BØN

Henvendelse til den sande Gud eller til falske guder i en form for tilbedelse. Blot det at tale til eller med Gud er ikke nødvendigvis bøn, hvilket fremgår af samtalen mellem Gud og Adam i Eden og mellem Gud og Kain. (1Mo 3:8-13; 4:9-14) Bøn er forbundet med hengivenhed, tillid, respekt og en følelse af at være afhængig af den der bedes til. De forskellige hebraiske og græske ord der anvendes for bøn, indeholder tanken om at ønske, bede om, bede indtrængende om, anmode om, bønfalde, anråbe, trygle, såvel som at prise, lovprise, takke og velsigne.

Man kan naturligvis også anmode, bede og bønfalde mennesker om noget, og ordene for bøn på Bibelens grundsprog bruges undertiden i denne betydning (1Mo 44:18; 50:17; Apg 25:11), men i så fald er der ikke tale om en bøn eller anmodning i religiøs forstand. Man kan „bede“ nogen „indtrængende“ om at gøre noget, men dermed anser man naturligvis ikke vedkommende for at være ens gud. Man ville for eksempel ikke bede tavst i sit hjerte til en sådan eller henvende sig til en person der ikke synligt er til stede, sådan som man gør i bøn til Gud.

Den „som hører bøn“. Bibelen viser at bønner skal rettes til Jehova (Sl 5:1, 2; Mt 6:9), at han er den „som hører bøn“ (Sl 65:2; 66:19), og at han har magt til at gribe ind til gavn for dem der beder til ham. (Mr 11:24; Ef 3:20) At bede til falske guder og deres billeder afsløres som dårskab, for gudebillederne kan hverken høre eller gøre noget, og de guder de forestiller, kan på ingen måde sammenlignes med den sande Gud. (Dom 10:11-16; Sl 115:4, 6; Es 45:20; 46:1, 2, 6, 7) Styrkeprøven på Karmels Bjerg som skulle afsløre om Ba’al eller Jehova var den sande Gud, viste hvor tåbeligt det er at bede til falske guder. — 1Kg 18:21-39; jf. Dom 6:28-32.

Skønt nogle hævder at man med rette kan bede til andre, for eksempel til Guds søn, støttes dette ikke af Skriftens vidnesbyrd. Der forekommer ganske vist enkelte tilfælde hvor nogle ord er blevet henvendt til Jesus Kristus i himmelen. For eksempel sagde Stefanus få øjeblikke før sin død: „Herre Jesus, modtag min ånd.“ (Apg 7:59) Men sammenhængen viser at denne usædvanlige udtalelse blev fremsat under ganske særlige omstændigheder. Netop i det øjeblik så Stefanus i et syn „Jesus stående ved Guds højre hånd“, og idet han åbenbart reagerede som om Jesus personligt var til stede, følte han sig fri til at udtale denne indtrængende anmodning til ham som han anerkendte som den kristne menigheds hoved. (Apg 7:55, 56; Kol 1:18) Apostelen Johannes gør noget lignende i slutningen af Åbenbaringens Bog, hvor han siger: „Amen! Kom, Herre Jesus.“ (Åb 22:20) Men her viser sammenhængen igen at Johannes i et syn (Åb 1:10; 4:1, 2) havde hørt Jesus sige at han ville komme igen, og dertil svarede Johannes som anført med at udtrykke sin længsel efter dette komme. (Åb 22:16, 20) Både i Stefanus’ og Johannes’ tilfælde er situationen næsten den samme som den Johannes befandt sig i da han talte med en ældste i himmelen i sit åbenbaringssyn. (Åb 7:13, 14; jf. Apg 22:6-22.) Intet tyder på at Jesu disciple talte til Jesus på denne måde under andre omstændigheder efter hans opstandelse til himmelsk liv. Apostelen Paulus skriver således: „Lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse.“ — Flp 4:6.

I artiklen ADGANG TIL GUD behandles den stilling Kristus Jesus indtager som den gennem hvem bønner henvendes til Gud. Ved Jesu blod der er blevet frembåret som et offer for Gud, har vi „frimodighed til at gå ind på det hellige sted“, det vil sige frimodighed til at træde frem for Gud i bøn „med et sandt hjerte i troens fulde forvisning“. (He 10:19-22) Jesus Kristus er derfor den eneste ’vej’ til forligelse med Gud, den eneste ’vej’ til Gud i bøn. — Joh 14:6; 15:16; 16:23, 24; 1Kor 1:2; Ef 2:18; se JESUS KRISTUS (Hans plads i Guds hensigter).

Hvis bønner hører Gud? „Alt kød“, det vil sige alle mennesker, har lov til at komme til ham „som hører bøn“, Jehova Gud. (Sl 65:2; Apg 15:17) Selv da Israel var Guds „personlige ejendom“, hans pagtsfolk, kunne udlændinge nærme sig Jehova i bøn når de anerkendte Israel som Guds udvalgte redskab og templet i Jerusalem som det sted han havde udset sig som offersted. (5Mo 9:29; 2Kr 6:32, 33; jf. Es 19:22.) Senere, ved Jesu død, blev enhver skelnen mellem jøder og hedninger ophævet for evigt. (Ef 2:11-16) Da Peter var i italieneren Kornelius’ hus, erkendte han at „Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. (Apg 10:34, 35) Det afgørende er derfor den enkeltes hjerte og hvad det bevæger ham til at gøre. (Sl 119:145; Kl 3:41) De der følger Guds bud og „gør det der er tiltalende i hans øjne“, forsikres om at hans „ører“ er vendt mod dem. — 1Jo 3:22; Sl 10:17; Ord 15:8; 1Pe 3:12.

Derimod lytter han ikke til dem der tilsidesætter Guds ord og lov, udgyder blod og øver anden ondskab; deres bønner er ham „en vederstyggelighed“. (Ord 15:29; 28:9; Es 1:15; Mik 3:4) Sådanne menneskers bøn kan „være en synd“. (Sl 109:3-7) Kong Saul mistede Guds gunst ved sin formastelige, oprørske adfærd, og selv om ’Saul spurgte Jehova, svarede han ham ikke, hverken i drømme eller ved Urim eller ved profeterne’. (1Sa 28:6) Jesus sagde at hyklere der ville henlede opmærksomheden på deres fromhed ved at bede, ’havde fået hele deres belønning’, nemlig af mennesker, men ikke af Gud. (Mt 6:5) Farisæerne der forekom så fromme, bad længe og pralede med hvor gode de var i moralsk henseende, men de blev forkastet af Gud for deres hykleri. (Mr 12:40; Lu 18:10-14) Selv om de nærmede sig Gud med læberne, var deres hjerte langt borte fra ham og hans sandhedsord. — Mt 15:3-9; jf. Es 58:1-9.

Man må have tro på Gud og på at han „belønner dem som ivrigt søger ham“ (He 11:6), og træde frem for ham i „troens fulde forvisning“. (He 10:22, 38, 39) Det er vigtigt at man erkender at man er en synder, og i tilfælde af alvorlige synder må man ’formilde Jehovas ansigt’ (1Sa 13:12; Da 9:13) ved først at blødgøre sit eget hjerte med ydmyghed, oprigtig anger og en sønderbrudt ånd. (2Kr 34:26-28; Sl 51:16, 17; 119:58) I så fald kan Gud lytte med velvilje, bønhøre og tilgive (2Kg 13:4; 2Kr 7:13, 14; 33:10-13; Jak 4:8-10); man vil ikke længere have fornemmelsen af at Gud har ’spærret adgangen til sig med en sky, så ingen bøn kan gå igennem’. (Kl 3:40-44) Selv om man måske ikke bliver helt udelukket fra at træde frem for Gud hvis man undlader at følge hans vejledning, kan ens bønner blive „hindret“. (1Pe 3:7) De der beder om tilgivelse, må selv tilgive andre. — Mt 6:14, 15; Mr 11:25; Lu 11:4.

Hvad kan man med rette bede om?

Bønner omfatter hovedsagelig bekendelser (2Kr 30:22), anmodninger (He 5:7), lovprisninger og taksigelser (Sl 34:1; 92:1) samt løfter. (1Sa 1:11; Præ 5:2-6) Den bøn Jesus lærte sine disciple at bede, skulle åbenbart kun tjene som et eksempel, et mønster, hvilket ses af at Jesus og hans disciple ved andre lejligheder ikke holdt sig strengt til denne særlige formulering når de bad. (Mt 6:9-13) De indledende ord i denne mønsterbøn drejer sig om det vigtigste anliggende, nemlig helligelsen af Jehovas navn, som er blevet vanhelliget siden oprøret i Eden. Desuden bedes der om at Guds vilje må ske ved hjælp af det lovede rige, hvis konge er det lovede afkom, Messias. (1Mo 3:15; se JEHOVA [Navnet må helliges, hans suverænitet hævdes].) Den der beder en sådan bøn, må ubetinget stå på Jehovas side i det vigtige spørgsmål om Jehovas suverænitet.

Jesu lignelse i Lukas 19:11-27 viser hvad Guds riges komme indebærer: at det kommer for at eksekvere dom og tilintetgøre alle der er modstandere af det, og for at udfri og belønne alle som har sat deres håb til det. (Jf. Åb 16:14-16; 19:11-21.) De næste ord i bønnen: „Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden,“ drejer sig derfor ikke i første række om at mennesker vil gøre Guds vilje, men derimod om at Gud selv vil handle efter sin vilje med jorden og dens beboere, idet han viser sin magt til at virkeliggøre sin erklærede hensigt. Men den som beder bønnen, giver naturligvis også derved udtryk for at han sætter Guds vilje over alt og er villig til at underlægge sig den. (Mt 6:10; Jf. Mt 26:39.) Anmodningen om det daglige brød, tilgivelse, værn mod fristelse og udfrielse fra den onde har alt sammen at gøre med ønsket om fremdeles at leve et liv i Guds gunst. Man fremsætter ikke dette ønske for sig selv alene, men også for alle andre af samme tro. — Jf. Kol 4:12.

De ting der bedes om i denne mønsterbøn, er af fundamental betydning for alle troende mennesker; det er noget de alle har behov for. Men Bibelen viser at der desuden er mange andre ting som kan berøre den enkelte mere eller mindre, forhold der hidrører fra særlige omstændigheder eller begivenheder, og som man også med rette kan tage med i sine bønner. Selv om de ikke lige nævnes i Jesu mønsterbøn, er de ikke desto mindre forbundet med de ting der nævnes dér. Personlige bønner kan derfor omfatte praktisk talt alle livets forhold. — Joh 16:23, 24; Flp 4:6; 1Pe 5:7.

Alle ønsker for eksempel mere kundskab, indsigt og visdom, og det med rette (Sl 119:33, 34; Jak 1:5), men nogle har brug for det på særlige områder. De beder måske Gud om vejledning i sager af retslig art, sådan som Moses gjorde (2Mo 18:19, 26; jf. 4Mo 9:6-9; 27:1-11; 5Mo 17:8-13), eller i forbindelse med en udnævnelse af nogen til at påtage sig et særlig ansvarsfuldt hverv inden for Guds folk. (4Mo 27:15-18; Lu 6:12, 13; Apg 1:24, 25; 6:5, 6) De beder måske om styrke, kraft og visdom til at udføre visse opgaver eller til at møde særlige prøvelser eller farer. (1Mo 32:9-12; Lu 3:21; Mt 26:36-44) Og enhver kan, alt efter hvad han har oplevet, have sine egne grunde til at prise og takke Gud. — 1Kor 7:7; 12:6, 7; 1Ts 5:18.

I 1 Timoteus 2:1, 2 taler apostelen om bønner „for alle slags mennesker, for konger og alle dem som er i høje stillinger“. I den bøn Jesus bad den sidste aften han var sammen med sine disciple, sagde han at han ikke bad for verden, men for dem Gud havde givet ham, og at disse ikke var af verden, men blev hadet af verden. (Joh 17:9, 14) De kristnes bønner for myndighedspersoner i verden er således underlagt visse begrænsninger. Af apostelens videre ord fremgår det at sådanne bønner i sidste instans bedes til gavn for Guds folk: „Så vi fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor.“ (1Ti 2:2) Tidligere eksempler bekræfter dette: Nehemias bad om at Gud måtte lade ham „finde barmhjertighed“ hos kong Artaxerxes (Ne 1:11; jf. 1Mo 43:14), og Jehova befalede israelitterne at ’søge fred for den by [Babylon]’ som de var blevet ført i landflygtighed til, og at bede for den, ’for i dens fred ville de få fred’. (Jer 29:7) De kristne bad på lignende måde dengang datidens herskere truede dem (Apg 4:23-30), og deres bønner for den fængslede Peter omfattede utvivlsomt også de myndighedspersoner som havde magt til at løslade ham. (Apg 12:5) I overensstemmelse med Jesu vejledning bad de for dem der forfulgte dem. — Mt 5:44; jf. Apg 26:28, 29; Ro 10:1-3.

Fra de tidligste tider takkede man Gud for det han havde tilvejebragt, som for eksempel føde. (5Mo 8:10-18; bemærk også Mt 14:19; Apg 27:35; 1Kor 10:30, 31.) Værdsættelse af Jehova Guds godhed bør imidlertid komme til udtryk „i forbindelse med alt“, ikke blot hvad materielle velsignelser angår. — 1Ts 5:17, 18; Ef 5:19, 20.

Når alt kommer til alt, er det kendskabet til Guds vilje der bestemmer indholdet af ens bønner. Man må forstå at for at en bøn kan blive opfyldt, må den have Guds velbehag. Når man véd at Gud ikke lytter til de onde og dem der mangler respekt for Guds ord, kan man naturligvis ikke bede om noget som strider mod retfærdigheden og Guds åbenbarede vilje, heri indbefattet Guds søns og hans inspirerede disciples lære. (Joh 15:7, 16) Når det derfor hedder at man kan bede om „noget“ (Joh 16:23), underforstået „hvad som helst“ (GD), må det ikke rives ud af sammenhængen. „Noget“ eller „hvad som helst“ kan naturligvis ikke omfatte noget som man ved eller har grund til at tro ikke har Guds velbehag. Johannes siger: „Dette er den tillid vi har til ham, at uanset hvad vi beder om i overensstemmelse med hans vilje, så hører han os.“ (1Jo 5:14; jf. Jak 4:15.) Jesus sagde til sine disciple: „Hvis to af jer her på jorden er enige om et eller andet vigtigt at bede om, så vil min Fader som er i himlene lade det ske for dem.“ (Mt 18:19) Mens man med rette kan bede om materielle ting, som for eksempel føde, vil det ikke være rigtigt at bede om at få materialistiske og ambitiøse ønsker opfyldt, som det fremgår af Mattæus 6:19-34 og 1 Johannes 2:15-17. Man kan heller ikke bede for dem som Gud har fordømt. — Jer 7:16; 11:14.

Af Romerne 8:26, 27 fremgår det at man under visse omstændigheder ikke ved nøjagtig hvad man skal bede om, men at Gud alligevel forstår ens „uudtalte suk“. Apostelen viser at Guds ånd eller virksomme kraft ’kommer til hjælp’. Man må huske at Gud inspirerede Bibelen ved sin ånd. (2Ti 3:16, 17; 2Pe 1:21) Den indeholder profetier og beretter om begivenheder der forbilledligt skildrede de omstændigheder som Guds tjenere senere ville komme ud for, og den viser hvordan Gud ville lede sine tjenere og komme dem til undsætning. (Ro 15:4; 1Pe 1:6-12) Det er måske først efter at man har fået den fornødne hjælp at man bliver klar over at det man kunne have bedt om (man vidste blot ikke hvordan) allerede stod at læse i Guds inspirerede ord. — Jf. 1Kor 2:9, 10.

Hvordan bønner besvares. Selv om det i fortiden skete at Gud førte en samtale med visse mennesker, var det ikke almindeligt, og det var for det meste begrænset til nogle særligt udvalgte som for eksempel Abraham og Moses. (1Mo 15:1-5; 2Mo 3:11-15; jf. 2Mo 20:19.) Selv i disse tilfælde lader det til at Gud talte gennem engle, med undtagelse af de gange hvor han talte til eller om sin søn mens denne var her på jorden. (Jf. 2Mo 3:2, 4; Ga 3:19.) Det var heller ikke almindeligt at budskaber blev overbragt af materialiserede engle personligt, som man kan se af den chokerende virkning det som regel havde på dem de henvendte sig til. (Dom 6:22; Lu 1:11, 12, 26-30) I de fleste tilfælde blev en bøn besvaret gennem profeter eller ved at den blev opfyldt eller afvist. Ofte var det meget tydeligt at Jehova havde besvaret en bøn, som når han frelste sine tjenere fra deres fjender (2Kr 20:1-12, 21-24), eller når han hjalp dem i tider med stor nød. (2Mo 15:22-25) Men for det meste var svaret ikke umiddelbart synligt, idet det bestod i at den der havde bedt, fik moralsk styrke og en indsigt som satte vedkommende i stand til at fortsætte ad den rette vej og at udføre det hverv Gud havde givet ham. (2Ti 4:17) Især for kristne er svaret på deres bønner hovedsagelig af åndelig art og derfor ikke så iøjnefaldende som nogle af Guds vældige gerninger i fortiden, men af lige så stor betydning. — Mt 9:36-38; Kol 1:9; He 13:18; Jak 5:13.

For at en bøn kan blive hørt, må den være henvendt til den rette, Jehova Gud; den må dreje sig om de rette ting, nemlig dem der er i overensstemmelse med Guds erklærede hensigter; den må bedes på rette måde, gennem den som Gud har bestemt dertil, Jesus Kristus, og den må bedes med det rette motiv og af et rent hjerte. (Jf. Jak 4:3-6.) Desuden må man være vedholdende i bønnen. Jesus sagde at man skulle blive ved med at ’bede, søge og banke på’ uden at give op. (Lu 11:5-10; 18:1-7) Han spurgte om han her på jorden mon ville finde troen på bønnens magt når han kom igen. (Lu 18:8) At Gud tilsyneladende tøver med at besvare nogle bønner, skyldes ikke manglende evne eller uvillighed fra hans side, som det tydeligt fremgår af Bibelen. (Mt 7:9-11; Jak 1:5, 17) I nogle tilfælde må svaret vente til Guds tid er inde. (Lu 18:7; 1Pe 5:6; 2Pe 3:9; Åb 6:9-11) Det er imidlertid tydeligt at Gud giver dem der beder til ham, lejlighed til at vise hvor meget sagen ligger dem på sinde, hvor inderligt deres ønske er, hvor ægte deres motiv er. (Sl 55:17; 88:1, 13; Ro 1:9-11) Undertiden må de, som Jakob, kæmpe længe for at få en velsignelse. — 1Mo 32:24-26.

Det samme gælder når mange beder til Jehova om det samme. Selv om han ikke udelukkende bevæges til at handle fordi et stort antal henvender sig til ham, lægger han alligevel mærke til hvor stærkt en sag ligger hans forenede tjenere på sinde, og griber ind når de sammen giver udtryk for bekymring og interesse for en sag. (Jf. 2Mo 2:23-25.) Hvis Guds tjenere er sløve eller ligeglade, undlader han måske at gribe ind. Da templet i Jerusalem skulle genopbygges, skortede det på den fornødne iver og støtte til arbejdet hos jøderne (Ezr 4:4-7, 23, 24; Hag 1:2-12), og der var afbrydelser og forsinkelser, hvorimod opførelsen af bymuren senere, under Nehemias’ ledelse, kun tog 52 dage ved en ihærdig arbejdsindsats, støttet af befolkningens bønner. (Ne 2:17-20; 4:4-23; 6:15) I brevet til menigheden i Korinth nævner Paulus hvordan Gud frelste ham fra døden, og han siger i den forbindelse: „I kan også hjælpe til med jeres bøn for os, for at mange må sige tak på vore vegne for det der så venligt er givet os som følge af mange bedende ansigter.“ (2Kor 1:8-11; jf. Flp 1:12-20.) Forbønnens magt fremhæves hyppigt, hvad enten den kommer fra en enkelt person eller en forsamling. Det var om bønnen for en anden at Jakob sagde: „En retfærdigs bøn har megen kraft, når den er i virksomhed.“ — Jak 5:14-20; jf. 1Mo 20:7, 17; 2Ts 3:1, 2; He 13:18, 19.

Det er også af betydning at Guds tjenere hyppigt fremlægger deres sag for Jehova, den suveræne Hersker, og begrunder hvorfor de mener at bønnen er berettiget, at de understreger at de har en god og uselvisk bevæggrund, og giver udtryk for at der er ting som er vigtigere end deres egne interesser og hensyn. Dette sidste kunne være at selve Guds navns ære stod på spil, eller det kunne dreje sig om hans folks vel, eller hvilket indtryk det ville gøre på udenforstående iagttagere hvis Gud greb ind eller undlod at gribe ind. Man kan appellere til Guds retfærdighed, hans loyale hengivenhed eller til hans barmhjertighed. (Jf. 1Mo 18:22-33; 19:18-20; 2Mo 32:11-14; 2Kg 20:1-5; Ezr 8:21-23.) Jesus Kristus taler også sine trofaste disciples sag eller „går i forbøn“ for dem. — Ro 8:33, 34.

Hele Salmernes Bog består af bønner og lovsange til Gud, og dens indhold viser hvordan en bøn bør være. Blandt de mange bemærkelsesværdige bønner der er omtalt i Bibelen, kan nævnes de der blev bedt af Jakob (1Mo 32:9-12), Moses (5Mo 9:25-29), Job (Job 1:21), Hanna (1Sa 2:1-10), David (2Sa 7:18-29; 1Kr 29:10-19), Salomon (1Kg 3:6-9; 8:22-61), Asa (2Kr 14:11), Josafat (2Kr 20:5-12), Elias (1Kg 18:36, 37), Jonas (Jon 2:1-9), Ezekias (2Kg 19:15-19), Jeremias (Jer 20:7-12; Klagesangenes Bog), Daniel (Da 9:3-21), Ezra (Ezr 9:6-15), Nehemias (Ne 1:4-11), visse levitter (Ne 9:5-38), Habakkuk (Hab 3:1-19), Jesus (Joh 17:1-26; Mr 14:36) og Jesu disciple (Apg 4:24-30). — Se også KROPSLIGE UDTRYKSMIDLER; RØGELSE (Betydning).