MALAKIAS’ BOG

Den sidste bog i De Hebraiske Skrifter ifølge den almindelige inddeling af Bibelens bøger. I den traditionelle jødiske kanon er den anbragt sidst blandt de såkaldte små profeter, men før Skrifterne (Hagiograferne). Bogen indeholder et budskab fra Jehova om Israel ved Malakias. — Mal 1:1.

Forholdene på Malakias’ tid. På den tid da Malakias profeterede, rådede der en meget beklagelig tilstand blandt præsterne. I modstrid med Loven antog de halte, blinde og syge dyr som ofre på Jehovas alter. (Mal 1:8; 3Mo 22:19; 5Mo 15:21) De gav ikke folket den rette ledelse og undervisning, og de fik mange til at snuble. (Mal 2:7, 8) Når de dømte, viste de personsanseelse. (2:9) Alt dette havde en dårlig virkning på israelitterne i almindelighed, for det fik dem til at mene at det var nytteløst at tjene Jehova. (3:14, 15) Dette fremgår af at israelitterne ikke støttede templet ved at betale tiende. De var afveget så meget fra tilbedelsen af Jehova at de åbenbart lod sig skille fra deres hustruer for at gifte sig med kvinder der dyrkede falske guder. Trolddom, ægteskabsbrud, løgn, bedrageri og undertrykkelse gik i svang i landet. (2:11, 14-16; 3:5, 8-10) Af den grund advarede Jehova om at han ville komme til sit tempel for at holde dom. (3:1-6) Samtidig opfordrede han overtræderne til at ændre sind idet han sagde: „Vend tilbage til mig, så vil jeg vende tilbage til jer.“ — 3:7.

Affattelsestidspunkt. Tidspunktet for bogens fuldførelse kan dateres ud fra dens indhold. Den må være skrevet efter landflygtigheden i Babylon, for israelitterne blev styret af en landshøvding. Tilbedelsen af Jehova foregik ved templet, som altså må være blevet genopbygget. (Mal 1:7, 8; 2:3, 13; 3:8-10) Malakias må derfor have virket senere end Haggaj (520 f.v.t.) og Zakarias (520-518 f.v.t.) eftersom disse profeters virke bestod i at tilskynde israelitterne til at fuldføre templet. (Ezr 5:1, 2; 6:14, 15) Israelitternes forsømmelighed med hensyn til den sande tilbedelse og deres ringeagt for Guds lov synes at stemme med den situation der forelå da Nehemias kom til Jerusalem for anden gang, nogen tid efter kong Artaxerxes’ 32. regeringsår (ca. 443 f.v.t.). (Jf. Mal 1:6-8; 2:7, 8, 11, 14-16; Ne 13:6-31.) Malakias’ Bog må derfor, ligesom Nehemias’ Bog, antagelig være skrevet efter 443 f.v.t.

Overensstemmelse med andre bibelbøger. Bogen er i fuld overensstemmelse med resten af Bibelen. Apostelen Paulus citerede fra Malakias 1:2, 3 for at give et eksempel på at Guds udvælgelse „ikke [afhænger] af den der vil eller af den der løber, men af Gud, som har barmhjertighed“. (Ro 9:10-16) Jehova fremstilles som Skaberen (Mal 2:10; jf. Sl 100:3; Es 43:1; Apg 17:24-26) og som en retfærdig, barmhjertig og uforanderlig Gud der ikke lader den forsætlige overtræder ustraffet. (Mal 2:2, 3, 17; 3:5-7, 17, 18; 4:1; jf. 2Mo 34:6, 7; 3Mo 26:14-17; Ne 9:17; Jak 1:17.) Betydningen af Guds navn understreges. (Mal 1:5, 11, 14; 4:2; jf. 5Mo 28:58, 59; Sl 35:27; Mik 5:4.) Og der gives en opfordring til at huske Moseloven. — Mal 4:4.

Bogen henledte også israelitternes opmærksomhed på den kommende Messias og på Jehovas dag. Der siges at Jehova vil sende sit „sendebud“, men denne skulle blot være forløberen for en der var endnu større, „pagtens sendebud“, som skulle komme sammen med Jehova. (Mal 3:1) De inspirerede beretninger som er skrevet af Mattæus (11:10-14; 17:10-13), Markus (9:11-13) og Lukas (1:16, 17, 76), udpeger Jesu forløber, Johannes Døber, som det „sendebud“ og den „Elias“ der i første række sigtes til i Malakias 3:1 og 4:5, 6.

[Ramme på side 223]

HOVEDPUNKTER I MALAKIAS’ BOG

Et budskab der understreger at man skal stå Jehova Gud til regnskab når man tilsidesætter hans krav

Skrevet af profeten Malakias, øjensynlig ca. 95 år efter at de første jøder var vendt tilbage fra landflygtigheden i Babylon

Jehova elskede Israel, men folket viser foragt for hans navn (1:1-14)

Jehova elskede sit folk ligesom han elskede Jakob, men hadede Esau

Alligevel viser Israels præster foragt for Guds navn og tager imod halte og syge dyr som ofre; de ville ikke give sådanne dyr til deres landshøvding

Præster og folk fordømmes fordi de er veget bort fra Jehovas vej (2:1-17)

Præsterne er veget bort fra Guds vej, har fået mange til at „snuble over loven“ og har således „ødelagt pagten med Levi“

Mange har giftet sig med fremmede kvinder, og nogle har handlet troløst mod deres ungdoms hustru ved at lade sig skille

Israelitterne har trættet Gud ved at påstå at han godkender dem der handler ondt

Den sande Herre vil dømme og lutre sit folk (3:1-18)

Jehova vil komme til templet sammen med pagtens sendebud; han vil lutre og rense levitterne, og Judas offergave vil være Jehova til behag

Troldmænd, ægteskabsbrydere, de der sværger falsk, bedragere og undertrykkere vil få en hastig dom

Folket opfordres til at bringe hele tienden til Jehovas forrådshus; så vil det modtage velsignelse i overmål

En bog vil blive skrevet til minde om dem der frygter Jehova; hans folk vil igen kunne se forskel på en retfærdig og en ugudelig

Jehovas store og frygtindgydende dag kommer (4:1-6)

På Jehovas dag vil de ugudelige blive udslettet, mens „retfærdighedens sol“ vil skinne på dem der frygter Guds navn

Forud for denne dag vil der foregå et genoprettelsesarbejde som vil blive udført af profeten Elias