UZ
1. En søn af Aram og oldesøn af Noa gennem Sem. — 1Mo 10:22, 23; 1Kr 1:17.
2. Den førstefødte søn af Nakor og Milka; en nevø af Abraham. — 1Mo 22:20, 21.
3. En søn af Disjan og en efterkommer af horitten Se’ir. — 1Mo 36:20, 21, 28.
4. Jobs hjemland. (Job 1:1) Det var her Uz havde bosat sig, men om det var Arams søn Uz eller Nakors søn Uz, kan ikke siges med sikkerhed. (1Mo 10:22, 23; 22:20, 21) Landets nøjagtige beliggenhed kendes ikke, men det lå sandsynligvis i nærheden af Edom, hvilket gav mulighed for at Edom senere kunne udvide sit domæne til Uz, eller at nogle edomitter senere kunne bosætte sig „i landet Uz“, som det fremgår af Klagesangene 4:21. Jeremias skulle række Guds vredes bæger til „alle kongerne i landet Uz“, og i umiddelbar forbindelse hermed nævnes Filisterlandet, Edom, Moab og Ammon. (Jer 25:15, 17, 20, 21) Jobs hjemland kunne let angribes af sabæerne (fra syd) og kaldæerne (fra øst). (Job 1:15, 17) Når man sammenholder alle disse faktorer, ser det ud til at Uz lå øst for det forjættede land og i nærheden af Edom, et sted i det nordlige Arabien.