ÆLDSTE
Det hebraiske ord zaqenʹ og det græske ord presbyʹteros, der begge betyder „ældre mand“, eller „ældste“, bruges ikke blot om mennesker i en fremskreden alder (1Mo 18:11; 5Mo 28:50; 1Sa 2:22; 1Ti 5:1, 2) eller om den ældste i en sammenligning mellem flere personer (Lu 15:25), men også, i en speciel betydning, om nogle der beklæder en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Denne betydning er den fremherskende i både De Hebraiske og De Kristne Græske Skrifter.
Fra gammel tid var det skik at ældre mænd blev agtet og æret for deres erfaring og viden og for den visdom og dømmekraft de med tiden havde opnået. I mange lande lod man sig derfor lede af de ældre mænd, enten de ældre i slægten eller mænd der var særlig kendte for deres kundskab og visdom. Derved fik begrebet „ældre mand“, eller „ældste“, en dobbelt betydning, idet det enten kunne opfattes bogstaveligt eller som betegnelse for en stilling eller et embede. Udtryk som „de ældste i Ægyptens land“ og „Moabs og Midjans ældste“ omfattede ikke alle gamle mænd i disse lande, men blot medlemmerne af et råd der tog sig af forvaltningen; de var de pågældende landes „fyrster [hebr.: sarīmʹ; „høvdinger“, DA31]“. — 1Mo 50:7; 4Mo 22:4, 7, 8, 13-15; Sl 105:17, 21, 22.
På samme måde bruges udtrykkene „Israels ældste“, „forsamlingens ældste“, „mit folks ældste“ og „landets ældste“ i denne officielle betydning og omfatter ikke alle ældre mænd i Israel. (4Mo 16:25; 3Mo 4:15; 1Sa 15:30; 1Kg 20:7, 8) I de forholdsvis få tilfælde hvor ordet zeqenīmʹ (ældre mænd) står uden nærmere bestemmelse, må man ud fra sammenhængen afgøre om det blot betegner mænd i en fremskreden alder eller mænd der indtager en stilling som ledere eller forstandere.
Israels ældste. Allerede før udgangen af Ægypten havde israelitterne „ældste“ som forelagde sager for folket, tjente som deres talsmænd og traf afgørelser på deres vegne. Da Moses vendte tilbage til Ægypten, skulle han henvende sig til disse ældste og underrette dem om sin opgave, og de — eller i hvert fald de førende iblandt dem — ledsagede ham da han trådte frem for Farao. — 2Mo 3:16, 18.
Da Moses som Guds talsmand forelagde Israels nation Lovpagten, var det de „ældste“ der på folkets vegne indvilligede i at slutte denne pagt med Jehova. (2Mo 19:3-8) Og da israelitterne nogen tid senere beklagede sig over forholdene i ørkenen, så Moses følte at det administrative arbejde var blevet for stort for ham og henvendte sig til Jehova med problemet, befalede Gud Moses: „Saml mig halvfjerds mænd af Israels ældste, om hvem du ved at de er folkets ældste og forstandere, . . . og jeg vil tage noget af den ånd der er over dig og lægge den på dem, og de skal hjælpe dig med at bære folkets byrde.“ (4Mo 11:16, 17) Disse „ældste“ blev teokratisk udnævnt til denne tjeneste. (4Mo 11:24, 25) Herefter brugte Jehova dem til at varetage ledelsen og forvaltningen sammen med Moses.
Senere drog de nomadiske israelitter ind i det forjættede land og blev igen bosiddende i byer og landsbyer, sådan som de havde været i Ægypten. De ældste fik nu ansvar for befolkningen i det lokale samfund. De fungerede i de enkelte bysamfund som et råd af tilsynsmænd der i egenskab af dommere og embedsmænd tog sig af retsplejen, sørgede for ro og orden og drog omsorg for befolkningens åndelige sundhed. — 5Mo 16:18-20; 25:7-9; Jos 20:4; Rut 4:1-12.
At der tales om „hele Israel, dets ældste og dets overhoveder og dets dommere og dets forstandere“ (Jos 23:2; 24:1) og „Israels ældste og alle stammeoverhovederne, høvdingerne for Israels sønners fædrenehuse“ (2Kr 5:2), betyder ikke at ’overhovederne’, ’dommerne’, ’forstanderne’ og „høvdingerne“ var nogle andre end de „ældste“, men snarere at der inden for ældsterådene var nogle som varetog sådanne særlige opgaver. — Jf. 2Kg 19:2; Mr 15:1.
De der tjente som ældste på nationalt plan, betegnes med udtryk som „Israels ældste“ (1Sa 4:3; 8:4), „landets ældste“ (1Kg 20:7), „forsamlingens ældste“ (Dom 21:16) eller, i Sydriget efter rigets deling, „Judas og Jerusalems ældste“. — 2Kg 23:1.
I lighed med mange af Israels konger og præster var de ældste som helhed forsømmelige med hensyn til at røgte deres ansvar over for Gud og folket. (1Kg 21:8-14; Ez 7:26; 14:1-3) Som følge af at israelitterne mistede Guds støtte, ’blev drenge deres fyrster’, og ’den lidet ansete løb storm mod den der nød ære’. (Es 3:1-5) De Hebraiske Skrifter understreger således at alder alene ikke er nok — at „grå hår“ kun er „en hæderskrone“ når „de findes på retfærdigheds vej“. (Ord 16:31) „Det er ikke blot dem der er rige på dage der er vise, eller blot de gamle der forstår sig på ret“, men dem der sammen med erfaringen har tilegnet sig forståelse af Guds ord og lader sig lede af hans ånd. — Job 32:8, 9; Sl 119:100; Ord 3:5-7; Præ 4:13.
Ordningen med „ældste“ som varetog ledende opgaver, fortsatte gennem hele nationens historie, selv under landflygtigheden i Babylon og efter hjemkomsten til Juda. (Jer 29:1; Ezr 6:7; 10:7, 8, 14) Også på Jesu tid var der „ældste“ (gr.: presbyʹteroi) som tog sig af de offentlige anliggender, både lokalt (Lu 7:3-5) og nationalt. Modstanden mod Jesus og hans disciple kom hovedsagelig fra „folkets ældsteråd“ (gr.: presbyteʹrion) i Jerusalem. — Lu 22:66; Apg 22:5.
Ældste i den kristne menighed. På denne historiske baggrund er det ikke vanskeligt at forstå hvilken stilling de „ældste“ (presbyʹteroi) indtog i den kristne menighed. Ligesom i det kødelige Israel var det i det åndelige Israel „de ældste“ der var ansvarlige for menighedens ledelse.
På Pinsedagen handlede apostlene som et råd, og Peter virkede under den hellige ånds ledelse som rådets ordfører. (Apg 2:14, 37-42) Det var tydeligt at de var „ældste“ i ordets åndelige betydning eftersom de havde været sammen med Jesus fra begyndelsen og var blevet bemyndiget af ham til at undervise. (Mt 28:18-20; Ef 4:11, 12; jf. Apg 2:42.) Det var også tydeligt at de troende anerkendte dem som en styrende myndighed i den nye nation under Kristus (Apg 2:42; 4:32-37; 5:1-11) og anså dem for at være bemyndigede til — enten direkte som et råd eller gennem stedfortrædere (med Paulus som et fremtrædende eksempel) — at overdrage tjenesteopgaver til andre. (Apg 6:1-6; 14:19-23) Da spørgsmålet om omskærelse opstod, samledes apostlene og „de ældste“ for at overveje sagen. Deres afgørelse blev meddelt menighederne overalt og blev godtaget som gældende vejledning. (Apg 15:1-31; 16:1-5) Ligesom der var „ældste“ som tjente i Israel på nationalt plan, var der altså „ældste“ som sammen med apostlene udgjorde et styrende råd for hele den kristne menighed i alle lande. Senere rejste Paulus til Jerusalem og mødtes med Jakob og „alle de ældste“ for at fortælle dem om resultaterne af sit arbejde og modtage deres vejledning om visse spørgsmål. — Apg 21:15-26.
Enkelte steder bruges ordet presbyʹteroi som en modsætning til yngre mænd eller parallelt med ældre kvinder uden at det indeholder nogen antydning af menighedspligter. I sådanne tilfælde sigter det blot til mænd i en moden alder. (Apg 2:17, 18; 1Ti 5:1, 2) Det bruges også om „fortidens mænd“. (He 11:2) Men de fleste steder i De Kristne Græske Skrifter betegner presbyʹteroi de „ældste“ der var ansvarlige for menighedens ledelse. I visse skriftsteder omtales de „ældste“ som „tilsynsmænd“ (gr.: epiʹskopoi; „Biskopper“, Ha). Paulus brugte for eksempel denne betegnelse da han talte med de „ældste“ fra menigheden i Efesus, og igen da han skrev til Titus. (Apg 20:17, 28; Tit 1:5, 7) Begge udtryk bruges altså om samme stilling, dog med den forskel at presbyʹteros beskriver personens modne egenskaber, mens epiʹskopos beskriver de pligter der er forbundet med opgaven.
Om det græske ord presbyʹteros skriver Manuel Guerra y Gomez: „Den præcise oversættelse af ordet [presbyʹteros] i så godt som alle de hellenistiske tekster der er bevaret til i dag, er ældre mand synonymt med moden mand. Dets karakteristiske betydning er modenhed i dømmekraft og ledelse. . . . Hvad enten ordet [presbyʹteros] er brugt i teknisk betydning eller ej, betegner det i både den hellenistiske og den israelitiske verden ikke den skrøbelige ældre mand, men den modne mand som ved sin erfaring og klogskab er egnet til at styre sin familie eller sit folk.“ — Episcopos y Presbyteros, Burgos, Spanien 1962, s. 117, 257.
Det er tydeligt at alderen spillede en rolle for at man kunne blive egnet til at tjene som „ældste“ i det gamle Israel. (1Kg 12:6-13) I den kristne menighed var „de ældste“, eller tilsynsmændene, heller ikke unge mænd, som det fremgår af at apostelen nævner at de havde kone og børn. (Tit 1:5, 6; 1Ti 3:2, 4, 5) Alderen var imidlertid ikke den eneste eller den vigtigste faktor, hvilket ses af de øvrige krav der stilles (1Ti 3:2-7; Tit 1:6-9), og der blev heller ikke fastsat nogen bestemt aldersgrænse. Timoteus, der var med til at udnævne „ældste“, blev uden tvivl selv betragtet som „ældste“ skønt han var forholdsvis ung. — 1Ti 4:12.
For at kunne tjene som „ældste“ i den kristne menighed måtte man opfylde høje krav til adfærd og åndelig sundhed. Det var også vigtigt at man kunne undervise, formane, tilskynde og retlede. (1Ti 3:2; Tit 1:9) Paulus pålagde højtideligt Timoteus: „Forkynd ordet, vær på færde når tiden er gunstig og når tiden er ugunstig, retled, irettesæt, tilskynd, med al langmodighed og undervisning.“ (2Ti 4:2) Som „hyrder“ har „de ældste“ ansvar for at give hjorden åndelig næring, vise omsorg for åndeligt syge og beskytte hjorden mod ulveagtige elementer. (Apg 20:28-35; Jak 5:14, 15; 1Pe 5:2-4) Desuden mindede Paulus, der selv underviste „offentligt og fra hus til hus“, Timoteus om hans ansvar for at ’gøre en evangelieforkynders gerning og fuldføre sin tjeneste’. — Apg 20:20; 2Ti 4:5.
Hver kristen menighed havde et råd af „ældste“, eller „tilsynsmænd“. De omtales som regel i flertal, for eksempel i Jerusalem (Apg 11:30; 15:4, 6; 21:18), i Efesus (Apg 20:17, 28) og i Filippi (Flp 1:1). Det var „ældsterådet“ (gr.: presbyteʹrion) der „lagde hænderne på“ Timoteus. (1Ti 4:14) Som menighedens tilsynsmænd ’præsiderede’ „de ældste“ blandt deres brødre. — Ro 12:8; 1Ts 5:12-15; 1Ti 3:4, 5; 5:17.
Som „ældste“ der havde apostolsk myndighed, førte Paulus og Peter undertiden tilsyn med „ældste“ i forskellige menigheder (jf. 1Kor 4:18-21; 5:1-5, 9-13; Flp 1:1; 2:12; 1Pe 1:1; 5:1-5), og det samme gjorde apostelen Johannes og disciplene Jakob og Judas — som alle skrev breve til menighederne. Paulus lod sig nogle steder repræsentere af Timoteus eller Titus. (1Kor 4:17; Flp 2:19, 20; 1Ti 1:3, 4; 5:1-21; Tit 1:5) Disse mænd tog sig i mange tilfælde af nyoprettede menigheder. Titus fik til opgave at „rette de ting der var mangler ved“ i menighederne på Kreta.
Ifølge den bibelske beretning var Paulus, Barnabas, Titus og sikkert også Timoteus med til at udnævne „ældste“ i menighederne. (Apg 14:21-23; 1Ti 5:22; Tit 1:5) Der findes ingen beretning om at menighederne selvstændigt foretog sådanne udnævnelser. I Apostelgerninger 14:23 fortælles det at da Paulus og Barnabas vendte tilbage til Lystra, Ikonium og Antiochia, „udnævnte [gr.: cheirotonēʹsantes] de ældste for dem i hver menighed“. Om betydningen af det græske udsagnsord cheirotonēʹsantes siges følgende i bogen The Acts of the Apostles af F. F. Bruce (1970, s. 286): „Selv om den etymologiske betydning af [cheirotoneʹō] er ’at vælge ved håndsoprækning’, blev det brugt i betydningen ’udpege’, ’udnævne’; jf. samme ord med præfiks [pro, „for, foran“] i x. 41.“ Efter at have givet de almindelige definitioner af cheirotoneʹō siger Liddell og Scotts Greek-English Lexicon: „senere i almindelighed: udnævne, . . . udnævne til et embede i kirken.“ (Revideret udgave af H. Jones, Oxford 1968, s. 1986) Parkhursts Greek and English Lexicon to the New Testament (London 1845, s. 673) siger samstemmende: „Efterfulgt af akkusativ: at udnævne eller indsætte i et embede, dog uden stemmeafgivning eller afstemning.“ Det embede som disse kristne mænd blev udnævnt til at beklæde, var embedet som „ældste“, og det skete uden at nogen afgav deres stemme ved håndsoprækning.
Paulus skrev til Timoteus: „Lad de ældste som præsiderer på en god måde, blive anset for værdige til dobbelt ære, især dem som slider i det med tale og undervisning.“ (1Ti 5:17) Ud fra det efterfølgende vers (18) og ligeledes den forudgående vejledning om at vise enker ære ved at hjælpe dem materielt (v. 3-16) kan man slutte at denne ’dobbelte ære’ øjensynlig indbefattede materiel bistand.
Hvem er „de fireogtyve ældste“ på troner i himmelen?
I Åbenbaringens Bog forekommer ordet presbyʹteroi 12 gange og bruges om åndeskabninger. Deres omgivelser, klædedragt og handlinger fortæller hvem de er.
Apostelen Johannes fik et syn af Jehovas trone i himmelen, omgivet af 24 mindre troner hvorpå der sad 24 ældste klædt i hvide yderklæder og med guldkroner på hovedet. (Åb 4:1-4) I synets videre forløb så Johannes flere gange de 24 ældste falde ned og tilbede foran Jehovas trone og på forskellige måder deltage i de handlinger der udspilledes i synet. (Åb 4:9-11; 5:4-14; 7:9-17; 14:3; 19:4) Af særlig interesse er det at han hørte dem istemme proklamationen af Riget, hvor de gav udtryk for at Jehova havde taget sin store magt og var begyndt at herske som konge. — Åb 11:15-18.
I det gamle Israel repræsenterede „Israels ældste“ hele nationen og talte på hele nationens vegne. (2Mo 3:16; 19:7) På samme måde kan „ældste“ repræsentere hele det åndelige Israels menighed. De 24 ældste der sidder på troner rundt om Gud, kan derfor udmærket repræsentere det samlede antal salvede kristne som, når de har været trofaste til døden, får den lovede belønning, nemlig en himmelsk opstandelse og troner i nærheden af Jehovas trone. (Åb 3:21) Tallet 24 har også betydning, for det var det antal skifter kong David inddelte præsterne i da han organiserede dem til at tjene ved templet i Jerusalem. De salvede kristne skal være „et kongeligt præsteskab“. — 1Pe 2:9; 1Kr 24:1-19; Lu 1:5-23, 57-66; Åb 20:6; se TILSYNSMAND.