TARTAROS

(Tarʹtaros).

En fængselslignende, fornedret tilstand som Gud styrtede de ulydige engle ned i på Noas tid.

Ordet forekommer kun én gang i de inspirerede skrifter, nemlig i 2 Peter 2:4. Apostelen skriver at „Gud ikke skånede de engle som havde syndet, men kastede dem i Tartaros og derved overgav dem til det tætte mørkes gruber for at de skulle bevogtes til dom“. Udtrykket „kastede dem i Tartaros“ er en form af det græske udsagnsord tartaroʹō.

I Judas 6 findes denne parallelle tekst: „Og de engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig, har han holdt forvaret med evige lænker under tæt mørke til dommen på den store dag.“ Peter viser hvornår det var at disse engle „forlod deres egen bolig“, idet han taler om „ånderne der var i fængsel, dem som havde været ulydige dengang Guds tålmodighed ventede i Noas dage, mens arken blev bygget“. (1Pe 3:19, 20) Dette danner en direkte parallel til beretningen i 1 Mosebog 6:1-4 om „gudssønnerne“ som før Vandfloden forlod deres himmelske bolig for at leve sammen med jordiske kvinder, hvilket førte til at de fik et afkom der kaldtes Nefilim. — Se GUDS SØN(NER); NEFILIM.

På baggrund af disse skriftsteder ses det at Tartaros er en tilstand og ikke et sted, for Peter taler om at disse ulydige ånder befinder sig i „det tætte mørkes gruber“. Hertil kommer at Paulus siger at de i virkeligheden befinder sig „i det himmelske“, hvor de som onde åndemagter udøver et mørkets herredømme. (2Pe 2:4; Ef 6:10-12) Det ’tætte mørke’ er således ikke en bogstavelig mangel på lys, men er en følge af at disse ånder som frafaldne og udstødte af Guds familie er afskåret fra al guddommelig oplysning og derfor kun har mørke udsigter.

Tartaros er derfor ikke det samme som det hebraiske Sheol eller det græske Hades, der begge står for menneskehedens fælles grav. Dette fremgår også af Peters ord, som viser at Jesus Kristus ikke „forkyndte for ånderne der var i fængsel“ mens han befandt sig i Hades (Sheol), men efter at han var blevet oprejst fra Hades. — 1Pe 3:18-20.

Den fornedrede tilstand der skildres ved Tartaros, må heller ikke forveksles med „afgrunden“ som Satan og hans dæmoner vil være kastet ned i under Kristi tusindårige regering. (Åb 20:1-3) De ulydige engle blev øjensynlig kastet i Tartaros i „Noas dage“ (1Pe 3:20), men omkring 2000 år senere bønfaldt de Jesus om „ikke at befale dem at gå ned i afgrunden“. — Lu 8:26-31; se AFGRUND.

Ordet „Tartaros“ forekommer også i den hedenske mytologi fra den førkristne tid. I Homers Iliaden skildres det mytologiske Tartaros som et underjordisk fængsel ’lige så dybt under Hades som himmelen er højt over jorden’. Her var de mindre guder, Kronos og de andre titaner, indespærret. Som vi har set, er Bibelens Tartaros ikke et sted, men en tilstand, og det er derfor ikke det samme som det Tartaros der omtales i den græske mytologi. Det er imidlertid interessant at det mytologiske Tartaros ikke skildres som et opholdssted for mennesker, men for overmenneskelige skabninger. På dette punkt er der altså en lighed eftersom det bibelske Tartaros tydeligvis ikke er beregnet til indespærring af menneskesjæle (jf. Mt 11:23), men udelukkende til de onde, overmenneskelige ånder som har gjort oprør mod Gud.

Den tilstand af dyb fornedrelse der skildres ved Tartaros, er en forløber for den tilstand som Satan og hans dæmoner vil blive hensat i når de styrtes i afgrunden før begyndelsen af Kristi tusindårsrige. Når de tusind år er til ende, vil de blive tilintetgjort i „den anden død“. — Mt 25:41; Åb 20:1-3, 7-10, 14.