er værd at bemærke at selv om Gud ikke efterlod Jesu fysiske legeme i graven (åbenbart for at styrke disciplenes overbevisning om at Jesus virkelig var blevet oprejst), var linnedklæderne eller bindene han havde været indsvøbt i, der endnu, og alligevel viste den opstandne Jesus sig altid fuldt påklædt. — Joh. 20:6, 7.

Er Jesus Kristus den samme som ærkeengelen Mikael?

Denne Mikaels navn forekommer kun fem gange i Bibelen. Den herlige åndeskabning som bærer navnet kaldes „en af de ypperste fyrster“, „den store fyrste, som værner dit [Daniels] folks sønner“ og „ærkeengelen“. (Dan. 10:13; 12:1; Jud. 9, DA) Mikael betyder „Hvem er lig Gud?“, hvorved Mikael åbenbart betegnes som den der fører an i hævdelsen af Jehovas suverænitet og nedkæmpningen af hans fjender.

I Første Thessalonikerbrev 4:16 siges det at Jesu befaling til at indlede opstandelsen lyder med „en ærkeengels røst“, og i Judas 9 oplyses det at ærkeengelen er Mikael. Ville det være passende at sidestille Jesu befaling med en befaling der kommer fra nogen med mindre autoritet? Det er derfor rimeligt at antage at ærkeengelen Mikael er Jesus Kristus. (Interessant nok findes udtrykket „ærkeengel“ aldrig i flertalsform i Bibelen, hvilket vidner om at der kun er én.)

Åbenbaringen 12:7-12 siger at Mikael og hans engle vil føre krig imod Satan og kaste ham og hans onde engle ud af himmelen i forbindelse med at Messias får overdraget kongemagt. Senere gives der et billede af Jesus i spidsen for himmelens hære i krigen mod verdens nationer. (Åb. 19:11-16) Det synes derfor rimeligt at det også må være Jesus der griber ind over for den han kalder „denne verdens fyrste“, Satan Djævelen. (Joh. 12:31, DA) I Daniel 12:1 (DA) forbindes Mikaels ’ståen frem’ for at hævde sin myndighed med ’en trængselstid, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til’. Dette svarer tydeligt til det nationerne vil blive udsat for når Kristus som den himmelske domsfuldbyrder eksekverer dommen over dem. Alt dette tyder på at Guds søn bar navnet Mikael før han kom til jorden, og at han igen kaldes ved dette navn efter at han er vendt tilbage til himmelen, hvor han opholder sig som Guds herliggjorte søn.

Hvis nogen siger . . .

’I tror ikke på Jesus’

Hertil kunne man svare: ’Jeg forstår at du tror på Jesus. Det gør jeg også; ellers ville jeg ikke stå ved din dør i dag.’ Og man kunne fortsætte: ’Vore bøger/blade lægger stor vægt på troen på Jesus. (Slå op på et passende afsnit i den bog/det blad du tilbyder, og brug det som udgangspunkt for drøftelsen, idet du fremhæver Jesu stilling som konge. Eller læs hvad der står på side 2 i Vagttårnet om bladets formål.)’

Eller man kunne sige: ’Har du noget imod at fortælle mig hvorfor du mener det?’

En anden mulighed: ’Det er åbenbart noget du har hørt, men jeg kan forsikre dig om at det ikke er rigtigt. Vi har en meget stærk tro på Jesus Kristus.’ Og man kunne fortsætte: (1) ’Men vi tror ikke alt hvad folk siger om Jesus. Nogle siger for eksempel at han bare var et godt menneske, men ikke Guds søn. Det tror vi ikke, gør du? . . . Det er ikke det Bibelen siger.’ (2) ’Og vi tror ikke på dem som modsiger hvad Jesus selv sagde om sit forhold til sin Fader. (Joh. 14:28) Det er hans Fader der har givet ham en myndighed der berører os alle i vor tid. (Dan. 7:13, 14)’

’Har du taget imod Jesus som din frelser?’

Hertil kunne man svare: ’Bibelen siger tydeligt at . . . (citér Apostelgerninger 4:12). Det tror jeg på. Men jeg har også lært at det fører alvorlige forpligtelser med sig. Hvordan det? Jo, hvis jeg virkelig tror på Jesus, kan jeg ikke nøjes med bare at tro på ham så længe det ikke koster noget.’ Og man kunne fortsætte: ’At han ofrede sit fuldkomne liv gør det muligt for os at få vore synder tilgivet. Men det er også vigtigt at efterkomme hans befalinger hvad angår en kristens pligter. (Apg. 1:8; Matt. 28:19, 20)’

Eller man kunne sige: ’(Efter at man har bekræftet at man tror på Jesus som frelser, ikke blot for ens eget vedkommende men for alle som tror på ham.) Det er vigtigt at vi viser at vi påskønner ikke alene hvad han har gjort i fortiden, men også hvad han gør nu. (Matt. 25:31-33)’

’Jeg har taget imod Jesus som min frelser’

Hertil kunne man svare: ’Det glæder mig at høre at du tror på Jesus, for der er så mange i dag som aldrig skænker det en tanke hvad Jesus gjorde for os. Du kender sikkert skriftstedet i Johannes 3:16, ikke sandt? . . . Men hvor skal sådanne mennesker have evigt liv? Nogle skal være sammen med Kristus i himmelen, men viser Bibelen at alle gode mennesker kommer i himmelen? (Matt. 6:10; 5:5)’