AMON

(Aʹmon).

[1-3: pålidelig; trofast; (lang)varig]

1. En byøverste i byen Samaria mens Akab var konge over Israel (ca. 940-920 f.v.t.). Han skulle tage sig af profeten Mikaja mens Akab kæmpede mod Ramot-Gilead. — 1Kg 22:10, 26; 2Kr 18:25.

2. Konge af Juda (661-660 f.v.t.), søn af den gudløse kong Manasse. Han begyndte at herske som 22-årig og hengav sig til den samme afgudsdyrkelse som hans fader havde gjort i sine første år. De dårlige tilstande der beskrives i Zefanias 1:4 og 3:2-4, var uden tvivl under udvikling på hans tid. Da han havde hersket i to år, blev han myrdet af sine tjenere. „Landets folk [‛am ha’aʹræts]“ slog de sammensvorne ihjel, satte hans søn Josias på tronen og begravede Amon i „Uzzas have“. (2Kg 21:19-26; 2Kr 33:20-25) Hans navn forekommer i Jesu slægtsregister. — Mt 1:10.

3. Familieoverhoved for nogle hjemvendte landflygtige af „Salomons tjeneres sønner“. (Ne 7:57-59) Han omtales som Ami i Ezra 2:57.

4. En lokal gud i Theben eller No-Amon der under navnet Amon-Re (eller Amon-Ra) hævede sig op til stillingen som „gudernes konge“, og hvis ypperstepræst blev overhoved for alle ægyptiske præsteskaber. Amon fremstilles i almindelighed som en mand der bærer en krone med to høje, parallelle fjer. Ligesom mange andre ægyptiske guddomme fremstilles han ofte med hankekorset, „livets tegn“, i hånden. Amon, hans hustru Mut og hans adoptivsøn Khons udgjorde den thebanske gudetrehed.

En stor del af Ægyptens krigsbytte endte i Amons skatkamre, og hans præster opnåede stor magt og rigdom. I sit værk A History of Egypt (1902, bd. V, s. 205-217) antyder E. A. W. Budge at præsterne i virkeligheden kan have tilskyndet til krigsførelse for egen fordels skyld. Efterhånden opnåede Amons ypperstepræster, hvis embede gik i arv fra fader til søn, større magt end selv faraonerne. En af dem, Hrihor, efterfulgte den sidste farao af Ramsesdynastiet på tronen. I J. H. Breasteds History of Egypt siges der under Hrihor (Herihor): „Alt hvad ypperstepræsten ønskede at gennemføre, kunne han til enhver tid få sanktioneret af gudens [Amons] særlige orakel, og takket være forud trufne forholdsregler gav kultbilledet, som ypperstepræsten forelagde sine ønsker, altid et gunstigt svar. . . . Ved præstelig svindel, der om nødvendigt lod fuldstændig hånt om lov og retfærdighed, var ypperstepræsten således i stand til at iklæde alt hvad han ønskede at gennemføre, guddommelig godkendelse.“ — 1937, s. 523.

Theben og dens gud Amon kom også ud for en række nederlag. To af disse nævnes i Bibelen. I det 7. århundrede f.v.t. blev Theben jævnet med jorden og berøvet alle sine rigdomme af assyrerne under Assurbanipal. Profeten Nahum omtaler denne begivenhed for at anskueliggøre den kommende ødelæggelse af Nineve. (Na 3:8) Theben rejste sig atter efter det slag Assyrien havde tilføjet den, og opnåede på ny en vis velstand, som dog skulle vise sig at være kortvarig. Jeremias forkyndte at Jehova ville straffe Ægypten og dets guder, deriblandt Theben og dens gud Amon. Ægypten skulle gives i Nebukadnezars hånd, og det ville bringe skam over landet og dets guder, især over Amon fra No (Theben). — Jer 46:25, 26; se også NO, NO-AMON.