SMYKKER, UDSMYKNING

En prydelse der ikke altid er af betydning i sig selv, men som har til formål at forskønne noget. Smykker blev især brugt af kvinder, men også af mænd; dyr blev smykket, og bygninger blev udsmykket.

Bibelens omtale og arkæologiske fund viser at man allerede i de tidligste tider var interesseret i udsmykning, og at udsmykningen var af stor kunstnerisk værdi. Kunsthåndværkere skabte smukke udsmykninger med vævede stoffer, broderier, smedearbejde og udskæringer i træ eller elfenben. Ruiner af paladser i Assyrien, Babylon, Persien og byen Mari vidner om rige dekorationer. Store vægmalerier og omhyggeligt udskårne basrelieffer med krigsscener og skildringer af jagt og af det daglige liv i paladset smykkede både inder- og ydervægge. Paladsernes døre blev ofte bevogtet af vældige dyrefigurer. På relieffer ses kongen og andre i smukt broderede klæder. Selv hestenes seletøj er fint dekoreret med kvaster og graveringer. (Jf. de smykker midjanitternes kameler havde om halsen; Dom 8:21, 26.) Hovedkilden til oplysninger om Ægypten er gravmalerier, men der er også fundet ægyptiske kunstgenstande i form af tronstole, kongelige stridsvogne og andet.

Blandt hebræerne og de kristne. Smykker omtales tidligt i Bibelens beretning i form af en guldnæsering og nogle armbånd som Abrahams tjener gav Rebekka. (1Mo 24:22, 30, 47, 53) Da Josef blev Faraos førsteminister, fik han en guldhalskæde og kongens egen signetring. (1Mo 41:41-43) Sådanne signet- eller seglringe var almindelige i alle Bibelens lande og blev ofte båret i en snor om halsen. (Jf. 1Mo 38:18.) Ved hjælp af en signetring kunne man forsyne dokumenter med sin underskrift eller sit officielle segl, og hvis ringen blev overdraget til en anden, ville den identificere vedkommende som en betroet og autoriseret repræsentant for ringens ejer.

Ved udgangen af Ægypten modtog israelitterne mange sølv- og guldting af ægypterne, og herfra stammede uden tvivl mange af de brocher, ørenringe, fingerringe og andre smykker som de bidrog med til opførelsen af tabernaklet, foruden de guldørenringe de skænkede til fremstillingen af et afgudsbillede af en kalv. (2Mo 12:35, 36; 32:1-4; 35:20-24) Kunsthåndværkere der var dygtige til at lave udskæringer i træ, til at arbejde med ædle metaller og ædelsten og til at væve og brodere, udførte et stort arbejde i forbindelse med tabernaklet og dets udstyr. (2Mo 35:25-35) Det tempel Salomon senere byggede, var endnu prægtigere udsmykket. I dets cedertræspaneler og dets døre af olietræ og enebærtræ var der udskåret forskellige figurer, deriblandt græskarformede ornamenter, blomsterkranse, keruber og palmer, som derefter var beklædt med guld, mens hovederne på de to kobbersøjler foran bygningen var udsmykket med netværksarbejde, snoninger lavet som kæder, granatæbler og liljeformet arbejde. (1Kg 6:18, 29, 35; 7:15-22) Salomon viste stor værdsættelse af kunstnerisk skønhed, og hans store elfenbenstrone, som var beklædt med guld og havde løvefigurer ved hvert armlæn og 12 mere på de seks trin foran tronen, var enestående i datidens verden. — 1Kg 10:16-21.

Bibelen lægger imidlertid større vægt på åndelig skønhed. Forældres tugt er „en yndig krans“ til hovedet og „et smykke“ til halsen, „en smuk krone“; „kundskabens læber er et kostbart kar“ hvis værdi overstiger en kunsthåndværkers guldkar; „som guldæbler i ornamenter af sølv er et ord som er talt i rette tid“, og „en ørenring af guld, ja, et smykke af udsøgt guld, sådan er den vise retleder for det hørende øre“. (Ord 1:9; 4:9; 20:15; 25:11, 12) Skønhed hos en ufornuftig kvinde sammenlignes med „guldring i svinetryne“. — Ord 11:22.

Der tilskyndes til mådehold, især i De Kristne Græske Skrifter. Kvinder skulle „smykke sig i velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt sind, ikke med hårfletningsfrisurer og guld eller perler eller meget dyr klædedragt, men på en måde der sømmer sig for kvinder der bekender sig til gudsfrygt, nemlig ved gode gerninger“. (1Ti 2:9, 10) På baggrund af førkristne eksempler formanede apostelen Peter kvinder til at pryde sig med „hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt, der er af stor værdi i Guds øjne“. Han henviste til kvinder der som Sara prydede sig på denne måde, idet de „underordnede sig deres egne mænd“. (1Pe 3:1-6) Bibelen giver således gode, ligevægtige retningslinjer for brugen af smykker og udsmykning.

I profetierne. Eftersom Jehovas velsignelse hvilede over Jerusalem, sammenlignede Jehova byen med en kvinde der var klædt i kostbare, rigt udsmykkede klæder og bar mange smykker. Da hun mistede sin åndelige sundhed og øvede åndelig utugt med nationerne, blev hun imidlertid berøvet sine smykker og efterladt som nøgen. (Ez 16:2, 10-39) Dette skete ikke kun i åndelig forstand, men også bogstaveligt da byens grådige erobrere tog alle dens skatte, deriblandt ankelringene, pandebåndene, de halvmåneformede smykker, øresmykkerne, armbåndene, slørene, hovedbeklædningerne, ankelkæderne, brystbåndene, „sjælehusene“ (sandsynligvis parfumebeholdere), smykkerne af summende sneglehuse (smykkevedhæng), fingerringene og næseringene som „Zions døtre“ havde båret. (Es 3:16-26) Det ville være en sørgetid, for når man sørgede, tog man almindeligvis smykkerne af. — 2Mo 33:4-6.

Imidlertid ville Jehova, når han genløste Zion fra landflygtigheden i Babylon, i åndelig forstand give byen en grundvold med safirer, brystværn af rubiner og porte af ildrøde, strålende sten, som et billede på den fred og retfærdighed han ville indføre (Es 54:7, 8, 11-14), og byen skulle klædes og smykkes som en brud. (Es 49:14-18; jf. 61:10.) Dette billede ligner i nogle henseender beskrivelsen af det ny Jerusalem med dets perleporte og grundvold af ædelsten og at det bliver „beredt som en brud smykket for sin ægtemand“. (Åb 21:2, 9-21) Også i dette tilfælde står smykkerne og prydelsen tydeligvis for åndelige egenskaber og velsignelser der er en følge af Guds godkendelse og gunst.

Babylon den Store, den symbolske kvinde der begår utugt med jordens konger, og som har iført sig kongelige klæder og smykker og lever i skamløs overdådighed, vil derimod blive berøvet hele sin pragt, gjort nøgen og udslettet. Hendes skønhed er falsk, og hun ’herliggør sig selv’; hendes prydelse er derfor ikke et vidnesbyrd om Guds velsignelse og gunst, men snarere om hendes falskhed og om hvad hendes skøgevirksomhed har indbragt hende i form af magt og rigdom. — Åb 17:3-5, 16; 18:7-20.

Se også ANKELKÆDE, ANKELRING; ARMBÅND; BROCHE; HALSKÆDE; KOSTBARE STEN; NÆSERING; PERLE; PRYDELSE; RING; ØRENRING.