LOD I, LODKASTNING

I fortiden var det skik og brug at afgøre stridsspørgsmål ved hjælp af lodkastning. Man kastede småsten eller små stykker træ eller potteskår i de samlede folder på en klædning, „skødet“, eller i en krukke og rystede dem. Den hvis lod faldt ud eller blev trukket, var den udvalgte. Ligesom edsaflæggelse var lodkastning forbundet med bøn, der enten blev udtalt højt eller lå i selve handlingen, og man søgte og forventede Jehovas indgriben. Ordet lod (hebr.: gōralʹ) bruges bogstaveligt og billedligt om „andel“ eller „del“. — Jos 15:1; Sl 16:5; 125:3; Es 57:6; Jer 13:25.

Anvendelse. I Ordsprogene 16:33 står der: „Loddet kastes i skødet, men hver af dets kendelser er fra Jehova.“ Den rette brug af loddet i Israel gjorde ende på et stridsspørgsmål: „Loddet standser stridigheder og skiller endog mægtige fra hinanden.“ (Ord 18:18) Det var hverken beregnet til sport, morskab eller spil. Der var ingen væddemål eller indsatser, og man kunne hverken tabe eller vinde. Lodkastning havde heller ikke til formål at berige templet eller præsterne eller at skaffe midler til velgørenhed. Da de romerske soldater kastede lod om Jesu klæder, som forudsagt i Salme 22:18, var det derimod for selvisk vinding. — Mt 27:35.

Lodkastning nævnes første gang i Bibelen i forbindelse med udvælgelsen af bukkene til Jehova og til Azazel på forsoningsdagen. (3Mo 16:7-10) På Jesu tid foregik dette i Herodes’ tempel ved at ypperstepræsten fra en beholder tog to lodder som han lagde på bukkenes hoveder. De var efter sigende af buksbomved eller guld, og de var mærket med henholdsvis „For Jehova“ og „For Azazel“.

Man kastede lod for at afgøre hvornår hvert enkelt af præsteskabets 24 skifter skulle tjene ved templet. (1Kr 24:5-18) Levitternes sekretær nedskrev navnene på fædrenehusenes overhoveder, hvorefter de øjensynlig blev udvalgt én efter én og rækkefølgen således fastlagt. På samme måde blev levitterne udvalgt til tempeltjeneste som sangere, portvagter, vogtere af skatkamrene og så videre. (1Kr 24:31; kap. 25, 26; Lu 1:8, 9) Efter at folket var vendt tilbage fra landflygtigheden, kastede man lod om leveringen af træ til tempeltjenesten og om hvem der skulle flytte til Jerusalem. — Ne 10:34; 11:1.

Urim og Tummim, som Moses lagde i ypperstepræstens brystskjold, kaldes ikke direkte for lodder (3Mo 8:7-9), og man ved ikke nøjagtig hvad Urim og Tummim var, men man brugte dem på samme måde som to lodder for at få svar på et spørgsmål. I 1 Samuel 14:41, 42 nævnes Urim og Tummim øjensynlig i forbindelse med lodkastning. De omtales undertiden af bibelkommentatorer som hellige lodder. Når der opstod et spørgsmål af national betydning og man ikke kunne afgøre sagen, trådte ypperstepræsten frem for Jehova og modtog et svar fra ham ved hjælp af disse hellige lodder.

Jehova befalede at det forjættede land skulle fordeles mellem de 12 stammer ved lodkastning. (4Mo 26:55, 56) Dette beskrives indgående i Josuas Bog, og ordet „lod“ forekommer i dets forskellige former over 20 gange i kapitlerne 14-21. Lodkastningen foregik for Jehovas ansigt i mødeteltet i Silo under Josuas og ypperstepræsten Eleazars overopsyn. (Jos 17:4; 18:6, 8) Også levitbyerne blev udvalgt ved lodkastning. (Jos 21:8) Jehova fik åbenbart loddet til at falde i overensstemmelse med den profeti han tidligere havde fremsat om stammernes bosteder. — 1Mo 49.

Man udpegede lovovertrædere ved hjælp af lodder. I Jonas’ tilfælde kastede sømændene lod for at finde ud af hvem der var skyld i stormen. (Jon 1:7, 8) Ved lodkastning blev Jonatan udpeget som den der havde brudt Sauls tåbelige ed. — 1Sa 14:41, 42.

Israels fjender delte krigsbytte og fanger ved lodkastning. (Joel 3:3; Ob 11) Haman fik kastet „pur, det vil sige lod,“ som en slags spådomskunst for at finde den gunstigste dag til udryddelse af jøderne i hele Perserriget. (Est 3:7) Pur hedder i flertal purīmʹ, og det er herfra purimsfesten har fået sit navn. — Est 9:24-26.

På apostlenes tid. Jesu disciple afgjorde ved lodkastning og bøn hvem der skulle udfylde Judas Iskariots plads som en af de 12 der havde været vidne til Jesu gerninger og opstandelse, og Mattias blev valgt. (Apg 1:21-26) Det græske ord der bruges her, er klēʹros, som er beslægtet med ordet klēronomiʹa, arv. Klēʹros bruges i Kolossenserne 1:12 og i 1 Peter 5:3 om den arv Gud har givet kristne del i.

Efter pinsedagen i år 33 foregik udvælgelsen af tilsynsmænd og deres assistenter samt afgørelsen af vigtige spørgsmål imidlertid ikke ved lodkastning. Udvælgelsen af tilsynsmænd og deres assistenter skulle være baseret på vidnesbyrd om at den hellige ånd bar frugt i deres liv (1Ti 3; Tit 1), mens andre afgørelser var baseret på opfyldelsen af profetier, englenes ledelse, principperne i Guds ord og Jesu lære og den hellige ånds virke. (Apg 5:19-21; 13:2, 3; 14:23; 15:15-19, 28) Apostelen Paulus siger: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig . . . til reformering.“ — 2Ti 3:16.