SPROG
Ethvert system af lyde, gestus eller tegn hvormed man udtrykker eller udveksler tanker og følelser. I almindelighed dog et sæt ord og måden at kombinere dem på sådan at det forstås af en gruppe mennesker som tilhører samme folk. Det hebraiske og det græske ord for „tunge“ betyder også „sprog“. (Jer 5:15, fdn.; Apg 2:11, Int) Det hebraiske ord for „læbe“ bruges i samme betydning. — 1Mo 11:1, fdn.
Sproget er naturligvis nært forbundet med sindet, tankevirksomheden, der betjener sig af taleorganerne — struben, tungen, læberne og tænderne. (Se TUNGE.) I Encyclopædia Britannica (1959-udgaven) siges der således: „Tanker og ord er nært forbundet. Hvis tankerne skal være klare, må de støtte sig til navne [navneord] og deres forskellige indbyrdes tankeforbindelser. . . . Skønt visse mindre forbehold er berettigede, er der et overvældende antal beviser som bekræfter ovennævnte påstand: ingen ord, ingen tanker.“ (Bd. 5, s. 740) Ordene er det væsentligste middel hvormed mennesket modtager, oplagrer, bruger og videregiver information.
Oprindelse. Det første menneske, Adam, blev skabt med et ordforråd og med evnen til at danne nye ord og dermed udvide sit ordforråd. Uden dette gudgivne ordforråd ville det nyskabte menneske lige så lidt som de fornuftløse dyr kunne opfatte og forstå mundtlige instruktioner fra Skaberen. (1Mo 1:27-30; 2:16-20; jf. 2Pe 2:12; Jud 10.) Selv om det fornuftbegavede menneske er den eneste skabning på jorden der virkelig kan tale, var det altså ikke mennesket selv der opfandt sproget, men den alvise Skaber, Jehova Gud. — Jf. 2Mo 4:11, 12.
Den kendte leksikograf Ludwig Koehler har skrevet følgende om sprogets oprindelse: „Man har især før i tiden gjort sig mange spekulationer om hvordan menneskets sprog ’blev til’. Mange skribenter har prøvet at udforske ’dyrenes sprog’. For dyrene er også i stand til ved hjælp af lyde og lydgrupper at give udtryk for deres følelser og sanseindtryk, som for eksempel tilfredshed, frygt, ophidselse, vrede, seksuelt begær og tilfredshed når dette opfyldes, og måske mange andre ting. Men selv om disse måder [dyrene har] at udtrykke sig på, er mangfoldige, . . . mangler de idé og tanke, den menneskelige tales vigtigste område.“ Efter at have vist hvordan man kan udforske den menneskelige tales fysiologiske side, fortsætter Koehler: „Men hvad der egentlig sker når man taler, hvordan erkendelsens gnist sætter ånden i brand hos barnet, eller hos hele menneskeslægten, for at blive det talte ord, overstiger vor fatteevne. Menneskets tale er en gåde; den er en Guds gave, et mirakel.“ — Journal of Semitic Studies, Manchester 1956, s. 11.
Der har eksisteret sprog i umindelige tider før mennesket viste sig på den universelle skueplads. Jehova Gud kommunikerede med sin førstefødte søn i himmelen, og øjensynlig gennem ham med sine øvrige sønner på det åndelige plan. Derfor blev denne førstefødte søn kaldt „Ordet“. (Joh 1:1; Kol 1:15, 16; Åb 3:14) Apostelen Paulus blev inspireret til at skrive om „menneskers og engles tungemål“. (1Kor 13:1) Jehova Gud taler til englene på deres „tungemål“, og de „udfører hans ord“. (Sl 103:20) Eftersom han og hans åndesønner ikke behøver en atmosfære (til at viderebringe lyd i form af bølger og svingninger, som er en forudsætning for menneskets tale), er englenes sprog tydeligt nok af en art som mennesket ikke kan opfatte eller lære. Englene måtte derfor benytte menneskenes sprog når de af Gud blev udsendt for at tale med dem. Budskaber som er blevet overbragt af engle, er blevet nedskrevet på hebraisk (1Mo 22:15-18), aramaisk (Da 7:23-27) og græsk (Åb 11:15).
Hvordan er der opstået så mange forskellige sprog?
Ifølge sprogakademierne tales der i dag omkring 3000 sprog i verden. Nogle af disse sprog tales af millioner af mennesker, mens andre kun tales af nogle få hundrede. Selv om det stort set er de samme tanker der udtrykkes og formidles, kan de udtrykkes på mange måder. Bibelens historiske beretning er den eneste som fortæller hvordan denne mærkelige mangfoldighed af sprog opstod.
Helt frem til et tidspunkt efter den jordomspændende vandflod havde hele menneskeheden „ét sprog [ordr.: „én læbe“] og ét sæt ord“. (1Mo 11:1) Bibelen antyder at dette ene oprindelige sprog var det der siden fik navnet hebraisk. (Se HEBRAISK.) Som det fremgår af det følgende, betyder det dog ikke at alle andre sprog stammer fra og er beslægtede med hebraisk, men blot at hebraisk eksisterede før de andre sprog.
Beretningen i Første Mosebog beskriver hvordan en del af menneskeslægten efter Vandfloden gik sammen om et projekt der var i modstrid med Guds vilje, som var blevet udtrykt over for Noa og hans sønner. (1Mo 9:1) I stedet for at spredes og ’fylde jorden’ ønskede de at centralisere menneskesamfundet. De slog sig ned på et sted der blev kendt som Sinears sletter i Mesopotamien. Dette sted skulle åbenbart også være et religiøst centrum med et tårn der skulle bruges til religiøse formål. — 1Mo 11:2-4.
Den almægtige Gud krydsede imidlertid deres overmodige planer idet han satte en stopper for deres enhed ved at forvirre deres fælles sprog. Dette umuliggjorde ethvert samarbejde og førte til at de blev spredt til alle jordens egne. Forvirringen af menneskenes sprog ville også hindre eller bremse senere fremskridt i en forkert retning, en retning som gik imod Guds hensigt, eftersom den gjorde det sværere for menneskene at samle deres kræfter og åndsevner om dristige forehavender og at udnytte den viden der efterhånden ville blive opsamlet inden for de forskellige sproggrupper — ikke viden fra Gud, men viden opnået gennem menneskelig forskning og erfaring. (Jf. Præ 7:29; 5Mo 32:5.) Samtidig med at sprogforvirringen blev en alvorligt splittende faktor i menneskesamfundet, blev den derfor også en gavnlig faktor idet den forsinkede en farlig eller skadelig udvikling. (1Mo 11:5-9; jf. Es 8:9, 10.) Man behøver blot at tænke på nogle af de „fremskridt“ der er nået i vor egen tid som følge af menneskets tilegnede viden og dets misbrug heraf, for at forstå hvilken udvikling Gud for længe siden forudså ville finde sted hvis bestræbelserne i Babel ikke blev bremset i tide.
Filologien, den videnskab der beskæftiger sig med et historisk sammenlignende studium af sprogene, inddeler almindeligvis sprogene i familier. I de fleste tilfælde har man ikke kunnet identificere de forskellige sprogfamiliers modersprog; og man har langt mindre fundet tegn på at de tusinder af sprog der nu tales, alle skulle stamme fra ét oprindeligt tungemål. Bibelens beretning siger ikke at alle sprogene har udviklet sig fra hebraisk. I den fortegnelse der almindeligvis kaldes Folkeslagenes Stamtavle (1Mo 10), nævnes Noas sønners (Sems, Kams og Jafets) efterkommere, og hver gruppe er registreret „efter deres slægter, efter deres tungemål, i deres lande, ifølge deres nationer“. (1Mo 10:5, 20, 31, 32) Det ser derfor ud til at Jehova Gud, da han på mirakuløs vis forvirrede menneskenes sprog, ikke lod dem tale forskellige hebraiske dialekter, men gav dem helt nye sprog, der hver især var i stand til i fuldt omfang at udtrykke menneskers følelser og tanker.
Da Gud havde forvirret tårnbyggernes sprog, havde de derfor ikke alene mistet deres ’ene sæt ord’ (1Mo 11:1), det fælles ordforråd, men også den fælles grammatik, den samme måde at føje ordene sammen på. Professor S. R. Driver siger: „Imidlertid beror sprogenes forskellighed ikke kun på grammatik og rodord, men også . . . på den måde hvorpå ideen opbygges i sætningen. De forskellige racer tænker ikke på samme måde; og derfor er sætningsformerne forskellige på de forskellige sprog.“ (A Dictionary of the Bible, redigeret af J. Hastings, 1905, bd. IV, s. 791) Forskellige sprog kræver forskellige tankemønstre, hvilket gør det svært at lære et nyt sprog da man må lære at tænke på det nye sprog. (Jf. 1Kor 14:10, 11.) Af samme grund vil en ordret oversættelse af noget der er sagt eller skrevet på et fremmed sprog, ofte synes ulogisk og måske ganske uforståelig. Det ser derfor ud til at Jehova ved sprogforvirringen først slettede tårnbyggernes fælles sprog af deres hukommelse og derefter ikke blot nedlagde et nyt ordforråd i deres sind, men også ændrede deres tankemønstre og derved fremkaldte en ny grammatik for de enkelte sprog. — Jf. Es 33:19; Ez 3:4-6.
Nogle sprog, som for eksempel kinesisk, er således monosyllabiske, det vil sige opbygget af enstavelsesord, mens ordforrådet i andre sprog, for eksempel tyrkisk, er opbygget ved agglutination, det vil sige ved at flere led hægtes på en uforanderlig rod. De flekterende sprog, hvortil dansk hører, viser ordenes indbyrdes forhold ved hjælp af bøjningsendelser som knyttes til ordstammen. Der er mange andre forskelle, og hver af dem kræver en tilpasning i måden at tænke på, hvilket ofte stiller store krav til den der forsøger at lære et nyt sprog.
De oprindelige sprog der blev dannet ved Guds indgriben ved Babel, splittedes med tiden op i forskellige dialekter, og dialekterne udviklede sig i mange tilfælde til selvstændige sprog, hvis forbindelse til søsterdialekterne eller til modersproget undertiden blev næsten udvisket. Selv Sems efterkommere, der øjensynlig ikke var med ved Babel, begyndte senere at tale andre sprog foruden hebraisk, nemlig aramaisk, akkadisk og arabisk. Historisk set er der mange faktorer der har spillet ind i forbindelse med sprogenes forandring: adskillelse på grund af afstande eller geografiske forhindringer, krige og erobringer, svigtende kommunikation og indvandring af folkeslag der talte andre sprog. Sådanne faktorer har været medvirkende til at større sprog er blevet brudt op i mindre, at nogle sprog delvis er smeltet sammen med andre, og at andre sprog helt er forsvundet, fortrængt af det sprog en sejrrig erobrer har bragt med sig.
Denne beskrivelse stemmer med sprogforskernes resultater. The New Encyclopædia Britannica siger: „De tidligste vidnesbyrd om et skriftsprog, de eneste lingvistiske oldsager man kan gøre sig håb om at finde, går ikke mere end omkring 4-5000 år tilbage.“ (1985, bd. 22, s. 567) I en artikel i Science Illustrated for juli 1948 (s. 63) hed det: „Ældre former af de sprog vi kender i dag, var langt vanskeligere end de nuværende, . . . mennesket synes ikke at være begyndt med et ukompliceret sprog for efterhånden at gøre det mere og mere indviklet, men snarere at have fået fat på et uhyre kompliceret sprog engang i den ukendte fortid for så gradvis at simplificere det til dets moderne former.“ Sprogforskeren dr. Mason peger på at „forestillingen om at ’de vilde’ taler ved at udstøde en række gryntelyde og ikke kan give udtryk for mange ’civiliserede’ opfattelser, er meget forkert“, og at „mange af de sprog som tales af uoplyste folkeslag, er langt mere komplicerede end nutidens europæiske sprog“. (Science News Letter, 3. september 1955, s. 148) De foreliggende vidnesbyrd går således imod den tanke at oldtidens sprog eller evnen til at tale skulle være opstået ved en evolution.
En ekspert i orientalske sprog, sir Henry Rawlinson, har udtalt følgende om det sted hvorfra oldtidens sprog spredtes: „Hvis vi udelukkende skulle gå efter det punkt hvor sprogvejene skærer hinanden, uden at rådføre os med den bibelske beretning, måtte vi dog stadig sætte fingeren på Sinears sletter som det sted hvorfra alle linjerne er udgået.“ — The Journal of the Royal Asiatic Society of Great Britain and Ireland, London 1855, bd. 15, s. 232.
Nogle af de vigtigste sprogfamilier som sprogforskerne i dag regner med, er indoeuropæisk, sino-tibetansk, afro-asiatisk, japansk, koreansk, dravidisk, malajisk-polynesisk og de afrikanske sprog. Der findes imidlertid mange sprog man endnu ikke har kunnet klassificere. De større sprogfamilier kan igen inddeles i mange undergrupper eller stammer. Den indoeuropæiske familie omfatter således de germanske, keltiske, romanske, baltiske, slaviske og indoariske sprog foruden græsk, albansk og armensk. De fleste af disse undergrupper har igen flere medlemmer. Til de germanske sprog hører for eksempel dansk, norsk, svensk, tysk og engelsk.
Fra Abraham og fremefter. Hebræeren Abraham havde åbenbart ikke svært ved at kommunikere med Kana’ans indbyggere, der var hamitter. (1Mo 14:21-24; 20:1-16; 21:22-34) Der siges intet om at han brugte tolk, men det gør der på den anden side heller ikke i beretningen om hans ophold i Ægypten. (1Mo 12:14-19) Han kunne sikkert akkadisk (assyrisk-babylonisk) eftersom han havde boet i Ur i Kaldæa. (1Mo 11:31) Akkadisk var i en periode et internationalt sprog. Det er muligt at Kana’ans folkeslag, der levede relativt tæt på Arams og Arabiens semitiske folkeslag, til en vis grad var tosprogede. Alfabetet bærer desuden tydelige vidnesbyrd om en semitisk oprindelse, og dette kan også have bidraget væsentligt til at folk af andre sproggrupper, navnlig herskere og embedsmænd, brugte semitiske sprog. — Se KANA’AN, KANA’ANÆER, 2 (Sprog); SKRIVEKUNST.
Jakob kunne øjensynlig også kommunikere uden vanskeligheder med sine aramaiske slægtninge (1Mo 29:1-14) skønt de undertiden anvendte forskellige ord for det samme. — 1Mo 31:46, 47.
Josef, der sikkert lærte ægyptisk mens han var træl hos Potifar, anvendte tolk første gang han talte med sine hebraiske brødre efter at de var kommet til Ægypten. (1Mo 39:1; 42:6, 23) Eftersom Moses voksede op ved Faraos hof, kunne han uden tvivl flere sprog: hebraisk, ægyptisk, sandsynligvis akkadisk og måske andre. — 2Mo 2:10; jf. v. 15-22.
Aramaisk erstattede med tiden akkadisk som det internationale sprog, idet det endog blev anvendt ved korrespondance med Ægypten. Ved tiden for assyrerkongen Sankeribs angreb på Juda (732 f.v.t.) kunne flertallet af jøderne imidlertid ikke forstå aramaisk (oldsyrisk); kun de judæiske embedsmænd forstod det. (2Kg 18:26, 27) Jøderne forstod heller ikke kaldæisk. De semitiske babyloniere der ødelagde Jerusalem i 607 f.v.t., og som talte kaldæisk, lød i jødernes ører som „nogle med stammende læber“. (Es 28:11; Da 1:4; jf. 5Mo 28:49.) Skønt babylonierne, perserne og andre folkeslag skabte store riger og fik herredømmet over folk med mange forskellige sprog, fjernede de ikke sprogskrankerne. — Da 3:4, 7; Est 1:22.
Nehemias blev meget foruroliget da han opdagede at sønnerne af de tilbagevendte jøder der havde taget sig fremmede hustruer, ikke kunne tale „jødisk“ (hebraisk). (Ne 13:23-25) Han var bekymret for den sande tilbedelse, for han vidste hvor vigtigt det var at kunne forstå De Hellige Skrifter (der på det tidspunkt kun fandtes på hebraisk) når disse blev oplæst og udlagt. (Jf. Ne 13:26, 27; 8:1-3, 8, 9.) Det ville også virke forenende på folket at tale samme sprog. De Hebraiske Skrifter bidrog uden tvivl væsentligt til det hebraiske sprogs stabilitet. I løbet af de tusind år hvori de blev nedskrevet, forandrede sproget sig stort set ikke.
På Jesu tid var Palæstina for en stor del blevet flersproget. Der findes klare vidnesbyrd om at jøderne stadig brugte det hebraiske sprog, men de talte også aramaisk og koinégræsk. Desuden forekom latin i landets romerske herskeres officielle indskrifter (Joh 19:20), og de hørte det uden tvivl også talt af de romerske soldater der var udstationeret i Palæstina. Oplysninger om det sprog Jesus i almindelighed talte, findes i artiklen ARAMAISK; se også HEBRAISK.
På pinsedagen i år 33 blev den hellige ånd udgydt over de kristne disciple i Jerusalem, og de begyndte med ét at tale mange sprog som de aldrig havde studeret og lært. I Babel havde Jehova vist at han mirakuløst kunne give mennesker forskellige ordforråd og forskellig grammatik. På Pinsedagen gentog han miraklet, men med en væsentlig forskel, for de kristne der pludselig kunne tale nye sprog, glemte ikke deres oprindelige sprog, hebraisk. Guds ånd virkede også denne gang i en helt anden hensigt, ikke for at forvirre og sprede genstridige mennesker, men for at oplyse og samle retsindige mennesker i kristen enhed. (Apg 2:1-21, 37-42) Fra da af var Guds pagtsfolk et flersproget folk, men sprogvanskelighederne blev overvundet ved at alle havde sindet fyldt med et fælles sprog, sandhedens sprog. De lovpriste i forening Jehova og hans retfærdige hensigter ved Kristus Jesus. På denne måde blev løftet i Zefanias 3:9 opfyldt idet Jehova Gud ’gav folkene et nyt sprog, et der var rent, for at de alle kunne påkalde Jehovas navn og tjene ham skulder ved skulder’. (Jf. Es 66:18; Zak 8:23; Åb 7:4, 9, 10.) For at dette kunne ske, måtte de alle „føre enig tale“ og „være helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. — 1Kor 1:10.
Det sprog den kristne menighed talte, var også rent fordi det var fri for ord som udtrykte bitterhed, harme, vrede, spot og deslige, og var uden svig, uanstændighed og fordærv. (Ef 4:29, 31; 1Pe 3:10) De kristne skulle bruge sproget til dets mest ophøjede formål, nemlig til at lovprise deres Skaber og til at opbygge deres næste med sund og sandfærdig tale, især med den gode nyhed om Guds rige. (Mt 24:14; Tit 2:7, 8; He 13:15; jf. Sl 51:15; 109:30.) Når tiden nærmede sig til at Gud ville eksekvere sin dom over alle verdens nationer, ville han sætte mange flere i stand til at tale dette rene sprog.
Den første del af Bibelen blev skrevet på hebraisk, med enkelte afsnit på aramaisk, og den sidste del på koiné- eller fællesgræsk (bortset fra Mattæusevangeliet, der først blev skrevet på hebraisk). Da disse sidste skrifter på græsk blev affattet i det 1. århundrede, var De Hebraiske Skrifter også blevet oversat til græsk. Denne oversættelse, Septuaginta, var ikke inspireret, men blev alligevel hyppigt citeret af de kristne bibelskribenter. (Se INSPIRATION.) Efterhånden blev også De Kristne Græske Skrifter og siden hele Bibelen oversat til andre sprog, heriblandt latin, syrisk, ætiopisk, arabisk og persisk. I øjeblikket foreligger hele Bibelen eller dele af den på mere end 2000 sprog. Dette har lettet forkyndelsen af den gode nyhed og har bidraget til at overvinde sprogskrankerne så mennesker fra mange lande kan forenes i den rene tilbedelse af deres Skaber.