Paradis
Definition: I den græske Septuaginta-oversættelse af De hebraiske Skrifter har oversætterne med rette anvendt ordet „paradis“ (paraʹdeisos) om Edens have, fordi ordet betegner en lukket park. Efter beretningen herom i Første Mosebog henviser Bibelens omtale af paradis til (1) selve Edens have, eller (2) hele jorden når den engang i fremtiden bliver ligesom Edens have var, eller (3) en tilstand med åndelig trivsel blandt Guds tjenere på jorden, eller (4) foranstaltninger i himmelen der minder om Edens have.
Er det kun „Det gamle Testamente“ der omtaler et fremtidigt paradis på jorden, eller gør „Det nye Testamente“ det også?
Der er ingen begrundelse i Bibelen for at dele den op, således at man bedømmer værdien af det den siger, på grundlag af om det findes i den „gamle“ eller „nye“ del af Bibelen. I Andet Timoteusbrev 3:16 læser vi: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering.“ Romerbrevet 15:4 henviser til de førkristne inspirerede skrifter med ordene: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring.“ Et gyldigt svar på spørgsmålet bør derfor tage hele Bibelen i betragtning.
Første Mosebog 2:8 siger: „Endvidere plantede Jehova Gud en have [park, Mo; paradis, Dy; paraʹdeison, LXX] i Eden, mod øst, og dér satte han mennesket [Adam] som han havde dannet.“ Det var en have der indeholdt et meget varieret og spændende plante- og dyreliv. Jehova velsignede det første menneskepar og sagde til dem: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ (1 Mos. 1:28) Den hensigt Gud havde fra begyndelsen, at hele jorden skulle være et paradis som var beboet af mennesker der i taknemmelighed adlød hans love, vil ikke slå fejl. (Es. 45:18; 55:10, 11) Derfor sagde Jesus: „Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“ Det er også grunden til at han lærte sine disciple at bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Matt. 5:5; 6:9, 10) I harmoni hermed forklarer Efeserbrevet 1:9-11 at Guds hensigt er „at sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden“. Hebræerbrevet 2:5 taler om „den kommende beboede jord“. Åbenbaringen 5:10 omtaler dem der, som Kristi medarvinger, skal „herske som konger over jorden“. Åbenbaringen 21:1-5; og 22:1, 2 føjer beskrivelser til af de gode forhold der vil være på „en ny jord“ og som minder en om det oprindelige paradis i Eden med dets livets træ. — 1 Mos. 2:9.
Desuden brugte Jesus det græske ord paraʹdeisos da han henviste til det fremtidige paradis på jorden. „Han sagde til ham [en forbryder der var pælfæstet ved siden af Jesus og som udtrykte tro på Jesu fremtidige kongedømme]: ’I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.’“ — Luk. 23:43.
Hvordan kan vi være sikre på hvad Jesus mente i Lukas 23:43, da han omtalte Paradiset for forbryderen?
Var det et midlertidigt hjem for ’de retfærdiges afdøde sjæle’, en del af Hades?
Hvorfra stammer denne opfattelse? The New International Dictionary of New Testament Theology oplyser: „Med iblandingen af den gr[æske] læresætning om sjælens udødelighed bliver paradiset de retfærdiges bolig i mellemtilstanden.“ (Grand Rapids, Michigan; 1976, redigeret af Colin Brown, bd. 2, s. 761) Var denne ikke-bibelske opfattelse udbredt blandt jøderne dengang Jesus var på jorden? Hastings Dictionary of the Bible peger på at dette er tvivlsomt. — Edinburgh, 1905, bd. III, s. 669, 670.
Ville Jesus have støttet en sådan opfattelse i det løfte han gav den angrende forbryder, selv om den måske havde en vis udbredelse blandt jøderne i det første århundrede? Jesus havde med stor styrke fordømt de jødiske farisæere og skriftlærde for at fremholde overleveringer der var i modstrid med Guds ord. — Matt. 15:3-9; se også emnet „Sjæl“.
Jesus kom ganske vist i Hades da han døde, som det fremgår af Apostelgerninger 2:30, 31. (Idet apostelen Peter her citerer fra Salme 16:10, bruger han ordet Hades med samme betydning som ordet Sheol.) Men Bibelen siger ingen steder at Sheol/Hades eller nogen del af det er et paradis hvor man har det rart. Derimod siger Prædikeren 9:5, 10 om dem der er dér: „De døde ved slet ingen ting.“
Var det paradis der tales om i Lukas 23:43, himmelen eller en del af himmelen?
Bibelen støtter ikke den opfattelse at Jesus og forbryderen kom i himmelen den dag Jesus talte med ham. Jesus havde forudsagt at han først ville blive oprejst på den tredje dag efter at han var blevet dræbt. (Luk. 9:22) I den mellemliggende tid var han ikke i himmelen, for efter sin opstandelse sagde han til Maria Magdalene: „Jeg er endnu ikke steget op til Faderen.“ (Joh. 20:17) Først 40 dage efter Jesu opstandelse så hans disciple ham blive løftet op fra jorden og forsvinde ud af syne, idet han begyndte sin opstigning til himmelen. — Apg. 1:3, 6-11.
Forbryderen opfyldte slet ikke betingelserne for at komme i himmelen, heller ikke på et senere tidspunkt. Han var ikke ’født igen’ — idet han hverken var blevet døbt i vand eller avlet af Guds ånd. Der gik mere end 50 dage efter forbryderens død før den hellige ånd blev udgydt over Jesu disciple. (Joh. 3:3, 5; Apg. 2:1-4) Den dag Jesus døde havde han sluttet en pagt om et himmelsk rige med dem der ’var blevet hos ham i hans prøvelser’. I forbryderens tilfælde kunne man ikke henvise til en sådan trofasthed, og han var ikke omfattet af pagten. — Luk. 22:28-30.
Hvad taler for at Jesus mente et jordisk paradis?
De hebraiske Skrifter havde aldrig indgivet trofaste jøder en forventning om at blive belønnet med et himmelsk liv. I disse skrifter peges der frem til genoprettelsen af Paradiset her på jorden. Daniel 7:13, 14 forudsagde at når „herredømme og ære og kongemagt“ blev overgivet til Messias, skulle „folkeslag, folkestammer og tungemål . . . tjene ham“. Disse undersåtter af Riget ville være her på jorden. Forbryderens ord til Jesus udtrykte øjensynlig håbet om at Jesus ville huske ham når den tid kom.
I hvilken forstand ville Jesus da være med forbryderen til sin tid? Ved at oprejse ham fra de døde, dække hans fysiske behov og give ham mulighed for at lære Jehovas krav at kende og lære at følge dem så han kunne opnå evigt liv. (Joh. 5:28, 29) I forbryderens anger og respektfuldhed så Jesus at der var grundlag for at lade ham være blandt de milliarder der vil blive oprejst til liv på jorden og til en mulighed for at vise sig værdige til at leve evigt i Paradiset.
Hvornår vil forbryderen komme i Paradiset?
Hvordan man læser og forstår Lukas 23:43 afhænger af den tegnsætning oversætteren benytter. Der var ingen tegnsætning i de oprindelige græske bibelhåndskrifter. The Encyclopedia Americana (1956, bd. XXIII, s. 16) siger: „Der er ingen forsøg på en tegnsætning i de tidligste græske håndskrifter og inskriptioner.“ Det var først i det 9. århundrede at en tegnsætning blev almindelig. Spørgsmålet er altså om ordene skal læses sådan: „Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis“ (DA), eller om de skal læses sådan: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (NV) Det må være hvad Kristus og resten af Bibelen i øvrigt lærer, der afgør dette, og ikke et komma der er indsat i teksten flere hundrede år efter at Jesus udtalte disse ord.
J. B. Rotherhams oversættelse The Emphasised Bible samstemmer med tegnsætningen i Ny Verden-oversættelsen. I en fodnote til Lukas 23:43 siger den tyske bibeloversætter L. Reinhardt: „Den tegnsætning der nu anvendes [i de fleste bibler] i dette vers, er uden tvivl forkert og i modstrid med hele den måde Kristus og forbryderen tænkte på. . . . [Kristus] opfattede bestemt ikke Paradiset som en underafdeling af de dødes rige, men snarere som en genoprettelse af et jordisk paradis.“
Hvornår ville Jesus ’komme i sit rige’ og gøre jorden til et paradis, sådan som det var hans Faders hensigt? Åbenbaringens bog, der er skrevet omkring 63 år efter at ordene i Lukas 23:42, 43 blev udtalt, viser at disse begivenheder endnu hørte fremtiden til. (Se siderne 435-438, under „Årstal“, samt emnet „Sidste dage“.)