LOVLØSHEDENS MENNESKE

Et udtryk der bruges af apostelen Paulus i 2 Thessaloniker 2:2, 3, hvor han advarer mod det store antikristne frafald der ville indtræffe før „Jehovas dag“. Det græske ord for ’frafald’ der bruges her, apostasiʹa, betegner mere end det at glide bort som følge af ligegyldighed. Det betyder frafald med vidende og vilje; et planlagt, overlagt oprør. I gamle papyrusdokumenter bruges apostasiʹa om politiske oprørere.

Et religiøst oprør. Der er dog ikke tale om et politisk oprør her, men om et religiøst oprør, et oprør mod Jehova Gud og Jesus Kristus og derfor imod den kristne menighed.

Forudsagt. Apostlene Paulus og Peter fremsatte andre forudsigelser af dette frafald, både mundtligt og skriftligt, og Herren Jesus Kristus advarede selv om dets komme. I sin billedtale om hveden og ukrudtet (Mt 13) sagde han at Djævelen ville så „ukrudt“, falske kristne, „den ondes sønner“, blandt „hveden“, „rigets sønner“. Ukrudtet skulle blive stående indtil afslutningen på tingenes ordning, og derefter skulle det identificeres og ’brændes i ild’.

Paulus advarede de kristne tilsynsmænd fra Efesus om at der efter hans bortgang ville komme „undertrykkende ulve“ ind blandt de sande kristne. Disse ville ikke behandle hjorden skånsomt, og de ville ikke blot selv gøre disciple, men ville forsøge at trække „disciplene“, Kristi disciple, bort efter sig. (Apg 20:29, 30) I 1 Timoteus 4:1-3 skrev Paulus: „Den inspirerede udtalelse siger udtrykkeligt at i senere tidsperioder vil nogle falde fra troen, idet de agter på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme, ved hykleri hos mennesker som taler løgn, mærkede i deres samvittighed som med et brændejern [så de ikke føler noget samvittighedsnag skønt de hyklerisk taler løgn], idet de forbyder at man gifter sig, og befaler at man afholder sig fra fødevarer som Gud har skabt til at nydes med taksigelse af dem der har tro og nøjagtig kundskab om sandheden.“

Senere skrev Paulus til Timoteus: „Der kommer en tid da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men efter deres egne ønsker vil de samle sig en masse lærere for at få deres ører kildret; og de vil vende ørerne bort fra sandheden og vende sig til usande historier.“ — 2Ti 4:3, 4.

Apostelen Peter drog en parallel mellem frafaldet fra kristendommen og det kødelige Israels frafald. Han sagde: „Der optrådte imidlertid også falske profeter blandt folket, ligesom der også vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem, og vil derved bringe hurtig ødelæggelse over sig selv. Og mange vil følge deres skamløse gerninger, og på grund af dem vil sandhedens vej blive spottet.“ Peter nævnte derefter at disse ville udnytte menigheden, men påpegede også at ’deres ødelæggelse ikke slumrede’. — 2Pe 2:1-3.

Et kollektivt „menneske“. Som det fremgår af de anførte skriftsteder, er „lovløshedens menneske“ der omtales i 2 Thessaloniker 2:1-12, ikke en enkeltperson, men et kollektivt „menneske“, en gruppe, og dette „menneske“ ville fortsat eksistere efter apostlenes død og helt frem til tiden for Herrens nærværelse.

Forræderi mod Gud. Den „lovløshed“ som dette frafaldne, kollektive „menneske“ øver, er lovløshed mod Jehova Gud, universets Suveræn. Dette „menneske“ gør sig skyldigt i forræderi. Det kaldes „undergangens søn“, ligesom Judas Iskariot, der forrådte Herren Jesus Kristus og bidrog til hans død. Ligesom Judas vil „lovløshedens menneske“ blive tilintetgjort for evigt. Dette „menneske“ er ikke „Babylon den Store“, der også kæmper mod Gud; men da det i religiøs henseende gør oprør mod Gud, er det tydeligvis en del af det hemmelighedsfulde Babylon. — Joh 17:12; Åb 17:3, 5.

„Lovløshedens menneske“ stiller sig i opposition til Gud og er derfor en „satan“, hvilket betyder modstander. Dets „nærværelse“ sættes da også i forbindelse med „Satans virke“. (2Ts 2:9) På Paulus’ tid var det et mysterium, en religiøs „hemmelighed“, hvem dette „lovløshedens menneske“ var, og selv den dag i dag er der mange der ikke er klar over det fordi det øver sit ugudelige virke under et dække af gudhengivenhed. (2Ts 2:7) Ved sin løgnagtige lære, der strider mod Guds lov og så at sige fortrænger den, ophøjer „lovløshedens menneske“ sig over Jehova Gud og andre ’guder’ (mægtige mennesker) foruden over Guds hellige, Jesu Kristi sande åndelige brødre. (Jf. 2Pe 2:10-13.) Eftersom „lovløshedens menneske“ er en hykler, en falsk lærer der hævder at være kristen, „sætter [det] sig i Guds tempel“, i det som disse falske lærere hævder er Guds tempel. — 2Ts 2:4.

Holdes tilbage. Paulus nævnte at noget holdt „lovløshedens menneske“ tilbage. (2Ts 2:6) Det var øjensynlig apostlene. Paulus havde fortalt tilsynsmændene fra Efesus at der efter hans bortgang ville komme symbolske ulve ind i hjorden. (Apg 20:29) Han advarede gentagne gange mod frafald, ikke blot i Andet Thessalonikerbrev, men også i sine breve til Timoteus. Han rådede Timoteus til at betro det han havde fortalt ham, til trofaste mennesker, som igen var egnede til at undervise andre. Han omtalte den levende Guds menighed som „en sandhedens søjle og støtte“. Han ønskede at menigheden skulle opbygges og styrkes så meget som muligt før det store frafald for alvor satte ind. — 2Ti 2:2; 1Ti 3:15.

Langt senere advarede apostelen Johannes på Kristi befaling mod sekter, især Nikolaus-sekten. Desuden omtalte han falske profeter som Bileam og kvinden Jesabel, der kaldte sig profetinde. — Åb 2:6, 14, 15, 20.

I virksomhed på apostlenes tid. Da Paulus skrev Andet Thessalonikerbrev, var hemmeligheden „allerede i virksomhed“. (2Ts 2:7) Flere forsøgte at indføre falsk lære, og nogle af dem havde endda skabt uro i menigheden i Thessalonika, hvilket var en af grundene til at Paulus skrev sit andet brev til menigheden. Da Johannes skrev sine breve, og uden tvivl også før den tid, fandtes der antikrister. Johannes nævnte at det var aposteltidens „sidste time“, og sagde videre: „Som I har hørt at antikrist kommer, således er der allerede nu kommet mange antikrister . . . De udgik fra os, men de var ikke af vor slags; for hvis de havde været af vor slags, ville de være forblevet hos os. Men de forlod os for at det kunne blive gjort kendt at ikke alle er af vor slags.“ — 1Jo 2:18, 19; se ANTIKRIST.

Åbenbaret. Efter apostlenes død trådte „lovløshedens menneske“ åbent frem med sit religiøse hykleri og sin falske lære. (2Ts 2:3, 6, 8) Efter hvad Paulus skrev, ville dette „menneske“ ved Satans ledelse få stor magt og gøre „enhver kraftig gerning og løgnagtige tegn og undere“. De der lader sig bedrage af ’lovløshedens menneskes’ virke, omtales som „dem som går til grunde [ordr.: „tilintetgør sig selv“], fordi de ikke tog imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst“. Apostelen skriver at de „tror løgnen“, og at de alle vil „blive dømt fordi de ikke troede sandheden men fandt behag i uretfærdigheden“. (2Ts 2:9-12; se Int.) De vil altså få en ugunstig dom. — Se OPSTANDELSE (Synd mod den hellige ånd).

Tilintetgøres. „Med sin munds ånd“ vil Herren Jesus udrydde dette kollektive, hykleriske „lovløshedens menneske“ og gøre det til intet „ved sin nærværelses tydelige fremtræden“. Tilintetgørelsen af denne onde modstander af Gud vil være et synligt og konkret bevis på at Herren Jesus Kristus virker som dommer. Han vil ikke dømme efter sine egne normer; ødelæggelsen ’med hans munds ånd’ vil derfor øjensynlig være et udtryk for Jehovas dom over denne onde skare. — 2Ts 2:8; jf. Åb 19:21, hvor der tales om „det lange sværd . . . der udgik af hans mund“.