DØDEN

Alle livsfunktioners ophør og derfor det modsatte af liv. (5Mo 30:15, 19) I Bibelen bruges på grundsprogene de samme ord for „død“ og „at dø“ om mennesker, dyr og planter. (Præ 3:19; 9:5; Joh 12:24; Jud 12; Åb 16:3) For menneskers og dyrs vedkommende er de livsbevarende funktioner ifølge Bibelen knyttet til blodet, idet der siges at „kødets sjæl er i blodet“. (3Mo 17:11, 14; 1Mo 4:8-11; 9:3, 4) Om både mennesker og dyr siges det at de ’udånder’, det vil sige at de ikke har ’livets ånde’ (hebr.: nisjmathʹ chajjīmʹ) i deres næsebor mere. (1Mo 7:21, 22; jf. 2:7.) Bibelen viser desuden at mennesker og dyr dør når livets ånd eller virksomme kraft (hebr.: ruʹach chajjīmʹ) har forladt legemet. — 1Mo 6:17, fdn.; 7:15, 22; Præ 3:19; se ÅND.

Hvad er døden, bibelsk set?

Det er interessant at sammenligne Bibelens fremstilling af døden med hvad videnskaben véd om dødsprocessen. Når for eksempel hjertet hos et menneske holder op med at slå, bringer blodet ikke mere næring og ilt (som åndedrættet sørger for) ud til legemets milliarder af celler. Men, som der gøres opmærksom på i The World Book Encyclopedia (1987, bd. 5, s. 52b): „Når hjertet og lungerne er holdt op med at fungere, kan personen siges at være klinisk død, men den biologiske død behøver endnu ikke at være indtruffet. Legemets enkelte celler fortsætter med at leve i flere minutter. Personen kan genoplives hvis hjerte- og lungeaktiviteten kommer i gang igen så cellerne får den ilt de behøver. Efter omkring tre minutter begynder hjernecellerne — som er de mest ømfindtlige over for mangelen på ilt — at dø. Kort efter dette er personen død og kan ikke mere genoplives. Lidt efter lidt begynder de øvrige legemsceller også at dø. De sidste der går til grunde, er knogle-, hår- og hudceller, der kan vokse videre i flere timer.“ Skønt åndedrættet og blodet altså er af største betydning for bevarelsen af den virksomme livskraft (ruʹach chajjīmʹ) i legemets celler, er det også klart at dødens indtræden i bibelsk forstand ikke udelukkende skyldes åndedrættets ophør eller at hjertet holder op med at slå, men at livskraften, livets „ånd“, forsvinder fra legemets celler. — Sl 104:29; 146:4; Præ 8:8.

Hvorfor menneskene dør. Den første omtale af døden forekommer i 1 Mosebog 2:16, 17 i Guds befaling til det første menneske om ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt, idet overtrædelse af denne befaling ville medføre døden. (Se NV, fdn.) Men det ser ud til at døden allerede fandtes som en naturlig proces i dyreverdenen, for dyrene nævnes slet ikke i den bibelske beretning om dødens indtræden blandt menneskene. (Jf. 2Pe 2:12.) Guds jordiske søn, Adam, kunne derfor til fulde forstå alvoren i Guds advarsel om dødsstraf for ulydighed. Og da han var ulydig mod sin Skaber, bragte det døden over ham. (1Mo 3:19; Jak 1:14, 15) Derefter bredte synden og dermed døden sig til alle mennesker. — Ro 5:12; 6:23.

Visse skriftsteder anføres undertiden til støtte for det synspunkt at døden var tænkt som et naturligt endeligt for menneskene, ligesom for dyrene; for eksempel henvises der til Salme 90:10 om at menneskets levetid er ’halvfjerds-firs år’, og til apostelens udtalelse om at „det er forbeholdt menneskene at dø én gang for alle, og derefter dom“. (He 9:27) Alle sådanne skriftsteder blev imidlertid skrevet efter at døden havde vundet indpas blandt menneskene, og de gælder syndige, ufuldkomne mennesker. De overordentlig høje levealdre menneskene opnåede før Vandfloden, må tages som et vidnesbyrd om at menneskelegemet besidder en forbløffende livskraft, som overgår den man finder hos noget dyr selv under de mest ideelle forhold. (1Mo 5:1-31) Som allerede vist, forbinder Bibelen umiskendeligt dødens indtræden blandt menneskene med Adams synd.

Menneskene som et hele, der blev skilt fra Gud på grund af synden, siges at være i „trældom under fordærv“. (Ro 8:21) Denne trældom skyldes at synden virker i deres legeme og frembringer sin fordærvende frugt, og alle som ikke er lydige mod Gud, er underlagt syndens herredømme som dens trælle „med død til følge“. (Ro 6:12, 16, 19-21) Satan siges at have „magt til at forårsage død“. (He 2:14, 15) Han kaldes „en manddraber“ (Joh 8:44), ikke nødvendigvis fordi han direkte dræber nogen, men fordi han bedrager og forleder til synd, forfører og tilskynder til overtrædelse som leder til fordærv og død (2Kor 11:3), og desuden fremkalder morderiske tanker i menneskers sind og hjerte. (Joh 8:40-44, 59; 13:2; jf. Jak 3:14-16; 4:1, 2.) Døden fremstilles derfor ikke som menneskets ven, men som dets fjende. (1Kor 15:26) I almindelighed er det kun mennesker med ekstreme eller ulidelige smerter der ønsker sig døden. — Job 3:21, 22; 7:15; Åb 9:6.

De dødes tilstand. Bibelen forklarer at ’de døde slet ingenting ved’, og at dødstilstanden kendetegnes af fuldstændig uvirksomhed. (Præ 9:5, 10; Sl 146:4) Når man dør, lægges man i „dødens støv“ (Sl 22:15); man samles hos „de livløse“. (Ord 2:18; Es 26:14) I døden er der ingen som nævner eller lovsynger Gud. (Sl 6:5; Es 38:18, 19) I både De Hebraiske og De Græske Skrifter sammenlignes døden med en søvn — en passende sammenligning, ikke alene på grund af de dødes ubevidste tilstand, men også på grund af håbet om en opvågnen derfra, nemlig ved opstandelsen. (Sl 13:3; Joh 11:11-14) Den opstandne Jesus omtales som „førstegrøden af dem der er sovet ind i døden“. — 1Kor 15:20, 21; se HADES; SHEOL.

Mens de gamle ægyptere og andre hedenske folk, og især de græske filosoffer, havde en stærk tro på menneskesjælens udødelighed, taler både De Hebraiske og De Kristne Græske Skrifter om at sjælen (hebr.: næʹfæsj; gr.: psychēʹ) dør (Dom 16:30; Ez 18:4, 20; Åb 16:3), at den må udfries fra døden (Jos 2:13; Sl 33:19; 56:13; 116:8; Jak 5:20), og at den, som i den messianske profeti om Jesus Kristus, ’udtømmes til døden’. (Es 53:12; jf. Mt 26:38.) Profeten Ezekiel fordømte dem der billigede at man ’bragte død over sjæle der ikke burde dø, og bevarede sjæle i live der ikke burde leve’. — Ez 13:19; se SJÆL.

The Interpreter’s Bible (bd. II, s. 1015) siger således i en kommentar til 1 Samuel 25:29: „Forestillingen om at mennesket består af legeme og sjæl der adskilles ved døden, er ikke hebraisk, men græsk.“ (Redigeret af G. Buttrick, 1953) Og Edmond Jacob, professor i Det Gamle Testamente ved universitetet i Strasbourg, påpeger at eftersom menneskets liv i De Hebraiske Skrifter er nært forbundet med sjælen (hebr.: næʹfæsj), „er det naturligt at døden undertiden fremstilles som om næfæsj går bort (1 Mos. 35:18; 1 Kong. 17:21; Jer. 15:9; Jon. 4:3). At næfæsj ’går bort’, må betragtes som et billedligt udtryk, for den fortsætter ikke med at eksistere uafhængigt af legemet, men dør sammen med det (4 Mos. 31:19; Dom. 16:30; Ez. 13:19). Intet sted i Bibelen giver os ret til at tale om at ’sjælen’ adskilles fra legemet i dødsøjeblikket.“ — The Interpreter’s Dictionary of the Bible, redigeret af G. Buttrick, 1962, bd. 1, s. 802.

Udfrielse fra dødens fordømmelse. I Salme 68:20 siges der: „Jehova, den suveræne Herre, er den der har udveje fra døden.“ Ved at ofre sit liv som menneske blev Kristus Jesus Guds „hovedformidler“ af liv og frelse for menneskene (Apg 3:15; He 2:10), og ved ham er dødens afskaffelse sikret. (2Ti 1:10) Ved sin død ’smagte Jesus døden for ethvert menneske’ og tilvejebragte „en tilsvarende løsesum for alle“. (He 2:9; 1Ti 2:6) Ved Jesu ’ene retfærdiggørelseshandling’ blev det muligt at ophæve den fordømmelse til død som synden medførte, så mennesker af alle slags kunne „erklæres retfærdige til liv“. (Ro 5:15, 16, 18, 19; He 9:27, 28; se ERKLÆRE RETFÆRDIG; LØSESUM, LØSKØBELSE.) Om Jesu sande disciple kunne det derfor siges at de var „gået over fra døden til livet“. (Joh 5:24) Men de der ikke adlyder Sønnen og ikke viser kærlighed, „forbliver i døden“ og under Guds fordømmelse. (1Jo 3:14; Joh 3:36) De der ønsker at blive fri for fordømmelse og frigjort fra „syndens og dødens lov“, må lade sig lede af Guds ånd og bære dens frugter; for „at holde sindet rettet mod kødet betyder nemlig død“. — Ro 8:1-6; Kol 1:21-23.

Jesus sammenlignede sin offervej, der endte med hans død og opstandelse, med en dåb. (Mr 10:38, 39; Lu 12:50; jf. Ef 4:9, 10.) Apostelen Paulus viste at Jesu salvede disciple måtte gennemgå en tilsvarende dåb til døden, hvorefter de ville blive oprejst til himmelsk herlighed. (Ro 6:3-5; Flp 3:10, 11) Da Paulus gav udtryk for sit inderlige ønske om at gå ind til livet i himmelen, viste han at det ikke var døden som sådan de åndsavlede kristne higede efter, heller ikke at ligge „nøgne“ i døden, men at „iføre“ sig et himmelsk legeme for at ’få deres hjem hos Herren’. (2Kor 5:1-8; jf. 2Pe 1:13-15.) I mellemtiden er døden „virksom“ i dem mens de gennem deres tjeneste bringer et livets budskab til dem de betjener. — 2Kor 4:10-14; Ord 18:21; se DÅB (Dåb til Kristus Jesus og til hans død).

Blandt dem der har gavn af denne tjeneste, er den store skare som har udsigt til at overleve den store trængsel og opnå evigt liv på en paradisisk jord. På grund af deres tro på Jesu offer som sonemiddel opnår de også at stå rene over for Gud. — 1Jo 2:2; Åb 7:9, 14.

Jesus siger om sig selv at han har „dødens og Hades’ nøgler“ (Åb 1:18), og han bruger dem til at udfri de mennesker der holdes fangne af døden. (Joh 5:28, 29; Åb 20:13) Den omstændighed at Jehova Gud udfriede Jesus fra Hades, tjener som en ’garanti for alle’ for at der vil komme en fremtidig dommens eller regnskabets dag, og giver sikkerhed for at de der befinder sig i Hades, vil få en opstandelse. (Apg 17:31; 1Kor 15:20, 21) Om dem der arver Guds rige og opnår udødelighed, siges der at de ved deres opstandelse sejrer over døden, hvorved dens „brod“ gøres virkningsløs. — 1Kor 15:50, 54-56; jf. Ho 13:14; Åb 20:6.

Dødens afskaffelse. I Esajas 25:8 loves der profetisk at Gud vil „opsluge døden for bestandig“ og „tørre tårerne af alle ansigter“. Den brod der fremkalder død, er synden (1Kor 15:56), og for alle som er underlagt synden og den dermed følgende ufuldkommenhed, gælder det at døden virker i deres legeme. (Ro 7:13, 23, 24) Afskaffelse af døden forudsætter derfor afskaffelse af det der forårsager død — nemlig synd. Når den sidste rest af synden er fjernet fra den lydige menneskehed, vil dødens herredømme være afskaffet og døden selv være udslettet, og dette vil ske under Kristi regering. (1Kor 15:24-26) Da vil døden som Adams overtrædelse bragte over menneskeheden, „ikke være mere“. (Ro 5:12; Åb 21:3, 4) Dens udslettelse skildres billedligt ved at den kastes i en ildsø. — Åb 20:14; se ILDSØEN.

Den anden død. Om „ildsøen“, som døden, Hades, „vilddyret“ og „den falske profet“, Satan, hans dæmoner og de uforbederligt onde mennesker på jorden kastes i, siges der at den er „den anden død“. (Åb 20:10, 14, 15; 21:8; Mt 25:41) Til at begynde med var døden en følge af Adams overtrædelse og blev fra ham givet videre til alle mennesker; derfor må „den anden død“ være forskellig fra denne nedarvede død. Det fremgår af de ovenanførte skriftsteder at en udfrielse fra „den anden død“ ikke er mulig. De der er gået i „den anden død“, befinder sig i en situation der svarer til det udfald der advares imod i sådanne skriftsteder som Hebræerne 6:4-8; 10:26, 27 og Mattæus 12:32. De der opnår „livets krone“, og som har del i „den første opstandelse“, kan derimod ikke skades af den anden død. (Åb 2:10, 11) De skal nemlig regere sammen med Kristus og opnår udødelighed og uforgængelighed; den anden død har derfor ingen „myndighed“ over dem. — 1Kor 15:50-54; Åb 20:6; jf. Joh 8:51.

Brugt billedligt. Døden fremstilles personificeret som en „konge“ der har hersket over menneskene fra Adams tid, ligesom synden. (Ro 5:14; 6:12) De der er underlagt syndens og dødens herredømme, siges derfor at være underlagt deres „lov“. (Ro 8:2) Med Kristi komme og den genløsning han tilvejebragte, begyndte den ufortjente godhed at udøve et overordnet kongedømme over dem der tog imod Guds gave, og dette ville til sin tid føre til evigt liv. — Ro 5:15-17, 21.

Selv om mennesker der ikke ænser Guds hensigter, måske søger at slutte deres egen pagt med døden, vil det slå fejl. (Es 28:15, 18) Den rytter der kommer ridende i krigens og hungersnødens kølvand, skildrer at døden vil ramme jordens beboere i massevis. — Åb 6:8; jf. Jer 9:21, 22.

Om dem der er åndeligt syge eller nødstedte, siges der at de „kom dødens porte nær“ (Sl 107:17-20; se også Job 38:17; Sl 9:13), og de der går ind gennem disse „porte“, træder billedligt ind i „huset hvor alt levende mødes“ (Job 30:23; jf. 2Sa 12:21-23), ind i „dødens inderste kamre“ (Ord 7:27), et sted der er så rummeligt at det aldrig mættes. (Hab 2:5) De der går ned i Sheol, sammenlignes med får som døden er hyrde for. — Sl 49:14.

„Dødens veer“. I Apostelgerninger 2:24 siger Peter at Gud oprejste Jesus „ved at løse dødens veer, da det ikke var muligt at han stadig kunne fastholdes af den“. Det græske ord der her er oversat med „veer“ (ōdinʹ), bruges andetsteds om fødselsveer (1Ts 5:3), men kan også betyde pine, nød, vånde, eller smerte i almindelighed. (Mt 24:8) Desuden blev det brugt af oversætterne af den græske Septuaginta til gengivelse af det hebraiske ord chæʹvæl i skriftsteder hvor den åbenbare betydning er „reb“. (2Sa 22:6; Sl 18:4, 5) Et beslægtet hebraisk ord betyder „fødselsveer“, hvilket har ført nogle bibelkommentatorer og ordbogsforfattere ind på den tanke at det græske ord der blev brugt af Lukas i Apostelgerninger 2:24 (ōdinʹ), også havde denne dobbelte betydning, i hvert fald på det græske sprog der taltes af apostlene, og som blev brugt i den hellenistiske tid. Nogle bibeloversættelser gengiver derfor udtrykket i dette vers med „dødens bånd“. (Rø, fdn.; NC [spansk]; Segond, Ostervald [franske]) I mange skriftsteder fremstilles døden billedligt som udrustet med snarer (Ord 13:14; 14:27) og reb hvormed den vil indfange og trække den forfulgte ned til „Sheols trængsler“. (Sl 116:3) Selv om andre skriftsteder viser at der ikke findes nogen bevidsthed i døden, og Jesus tydeligvis ikke led nogen bogstavelig pine mens han var død, fremstilles døden ikke desto mindre som en bitter og kvalfuld oplevelse (1Sa 15:32; Sl 55:4; Præ 7:26), ikke alene på grund af den smerte der almindeligvis går forud for den (Sl 73:4, 5), men også på grund af at al virksomhed og frihed berøves én ved dens lammende greb. Det kan derfor være i denne betydning at Jesu opstandelse ’løste’ ham fra „dødens veer“, idet han blev udfriet af dens kvalfulde greb.

En forandring i den åndelige tilstand. Dødstilstanden bruges som billede på den åndeligt døde tilstand som verden i almindelighed befinder sig i. Jesus talte således om at ’lade de døde begrave deres døde’, og apostelen Paulus beskrev den kvinde der lever for sanselig tilfredsstillelse, som „død skønt hun lever“. (Lu 9:60; 1Ti 5:6; Ef 2:1) Og ligesom den fysiske død løser én fra alle gældsforpligtelser og andre forpligtelser som man har været bundet af indtil dødsøjeblikket (Ro 6:7), således sammenlignes dét at den kristne frigøres fra synden (Ro 6:2, 11) og fra Moselovens fordømmelse (Ro 7:2-6), også med en død, idet vedkommende ’dør’ i forhold til sin tidligere situation og sine tidligere forpligtelser. Den der billedligt talt er død på denne måde, lever naturligvis stadig i fysisk henseende og er nu fri til at følge Kristus som træl for retfærdigheden. — Ro 6:18-20; Ga 5:1.

Det at døden bruges billedligt om en forandring i et menneskes tilstand eller forhold, kaster lys over visse profetiske syner. I Ezekiels Bog sammenlignes Guds folk, der befandt sig i landflygtighed i Babylon, for eksempel med tørre knogler, altså med mennesker som var døde og begravede. (Ez 37:1-12) De skulle „blive levende“ igen og bosætte sig endnu en gang på deres egen jord. (Ez 37:13, 14) Samme billede bruges i Åbenbaringen 11:3, 7-12 og i Lukas 16:19-31.