HUNGERSNØD

En tilstand af nød på grund af mangel på fødemidler eller, i åndelig forstand, på grund af hunger og tørst efter at høre Jehovas ord. (Am 8:11) Hungersnød er en af de plager der vil ramme det symbolske store Babylon. — Åb 18:8.

Årsager og følger. Blandt de almindelige årsager til hungersnød på Bibelens tid var tørke, ødelæggende haglvejr (2Mo 9:23-25), meldug, skadedyrsangreb, afsvidning af kornet samt krig. (Am 4:7-10; Hag 2:17) Især græshopper, der undertiden kom i kæmpemæssige sværme, anrettede store ødelæggelser på afgrøderne. (2Mo 10:15) I nogle tilfælde skyldtes hungersnøden ikke tørke, men regn på den forkerte årstid, for eksempel under hvede- eller byghøsten. — Jf. 3Mo 26:4; 1Sa 12:17, 18.

Forbigående sult er en naturlig fornemmelse, men vedvarende sult, som den der opleves ved en hungersnød, er både fysisk og mentalt skadelig. Følgen er tydelig sløvhed, apati og mental træghed. Ønsket om mad bliver altdominerende. (Jf. 2Mo 16:3.) Moralnormerne sænkes. (Jf. Es 8:21.) Længere tids hunger kan have en dehumaniserende virkning og føre til tyveri, mord og kannibalisme. Eftersom de hungerramtes fysiske tilstand svækkes, følger sygdomme og epidemier ofte i hungersnødens kølvand. — Jf. 5Mo 32:24.

Tilfælde af hungersnød i fortiden. Den første hungersnød historien beretter om, er den der tvang Abram (Abraham) til at forlade Kana’an for at bo som udlænding i Ægypten. (1Mo 12:10) På Isaks tid indtraf der igen en hungersnød, men Jehova befalede ham at han ikke skulle tage ned til Ægypten. (1Mo 26:1, 2) Den syv år lange hungersnød der kom over Ægypten mens Josef tjente som førsteminister og fødevareadministrator, strakte sig åbenbart langt uden for Ægyptens grænser, for „folk fra hele jorden [kom] til Ægypten for at købe hos Josef“. — 1Mo 41:54-57.

Mens enhver hentydning til israelitternes ophold i Ægypten omhyggeligt er undgået i de ægyptiske inskriptioner, er der gamle ægyptiske tekster som beretter om perioder hvor der var hungersnød fordi Nilen ikke gik tilstrækkeligt over sine bredder. En tekst fortæller at dette engang skete syv år i træk, og ifølge beretningen blev visse landområder skænket til præsteskabet da hungersnøden var forbi. Selv om dette dokument muligvis kan være „et præsteligt falskneri fra en senere periode, foretaget for at retfærdiggøre deres krav på territoriale rettigheder“, viser det i det mindste at der fandtes en overlevering om at der havde været syv magre år. — Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 31.

Før israelitterne gik ind i det forjættede land, forsikrede Jehova dem gennem Moses om at de ville få føde i overmål hvis de fortsat tjente ham trofast. (5Mo 28:11, 12) Var de derimod troløse, ville en af de forfærdelige følger være hungersnød. (5Mo 28:23, 38-42) I dommertiden fik en hungersnød No’omis mand, Elimelek fra Betlehem, til sammen med sin familie at tage ophold i Moab. (Rut 1:1, 2) På Davids tid lod Jehova en tre år lang hungersnød komme over Israel på grund af den blodskyld der hvilede på Sauls hus i forbindelse med gibeonitterne. (2Sa 21:1-6) Som svar på Elias’ bøn kom der tørke over det troløse Israel i tre og et halvt år, hvilket resulterede i en svær hungersnød. (Jak 5:17; 1Kg 17) Foruden de almindelige tilfælde af hungersnød på Elisas tid opstod der hungersnød som følge af aramæernes belejring af Samaria. Under denne hungersnød forekom der endog et tilfælde af kannibalisme. — 2Kg 4:38; 8:1; 6:24-29.

Selv om Guds profeter advarede om at frafald ville føre til død som følge af hungersnød, pest og sværd, foretrak de troløse judæere at lytte til deres falske profeter, som forsikrede dem om at sådanne ulykker ikke ville indtræffe. (Jer 14:11-18; Ez 5:12-17) Men det viste sig at Guds profeter talte sandt. Under babyloniernes belejring af Jerusalem (609-607 f.v.t.) opstod der en så streng hungersnød i byen at kvinder kogte og spiste deres egne børn. — Kl 4:1-10; 5:10; 2Kg 25:1-3; Jer 52:4-6; jf. 5Mo 28:51-53.

Gennem profeten Joel advarede Jehova Israel om en voldsom græshoppeplage der ville lægge landet øde og forårsage en streng hungersnød før „Jehovas dag“ kom. — Joel 1.

Århundreder senere forudsagde Jesus at tilfælde af hungersnød ville være blandt de begivenheder der skulle kendetegne afslutningen på „tingenes ordning“. (Mt 24:3, 7; jf. Åb 6:5, 6.) Som forudsagt af den kristne profet Agabus indtraf der en stor hungersnød i kejser Claudius’ tid (41-54 e.v.t.). (Apg 11:28) Nogle få år tidligere, i år 42, var der indtruffet en svær hungersnød i Ægypten, hvor der boede mange jøder. Og da de romerske hære under Titus belejrede Jerusalem og ødelagde byen i år 70, kom der „stor nød“ over Judæa og Jerusalem. (Lu 21:23) Josefus beretter om den frygtelige hungersnød der var i byen. Folk spiste læder, plantestængler og hø, og en moder stegte og fortærede endog sin egen søn. (Den jødiske krig, 6. bog, 3. kap., 3. og 4. afsnit) Da Jesus forudsagde sådanne tilfælde af hungersnød, lod han forstå at han ikke blot tænkte på de begivenheder der gik forud for Jerusalems ødelæggelse, men også på det der ville ske ved afslutningen på denne tingenes ordning. — Lu 21:11, 31; jf. Åb 6:5, 6.

Frihed for hungersnød. Jesus forsikrede at Gud ville besvare sine trofaste tjeneres bøn om det daglige brød og sørge for dem der lod hans rige komme i første række. (Mt 6:11, 33; jf. Sl 33:19; 37:19, 25.) Han viste dog også at hans tjenere på grund af modstand og forfølgelse nu og da kunne komme til at sulte. (Mt 25:35, 37, 40) Apostelen Paulus fortæller at han ofte led både sult og tørst mens han udførte sin tjeneste under vanskelige forhold. (1Kor 4:11-13; 2Kor 11:27; Flp 4:12) Men han var overbevist om at bogstavelig sult aldrig ville kunne skille Guds trofaste tjenere fra den styrkende kraft der ligger i Guds kærlighed. — Ro 8:35, 38, 39; jf. modsætningen i Lu 6:25.

De der hungrer og tørster efter retfærdighed og sandhed, vil altid blive åndeligt mættet. (Mt 5:6; Joh 6:35) Dette gælder også dem der hører til ’den store skare’ som har håb om at overleve „den store trængsel“, og om hvem det siges at de ’ikke skal sulte mere eller tørste mere’. (Åb 7:9, 13-17) Under Guds riges herredømme vil der desuden findes en overflod af bogstavelig føde, så hele menneskehedens bogstavelige sult vil blive stillet. — Sl 72:16; Es 25:6.