MIRAKLER

Hændelser der vækker undren eller forbavselse; ting eller forhold i den fysiske verden som ikke kan forklares på naturlig vis, og som derfor tilskrives overnaturlig indgriben. I De Hebraiske Skrifter er „mirakel“ oversat fra mōfethʹ, der også betyder „varsel“, „under“ og „tegn“. (5Mo 28:46; 1Kr 16:12, fdn.) Det bruges ofte i forbindelse med det hebraiske ord ’ōth, der betyder „tegn“. (5Mo 4:34) I De Græske Skrifter er dyʹnamis, der betyder „kraft“, „magt“ eller „evne“, ofte i flertal gengivet med „kraftige gerninger“ eller, i Peter Schindlers oversættelse, „Mirakler“. — Mt 24:30; 25:15; Lu 6:19; 1Kor 12:10.

Et mirakel er for den forbavsede tilskuer noget han aldrig selv ville kunne udføre og heller ikke fuldt ud forstår. Det er en „kraftig gerning“, en gerning som kræver en større kraft eller viden end han selv ejer. Men for ham der er kilden til denne kraft, er det ikke noget mirakel. Han forstår det og er i stand til at udføre det. Mange af de gerninger som Gud øver, vækker derfor undren blandt mennesker, men er blot udslag af hans kraft. Hvis man tror på en gud, og især på Gud som har skabt alt, kan man derfor ikke, hvis man vil være konsekvent, benægte hans magt til at udføre gerninger der virker ærefrygtindgydende på mennesker. — Ro 1:20; se KRAFT, KRAFTIGE GERNINGER.

Er mirakler i strid med naturlovene?

Gennem studium og iagttagelse har forskerne opdaget at der er forskellige regelbundne processer i naturen, og de har fastslået at denne regelbundethed styres af visse love, deriblandt ’tyngdeloven’. Videnskabsfolk indrømmer at disse love er komplicerede og alligevel pålidelige, og alene det at de kaldes „love“, antyder at der findes en som har sat disse love i kraft. Skeptikere betragter et mirakel som en overtrædelse af love der efter deres opfattelse er naturbundne, uomstødelige og ubønhørlige; derfor, siger de, indtræffer der ikke mirakler. Alt hvad der ikke kan forstås og forklares ud fra disse love, opfatter de således som umuligt.

Dygtige videnskabsfolk holder sig dog stadig mere tilbage for at stemple noget som umuligt. Professor John R. Brobeck fra Pennsylvaniens Universitet har sagt: „En videnskabsmand er ikke længere i stand til ærligt at sige at noget er umuligt. Han kan kun sige at det er usandsynligt. Men han kan måske sige at noget er umuligt at forklare i lyset af den viden vi nu har. Videnskaben kan ikke sige at alle stoffers egenskaber og alle energiformer kendes i dag. . . . [Et mirakel] indebærer en energikilde der er ukendt for vore biologiske og fysiologiske videnskaber. I Bibelen identificeres denne energikilde som Guds kraft.“ (Time, 4. juli 1955) Den udvikling som siden har fundet sted inden for videnskaben, har yderligere bekræftet denne udtalelse.

Videnskabsfolk forstår ikke fuldt ud hvilke egenskaber varme, lys, atom- og kernereaktioner, elektricitet eller andre energiformer har, selv under normale omstændigheder. Deres forståelse er endnu mere begrænset under usædvanlige eller unormale omstændigheder. For eksempel er det først i nyere tid man har udført omfattende forskning under ekstrem kulde, men i løbet af denne korte tid har man iagttaget mange ukendte reaktioner. Hvis bly, der ikke er en ideel elektrisk leder, for eksempel nedsænkes i flydende helium som er afkølet til ÷271° C., bliver det besynderligt nok til en superleder og en kraftig elektromagnet når en stangmagnet placeres i nærheden af det. Ved sådanne ekstremt lave temperaturer synes også helium at trodse tyngdeloven idet det stiger op langs siden af en glasbeholder og over kanten, ud af beholderen. — Matter, Life Science Library, 1963, s. 68, 69.

Denne opdagelse er en af mange der har forbløffet forskerne og øjensynlig har væltet deres tidligere opfattelser. Hvordan kan man da sige at Gud har overtrådt sine egne love ved at udføre kraftige gerninger der har forekommet menneskene forbløffende og mirakuløse? Skaberen af det fysiske univers har naturligvis fuldstændig kontrol over det han har skabt, og han kan bruge det inden for rammerne af de love han har nedlagt i det. (Job 38) Han kan fremkalde de omstændigheder disse kraftige gerninger kræver; han kan fremskynde, bremse, ændre eller neutralisere reaktioner. Også engle, der har større magt end menneskene og udfører Jehovas vilje, kan gøre det. — 2Mo 3:2; Sl 78:44-49.

En videnskabsmand sætter naturligvis ikke de fysiske love ud af kraft eller sprænger deres rammer når han for at fremskynde eller bremse en kemisk proces opvarmer eller nedkøler et stof eller tilsætter mere ilt. Alligevel anfægter skeptikere Bibelens mirakler, deriblandt „skabelsesmiraklet“. De hævder i realiteten at de kender alle forhold og enhver proces der nogen sinde er foregået, og påstår at Skaberens virke skal kunne forklares inden for de snævre rammer som deres forståelse af naturlovene sætter.

Denne begrænsning med hensyn til videnskabsmændenes viden erkendes af en svensk professor i plasmafysik, der har udtalt: „Ingen betvivler at vor jordiske atmosfære følger mekanikkens og atomfysikkens love. Men selv om vi kender de grundlæggende love der styrer de atmosfæriske fænomener, kan det være yderst vanskeligt at afgøre hvordan disse love virker i en given situation.“ (Världen — spegelvärlden af H. Alfvén, 1966, s. 12, 13) Professoren anvendte dette eksempel til at belyse hvor vanskeligt det er at sige noget om universets oprindelse. Det er Gud der har fastsat de fysiske love der styrer jorden, solen og månen, og inden for deres rammer har menneskene formået at udrette store bedrifter. Naturligvis vil Gud være i stand til at anvende disse love på en sådan måde at resultatet bliver uventet for menneskene. Det kunne således ikke være noget problem for ham at kløve Det Røde Havs vande så de „stod som en mur“ på begge sider. (2Mo 14:22) At gå på vandet kan synes menneskeligt umuligt, men det ville let kunne lade sig gøre i kraft af „Ham der spænder himmelen ud som et tyndt flor, som breder den ud som et telt til at bo i“. Gud beskrives jo som den der har skabt og behersker alle ting i himmelen, og det hedder at „fordi hans vældige styrke er så stor, og hans kraft så stærk, mangler end ikke én [stjerne]“. — Es 40:21, 22, 25, 26.

Eftersom erkendelsen af at der findes fastsatte love, som for eksempel tyngdeloven, forudsætter en lovgiver som langt overgår menneskene i intelligens og magt, er der ingen grund til at betvivle hans evne til at gøre undere. Der er ingen grund til at forsøge at begrænse hans virke til det uendeligt lille område der dækkes af menneskets viden og erfaring. Patriarken Job beskriver det mørke og den tåbelighed som Gud overgiver dem til der forsøger at måle sig med Ham i visdom. — Job 12:16-25; jf. Ro 1:18-23.

Gud afviger ikke fra sine morallove. Skaberen er ikke en lunefuld og upålidelig Gud som overtræder sine egne love. (Mal 3:6) Det fremgår af den måde hvorpå han holder fast ved sine morallove, som er i harmoni med hans fysiske love, blot endnu mere ophøjede og storslåede. Eftersom han er retfærdig, kan han ikke se gennem fingre med uretfærdighed. „Dine øjne er for rene til at se på ondskab; og du kan ikke være tilskuer til elendighed,“ siger profeten. (Hab 1:13; 2Mo 34:7) I Jehovas lov til Israel hed det: „Det er sjæl for sjæl, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod.“ (5Mo 19:21) For at kunne tilgive hjælpeløse og angrende mennesker deres dødbringende synd måtte han, ifølge sin egen lov, tilvejebringe et retsgyldigt grundlag. (Ro 5:12; Sl 49:6-8) Han forsøgte ikke at omgå denne lov, men holdt sig så strengt til den at han endog gav sin enestefødte søn som en løsesum for menneskehedens synder. (Mt 20:28) Apostelen Paulus peger på at „ved løsesummen der er betalt i Kristus Jesus“ kunne Jehova „vise sin egen retfærdighed . . ., at han måtte være retfærdig, også når han erklærer det menneske retfærdigt som har tro på Jesus“. (Ro 3:24, 26) Når man tænker på at Gud, af respekt for sine morallove, ikke afholdt sig fra at ofre sin elskede søn, skulle det ikke være svært at forstå at han heller aldrig ville bryde de fysiske love for at gennemføre sin vilje med det materielle skaberværk.

I modstrid med menneskelig erfaring? At påstå at miraklerne ikke har fundet sted, er ikke det samme som at bevise det. Man kunne i dag drage en hvilken som helst historisk begivenhed i tvivl fordi man ikke selv har oplevet den, og fordi der ikke mere lever øjenvidner til den. Men det ændrer ikke de historiske kendsgerninger. Nogle indvender at de mirakler der berettes om, er i modstrid med den menneskelige erfaring — det vil sige den menneskelige erfaring som de kender til gennem personlig iagttagelse eller gennem det de har læst sig til eller har erfaret på anden måde. Hvis man anlagde samme holdning inden for videnskaben, ville forskerne næppe gøre så meget som de gør for at forske, opfinde nyt og gøre fremskridt. De ville for eksempel ikke blive ved med at forske i helbredelsen af „uhelbredelige“ sygdomme eller i gennemførelsen af rumrejser til andre planeter eller til endnu fjernere mål i rummet. Men de forsker stadig og tilfører undertiden menneskeheden helt nye erfaringer. Det der udrettes i vore dage, ville have forbløffet folk i gammel tid, og meget af det der er dagligdags for nutidens mennesker, ville førhen være blevet anset for mirakler.

Kan ikke bortforklares. Nogle af dem der rejser indvendinger mod Bibelens beretninger, hævder at miraklerne slet og ret var naturlige hændelser som kan forklares videnskabeligt og logisk, men som bibelskribenterne tilskrev Guds indgriben. Sandt nok forekom der naturfænomener som for eksempel jordskælv. (1Sa 14:15, 16; Mt 27:51) Men dét i sig selv beviser ikke at Gud ikke havde en finger med i spillet. Ikke alene var de ting der fandt sted, i sig selv kraftige gerninger (som for eksempel de førnævnte jordskælv), men de indtraf også på de rette tidspunkter, hvilket i høj grad udelukker sandsynligheden for at de skulle være tilfældige hændelser. Et eksempel: Nogle hævder at den manna som israelitterne spiste i ørkenen, var et sødt, klistret stof der udskilles af tamarisktræer og buske. Selv hvis denne tvivlsomme påstand var sand, ville der dog være tale om et mirakel eftersom israelitterne fik mannaen de seks dage og ikke den syvende dag. (2Mo 16:4, 5, 25-27) Desuden gik der normalt orm i mannaen, og den stank hvis den blev gemt til dagen efter, men dette skete ikke når den blev gemt som føde til sabbatten. (2Mo 16:20, 24) Det kan også fremføres at beskrivelsen af mannaen som en udsondring på træer ikke synes at stemme med Bibelens beskrivelse af mannaen. Ifølge Bibelen blev mannaen fundet på jorden og smeltede i den varme sol; den kunne males i håndkværne, stødes i mortere og koges eller bages. — 2Mo 16:19-23; 4Mo 11:8; se MANNA.

Vidnernes troværdighed. Den kristne tro er nøje forbundet med Jesu Kristi opstandelse. (1Kor 15:16-19) Dette mirakel var velbevidnet, for der var over 500 øjenvidner som kunne bekræfte det. — 1Kor 15:3-8; Apg 2:32.

Man bør også tænke på hvad der bevægede de mennesker der anerkendte Jesu opstandelse. I tidens løb er mange blevet forfulgt og dræbt for deres tro, hvad enten denne gik i religiøs, politisk eller anden retning. Men de kristne led ikke for en sag der kunne bringe dem materiel eller politisk vinding. De opnåede ikke magt, rigdom og anseelse, men mistede tværtimod ofte alt hvad de havde. De forkyndte Jesu opstandelse, men anvendte ingen form for vold for at fremme deres sag eller forsvare sig. Og enhver der læser deres fremstilling af begivenhederne, kan se at de ikke var fanatikere, men fornuftige mennesker der kærligt prøvede at hjælpe deres medmennesker.

Hvad der kendetegner Bibelens mirakler. Bibelens mirakler bærer præg af åbenhed og enkelhed. Desuden udmærker de sig ved det formål de tjente, og ved bevæggrundene hos dem der gjorde dem. Undertiden udførtes de i en sluttet kreds eller i små forsamlinger (1Kg 17:19-24; Mr 1:29-31; Apg 9:39-41), men ofte indtraf de i fuld offentlighed, for øjnene af tusinder, ja endog millioner af tilskuere. (2Mo 14:21-31; 19:16-19) Jesu gerninger var udadrettede, og offentligheden havde adgang til at se dem; de var ikke omgærdet med hemmelighed, og han helbredte alle som kom til ham, uden at afvise nogen under påskud af at de manglede tro. — Mt 8:16; 9:35; 12:15.

Enkelheden kom til udtryk både når Jesus helbredte mirakuløst, og når han fik naturkræfterne til at adlyde sig. (Mr 4:39; 5:25-29; 10:46-52) I modsætning til såkaldte undere som kræver rekvisitter, iscenesættelse, lysvirkninger og ritualer, udførtes de bibelske mirakler som regel uden ydre pragt, ofte når lejlighed bød sig eller efter anmodning, ikke sjældent på åben gade eller på et tilfældigt sted. — 1Kg 13:3-6; Lu 7:11-15; Apg 28:3-6.

De der udførte miraklerne, var ikke drevet af et selvisk ønske om anseelse eller materiel vinding, men først og fremmest af ønsket om at herliggøre Gud. (Joh 11:1-4, 15, 40) Miraklerne var ikke mystiske gerninger der øvedes for at tilfredsstille folks nysgerrighed eller hensætte dem i undren. De gavnede folk, somme tider direkte i fysisk henseende og altid i åndelig henseende, idet de fik folk til at vende sig til den sande tilbedelse. Ligesom „ånden i profetien“ er „at vidne om Jesus“, vidnede også mange af miraklerne om at Jesus var den som Gud havde sendt. — Åb 19:10.

De bibelske mirakler berørte ikke alene mennesker, men også livløse ting, som da storm og sø lagde sig (Mt 8:24-27), regnen standsede og begyndte at falde igen (1Kg 17:1-7; 18:41-45), og vand blev forvandlet til blod eller til vin (2Mo 7:19-21; Joh 2:1-11). Ved miraklerne helbredtes også legemlige sygdomme af alle slags, selv „uhelbredelig“ spedalskhed (2Kg 5:1-14; Lu 17:11-19) og medfødt blindhed. (Joh 9:1-7) Det at der skete så mange forskelligartede mirakler, taler for at de er troværdige, og at Skaberen stod bag dem, for det er fornuftigvis kun Skaberen der kan øve indflydelse inden for alle menneskets erfaringsområder og over stof af enhver art.

Formål i den første kristne menighed. Miraklerne tjente flere vigtige formål. Først og fremmest var de med til at godtgøre eller bekræfte at de der gjorde dem, fik kraft og støtte fra Gud. (2Mo 4:1-9) Både i forbindelse med Moses og Jesus drog folk denne korrekte slutning. (2Mo 4:30, 31; Joh 9:17, 31-33) Gud havde gennem Moses lovet at der skulle komme en profet som Moses. De mirakler Jesus gjorde, hjalp iagttagerne til at fastslå at han var denne profet. (5Mo 18:18; Joh 6:14) I kristendommens første tid hjalp miraklerne sammen med budskabet folk til at se at Gud stod bag kristendommen og havde vendt sig bort fra den tidligere jødiske tingenes ordning. (He 2:3, 4) Med tiden skulle de mirakuløse gaver forsvinde, for de var kun nødvendige i den kristne menigheds barndom. — 1Kor 13:8-11.

Beretningen i Apostelgerninger viser at Jehovas ånd virkede magtfuldt og hurtigt så der blev oprettet menigheder og kristendommen blev grundfæstet. (Apg 4:4; kap. 13, 14, 16-19) I løbet af de få år der gik mellem 33 og 70 e.v.t., blev tusinder af troende samlet ind i mange menigheder fra Babylon til Rom og måske endnu længere mod vest. (1Pe 5:13; Ro 1:1, 7; 15:24) Det er værd at bemærke at der på det tidspunkt ikke fandtes ret mange afskrifter af de inspirerede skrifter. Som regel var det kun de velhavende der ejede skriftruller eller bøger. I hedenske lande kendte man intet til Bibelen eller til Bibelens Gud, Jehova. Man var helt afhængig af det talte ord. Der fandtes ingen bibelkommentarer, bibelordbøger eller bibelske opslagsværker. Mirakuløse gaver i form af særlig kundskab, visdom, tungetale og evnen til at bedømme inspirerede udtalelser var derfor af stor betydning for datidens menighed. (1Kor 12:4-11, 27-31) Men som apostelen Paulus skrev, ville disse mirakuløse gaver forsvinde når der ikke længere var behov for dem.

En anden situation i dag. I dag udfører Gud ikke sådanne mirakler gennem sine kristne tjenere, for alt hvad de har behov for, er tilgængeligt for den del af jordens befolkning der kan læse, og modne kristne som har tilegnet sig kundskab og visdom gennem studium og erfaring, er rede til at hjælpe dem der ikke kan læse, men gerne vil lytte. Det er ikke nødvendigt at Gud i vor tid udfører mirakler for at bekræfte at Jesus Kristus er hans udnævnte befrier, eller for at bevise at han står bag sine tjenere. Selv hvis Gud stadig gav sine tjenere evnen til at udføre mirakler, ville det ikke overbevise alle, for end ikke alle der var øjenvidner til Jesu mirakler, antog hans lære. (Joh 12:9-11) På den anden side advarer Bibelen spottere om at Gud vil udføre store undere i forbindelse med tilintetgørelsen af den nuværende tingenes ordning. — 2Pe 3:1-10; Åb kap. 18, 19.

Sluttelig kan det siges at de der benægter eksistensen af mirakler, enten ikke tror på at der findes en usynlig Gud og Skaber, eller mener at han ikke har udøvet sin magt på nogen overnaturlig måde siden skabelsen. Men deres mangel på tro ophæver ikke Guds ord. (Ro 3:3, 4) Bibelens beretninger om Guds mirakler og den gode hensigt de tjente, idet de altid var i overensstemmelse med de sandheder og principper der findes i hans ord, indgyder tillid til Gud. De giver en stærk forvisning om at Gud har omsorg for menneskene, og at han kan og vil beskytte dem der tjener ham. Miraklerne er forbilleder på kommende ting, og beretningerne om dem styrker troen på at Gud i fremtiden vil gribe ind på mirakuløs vis for at helbrede og velsigne troende og trofaste mennesker. — Åb 21:4.