Angola

Bibelen har i Åbenbaringens Bog, også kaldet Apokalypsen, forudsagt hvordan forholdene ville være i vore dage. Man taler om de apokalyptiske ryttere, der symbolsk skildrer krig og hungersnød, dødelige sygdommes hærgen samt lidelser og død forårsaget af mennesker der opfører sig som vilde dyr. (Åb. 6:3-8) Disse tilstande berører hele jorden, og Angola er ingen undtagelse.

Overalt i Angola har man mærket virkningerne af de apokalyptiske rytteres vilde ridt. Hvordan har Jehovas Vidners situation været under disse forhold?

Mange af dem har været udsat for voldsom forfølgelse. Nogle er uskyldigt blevet dræbt uden at have taget del i den brutale og endeløse borgerkrig. Mange har oplevet grufuld hungersnød som følge af det politiske og økonomiske sammenbrud. Men intet har kunnet ødelægge deres tro på Jehova Gud og deres tillid til hans ord. De har et oprigtigt ønske om at være loyale mod Gud og aflægge et grundigt vidnesbyrd om hans hensigter. Og den kærlighed de viser hinanden, er et tydeligt vidnesbyrd om at de er Jesu Kristi sande disciple. — Joh. 13:35.

Karaten af deres tro fremgår af følgende to eksempler. For over 40 år siden sagde en politiassistent meget afgjort til et af Jehovas Vidner: „For Angolas vedkommende . . . så er Vagttårnsselskabets arbejde slut, slut, slut!“ Kort efter sagde han truende til et andet Jehovas Vidne fra Angola: „Ved du hvad der vil ske med dig?“ Broderen svarede roligt: „Jeg ved godt hvad I kan gøre ved mig. Det eneste I kan gøre er at slå mig ihjel. Kan I gøre andet? Det får mig ikke til at opgive min tro.“ Selv under mange års brutal behandling i fængsler og straffelejre har João Mancoca holdt fast ved sin beslutning.

Her, mange år senere, skrev en ældste fra Huambo-provinsen: „Vores situation er yderst kritisk. I menighederne bliver fødevaremangelen og mangelen på medicin mere og mere ekstrem. Man kan ikke med ord beskrive den nuværende situation og vore brødres fysiske tilstand.“ Men han sagde videre: „Selv om vores fysiske tilstand er alvorlig, er vi dog åndeligt sunde. Det der sker, er jo nøjagtigt hvad der er forudsagt i Mattæus kapitel 24 og i Andet Timoteusbrev 3:1-5.“

Hvordan har de kunnet reagere så positivt selv under hårde trængsler? Det skyldes deres tro og mod, som de har fået ved ikke at fæste lid til sig selv eller andre mennesker, men ved at sætte deres lid til Guds rige under ledelse af Jesus Kristus. De ved at uanset hvem der i øjeblikket er ved magten, eller hvor svær situationen end måtte være, vil Guds hensigt blive til virkelighed. De er overbeviste om at Guds søn, der regerer fra himmelen, vil sejre, og at jorden under hans styre vil blive et paradis. (Dan. 7:13, 14; Åb. 6:1, 2; 19:11-16) Jehovas Vidner i Angola ved af erfaring at Gud giver skrøbelige mennesker en kraft som er ud over det normale, så de kan holde ud. — 2 Kor. 4:7-9.

Men lad os, inden vi ser nærmere på Jehovas folks historie i Angola, få lidt at vide om landet.

En usleben diamant

Angola ligger i det sydvestlige Afrika og grænser op til Den Demokratiske Republik Congo mod nord, Namibia mod syd, Zambia mod øst og Atlanterhavet mod vest. Landets areal er på 1.246.700 kvadratkilometer, hvilket rundt regnet svarer til Frankrig, Italien og Tyskland tilsammen. Angola er næsten 14 gange større end Portugal, der i det 16. århundrede begyndte at gøre det til en af sine kolonier. Som følge af den portugisiske kolonisering bekender omkring 50 procent af befolkningen sig til den katolske tro.

Portugisisk er stadig det officielle sprog, men Angola er et land hvor der bliver talt mange sprog. Af de mere end 40 sprog der tales i landet, er umbundu, kimbundu og kikongo de mest udbredte.

Igennem årene er Angolas naturrigdomme blevet kanaliseret videre til andre lande. I kolonitiden blev millioner af slaver sendt til Brasilien, der også var en portugisisk koloni. På den frugtbare jord i Angola dyrkede man tidligere store mængder bananer, mangofrugter, ananas, sukkerrør og kaffe. Da det portugisiske åg blev fjernet, hæmmede en ødelæggende borgerkrig den økonomiske udvikling. Ikke desto mindre besidder Angola stadig værdifulde naturrigdomme som råolie og store forekomster af diamanter og jernmalm. Det mest værdifulde er dog de mange tusinde ydmyge og beslutsomme mennesker som har vist dyb kærlighed til Guds ord og dets løfter om en lys fremtid under Guds rige.

„Send dit brød ud på vandet“

De første Jehovas Vidner der virkede i Angola, var ifølge optegnelserne Gray Smith og hans kone Olga, et pionerpar fra Cape Town i Sydafrika. I juli 1938 tog de af sted fra Johannesburg i en bil der var indrettet sådan at man kunne afspille grammofonplader med bibelske foredrag fra den. De havde desuden fyldt bilen med Vagttårnsselskabets publikationer. På deres tremåneders tur tegnede de abonnementer på Vagttårnet og spredte 8158 bibler, bøger og brochurer. De sørgede gavmildt for at den bibelske litteratur nåede ud til et stort område, deriblandt Benguela, Luanda, Sá da Bandeira (nu Lubango) og andre byer i det vestlige Angola. Men det følgende år udbrød den anden verdenskrig, og det blev vanskeligt at holde kontakten ved lige med dem der havde vist interesse.

I lang tid var der kun få synlige resultater af deres forkyndertur. Men princippet i Prædikeren 11:1 viste sig at være sandt: „Send dit brød ud på vandet, for efter mange dages forløb vil du finde det igen.“

Nogle af sandhedens sædekorn spirede efter mange år, som en rapport fra Huíla-provinsen viser. Lang tid efter Gray og Olga Smiths forkyndertur til Angola kunne en hr. Andrade fortælle at han som 41-årig boede i Sá da Bandeira. Han havde dengang modtaget nogle af Vagttårnsselskabets publikationer, blandt andet bogen Rigdom og et abonnement på Vagttårnet, af et par der kom i bil fra Sydafrika. Han skrev til afdelingskontoret i Brasilien, og der blev sørget for at han fik et brevstudium. Brevstudiet ophørte imidlertid senere da hr. Andrade fandt ud af at hans breve blev censureret. I mange år havde han derfor ingen kontakt med Jehovas Vidner.

I 1967 flyttede Zuleika Fareleiro, der lige var blevet døbt, til Sá da Bandeira. Hendes kundskab om sandheden var begrænset, og på det tidspunkt var Jehovas Vidners virke underlagt forbud i landet. Hun var ikke desto mindre ivrig efter at fortælle andre om det hun havde lært. Hun begyndte at studere Bibelen med en kvinde der fortalte at hun kendte en skomager som tilsyneladende havde den samme religion. Søster Fareleiro gik hen for at aflevere nogle sko til reparation, og da hun viste skomageren bogen Sandheden der fører til evigt liv, lyste han op. Hun påbegyndte derpå et bibelstudium med ham. Denne mand var hr. Andrade, som på det tidspunkt sad i kørestol og havde fået et traume efter at have set sin kone blive myrdet. Han følte sig derfor tiltrukket af håbet om Riget og fik et fast greb om sandheden. Han blev døbt som et af Jehovas Vidner i 1971 og tjente trofast Jehova til sin død i 1981, 80 år gammel. Til trods for sine skavanker og sin høje alder var han trofast og aktiv ved alle menighedens møder og til stor opmuntring for andre.

Bestræbelser for at oplære og opbygge angolanerne

For cirka 60 år siden var en mand ved navn Simão Toco tilsluttet en baptistkirke i det nordlige Angola. Da han flyttede fra M’banza Congo i Angola til Léopoldville i Belgisk Congo (nu Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo), besøgte han på vejen en ven. Der så han et eksemplar af Luz e Verdade (nu Despertai! [Vågn op!]). Bladet indeholdt en portugisisk oversættelse af brochuren Riget, Verdens Haab. Simão Toco ville meget gerne have bladet, og da det ikke interesserede hans ven særlig meget, fik han lov at få det. Sådan gik det til at også han kom i besiddelse af et af Jehovas Vidners blade.

Da Simão Toco kom til Léopoldville i 1943, oprettede han et kor, der med tiden fik flere hundrede medlemmer. Han ville gerne oplære og opbygge sine landsmænd, og derfor oversatte han Riget, Verdens Haab til kikongo. Med tiden komponerede han salmer ud fra det han havde lært om Riget og andre bibelske sandheder. Han drøftede også regelmæssigt disse ting med nogle af korets medlemmer. En anden angolaner der arbejdede i Léopoldville, João Mancoca, sluttede sig i 1946 til Simão Tocos bibelstudiegruppe. Man holdt møder lørdag og søndag aften, og João Mancoca var altid blandt de cirka 50 der mødte op.

I 1949 følte gruppen sig tilskyndet til at fortælle andre om det de havde lært, så mange af dem begyndte at forkynde i Léopoldville, i Belgisk Congo. Det vakte baptistpræsternes og de belgiske myndigheders vrede. Mange fra Simão Tocos gruppe blev kort efter arresteret og fængslet i flere måneder, deriblandt João Mancoca. De der nægtede at forlade den bevægelse som Simão Toco havde påbegyndt, og de der ikke ville holde op med at læse publikationer der havde forbindelse med Vagttårnsselskabet, blev sendt tilbage til deres hjemland, Angola. Efterhånden bestod gruppen af cirka 1000 personer.

De portugisiske myndigheder i Angola vidste ikke hvad de skulle stille op med dem. Det endte med at de blev spredt til forskellige egne af landet.

Cirka på samme tidspunkt, i 1950, begyndte sandheden at blive forkyndt i Huambo, også kaldet Nova Lisboa, som er den næststørste by i Angola. Der gik nogen tid inden væksten begyndte, men efterhånden blev João da Silva Wima, Leonardo Sonjamba, Agostinho Chimbili, Maria Etosi og Francisco Portugal Eliseu fra denne egn loyale tjenere for Jehova. De lærte også deres familier om Jehova og hans retfærdige normer.

Simão Toco og andre blev sendt op nordpå for at arbejde i en kaffeplantage, men da havde han desværre allerede ændret syn på visse ting. Dengang Simão Toco og hans gruppe stadig var i Léopoldville i Belgisk Congo, havde nogle tilhængere af Simão Kimbangu, som praktiserede spiritisme, overværet deres møder. Under et af møderne havde de engang en oplevelse der af nogle blev opfattet som åndens udgydelse, uden at de dog ’prøvede om ånden var fra Gud’. (1 Joh. 4:1) João Mancoca kunne ikke lide at man tilsidesatte studiet af Bibelen og i stedet stolede på ’ånden’.

Da de blev sendt tilbage til Angola, kom João Mancoca til Luanda. Han opfordrede, sammen med Sala Filemon og Carlos Agostinho Cadi de andre i deres gruppe til at adlyde Bibelen og tage afstand fra skikke der ikke harmonerede med den. Senere, da Simão Toco blev flyttet ned sydpå, kom han gennem Luanda. Det var tydeligt at han nu var blevet endnu mere påvirket af Simão Kimbangus tilhængere.

I 1952 blev João Mancoca, Carlos Agostinho Cadi og Sala Filemon forrådt af en der var tilsluttet deres gruppe. De blev arresteret og bortvist til Baía dos Tigres, en straffekoloni hvor man skulle arbejde ved fiskeriet. Forræderen var en frygtindgydende mand med to koner. Hans forsøg på at gøre sig selv til leder af gruppen i Luanda havde nær fået nogle til at give op. Men hans uærlighed gav ham efterhånden problemer med myndighederne, og han blev også selv sendt til straffekolonien.

En gæst med en trefoldig mission

I løbet af 1954 modtog afdelingskontoret i Sydafrika en del breve fra gruppen i Baía dos Tigres. De havde et stort ønske om at få bibelske publikationer. Derfor sendte man i 1955 John Cooke, der var missionær for Vagttårnsselskabet, fra Frankrig til Angola. Han fik en trefoldig mission der gik ud på at undersøge om det var rigtigt at der skulle være mere end 1000 Jehovas Vidner i Angola, om muligt prøve at hjælpe dem og samtidig se hvad der kunne gøres for at legalisere Jehovas Vidners virke i Angola. Efter at han i løbet af fem måneder havde mødt adskillige grupper, viste det sig at der var langt færre end 1000 Jehovas Vidner. Som det fremgik af tjenesterapporten for 1955, var der kun 30 forkynderne af den gode nyhed i hele landet.

Det varede adskillige uger før myndighederne gav John Cooke tilladelse til at besøge João Mancoca og den lille gruppe der var i Baía dos Tigres, i det sydlige Angola. Han fik lov til at blive der i fem dage, og det han fortalte ud fra Bibelen, overbeviste yderligere João Mancoca og de andre om at den organisation han repræsenterede, tilbad Gud på den rette måde. Den sidste dag broder Cooke var på besøg, holdt han et offentligt foredrag med titlen „Denne gode nyhed om Riget“ for en gruppe på 80, deriblandt straffekoloniens leder.

I løbet af de måneder broder Cooke tilbragte i Angola, lykkedes det ham at møde Simão Toco og nogle fra forskellige dele af landet der betragtede ham som deres leder. Det viste sig at mange blot fulgte Simão Tocos sekt og ikke var interesseret i Jehovas Vidners arbejde. En undtagelse var António Bizi, en ung mand i Luanda der var ivrig efter at lære mere om Jehovas hensigter. På dette tidspunkt blev Simão Toco holdt i forvaring i en landsby nær Sá da Bandeira, uden tilladelse til at sende eller modtage breve.

Broder Cookes besøg var til stor opmuntring for den lille trofaste gruppe i Baía dos Tigres. Broder Mancoca husker at besøget overbeviste dem om at „det ikke var dem der var forkert på den“. Det viste også at selv om antallet af Jehovas Vidner var mindre end forventet, var der mulighed for vækst. Broder Cooke skrev i sin rapport at nogle af dem han havde mødt, var „ivrige efter at lære“ og at „det virker som om der er en god arbejdsmark her“.

Flere opmuntrende besøg

Året efter broder Cookes besøg i landet blev broder Mervyn Passlow, der også havde overværet Gileadskolen, af Vagttårnsselskabet sendt til Luanda sammen med sin kone, Aurora. De havde John Cookes optegnelser på 65 abonnenter og andre interesserede. I begyndelsen var det svært for dem at finde disse abonnenter fordi bladene blev sendt til en postboks og ikke til deres adresser. Men en kvinde ved navn Berta Teixeira var netop vendt hjem til Luanda fra Portugal. Der havde hun mødt Jehovas Vidner og vist stor interesse for sandheden. Kontoret i Lissabon havde underrettet Mervyn og Aurora om at hun ville komme, og de begyndte straks at studere Bibelen med hende. En af Bertas slægtninge der arbejdede på posthuset, hjalp dem med at finde adresserne på abonnenterne, og mange af dem blev ivrige bibelstudieelever. Disse begyndte hurtigt at tale med venner og bekendte, og i løbet af et halvt års tid studerede Mervyn og Aurora med over 50 personer.

Et par måneder efter deres ankomst begyndte broder og søster Passlow regelmæssigt at holde et bibelstudium ved hjælp af Vagttårnet i deres stue. Da den første måned var gået, var stuen allerede blevet for lille. Men Berta Teixeira havde oprettet en sprogskole, og hun stillede et af sine lokaler til rådighed for møderne. Efter otte måneder forrettede Jehovas Vidner for første gang dåb i Angola. Det foregik i en bugt ved Luanda.

På grund af den specielle situation i Angola havde Mervyn og Aurora Passlow kun begrænset kontakt med de afrikanske brødre i landet. Men indimellem kom nogle af dem på besøg. António Bizi, en som John Cooke havde fundet stor interesse hos, kom regelmæssigt i deres hjem for at studere. Og João Mancoca, der stadig var i forvaring, skrev opmuntrende breve til dem.

Kort efter den første dåbshandling nægtede regeringen imidlertid at forny Mervyn og Aurora Passlows visa, så de måtte forlade landet. De havde udført et godt stykke arbejde ved at så nye „sædekorn“ og vande den „sæd“ andre havde sået før dem. (1 Kor. 3:6) De havde også fået stor kærlighed til brødrene i Angola. Alligevel havde de rådet de lokale brødre, især angolanerne, til ikke at komme og tage afsked med dem eftersom politiet var dem fjendtligt stemt. Men båndene mellem dem var for stærke. Mange var mødt op for at give udtryk for deres hengivenhed inden broder og søster Passlow gik om bord på skibet.

Harry Arnott havde i 1958 besøgt Mervyn og Aurora Passlow i Luanda som zonetilsynsmand. Da han i februar 1959 igen prøvede at komme ind i Angola som zonetilsynsmand, tog broder Mancoca, søster Teixeira og en lille gruppe andre ud til flyvepladsen for at møde ham. Politiet tøvede ikke med at skride ind. De tog broder Arnott til side, gennemsøgte hans bagage og satte den lille gruppe i forvaring.

Til sidst kom broder Arnott ind i det samme forvaringsrum som broder Mancoca. Da de så hinanden, begyndte de at le ad den tragikomiske situation. Politiassistenten kunne overhovedet ikke se hvori det sjove bestod. Rasende sagde han til broder Mancoca: „Ved du hvad der vil ske med dig?“ Broder Mancoca, der på det tidspunkt havde tilbragt seks år i fængsel og gentagne gange var blevet pryglet, svarede roligt: „Jeg er ikke bange. Jeg ved godt hvad I kan gøre ved mig. Det eneste I kan gøre er at slå mig ihjel. Kan I gøre andet?“ Han tilføjede klart og beslutsomt: „Det får mig ikke til at opgive min tro.“ Derpå vendte han sig mod broder Arnott med et opmuntrende smil. Broder Arnott fortæller: „Han virkede som om han slet ikke bekymrede sig om sine egne vanskeligheder, men kun tænkte på at situationen ikke skulle gøre mig modløs. Det var meget opbyggende at se denne afrikanske broder tage et så afgjort og modigt standpunkt efter mange års fængsel.“

Broder Arnott blev sendt ud af landet med samme fly som han var ankommet med, men han nåede dog at få dette korte og opbyggende møde med broder Mancoca. Efter syv timers forhør blev broder Mancoca også løsladt.

En uge efter denne episode blev broder Mancoca samt hans venner Carlos Cadi og Sala Filemon endelig døbt. Omkring dette tidspunkt lejede man et værelse i Sambizanga, en forstad til Luanda, og her holdt den første officielle menighed af Jehovas Vidner i Angola sine møder. På dette tidspunkt kunne de indlede og afslutte møderne med sang, og det vakte opmærksomhed i nabolaget. Mange var forbavsede over at der var mulighed for at kommentere under vagttårnsstudiet, og at man kunne stille spørgsmål efter mødet. Denne udveksling af tanker, som der ikke var mulighed for i kristenhedens kirker, var med til at fremme arbejdet.

„Forsigtige som slanger“

Indtil 1960 havde det været afdelingskontoret i Sydafrika der havde ført tilsyn med forkyndelsen af den gode nyhed i Angola, men det blev nu afdelingskontoret i Portugal. De stærke bånd der blev knyttet mellem Jehovas Vidner i de to lande, stod i skærende kontrast til det stadig dårligere politiske forhold mellem Angola og Portugal, der længe havde styret Angola som en koloni.

Det at nabolandet Belgisk Congo var blevet uafhængigt, og at der efterfølgende var udbrudt borgerkrig i dette land, havde stor indflydelse på det politiske klima i Angola. Kolonistyret skærpede overvågningen af landet, men kunne ikke forhindre at ønsket om selvstændighed førte til guerillakrig. I januar 1961 begyndte urolighederne i det centrale Angola. Det førte til et kupforsøg i Luanda i februar. Da overenskomstforhandlinger brød sammen i det fattige Kongo-område i nord i marts, begyndte angolanerne at dræbe flere hundrede portugisiske indvandrere. Det førte til en massiv hævnaktion.

I 1960’erne opstod der tre store modstandsbevægelser rettet mod kolonistyret: Den Folkelige Bevægelse for Befrielse af Angola (Movimento Popular de Libertação de Angola; MPLA) som var kommunistisk orienteret, Angolas Nationale Befrielsesfront (Frente Nacional de Libertação de Angola; FNLA) og Den Nationale Union for Angolas Totale Uafhængighed (União Nacional para a Independência Total de Angola; UNITA).

Borgerkrigen skabte øjeblikkelig problemer for den lille gruppe Jehovas Vidner. I pressen blev de kaldt en „antikristen sekt og samfundsskadelige“. Journalister fejlciterede artikler fra Vågn op! og påstod at Jehovas Vidners hensigt var „at retfærdiggøre, eller ligefrem tilskynde til, de terrorhandlinger der for nylig havde været i den nordlige del af provinsen.“ Under et billede af Vågn op! lød teksten: „Religiøs propaganda forgifter angolanernes tankegang.“

I denne periode blev alle Jehovas Vidner holdt under konstant opsyn. Al post blev nøje overvåget, så kommunikationen med afdelingskontoret i Portugal var ret begrænset, og det var meget vanskeligt at modtage Vagttårnsselskabets publikationer. De der modtog dem med posten, blev afhørt af politiet.

Kolonistyret var mistænksomt når mere end to personer som ikke tilhørte samme familie, mødtes. Brødrene tog deres forholdsregler, ændrede mødesteder og samledes i små grupper. I 1961 overværede 130 imidlertid højtiden til minde om Kristi død. Broder Mancoca og broder Filemon tog derefter rundt og besøgte alle som havde været til stede, for at forvisse sig om at de var kommet sikkert hjem. Den kærlige omsorg de viste, styrkede deres kristne brødre.

En tid med hårde prøver

Silvestre Simãos erfaring viser hvad en ny bibelstudieelev kunne komme ud for dengang. I 1959, mens han endnu gik i skole, gav en skolekammerat ham traktaten „Et brændende helvede — bibelsk sandhed eller hedensk skræmmebillede?“ Han har senere fortalt: „Denne traktat blev et vendepunkt i mit liv. Jeg havde lært at frygte helvede, men da jeg læste traktaten og forstod hvad sandheden er, holdt jeg straks op med at komme i kirken og begyndte at læse Selskabets publikationer.“

I denne spændte atmosfære inviterede Jehovas Vidner ikke uden videre interesserede med til møderne. Der gik to år inden de fandt det sikkert at invitere Silvestre med. Efter sit første møde stillede han spørgsmål om sabbatten. De svar han fik, overbeviste ham om at han havde fundet sandheden. Men hvor meget værdsatte han den? Den følgende uge, efter at have overværet sit andet møde den 25. juni 1961, blev hans værdsættelse af det han havde lært, sat på prøve. En militærpatrulje afbrød mødet. Alle mænd blev gennet udenfor og slået med galvaniserede stålrør. En af brødrene fortæller: „Vi blev slået som dyr der skulle slås ihjel — ja som svin der skulle slås med køller for at dø inden de skulle sælges på markedet.“ Silvestre Simão og de andre der fik denne behandling, har stadig mærker efter slagene. De skulle derefter gå i en lang række ud til et fodboldstadion hvor de blev konfronteret med en stor gruppe bitre europæere der havde mistet deres familie i krigen i det nordlige Angola. Brødrene blev atter brutalt slået af soldaterne og nu også af folk på stadionet, deriblandt nogle af europæerne.

Silvestre og de andre brødre blev derefter stuvet sammen i lastbiler og kørt til fængselet São Paulo, der hørte under det berygtede hemmelige politi. Her blev brødrene igen slået brutalt og derefter én efter én smidt ind i samme celle oven på hinanden. Der kunne de, hårdt sårede og stærkt blødende, ligge og vente på at dø.

Myndighederne betragtede João Mancoca som gruppens leder eftersom det var ham der havde ledet vagttårnsstudiet. Efter den brutale omgang prygl blev han ført bort for at blive henrettet. Myndighedernes udlægning af en paragraf i Vagttårnet havde ført til at han var blevet anklaget for at have planlagt et angreb på den hvide befolkning. Broder Mancoca spurgte hvordan de ville opfatte det hvis de fandt det samme blad hos europæere eller en familie i Brasilien eller i Portugal? Han fortalte at dette blad udkommer overalt i verden og bliver læst af folk af alle nationaliteter. For at få det bekræftet kørte myndighederne ham ud til en portugisisk familie som var Jehovas Vidner. Da de så det samme blad hos denne familie og fik bekræftet at de havde studeret den samme artikel, ændrede de beslutning vedrørende henrettelsen. Broder Mancoca blev kørt tilbage til de andre brødre i São Paulo-fængselet.

Det var dog ikke alle der var tilfreds med denne beslutning. Da de ankom til fængselet, tog en tynd portugisisk vagtpost broder Mancoca „i sin varetægt“. Denne „varetægt“ bestod i at han skulle tilbringe hele eftermiddagen under den brændende sol uden mad. Da klokken var fem, tog vagten en pisk og begyndte at piske broder Mancoca, som fortæller: „Jeg har aldrig set én bruge en pisk som han gjorde. Han sagde at han ville blive ved indtil jeg faldt død om.“ Han fortsatte skånselsløst i en time, men på et tidspunkt kunne broder Mancoca ikke længere føle smerte. Derefter fik han pludselig en overvældende trang til at sove. Den udmattede vagt var sikker på at Mancoca var ved at dø, så han fik en soldat til at trække ham væk og lægge ham under en kasse. Da militsen om natten kom for at få vished om at han var død, pegede soldaten på kassen og sagde at han lå derunder og allerede var død. Ganske overraskende kom han sig, og soldaten blev meget chokeret da han tre måneder senere så ham i spisesalen i levende live. Så fortalte han broder Mancoca om det der var hændt den nat. Trangen til at sove havde frelst ham fra den visse død.

Broder Mancoca kunne senere vende tilbage til de andre brødre, og de holdt møder i fængselet. Tre gange i løbet af de fem måneder de opholdt sig i São Paulo-fængselet, holdt de offentlige foredrag med omkring 300 til stede. Det at der blev forkyndt i fængselet, styrkede menighederne udenfor fordi mange af de fanger der viste interesse, blev døbt som Jehovas Vidner efter deres løsladelse.

Silvestre Simão kunne i alle de måneder han var i dette fængsel, sammen med gruppen systematisk studere Bibelen og således få den nødvendige åndelige styrke. Siden blev medlemmerne af gruppen overflyttet til andre fængsler og arbejdslejre hvor de fik flere prygl og mere hårdt arbejde. Silvestre blev løsladt i november 1965, efter at have tilbragt fire år i forskellige fængsler. Han kom tilbage til Luanda og sluttede sig til gruppen af Jehovas Vidner der holdt møder i Rangel-området. Da han i 1967 blev døbt, havde hans tro allerede vist sig at stå prøve. Andre i fængslet, deriblandt broder Mancoca, blev først løsladt i 1970, men kun for igen at komme i fængsel.

„De skal ikke mere lære at føre krig“

Landet var i krig, men Bibelen siger at de der lærer Jehovas veje at kende, vil „smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive“ og „ikke mere lære at føre krig“. (Es. 2:3, 4) Hvad skulle de unge mænd i Angola gøre i den situation?

I marts 1969 indledte regeringen en brutal kampagne mod alle der ønskede at bevare deres kristne neutralitet. António Gouveia og João Pereira fra Luanda var nogle af de første der blev arresteret. Broder Gouveia blev hentet på sin arbejdsplads og kastet i en meget beskidt celle. Først efter 45 dage fik hans mor lov til at besøge ham.

Fernando Gouveia, António Alberto og António Matías var nogle af dem der blev arresteret i Huambo. De blev slået brutalt tre gange om dagen. Selv Fernandos egen mor kunne ikke kende sin søn bagefter. Først da brødrene skrev et brev til lederen af de væbnede styrker og fortalte om den grove behandling, aftog grusomhederne noget.

António Gouveia genkalder sig nogle ting der hjalp dem til at holde ud. Indimellem gemte hans mor en side af Vagttårnet i den mad hun kom med. „Det hjalp os til at forblive årvågne og til at holde os åndeligt i live.“ Han tilføjer: „Uanset hvilket bibelsk emne der dukkede op i vores tanker, forkyndte vi for væggene.“ Nogle af brødrene holdt også humøret oppe ved hjælp af humor. Med høj stemme, som var der tale om en vigtig nyhed, kundgjorde de det store antal fluer de havde slået ihjel i deres celler.

Blandt de fængslede i Angola var der seks unge mænd fra Portugal som var blevet sendt derned for at udføre militærtjeneste, men havde nægtet. En af dem, David Mota, fortæller: „Vi kunne ofte mærke Jehovas beskyttelse. Embedsmændene benyttede forskellige metoder for at få os til at gå på kompromis og koncentrerede sig især om dem af os der endnu ikke var døbt. De brugte blandt andet det at vække os midt om natten, udse sig fem fra gruppen, tage én af os ud og sætte en pistol der tilsyneladende var ladt, mod hans tinding og trykke på aftrækkeren. En halv time efter, når vi igen lå i vores køjer, gentog det sig. Vi er alle Jehova taknemmelige for stadig at være i live. Til sidst vandt vi myndighedernes respekt og fik lov til at holde møder i fængselet. Det var en stor glæde for os at se seks af vore medfanger blive døbt i fængselet.“

Selv om brødrene fik at vide at de ikke blev løsladt før de var 45 år, kom de ikke til at vente så længe. Alligevel var det en svær tid. Det de kom ud for, var med til at lutre deres tro. I dag tjener de fleste af disse brødre som ældste i menighederne.

Kolonistyrets pludselige ophør

Den 25. april 1974 blev diktaturet i Portugal omstyrtet ved et kup. Den 13 år lange kolonikrig i Angola var forbi, og de portugisiske tropper begyndte at trække sig tilbage. Der blev dannet en overgangsregering som skulle virke i ti måneder, gældende fra den 31. januar 1975, men den holdt kun i seks måneder.

Til at begynde med fik Jehovas Vidner gavn af denne bratte forandring. I maj blev 25 Jehovas Vidner der sad i Cabo Ledo-fængselet på grund af neutralitet, benådet. Blandt dem var de seks fra Portugal som havde nægtet at tage del i krige, også de krige der blev udkæmpet i de afrikanske kolonier. Hvordan ville disse europæiske brødre bruge den frihed de pludselig havde fået? David Mota beretter: „Styrket af det nære forhold vi havde fået til Jehova i fængselet, besluttede vi alle seks at blive i Angola og straks begynde i pionertjenesten.“

Det var noget helt nyt for de 1500 Jehovas Vidner i Angola at have frihed til at udøve deres tro. Det hemmelige politi var borte, arrestationerne hørt op, og Jehovas Vidner kunne mødes frit. De gennemsøgte Luanda for at finde auditorier eller egnede lokaler hvor der var plads til det voksende antal Jehovas Vidner. Indtil da havde de 18 menigheder i landet holdt møder i private hjem.

Der blev arrangeret et særligt tjenestemøde i Pavilhão do Ferrovia. Blandt de 400 brødre som var indbudt fra adskillige menigheder, var José Augusto, der nu er på Betel i Portugal. Han beretter: „Det var første gang jeg var sammen med så mange brødre og søstre under frie forhold. Vi kunne næsten ikke fatte at det var virkelighed. Det var meget rørende da vi gik rundt mellem hinanden og nød samværet med brødre fra andre menigheder.“

Åndelige glæder i en tid med uro

Der foregik en magtkamp mellem de tre rivaliserende nationale bevægelser: MPLA, FNLA og UNITA. Bevæbnede grupper fra de rivaliserende fraktioner invaderede Luanda og oprettede hovedkvarterer. „Til at begynde med var der kun snigskytter,“ fortæller øjenvidnet Luis Sabino. „Men efterhånden som hadet tog til, blev der taget kraftigere våben i brug. Der kørte tanks rundt i gaderne, og der blev affyret raketter. I hundredvis af hjem blev ødelagt, også brødrenes.“

Man tog den kloge forholdsregel at blive ved med at holde menighedens møder i bogstudiecentrene. „Det var almindeligt at møderne blev afbrudt af maskingeværsalver der blev affyret i nærheden,“ fortæller Manuel Cunha. „Alle lagde sig ned indtil skyderiet holdt op, og derefter fortsatte programmet. Nogle gange lod vi være med at tænde lys for ikke at vække unødig opmærksomhed. Og når mødet var forbi, forlod brødrene stedet med forsigtighed.“

Trods disse farer var brødrene indstillet på at øge deres forkyndelse. Delucírio Oliveira fortæller: „Vores arbejde havde været forbudt under kolonistyret, så for de fleste forkyndere var det en helt ny oplevelse frit at kunne gå fra hus til hus. Pionererne gik foran og opmuntrede andre til at følges med dem. Der blev bakket godt op om samlingerne.“ Men de befandt sig tydeligvis i et land i krig. Han fortsætter: „Vi hørte ofte skyderier når vi var i tjenesten. Nogle gange måtte vi gå i en bue uden om frisk blod på fortovet. Andre gange lå der døde mennesker på gaden.“

Engang to af vore søstre var i tjenesten, eksploderede en bombe i nærheden. Den ene søster pressede sig helt ind til muren og foreslog at de tog hjem. Den anden, som var pioner, opmuntrede hende til at fortsætte lidt endnu, men lovede at de kunne stoppe hvis der kom flere eksplosioner. Senere på formiddagen oprettede de et bibelstudium med et ægtepar som ville studere tre gange om ugen.

De ustabile forhold hindrede ikke brødrene i at holde deres første kredsstævne i et offentligt auditorium i marts 1975. Man lejede Luandas største overdækkede bygning, Cidadela Desportiva, til denne begivenhed. For en sikkerheds skyld indbød man kun dem der regelmæssigt overværede møderne. Alligevel var der 2888 til stede.

Da alt forløb godt, inviterede man interesserede og bibelstudier med til næste stævne. Aníbal Magalhães fortæller: „Det der gjorde indtryk på mig da jeg kom ind i salen, var det store skilt over scenen med stævnets tema: ’Hvilken slags mennesker bør I da ikke være? — 2 Pet. 3:11.’ Hele salen var fyldt før programmet begyndte. Vi var helt overvældede da vi hørte at der var 7713 til stede. Mange havde glædestårer i øjnene. Det var et tydeligt vidnesbyrd om at der lå et stort indsamlingsarbejde forude, og vi takkede Jehova for at vi var i live og kunne opleve dette.“

Da brødrene gjorde rent efter den afsluttende bøn, begyndte skyderiet igen, denne gang i hele området. Det var endnu en påmindelse om at de ’boede blandt nogle der hader fred’. — Sl. 120:6.

Hærget af krig

De tre rivaliserende politiske bevægelser hærgede i hele landet, og Luanda var brændpunktet. Der blev dannet militstropper gennem tvungen udskrivning af mænd og kvinder, ja selv børn. Uniformerede drenge helt ned til 12-årsalderen begyndte at gå rundt i gaderne med automatvåben og skyde om sig på må og få. Maskingeværild, granater, raketter og missiler var årsag til mange søvnløse nætter. Angola befandt sig i konstant krig. Det resulterede i at en hel generation af unge angolanere blev født og voksede op i et voldspræget miljø hvor man altid hørte lyden af geværild og bombeeksplosioner.

For at styrke brødrene og søstrene aflagde trofaste åndelige hyrder regelmæssigt små besøg hos dem på vej til eller fra arbejde. De kom for at sikre sig at alle havde det godt, og læste ofte et eller to skriftsteder sammen med familien.

Det krævede mod og tillid til Jehova at tage til møde og i tjenesten. Men det var ofte den bedste beskyttelse at blive kendt som et af Jehovas Vidner. Faustino da Rocha Pinto var på vej til Selskabets kontor da en soldat pludselig sigtede på ham med et gevær og vrissede: „Hvor skal du hen? Hvad har du for? Giv os din mappe.“ Da soldaten åbnede den, fandt han kun en bibel og nogle af Vagttårnsselskabets publikationer. Hans holdning ændrede sig øjeblikkelig. „Nå, du er et af Jehovas Vidner! Så må du undskylde. Gå bare videre.“

Ved en anden lejlighed råbte en soldat efter en ung søster: „Hvilken bevægelse støtter du?“ Hun svarede: „Jeg er ikke tilknyttet nogen bevægelse. Jeg er et af Jehovas Vidner.“ Så sagde soldaten henvendt til sine kammerater: „Prøv at se hende der. Læg godt mærke til hende. Se engang hendes kjole og hvor anstændigt hun er klædt. Hun er ikke som de andre piger. Hun er et af Jehovas Vidner.“ Søsteren fik lov til at gå videre med en venlig påmindelse om at være forsigtig.

Efterhånden som kampene tog til, blev det stadig sværere at holde kontakt med menighederne, især dem i provinserne. Tropper kunne rykke ind i en by, plyndre hjemmene og brænde resten af. Det fik mange tusinde, også mange Jehovas Vidner, til at flygte ud i bushen. I Banga, hvor der foruden de 100 forkyndere, kom 300 til møderne, blev de alle på et tidspunkt tvunget til at forlade deres hjem og søge tilflugt i bushen i flere dage. Menighedens medlemmer i Jamba og Cela måtte også flygte, kun med ’deres sjæl som bytte’. (Jer. 39:18) De fleste af de Jehovas Vidner fra Europa der stadig boede i Lubango, flygtede til Windhoek i nabolandet Namibia.

Det blev næsten umuligt at forsyne brødrene i bushen med litteratur. Menigheder som dem i Malanje, Lobito, Benguela, Gabela, Huambo og Lubango var på et tidspunkt isoleret i flere måneder.

En sørgelig tid

Så snart koloniherredømmets tunge åg var fjernet, begyndte tusinder af portugisere at forlade landet. Efterhånden som anarkiet bredte sig, blev det mere presserende at flygte, og de fleste havde kun mulighed for at tage ganske få ejendele med sig. For at vise hvor stærkt hadet var til europæerne, erklærede et politisk parti at man endog ville dræbe de børn som angolanere havde fået med europæere.

Brødrene fra Angola og Portugal nærede naturligvis ikke et sådant had til hinanden. De var knyttet sammen af broderkærlighedens stærke bånd. Da portugiserne forlod landet, måtte brødrene derfor tage afsked med mange nære venner. I juni 1975 var alle de brødre fra Portugal der havde ført an i arbejdet, nødt til at rejse. Tilsynet med forkyndelsen og opgaven med at være hyrder for Guds hjord blev lagt i hænderne på trofaste lokale brødre, hvoraf de fleste var familiefædre med fuldtidsarbejde. Det var sørgeligt for de tilbageværende at tage afsked med brødrene fra Portugal, men de var besluttede på at holde ud med Jehovas hjælp.

Hvordan blev forholdene for brødrene? Afdelingskontoret i Portugal modtog inden længe dette foruroligende budskab fra kontoret i Luanda: „Byen er nu blevet bombarderet. Vejene er blokerede. Kommunikationen med andre byer er afbrudt. Havnen i Luanda er lukket. Der er ikke mere mad i forretningerne. Plyndringerne er begyndt. Der er udgangsforbud fra klokken ni om aftenen. Enhver der går på gaden efter dette tidspunkt, kan risikere at blive skudt.“

Jehovas tjenere har fremgang

Denne tid med politisk oprør viste sig at blive en periode med hidtil uset åndelig vækst. Forkyndertallet nåede op på 3055 — en fremgang på 68 procent inden for et år. Ved mindehøjtiden var der 11.490 til stede.

Den 5. september 1975 modtog man en længe ventet nyhed. Justitsministeren i overgangsregeringen havde erklæret Jehovas Vidner for en „juridisk anerkendt trosretning“. João Mancoca beretter: „Brødrene var helt euforiske. De havde aldrig før haft fuld frihed til at tilbede Gud. Det var som hvis dørene i et fængsel var blevet slået op på vid gab. Nu kunne man for første gang holde møder og kredsstævner i fuld offentlighed. Kredsstævnet i foråret 1976 viste sig at sætte stor fart i arbejdet og give brødrene en styrke de fik brug for i årene der kom.“

Man planlagde at holde fem kredsstævner, men man havde den sikkerhedsregel at kun tre eller fire menigheder måtte samles ad gangen. Der blev også udnævnt tre brødre til at besøge menighederne som kredstilsynsmænd i weekenderne.

Indtil nu havde forholdene i Angola ikke gjort det muligt at holde nogle af Selskabets særlige skoler for tilsynsmænd. Man planlagde derfor at afholde den første Rigets Tjenesteskole for ældste fra den 19. til den 24. maj 1976. To lokale brødre overværede skolen i Portugal og modtog oplæring. Da de kom tilbage, gennemførte man en skole i Luanda, assisteret af Mário P. Oliveira fra afdelingskontoret i Portugal.

De 23 ældste var meget taknemmelige for den bibelske oplæring de modtog som hjælp til at være „hyrder for Guds hjord“. (1 Pet. 5:2) Carlos Cadi, der dengang tjente som kredstilsynsmand, husker hvor stor virkning skolen havde: „De ældste kom til at se Jehovas organisation i et helt nyt perspektiv. Brødrene så hvor stor vægt Jehovas organisation lægger på undervisning. De lærte hvordan man hjælper brødrene i menigheden til at løse problemer ved at anvende Bibelens principper. Skolen hjalp også de ældste til at se hvordan de kunne organisere menighedsarbejdet bedre ved at drage fuld nytte af samarbejdet med menighedstjenerne.“

Den juridiske anerkendelse betød desuden at man nu kunne indføre bibler og bibelsk litteratur. Inden for de næste fem måneder modtog menighederne deres første blade. Det var en stor glæde for dem endelig at have et helt nummer af Vagttårnet og Vågn op! med alle 32 sider. Brødrene havde ikke været sene til at udnytte at ’en stor dør ind til virksomhed stod åben’ for dem. (1 Kor. 16:9) Men den ustabile situation i landet førte til flere store problemer.

Selv om Angola fik sin formelle uafhængighed af Portugal på den fastsatte dato, den 11. november 1975, førte kampe mellem modstandsbevægelserne hurtigt til en omfattende borgerkrig. Der blev dannet flere uafhængige republikker, og Luanda blev hovedby for den marxistiske bevægelse MPLA, mens Huambo blev hovedby for koalitionen mellem UNITA og FNLA.

Den politiske propaganda grupperne imellem førte til et hidtil uhørt race- og stammehad. I hovedstaden blev koldblodige mord og endda det at man satte ild til folk i gaderne, hverdagsbegivenheder. I mange tilfælde var ofrenes eneste forbrydelse at de talte et sprog der forbandt dem med et område uden for Luanda. Dette fremmedhad skabte et spændt forhold der fik en stor del af befolkningen fra nord og syd til at flytte tilbage til de provinser de stammede fra. Nogle af brødrene blev dog modigt boende i områder som de ikke oprindelig kom fra, for at sørge for deres brødres åndelige behov.

„Viva Jehova!“

Jehovas Vidner blev nu igen udsat for brutal forfølgelse. Forkynderne i Luanda blev stillet for lokale komitéer som prøvede at presse dem til at købe politiske partikort. I denne spændte atmosfære anklagede Centralkomitéens Politbureau under MPLA Jehovas Vidner for at opfordre folk til ikke at adlyde staten, vise flaget respekt eller udføre militærtjeneste. Uanset hvilken forklaring Jehovas Vidner kom med, talte de for døve ører.

I marts 1976 blev der sendt 3000 bibler, 17.000 eksemplarer af bogen Sandheden der fører til evigt liv, 3000 eksemplarer af bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis samt blade med skib fra Portugal til Angola. Men det hele blev beslaglagt af myndighederne og brændt.

Den 27. maj 1976 udsendte regeringen en meddelelse over radioen om at alle lokale komitéer og statsorganisationer nøje skulle overvåge Jehovas Vidners virksomhed. Fra den katolske kirkes radiostation lød det daglig at Jehovas Vidner var samfundsskadelige.

Jehovas Vidner blev tvunget ud af fødevarekøerne. Når de holdt møder, samlede der sig pøbelskarer udenfor. Børnene blev chikaneret i skolen. Man forsøgte konstant at presse Brígida og José dos Santos Cardosos børn til at sige politiske slagord, synge nationalsangen og råbe „Ned med Jehova“. De blev hånet og skældt ud fordi de nægtede. José jr., der dengang var ni år, sagde pludselig engang: „O.k. Jeg vil godt sige ’Viva [længe leve]’.“ Alle ventede spændt. Endelig råbte den lille dreng: „Viva Jehova!“ Inden det gik op for dem hvad han havde sagt, istemte alle som én: „Viva!“

I „ildovnen“

Det regerende parti var besluttet på at presse brødrene til at gøre tjeneste i militæret. Det førte til en endnu mere grusom forfølgelse.

Den 17. februar 1977 prøvede Artur Wanakambi, en nidkær broder i Huíla-provinsen, forgæves at gøre rede for sit neutrale standpunkt. Han og tre andre brødre måtte gå i optog gennem gaderne på vej til fængselet. Tilskuere, deriblandt gadefejere, blev opfordret til at slå dem. Næste dag gik de tre gifte brødres koner ned til fængselet for at finde ud af hvor deres mænd opholdt sig. Efter at have ventet i temmelig lang tid blev de ubarmhjertigt pisket og endte medtagne og blødende i samme fængsel som deres mænd.

Broder Teles fortæller hvad der skete med en anden gruppe fængslede brødre ti dage senere: „Vi var femogtredive der kom i ’ildovnen’. Det var et rum der var syv meter langt, tre meter bredt og tre meter højt. I loftet af jernbeton var der to lufthuller som ikke engang var store nok til at man kunne få en hånd igennem. Det var i den varmeste tid på året, og cellen viste sig at være en ildovn. Da det var deres mening at vi skulle dø, lukkede de lufthullerne til.

Den fjerde dag bad vi indtrængende Jehova om at give os styrke til at klare den forfærdelige hede. Vi mindedes de tre trofaste unge mænd på Daniels tid der blev kastet i den brændende ildovn. Den næste nat, omkring klokken tre, blev der slået hårdt på døren, og den blev åbnet. Hvor var det befriende at få lidt frisk luft. Det viste sig at være fangevogteren der halvt sovende havde åbnet døren og så var faldet om. Efter ti minutter vågnede han igen og lukkede døren uden at sige et ord. Vi takkede Jehova for de få dyrebare øjeblikke med frisk luft.

Adskillige dage efter blev endnu syv brødre smidt ind til os. Nu var der ikke længere plads til at man kunne sidde ned. Vi blev flere gange slået. Der blev mere og mere varmt, og vores betændte sår efter slagene lugtede fælt.

Den 23. marts holdt vi mindehøjtid selv om vi ikke havde symbolerne. Vi holdt blot et foredrag. På det tidspunkt var vi 45 brødre samlet. Nogle af os tilbragte 52 dage i ’ildovnen’ og overlevede.“

Da brødrene var blevet lukket ud af „ildovnen“, blev de sendt til Sakassange-lejren, der lå 1300 kilometer borte i Moxico-provinsen i det østlige Angola.

„Legaliseret“ forfølgelse

Den 8. marts 1978 erklærede Centralkomitéens Politbureau under MPLA „kirken ’Jehovas Vidner’“ for ulovlig og dermed forbudt. Meddelelsen blev bragt tre gange om dagen i Luandas radio så den med sikkerhed blev offentlig kendt. Dekretet var oprindelig udformet på portugisisk, men for at hele befolkningen skulle høre det, blev det i en uge også læst op på chokwe, kikongo, kimbundu og umbundu. Den 14. marts 1978 kunne man desuden læse dekretet i partiavisen Jornal de Angola. I virkeligheden var forbudet blot en „legalisering“ af den behandling som brødrene allerede havde været udsat for.

Organisationen for Folkets Sikkerhed (ODP) kom med flere og flere fordømmelser. Mange Jehovas Vidner blev arresteret og fængslet uden rettergang. I hele Luanda fik fabrikkerne uventede besøg. For eksempel blev 14 Jehovas Vidner på kuffertfabrikken Malas Onil arresteret. I Lubango blev 13 arresteret. Få dage efter blev 50 arresteret i N’dalatando. Blot en uge efter forbudets ikrafttræden var mindst 150 brødre og søstre blevet fængslet.

Derefter fulgte vilkårlige afskedigelser af Jehovas Vidner på arbejdspladserne. Der blev hverken taget hensyn til flere års eksemplarisk opførsel, dygtighed eller arbejdsindsats. Nogle af dem der blev afskediget, havde endda ansvarsfulde stillinger i forbindelse med den økonomiske udvikling i landet.

Kvinderne gik heller ikke fri. En militærperson spurgte Emília Pereira, der opholdt sig uden for sit hus, hvorfor hun ikke tilhørte militsen. Da hun svarede at hun ikke ville have noget med krig og blodsudgydelse at gøre, kunne han regne ud at hun var et af Jehovas Vidner. Derefter blev hun bedt om at stige op i en ventende lastbil. Hendes to søstre, der kom for at se hvad der foregik, blev også gennet op i lastbilen. I mellemtiden kom faderen hjem. Officeren gennede også ham op i lastbilen. Da de skulle til at køre, kom en broder der boede i nærheden og spurgte hvad der foregik. Han blev ligeledes pågrebet og tvunget op i lastbilen.

De kom ind i en fængselsgård hvor søstrene kom i en afdeling for kvinder. Aften efter aften forsøgte officererne at voldtage de unge søstre, men de holdt fast i hinanden, skreg og bad højt. Deres reaktion hindrede mændene i at gennemføre deres onde forehavende, og søstrene undgik at blive voldtaget.

Brødrene i Malanje-provinsen blev også prøvet til det yderste. Den 74-årige José António Bartolomeu blev mishandlet så alvorligt at han døde. Domingas António var så afkræftet efter at hun havde været arresteret og flere gange var blevet gennembanket, at hun døde under et malariaanfald. Manuel Ribeiro fik gift og døde fordi han havde skrevet et brev til sin familie fra fængselet.

Ugen efter forbudets ikrafttræden blev der holdt et møde med ældste fra alle menighederne i Luanda. De fik bibelsk opmuntring og vejledning angående deres fremtidige virke, og dette blev givet videre til menighederne. Det styrkede yderligere deres beslutning at tænke over årsteksten for 1978: „De skal . . . ikke kunne magte dig; thi jeg [Jehova] er med dig for at frelse dig.“ — Jer. 1:19.

Appel til regeringsmyndighederne

Den 21. marts 1978 sendte de tre brødre der var bestyrelsesmedlemmer i Jehovas Vidners Forening i Angola, en appel til MPLA’s Politbureau. Heri anmodede de om at krænkelserne af loven blev retsligt behandlet, og at den ulovlige fængsling af Jehovas Vidner ophørte. Kopier af dette brev blev sendt til republikkens præsident og statsminister samt til forsvars-, justits-, undervisnings- og kulturministeren. Der kom intet svar.

Man fulgte dernæst apostelen Paulus’ eksempel og appellerede til den højeste myndighed i landet. (Apg. 25:11) Denne gang sendte afdelingskontoret i Portugal et brev til Folkerepublikken Angolas præsident, hvori man respektfuldt anmodede om at genoptage Jehovas Vidners sag og lade dem blive hørt. Man anmodede om at retten undersøgte kendsgerningerne vedrørende hvert eneste Jehovas Vidne der blev holdt i forvaring. Denne gang modtog afdelingskontoret i Portugal et svar om at sagen ville blive efterforsket.

Dybt bevæget over deres faste standpunkt

Borgerkrigen rasede stadig i Angola, så der var ikke mange udlændinge i landet. Men i 1979 modtog landsudvalget i Angola en meddelelse om at man i august ville få besøg af Albert Olih, en tilsynsmand fra afdelingskontoret i Nigeria. Brødrene var meget forventningsfulde.

Broder Olih siger: „Jeg følte at jeg opholdt mig i en militærkaserne i en hel uge. Overalt så man bevæbnede soldater.“ Om natten lå han vågen på grund af skudvekslinger i gaderne.

Forkynderne i Angola havde oplevet hastige forandringer i de foregående år. Fra 1973, da landet stadig var underlagt kolonistyret, og til 1976 var antallet af forkyndere vokset med 266 procent. Men da forfølgelsen i 1977 tog til og i 1978 blev fulgt op af et forbud, standsede væksten. Mange af forkynderne i landet var nylig blevet døbt, 1000 alene i 1975. Skønt der var 31 menigheder, havde mange af dem ingen ældste. Uden åndelige hyrders kærlige omsorg var mange alvorlige problemer og sager om umoralitet derfor ikke blevet behandlet. Hele menigheder fra Malanje, Waku-Kungo og N’dalatando var nu i fangelejre.

Da broder Olih ankom, fik han en lang liste over alt det der var behov for at drøfte. Man lagde vægt på hvordan de lokale Jehovas Vidner kunne udføre deres gudgivne tjeneste under de nuværende omstændigheder. Brødrene blev instrueret om hvordan de kunne tilvejebringe publikationer trods problemerne med at skaffe papir. Man drøftede også behovet for flere publikationer på lokalsprogene, men det ville naturligvis tage sin tid at finde og oplære kvalificerede oversættere.

Problemer i menighederne blev også drøftet. Broder Olih pointerede at alle, også de ældste, måtte følge Bibelens normer. Ingen måtte føle at de kunne undvære vejledning. Man fik besvaret spørgsmål angående kvalifikationskravene til dåbskandidater, registrering af ægteskaber og kredstilsynsmændenes besøg i menighederne. Brødrene i Angola var meget taknemmelige for den bibelske vejledning Selskabet havde sørget for gennem denne erfarne broder.

Under broder Olihs besøg blev der holdt et møde med de ældste fra Luanda og ældste fra andre menigheder som havde mulighed for at komme. Klokken 10 begyndte brødrene at ankomme én for én for ikke at vække opmærksomhed omkring mødestedet. Men allerede inden mødet begyndte klokken 19, havde man skiftet mødested to gange, da det så ud som om der blev holdt opsyn med stedet. Da broder Olih ankom til det tredje mødested, sad der 47 ældste i gården og ventede på ham. Han bragte dem hilsener fra betelfamilien i Nigeria, og som udtryk for deres taknemmelighed viftede brødrene lydløst hænderne frem og tilbage. I sit foredrag, der varede en time, gav han en bibelsk redegørelse for ældsteordningen idet han understregede behovet for flere ældste i menighederne og gennemgik hvilke pligter de har. Efter foredraget kunne de ældste stille spørgsmål i to timer inden de var nødt til at tage af sted for at komme sikkert hjem inden udgangsforbudet.

Hvilket indtryk gjorde det på broder Olih at være sammen med brødrene i Angola i en uge? „Jeg må sige at det var til stor gavn for mig selv. Jeg var dybt bevæget over at se brødrenes og søstrenes faste beslutning om at tjene Jehova trods vanskeligheder. Jeg forlod Angola med et bedende hjerte og med tårer i øjnene ved tanken om disse brødre, der, selv under trængsler, kunne smile på grund af det vidunderlige håb de ejede.“

Opfølgende besøg

Året efter broder Olihs besøg sørgede Det Styrende Råd for at brødrene i Angola fik besøg af endnu en broder fra afdelingskontoret i Nigeria, denne gang broder Olugbebi. Han anbefalede at de 50 almindelige pionerer skulle gennemgå Pionerskolen. Han opmuntrede også brødrene til at prøve at holde kredsstævner hvert halve år, med få tilstedeværende ad gangen.

Under broder Olugbebis besøg holdt man tre møder med grupper af ældste samt med brødre der havde ansvar for menigheder uden ældste. Der var i alt 102 til stede ved disse møder. De ældste fik bibelsk vejledning om behovet for at håndhæve de bibelske principper og være eksempler for hjorden, og ikke spille herrer over den. (1 Pet. 5:3) Man fik svar på spørgsmål om hvilken procedure man skulle følge med hensyn til anbefaling og udnævnelse af ældste i de menigheder der endnu ikke havde nogen.

Silvestre Simão, hvis tro allerede havde vist sig at stå prøve i de næsten fire år han havde tilbragt i fængsler og arbejdslejre, overværede også dette møde. Da brødrene fra Europa i midten af 1970’erne var tvunget til at forlade Angola, havde han i flere år tjent som ældste, og fik på det tidspunkt betroet den opgave at virke som kredstilsynsmand. Nu da man skulle have kredsstævner hvert halve år, blev der behov for en områdetilsynsmand. Selv om broder Simão havde seks børn at forsørge og de familieforpligtelser det medfører, tog han imod denne nye opgave. Dette hverv har han varetaget eksemplarisk i de sidste 20 år. Han er også medlem af afdelingskontorets udvalg.

Efter sit besøg berettede broder Olugbebi om en opmuntrende udvikling: Selv om Jehovas Vidner stadig måtte udvise forsigtighed når de holdt møder og var i forkyndelsen, så det ud til at den voldsomme forfølgelse af de unge i den værnepligtige alder begyndte at stilne af. Skønt 150 til 200 brødre stadig var i fængsel eller arbejdslejre på daværende tidspunkt, var tallet i marts 1982 faldet til 30.

Formidling af åndelig føde — en udfordring

I al den tid arbejdet var forbudt, blev den regelmæssige uddeling af åndelig føde prioriteret højt. Det var ofte forbundet med en stor risiko.

Det var først og fremmest meget svært at skaffe papir til at duplikere Vagttårnet på. Man måtte have regeringsmyndighedernes tilladelse til at købe det. I en periode var det så svært at skaffe papir at man kun kunne lave 800 til 1000 eksemplarer af studieartiklerne selv om der var over 3000 forkyndere. Alligevel lykkedes det brødrene at lave små bøger med blødt omslag, deriblandt bogen Sandheden der fører til evigt liv, på nogle små trykkemaskiner.

Fernando Figueiredo og Francisco João Manuel tog sig af opgaven med at duplikere publikationerne, til stor fare for dem selv. Disse energiske brødre fandt nye steder hvor det var muligt at forøge produktionen. Af sikkerhedsmæssige årsager måtte man undertiden skifte opholdssted. Nogle gange var duplikatoren placeret i et lydtæt rum uden vinduer eller ventilation, hvilket skabte meget vanskelige arbejdsforhold. I et tilstødende rum sad andre der samlede og hæftede bladene. De skulle være færdige med at samle, hæfte og pakke alle bladene så de kunne blive fordelt samme nat. Man måtte fjerne alle synlige tegn på hvad der var foregået, så intet vakte opmærksomhed. Produktionen blev efterhånden så stor at man måtte have to duplikatorer kørende samtidig i „køkkenet“, som man kaldte det sted hvor den åndelige føde blev produceret. Et hold brødre arbejdede hver dag med at fremstille stencils, korrekturlæse, duplikere, samle, hæfte og udbringe bladene til menighederne.

Publikationerne måtte bringes ud til de spredte menigheder uden for Luanda via kurerer. Det var en farefuld opgave. En broder der har været kurer, fortæller: „Nogle måneder efter at arbejdet officielt var blevet forbudt, rejste jeg til Benguela-provinsen i forbindelse med mit verdslige arbejde. Selskabets lokale kontor havde forsynet mig med forskellige ting til menighederne i Lobito og Benguela. Jeg kendte overhovedet ingen af brødrene i disse byer. Det eneste jeg havde, var et telefonnummer på en af de ældste i Benguela. Som sikkerhedsforanstaltning skulle jeg bruge kodenavnet Esajas’ familie.

Da jeg kom til Benguela, så alt ud til at forløbe godt. På grund af det arbejde jeg havde, blev jeg undtagelsesvis ikke undersøgt i lufthavnen. Pakken jeg havde med, var stadig i god behold. Da jeg kom ind i byen, ringede jeg straks til brødrene så de kunne hente pakken. Den broder jeg talte med, sagde at han ikke havde det så godt, men han lovede at sende en anden hen til mit hotel efter pakken. Af uforklarlige årsager kom der ingen for at hente pakken i løbet af de fire dage jeg var på hotellet, skønt jeg hver dag ringede til broderen.

Da jeg skulle hjem igen, så jeg ingen andre muligheder end at tage pakken med tilbage til Luanda. Ude i lufthavnen forlangte lederen af vores delegation at alle der var med ham, skulle have deres bagage undersøgt for at sætte et eksempel for andre rejsende. Jeg havde kun to muligheder: (1) kaste pakken i en affaldscontainer, eller (2) beholde den og blive anholdt.

Jeg bad til Jehova og kom derefter til at tænke på Ordsprogene 29:25, hvor der står: ’At skælve for mennesker leder i snare, men den der stoler på Jehova beskyttes.’ Jeg besluttede mig for at beholde pakken og tage hvad der måtte komme, eftersom det ville være et stort tab at smide så megen åndelig føde væk.

Jeg stillede mig bagerst i køen så det ikke ville vække så meget postyr når politiet fandt bøgerne og bladene. Da der kun var to tilbage i køen, hørte jeg én sige: ’Undskyld, der er en mand her som ønsker at tale med én fra delegationen fra Luanda vedrørende en pakke.’ Da jeg hørte det, tænkte jeg ved mig selv: ’Jehova har hørt min bøn. Nu erfarer jeg selv opfyldelsen af Esajas 59:1: „Jehovas hånd er ikke for kort til at frelse.“’ Og så skyndte jeg mig ud. Da jeg fik fat i broderen, nåede jeg kun at sige Esajas’ familie. Han bekræftede og modtog pakken. Jeg måtte skynde mig for at nå flyet, så jeg fik ikke tid til at tale med broderen. Ja, Jehova er ’vor frelse i trængselens tid’.“ — Es. 33:2.

Omsorg for hjorden trods farer

Krig — skildret ved rytteren på den ildrøde hest i Åbenbaringen — voldte fortsat mange i Angola fortræd. (Åb. 6:4) Byer og fabrikker blev bombet, veje mineret, broer sprængt i luften, vandforsyninger ødelagt og landsbyer hærget. Massakre på civilbefolkningen blev hverdagskost. Afgrøder blev ødelagt, og bønderne måtte flygte ind til byerne. Krigsflygtninge strømmede til Luanda. Fødevarerationering og sortbørshandel gjorde det til en stor udfordring at få mad hver dag. Men kærligt samarbejde blandt Jehovas Vidner hjalp mange der ellers var håbløst stillet, til at overleve.

I hele denne farefulde tid satte Rui Gonçalves, Hélder Silva og andre livet på spil for at besøge menighederne rundt om i landet. Broder Gonçalves har beskrevet hvordan sådanne besøg blev organiseret: „I maj 1982 blev det første kredstilsynsmandsbesøg aflagt i Tombua. De 35 brødre begyndte at ankomme til mødestedet ved 10-tiden med nøje planlagte mellemrum. De ventede i stilhed. ODP (Organisationen for Folkets Sikkerhed) overvågede al færdsel i byen. Klokken 21 ankom jeg i ly af mørket, 11 timer efter de første. En halv time senere begyndte mødet, og det varede til klokken 4.40 om morgenen.“

De fleste der virkede i kredstjenesten, var gift og havde børn. Men de gjorde deres bedste for at tage sig af menighedernes åndelige interesser. En af brødrene, der nu hører til afdelingskontorets udvalg, beskriver hvordan et normalt kredstilsynsmandsbesøg plejede at forløbe: „Hver menighed havde besøg i en uge ad gangen. Besøget begyndte om mandagen, for der skulle aflægges besøg i alle grupperne da man umuligt kunne samle hele menigheden på én gang. I store menigheder måtte flere grupper besøges i løbet af en aften. Mødetidspunkterne var forskudt for at kredstilsynsmanden kunne nå fra den ene gruppe til den næste. Alle grupperne nød gavn af det samme program, så på en uge kunne han komme til at holde det samme foredrag mellem 7 og 21 gange. Hver uge var krævende og fuld af aktivitet, men brødrene blev utrætteligt ved med at opmuntre menighederne.“

Rui Gonçalves husker tydeligt en sindsoprivende tur til byen Cubal i januar 1983. Det var nær gået galt. Han siger: „Den eneste sikre måde vi kunne komme frem til menigheden på, var ved at køre med i en militærkolonne. Militæret kontrollerede at alt var i orden og gav 35 biler lov til at køre med. Vi kørte i broder Godinhos bil og var den tredje i en gruppe på seks vogne. Efter blot to timers kørsel blev den første militærvogn ramt af et missil som guerillaerne havde affyret, og den blev fuldstændig ødelagt. Inden længe ramte og ødelagde endnu et missil den anden vogn. Vores bil blev to gange ramt af bomber der ikke eksploderede. Mens bilen var i fart, råbte broder Godinho at alle skulle hoppe ud. Da jeg løb for at søge beskyttelse i bushen, blev jeg ramt af en kugle som rev det meste af mit venstre øre af, og jeg mistede bevidstheden.“

Inden han besvimede, så han tre guerillasoldater forfølge de andre brødre, men de undslap ved at flygte ind i junglen. Broder Gonçalves beretter: „Da jeg vågnede, var mit hoved smurt ind i blod. Mange timer senere kravlede jeg tilbage til vejen. Her blev jeg samlet op af en militærenhed, fik førstehjælp og blev kørt til hospitalet i Benguela.“ Han fandt senere ud af at alle bilerne i konvojen enten var blevet brændt eller på anden måde ødelagt. Der var 12 fra konvojen som havde mistet livet og 11 andre var blevet alvorligt beskudt. Brødrene der havde rejst med broder Gonçalves, var de eneste der ikke var blevet ramt af kugler. Og selv om broder Gonçalves havde mistet det meste af sit øre og nogle personlige ejendele, slutter han med at sige: „Vi takkede Jehova af hele vort hjerte.“

Udbringning af livgivende vand

På et tidspunkt hvor alle i Angola kun tænkte på at overleve, var Jehovas Vidner optaget af at bringe „godt nyt om noget bedre“ ud i hele det store land. (Es. 52:7) Hvordan udførte de dette arbejde?

En pioner i Luanda fortæller at han, hans kone og deres datter gik sammen i tjenesten. Når de kom op til et hus, spurgte de om deres lille pige kunne få noget vand. Hvis den besøgte kom med noget vand, begyndte de at fortælle at de kendte noget vand der var til endnu større gavn end det kolde vand man så venligt havde givet deres datter. De der var nysgerrige, ville spørge: ’Hvad er det for noget vand?’ På den måde kunne familien få lejlighed til at fortælle om velsignelserne under Guds rige og håbet om evigt liv. — Joh. 4:7-15.

De tog hverken taske, bibel eller publikationer med i tjenesten. Men hvis den besøgte havde en bibel og gerne ville læse om disse ting, fortsatte de drøftelsen ved at benytte vedkommendes bibel. Der hvor de fandt interesse, kom de igen. Ved at benytte sådanne diskrete metoder var forkynderne i stand til at finde frem til de interesserede, og menighederne blev velsignet med stadig vækst.

En Guds mand

Man bragte også den gode nyhed ud til de fjerntliggende områder. Tchande Cuituna gennemarbejdede Gambos-området nær grænsen til Namibia. Han havde stiftet bekendtskab med Rigets budskab i det daværende Rhodesia. Da han vendte hjem efter at have arbejdet nogen tid i minerne i Sydafrika, begyndte han at holde kvæg. Han tog regelmæssigt ned til Sydafrika for at hente publikationer fra Selskabet, og da han i 1961 var dernede, blev han døbt. Derefter forkyndte han nidkært den gode nyhed blandt folk på sin hjemegn.

Han fyldte sin vogn med vand, mad og bibelske publikationer og gik så fra quimbo til quimbo (fra den ene lille landsby til den næste) og forkyndte i to-tre måneder ad gangen. Hvis hans vogn brød sammen, fortsatte han på ryggen af sin tyr. I en alder af 70 år rejste han stadig rundt til fods sammen med andre forkyndere på helt op til 200 kilometer lange ture.

Tchande Cuituna havde efterhånden store hjorde af kvæg på sletterne. I dette patriarkalske samfund betragtede man ham som overhoved. Dagens gøremål begyndte med lyden af en klokke, hvorefter alle samledes for at høre ham gennemgå dagens tekst på det lokale sprog. De dage hvor der skulle holdes møde, fik den velkendte lyd omkring 100 mennesker til at samles for at modtage åndelig oplæring.

I hele Gambos-området blev Tchande Cuituna kendt som en Guds mand. Broder Cuituna satte et fortræffeligt eksempel for andre ved at anvende det han havde lært gennem sit personlige studium af Bibelen samt gennem de bøger og blade der blev udgivet af „den trofaste og kloge træl“. For at endnu flere kunne få gavn af budskabet, oversatte han brochuren „Denne gode nyhed om Riget“ til nyaneka og kwanyama.

Kontoret i Luanda hørte om broder Cuituna gennem brødrene i Windhoek i Namibia, som engang imellem modtog rapporter fra ham. I 1979 sendte kontoret i Luanda Hélder Silva, som var kredstilsynsmand, ned til broder Cuituna fordi man gerne ville bringe ham i nærmere kontakt med andre brødre. Han husker tydeligt turen.

Broder Silva skriver: „For at komme til Chiange kørte vi 160 kilometer i bil og måtte gå de sidste 70 kilometer til fods. Seks timers voldsomt regnvejr gjorde det næsten umuligt at fortsætte. Nogle gange gik vi i vand til knæene, men vi kunne ikke bare standse op, for der var mange farlige dyr i området. På grund af mudderet var vi nødt til at gå barfodet og med bagagen hængende på en stok over skulderen. Endelig nåede vi Liokafela-regionen og vores bestemmelsessted, broder Cuitunas quimbo (landsby). Vi var udmattede og sultne, så kvinderne gav os syrnet mælk, en lokal majsdrik kaldet bulunga, kakao og en majspuré kaldet ihita. Da vi havde hvilet os ved ilden, var vi parate til de forestående aktiviteter.“ Dette besøg var et stort skridt fremad med hensyn til at organisere forkyndelsen af den gode nyhed i Gambos-området.

Ingen af de tilstedeværende vil glemme da 18 nye brødre og søstre i august 1986 blev døbt i Caculuvarfloden. Det var første gang nogle blev døbt i Gambos-området i de 40 år budskabet om Riget havde været forkyndt her. De pionerer der var blevet sendt til området for at hjælpe med forkyndelsesarbejdet, strålede af glæde. Det er umuligt at beskrive broder Cuitunas glæde over at se dåben. Han sprang af glæde mens han sagde: „Jeg har det som kong David da han ledsagede Jehovas ark.“ (2 Sam. 6:11-15) Broder Cuituna tjener stadig som pioner.

Arbejdet i det sydlige Angola

I 1975 lærte Tymoly, en høj 18-årig pige fra Huíla-området i det sydlige Angola, sandheden at kende gennem en pioner ved navn José Tiakatandela. Tymoly satte stor pris på budskabet, men fik megen modstand fra sine forældre. Hun blev nægtet mad flere dage i træk, desuden blev hun slået og til sidst overdænget med sten. Med fare for sit liv gik hun 60 kilometer for at komme til Lubango. Dér kunne hun overvære menighedens møder. Efter at have fået hjælp til at læse og skrive gennem et kursus i menigheden blev det til sidst muligt for hende at komme på Den Teokratiske Skole, og i 1981 blev hun døbt. For at få sig et levebrød, lærte Tymoly at sy og kunne derved også lave sine egne beskedne klæder. I 1978 havde tre mænd og fire kvinder med den samme etniske baggrund som hende hørt Rigets budskab, og de var blevet døbt i 1980.

I 1983 var José Maria Muvindi fra Lubango hjælpepioner i tre måneder. Han tog sydpå og forkyndte i områderne omkring byerne Jau og Gambos. Han rejste også helt ned til Namibe-provinsen og forkyndte den gode nyhed for folk der tilhørte den største stamme, mukubais. Da han havde set hvor stort behovet var i disse egne, meldte han sig som pioner og fik siden følgeskab af andre pionerer.

Mens broder Muvindi forkyndte i dette område, blev mange her interesseret i sandheden og begyndte at foretage de nødvendige forandringer i deres liv. For at kunne tjene Jehova på en acceptabel måde måtte de holde op med deres ubibelske skikke, såsom polygami, umoralitet, drikkeri og overtro. De måtte også ændre klædedragt fra kun at have gået med det traditionelle lændeklæde, tchinkuani. En stadig strøm af par rejste til Lubango for at legalisere deres ægteskab. For nogle var det første gang i deres liv de forlod landsbyen. Registreringskontoret i Chiange, der havde været lukket i ti år, blev genåbnet for at betjene den pludselige strøm af mennesker fra Gambos-regionen der skulle have fødselsattester og ID-kort for at kunne få deres ægteskab registreret.

Broder Muvindi døde sørgeligt nok af hepatitis i 1986, men hans nidkære forkyndelse har båret god frugt. Takket være hans og andres anstrengelser er der blevet aflagt et stort vidnesbyrd i disse områder. I dag fremmes den sande tilbedelse stadig i dette område, hvor der nu er ni menigheder foruden ti grupper der endnu ikke har status som menigheder.

Overvågningen intensiveres

Med oprettelsen af Den Folkelige Befrielsesbrigade (BPV) i 1984 blev der lagt et endnu større pres på brødrene. BPV’s opgave var at garantere en streng overvågning af dem der ikke deltog i revolutionen. Hvordan varetog BPV sin opgave? Domingos Mateus, der dengang tjente som kredstilsynsmand, husker det tydeligt: „På hvert eneste gadehjørne i Luanda kunne man se en fra befrielsesbrigaden. Man kunne kende dem på deres blå armbind med initialerne BPV. De havde myndighed til at visitere hver eneste forbipasserende, og det blev derfor stadig vanskeligere for brødrene at tage publikationer med til møderne. I december 1985 var der 800 brigadegrupper i Luanda, og det gjorde det umuligt at afholde møderne.

På ex-Largo Serpa Pinto [et torv i Luanda] havde en gruppe på rundt regnet 40 brigademedlemmer opsyn med hele området. De blev assisteret af medlemmer fra gruppen Folkets Hær til Angolas Befrielse, som var bevæbnet med maskingeværer. Man hørte dem ofte åbne ild når de satte efter nogle eller ville standse en der skulle afhøres.

Engang havde en menighed planlagt at holde et stort møde hos en broder. Kort før mødet skulle begynde, fandt vi ud af at en BPV-vagt holdt øje med dem der kom, og skrev deres navne ned i en notesbog. Selv om broderen som boede der, var i stor fare, gik han ikke i panik. Han fik pludselig en idé. Lydløst gik han langsomt om bag ved manden, og da han kom tæt nok på, begyndte han at råbe: ’Naboer, se, en tyv, stop tyven!’

Overrasket smed brigadevagten alt hvad han havde i hænderne og løb sin vej. Da nogle af naboerne kom ud af lejlighederne og andre lænede sig ud af vinduerne for at se hvad der foregik, gik broderen ind til sig selv og sagde til ældstebroderen: ’Broder, nu kan du godt indlede mødet, situationen er under kontrol.’ Alle de møder der var planlagt i hans hjem under kredstilsynsmandsbesøget, forløb uden yderligere problemer eller forstyrrelser.“

„Suppen er spildt“

Det blev stadig vanskeligere for Jehovas Vidner at bevare kontakten med deres kristne brødre uden for landet. António Alberto arbejdede imidlertid i et oliefirma ejet af et udenlandsk selskab, og han påtog sig at fragte vigtig post mellem brødrene i Angola og afdelingskontoret i Portugal.

Men en dag i 1987 opsnappede politiet en pakke i lufthavnen der indeholdt breve angående kredstilsynsmandsbesøg og andre fortrolige anliggender. Broder Alberto blev syg om hjertet. Ved middagstid gik han hjem for at se til sin familie, da han var sikker på at han snart ville blive arresteret. Han ringede til den broder der var ansvarlig for disse sager, og sagde kort og godt: „Bedstefar, suppen er spildt.“

Bagefter gik han tappert hen til den mand der havde ansvaret for politiets sikkerhedsvagt i lufthavnen. Broder Alberto forklarede at han under kolonistyret havde siddet i fængsel med nogle unge mænd fra Portugal som han stadig holdt kontakt med gennem brevskrivning, og at en pakke med disse breve nu var blevet konfiskeret i lufthavnen. Sikkerhedschefen gav ham et kort som han skulle vise ham der havde beslaglagt pakken, og bede om at få den bragt til sit kontor. Da broderen overbragte manden i lufthavnen beskeden, blev denne helt ude af den. Hvorfor? Fordi han ikke kunne aflevere pakken til sikkerhedschefen; den var blevet brændt. Til broder Albertos store lettelse var der ikke sket nogen virkelig skade.

Besluttede på at vandre på Jehovas veje

Den igangværende krig lagde et fornyet pres på Jehovas Vidner for at få dem til at bryde deres kristne neutralitet. I februar 1984 blev 13 unge mænd arresteret fordi de nægtede at bære våben. Kun tre af disse var døbte Jehovas Vidner; de andre var udøbte forkyndere og nogle der studerede Bibelen med Jehovas Vidner. Trods trusler og fysisk vold stod de urokkeligt fast på deres beslutning om at vandre på Jehovas veje. (Es. 2:3, 4) Da de med fly skulle overflyttes til Luanda, styrtede flyet ulykkeligvis ned under opstigningen, og alle ombordværende blev dræbt.

I april 1985 nægtede ni personer at bryde deres integritet. Nogle af dem var døbte eller udøbte forkyndere, andre var blot interesserede. (Joh. 17:16) De blev først kørt i tog og derefter fløjet med helikopter ind i en voldsom krigszone. Soldaterne prøvede at presse dem til at tage del i kampen, og da Manual Morais de Lima nægtede, blev han skudt. En anden broder kom slemt til skade med sit ben da han blev ramt af en mortérgranat, så han blev ført ud af krigszonen og sendt på hospitalet. To af brødrene fik følgende besked: „Helikopterne som I ankom med, er ikke Jehovas.“ Det eneste de kunne gøre, var derfor at gå derfra, en strækning på 200 kilometer gennem et område med vilde dyr og guerillatropper. Da de ankom til Luanda, blev de igen fængslet. Alligevel anså de det stadig for rigtigt at lade sig lede af kærlighed til Jehova Gud og næsten. — Luk. 10:25-28.

I et andet tilfælde blev fire Jehovas Vidner sendt til en fjerntliggende militærlejr i den sydligste del af Angola. Soldaterne var sikre på at krigens heftighed ville få dem til at gribe til våben for at beskytte sig selv. Men i stedet blev nogle af officererne så betaget af brødrenes standhaftighed, at de indså at de var harmløse og gav dem lov til at bevæge sig frit omkring i området, fortæller Miguel Quiambata. De benyttede denne frihed til at fortælle andre om Jehovas løfte om evigt liv ved hans søn, Jesus Kristus. Ved mindehøjtiden i 1987 var der 47 til stede, og kort efter kom der op til 58 til møderne.

I 1990 var 300 Jehovas Vidner stadig fængslet på grund af deres kristne neutralitet. Nogle havde afsonet mange fængselsstraffe, hver på mere end fem år. Andre havde været fængslet i fire år uden rettergang. Selv efter at der var blevet udstedt amnesti, tilbageholdt nogle fængselsmyndigheder benådningen uden brødrenes vidende og uden at løslade dem. Andre udskød løsladelsen af brødrene fordi de var deres bedste arbejdskraft og kunne betros arbejde uden for fængselet uden at de prøvede at flygte. Amnestien kunne heller ikke forhindre at yderligere to brødre i 1994 blev arresteret og henrettet.

Senere, da man uddelte Rigets Nyheder nr. 35, mødte en pionersøster en tidligere militærmand som fortalte at han havde overværet at tre Jehovas Vidner blev henrettet fordi de ikke ville bære våben. Da hun spurgte ham om ikke forholdene i verden ville være bedre hvis alle var Jehovas Vidner, indrømmede han at hvis de hellere vil se døden i øjnene end dræbe deres næste, ville der helt sikkert være fred i verden hvis alle var Jehovas Vidner. Han modtog brochuren Hvad kræver Gud af os?, sagde ja tak til et bibelstudium og begyndte at overvære møderne.

En stadig strøm af sandhedens vand

Jehova gav profeten Ezekiel et syn af hvordan livets vand strømmer fra Guds store åndelige tempel. Han så det flyde under og uden om forhindringer, gennem barske områder og skænke liv hvor der tidligere havde været dødbringende tilstande. (Ez. 47:1-9) Trods forhindringer er sandhedens livgivende vand nu trængt ind i mere end 230 lande, deriblandt Angola.

Undertiden har forhindringerne virket uovervindelige, men livets vand, der udgår fra Gud, har fundet vej uden om dem. I 1980’erne var censuren så streng at kontoret i Luanda kun sjældent fik post fra udlandet. Men bibelske publikationer med forfriskende sandheder fandt alligevel vej over grænsen mellem Angola og Namibia, som var relativt nem at krydse. Sådan modtog man i flere år publikationer på portugisisk og nogle af lokalsprogene.

Man fik hjælp fra mange sider. Flere højtuddannede hjalp med at skaffe bibler. Selv militærfolk, hvoraf nogle havde slægtninge der var Jehovas Vidner, løb en stor risiko for at hjælpe brødrene i Angola. Adskillige forsendelser af kontorartikler samt en værdifuld duplikator blev sendt i indflydelsesrige personers navne, og en af dem valgte senere at slutte sig til Jehovas folk og tjene Gud under ledelse af ’Fredsfyrsten’. — Es. 9:6.

I 1984 flyttede Thierry Duthoit og hans kone, Manuela, til Angola fra Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo). De lokale brødre kom til at sætte stor pris på dem. Broder Duthoit var høj og blev ofte regnet for at være russer. På det tidspunkt gav regeringen de mange russere i Angola fuld bevægelsesfrihed.

Man nød stor gavn af broder Duthoits lighed med russerne ved at benytte ham til at skaffe publikationer ind i dette krigshærgede land. På den måde kunne folk lære hvordan Jehova Gud gennem det messianske rige vil skabe sand fred til jordens ender. (Sl. 72:7, 8) Broder Duthoit etablerede en del forretningsforbindelser med piloter som indvilligede i at transportere kasser med bibelske publikationer ind i landet. Det var så broder Duthoits opgave at hente kasserne i lufthavnen og bringe dem ud til brødrene. Han modtog også hårdt tiltrængt medicin til syge brødre.

Ansvarshavende brødre kom via broder Duthoit i forbindelse med Ilídio Silva, en forretningsmand der gav dem to duplikatorer. Det var meget svært for brødrene at anskaffe duplikatorer, da regeringen førte fortegnelser over alle kontormaskiner i landet. Denne velgerning blev også til gavn for Ilídio Silva selv, eftersom han med tiden blev en døbt tjener for Jehova.

Med elektronisk duplikeringsudstyr blev det muligt at fremstille en 20-siders udgave af Vagttårnet. Det gav mulighed for at bringe andre vigtige artikler end studieartiklerne, artikler som brødrene i Angola hidtil var gået glip af. Inden længe blev der gennemsnitligt uddelt 10.000 eksemplarer af hvert nummer. Man fik også Undersøg daglig Skrifterne, hvilket blev højt værdsat. Udvalgte afsnit af „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“ blev tilsendt fra Portugal og ligeledes duplikeret i Angola. Senere blev det muligt at få materialet i form af en brochure. Det var med til at berige programmet på Den Teokratiske Skole. Alle disse åndelige gaver var forfriskende for brødrene.

Et af vidnesbyrdene om at forkynderne i Angola havde Guds velsignelse, var at flere og flere valgte at blive lovprisere af Jehova. I slutningen af tjenesteåret 1987 nåede forkyndertallet op på 8388, en forøgelse på over 150 procent siden forbudet i 1978. Og antallet af menigheder var vokset fra 33 til 89. Selv om man udviste stor forsigtighed med at invitere nyinteresserede til møderne, var mødedeltagelsen på omkring 150 procent i forhold til forkyndertallet. Forkynderne anvendte i gennemsnit 18 timer i forkyndelsen om måneden og nåede et højdepunkt på 23.665 bibelstudier. Der var ganske vist fødevaremangel og store økonomiske problemer i landet. Men brødrenes tillid til Jehovas løfter satte dem i stand til at holde modet oppe. De var besluttede på at blive ved med at ’tale Guds ord med frimodighed’. — Apg. 4:31.

Kredstilsynsmændene modtager oplæring

De rejsende tilsynsmænd, som til stadighed gav af sig selv til gavn for menighederne, havde også behov for opmuntring. De blev meget begejstrede over at høre at de i november 1988 kunne deltage i et særligt seminar for rejsende tilsynsmænd i Lissabon, i Portugal.

Det daglige samvær med betelfamilien i Portugal var meget berigende for dem. Luis Cardoso, der deltog i seminaret, beretter hvordan de oplevede det: „Det står for mig som en særlig spændende tid. Vi fik en hjertelig modtagelse af betelfamilien i Portugal. Brødrene vidste ikke alt det gode de skulle gøre for os. De 34 dage fyldt med glædelige gøremål, lærte os meget.“

De første to uger samarbejdede de med rejsende tilsynsmænd i kredsene i Portugal så de kunne iagttage og lære. De næste to uger deltog de i seminaret. Det handlede især om de teokratiske aktiviteter de havde med at gøre, og var samtidig en forberedelse til at de skulle medvirke som instruktører på Rigets Tjenesteskole. Den følgende uge overværede de Rigets Tjenesteskole for ældste og menighedstjenere i Portugal. Derved fik brødrene fra Angola mulighed for at observere hvordan de rejsende tilsynsmænd i Portugal underviste de lokale ældste i det de selv havde lært på seminaret.

„På dette seminar fandt jeg ud af hvad det vil sige at være god til at studere,“ fortæller broder Cardoso. „Jeg studerede og granskede som aldrig før. Desuden lærte brødrene os gennem deres eksempel hvordan man viser omsorg for sin kone så man kan støtte hinanden i samarbejdet. Højdepunktet af denne uforglemmelige tid blev nået da brødrene viste os ’Skabelsens Fotodrama’. Jeg havde hørt så meget om det, og nu så jeg det med egne øjne. Det var betagende.“

I oktober 1990 blev den undervisning kredstilsynsmændene fra Angola havde modtaget, fulgt op da Mário Nobre, som er kredstilsynsmand i Portugal, fik til opgave at tage med dem ud og besøge menighederne i Angola. I to måneder underviste han brødrene, og hans rare og tålmodige væremåde blev højt værdsat.

Broder Nobre fortæller med særlig glæde en oplevelse han havde få dage efter sin ankomst til Angola: „Det var planlagt at jeg skulle holde et foredrag i en menighed med 198 forkyndere. Jeg var fuldstændig overvældet da der kom 487. Til min overraskelse bad den præsiderende tilsynsmand mig om at holde foredraget en gang til. Det var nemlig kun det halve af menigheden der var til stede. Jeg holdt det derfor en gang til for 461 andre, så det samlede antal blev på 948.“

Under broder Nobres ophold erfarede han hvordan dagliglivet er for brødrene i Angola. Han oplevede hvor farligt det var at gå på gaden i Luanda på grund af skyderier, men han vænnede sig hurtigt til situationen og samlede sin opmærksomhed om den overvældende interesse folk viste budskabet om Riget. Angående hans indlogering siger han: „Brødrene gav mig det bedste de havde. Vi fik kun det mest nødvendige, men det var også tilstrækkeligt.“

Streng tørke

I begyndelsen af 1990 satte den apokalyptiske rytter på den sorte hest — hungersnød — sit præg på det sydlige Angola, hvor en tre måneder lang tørke krævede mange ofre. (Åb. 6:5, 6) Afgrøderne blev ødelagt med store lidelser til følge. Ifølge Lissabon-avisen Diário de Notícias døde mindst 10.000 på grund af tørken.

Da det portugisiske afdelingskontor hørte om situationen, sendte de straks to store skibscontainere via brødre og forretningsmænd der viste interesse for Bibelens budskab. Den ene container kom til Benguela, den anden til Luanda.

Afdelingskontoret i Sydafrika kørte 25 tons nødhjælpsforsyninger gennem Namibia med lastvogn. Da brødrene ankom til Windhoek, anmodede de det angolanske konsulat om tilladelse til at køre ind i Angola med forsyningerne til deres kristne brødre. Selv om embedsmanden vidste at Jehovas Vidner ikke var juridisk anerkendt i landet, udstedte han alligevel de nødvendige papirer så man kunne komme disse nødlidende mennesker til undsætning. Der blev endda sørget for en militæreskorte så forsyningerne kunne nå sikkert frem.

Ved en midlertidig bro over Cunenefloden måtte brødrene flytte alt over i en mindre lastbil og læsse det hele tilbage igen da de var kommet sikkert over på den anden side. Da lastvognen ankom til Lubango, havde den passeret 30 militære kontrolsteder. Denne vellykkede tur beredte vejen for yderligere tre ture, hvor man hver gang medbragte adskillige tons værdifulde nødhjælpsforsyninger.

Flávio Teixeira Quental, der opholdt sig i Lubango da den første lastvogn ankom, fortæller: „Da vi ved tre-tiden om eftermiddagen så lastvognen, blev vi meget glade og fortrøstningsfulde, men samtidig også overraskede og lidt ængstelige. Hvor kunne vi oplagre 25 tons publikationer, tøj og fødevarer? I vores rigssal var der ingen døre eller vinduer, og vores hjem var for lille til at huse alle de kasser. Vi fik hurtigt organiseret det sådan at brødrene dag og nat skiftedes til at holde vagt over alle tingene, som blev anbragt i rigssalen.“

Alle forsyningerne blev omgående delt ud. Broder Quental fortæller videre: „Der var krig. . . . På dette tidspunkt havde vi ofte kun ét blad til hele menigheden. Vi var derfor meget taknemmelige mod Jehova, hans organisation og vore elskede brødre der satte deres liv på spil for brødre som de slet ikke kendte. Det mindede os om den kærlighed Jesus viste ved at give sit liv til gavn for andre.“ — Joh. 3:16.

De ældste i Benguela skrev i et takkebrev: „Sidste weekend havde 32 frivillige meget travlt med at uddele de forsyninger vi har modtaget. Vi takker alle hvis hjerte har motiveret dem til at sende os denne gave.“ Selv om der var tørke, døde ingen af brødrene af sult.

Løfte om overholdelse af menneskerettighederne

Den 31. maj 1991 indgik de rivaliserende fraktioner i Angola en våbenhvileaftale, og en periode med relativ fred fulgte. En ny forfatning, der gav løfte om overholdelse af menneskerettigheder og politiske rettigheder, blev indgået. Den 16 år lange borgerkrig havde efterladt landet i en sørgelig forfatning og kostet omkring 300.000 mennesker livet. Middellevetiden var 43 år for mænd og 46 år for kvinder. Arbejdsløsheden og inflationen var stigende. Undervisningssystemet var nærmest brudt sammen. Der var behov for betydelig hjælp til genopbygning af landet. Ville det mon også betyde at det forbud Jehovas Vidner havde været underlagt siden 1978, ville blive ophævet?

Den 22. oktober 1991 anmodede man justitsministeren om juridisk anerkendelse af Jehovas Vidners religiøse forening i Angola. Samtidig udsendte man en pressemeddelelse for at gøre offentligheden bekendt med denne anmodning.

Allerede næste dag bragte avisen Jornal de Angola en artikel der i uddrag lød: „Ifølge talsmanden for Jehovas Vidner i Angola er man optimistisk med hensyn til anerkendelsen af deres religiøse forening, og det foreløbige tilsagn fra Justitsministeriet har været tilfredsstillende.“ I artiklen kunne man også læse om Jehovas Vidners historie i Angola samt hvordan det var gået dem i lande som Portugal og Mocambique, hvor forbudet mod Jehovas Vidner var blevet hævet.

For første gang havde Jehovas Vidner fået positiv omtale i Angola. Nogle dage senere fortalte avisens direktør at mange, selv folk i indflydelsesrige stillinger, havde ringet og rost ham for at have trykt artiklen.

„Noget jeg aldrig glemmer“

Jehovas Vidner var allerede begyndt at kunne samles mere frit. Nogle menigheder med 100 forkyndere rapporterede at der kom mellem 300 og 500 til møderne. Hvor kunne man mødes i så store skarer, når man hidtil havde været nødt til at samles i små grupper i private hjem? Nogle brødre havde baggårde som de overdækkede med bliktag og tilbød menigheden at bruge som mødested. Mange menigheder mødtes ganske enkelt i det fri. Forkynderne blev opfordret til kun at invitere de bibelstudieelever der havde gjort gode fremskridt, med til møderne og stævnerne, da der ellers ikke ville være plads nok. Der var et presserende behov for steder man kunne benytte i forbindelse med tilbedelsen.

Douglas Guest og Mário P. Oliveira fra Portugal blev sendt ned for at hjælpe brødrene med at vurdere omfanget af det forestående og fremtidige arbejde. Under deres besøg holdt man særlige møder med ældste og pionerer fra de 127 menigheder i Luanda. Der blev også lejlighed til at mødes med ældste fra 30 menigheder uden for hovedstaden. Alle dele af landet var repræsenteret, og disse møder var til stor opmuntring for brødrene.

Det var også en meget bevægende oplevelse for broder Guest. I mere end 30 år havde han gennem korrespondance arbejdet nært sammen med disse brødre. Om sit besøg siger han: „Det var bemærkelsesværdigt at ingen klagede over deres lod i livet. Deres smilende ansigter udstrålede en indre fred der vidnede om at de var åndeligt sunde og levende. Det de mest talte om var hvordan de kunne øge forkyndelsesarbejdet i landet. Det er noget jeg aldrig vil glemme.“

Endnu en gang juridisk anerkendt

Den 10. april 1992 erklærede regeringens officielle avis, Diário da República, at Jehovas Vidners Forening var blevet juridisk anerkendt. Jehovas Vidner var fast besluttede på at bruge alle de muligheder det gav dem. Inden længe nåede man et nyt højdepunkt på 18.911 forkyndere — 30 procent mere end gennemsnittet det foregående år. Og de 56.075 bibelstudier, gennemsnitlig tre pr. forkynder, gav et fingerpeg om en stor forestående høst.

Afdelingskontoret i Sydafrika fik nu meddelelse om at de kunne begynde at sende Vagttårnet og Vågn op! samt andre publikationer til Angola. Man købte to lastbiler så det blev lettere at få bragt publikationerne ud til menighederne. Brødrene var ovenud begejstrede da de modtog 24.000 eksemplarer af Vagttårnet for 1. maj 1992 og 12.000 eksemplarer af Vågn op! for 8. maj 1992. Inden længe havde de desuden en tilstrækkelig mængde bøger der kunne benyttes i bibelstudiearbejdet. Indtil da havde nogle af forkynderne været nødt til at huske alle spørgsmål og svar i bibelstudiehåndbøgerne udenad for at kunne lede bibelstudier.

Atter vanskelige tider

Urolighederne var dog ikke helt forbi. Efter valget i september 1992 blev landet igen splittet af borgerkrig. Den 30. oktober udbrød der voldsomme kampe i fem af de større byer: Lubango, Benguela, Huambo, Lobito og i særdeleshed Luanda, hvor de første dages kampe alene kostede 1000 livet.

Hospitalerne var overfyldte, og der lå døde i gaderne. Der udbrød epidemier, og i adskillige uger kunne man hverken skaffe elektricitet, mad eller vand. Tyverier og plyndringer var ude af kontrol, og mange civile befandt sig i en choktilstand.

Adskillige Jehovas Vidner i Luanda mistede livet, og andre blev meldt savnet. Da afdelingskontoret i Portugal hørte om de skrækkelige forhold brødrene levede under, sørgede de straks for at sende mad og medicin.

Under kampene mellem de politiske fraktioner lagde offentligheden mærke til Jehovas Vidners neutrale standpunkt. Der lød positive bemærkninger om at Jehovas Vidner var de eneste der ikke blandede sig i politik og ikke valgte side i magtkampen. Interesserede standsede til tider forkynderne på gaden og bad om et bibelstudium.

Forkynderne selv var overbeviste om at det de oplevede, var en opfyldelse af Bibelens profetier, og derved blev deres tillid til Guds rige endnu stærkere. De værdsatte det betimelige studium af bogen Åbenbaringen — Det store klimaks er nær!, især den del der handler om vilddyrets optræden her i de sidste dage.

Et brev fra Det Styrende Råd

Kort efter at urolighederne atter var brudt ud, modtog afdelingskontoret i Portugal et hjertevarmende brev fra Det Styrende Råd hvori det udtrykte bekymring for brødrene i Angola. Brevet kom blandt andet også ind på brødrenes aktuelle behov. Til slut anmodede Det Styrende Råd om at de hjerteligste hilsener måtte blive overbragt brødrene i Angola.

Da brødrene i Luanda modtog denne meddelelse, takkede de Jehova for en så kærlig organisation der bekymrer sig om hans folk i vanskelige tider. Det kærlige brev var særlig opmuntrende for de familier der havde mistet nogle af deres kære i denne periode med vold.

Områdestævnet — en milepæl

I januar 1993 var forholdene i Luanda blevet mere rolige, og dermed blev det muligt for mange forkyndere fra forskellige dele af landet at overvære områdestævnet „Lysbærere“ i hovedstaden. Nogle kom rejsende langvejsfra til fods. En søster fra Huambo-provinsen havde vandret i syv dage med sine fire små børn, hvoraf den ældste kun var seks år. Hun ankom udmattet, men i glad forventning om det åndelige festmåltid de nu skulle til at nyde.

Man havde lejet Industrial Fair Pavilion i to uger i træk. Fra Portugal fik man leveret generatorer og forstærkeranlæg. Til begge stævnerne var pavillonen fyldt til bristepunktet selv om brødrene kun havde inviteret dem der regelmæssigt overværede møderne. Det samlede tilhørertal nåede op på 24.491. Det var første gang brødrene i Angola havde kunnet gennemføre et fuldt tredages områdestævneprogram med skuespil og det hele. Ved de to stævner blev der døbt 629, og der var stor glæde da brochuren Evigt liv på jorden blev udgivet på kikongo, kimbundu og umbundu, samt da brochuren Er Gud interesseret i os? blev udgivet på portugisisk.

Regeringsembedsmændene iagttog nøje stævnedeltagernes gode opførsel. Kontrasten til det der foregik i Luanda kunne næppe have været større. Den dag stævnet skulle begynde, udbrød der voldshandlinger mod hjemvendte flygtninge i forskellige dele af byen. Mange blev dræbt og i hundredvis blev kvæstet; desuden greb plyndringer om sig. Folks hjem, også nogle af brødrenes, blev ødelagt. Disse nye uroligheder var som mørke skyer der stod i skærende kontrast til det åndelige lys Jehovas folk nød gavn af. — Es. 60:2.

Menigheder afskåret fra kontoret

De nye kampe var skyld i at de fleste menigheder i provinserne efterhånden mistede kontakten med kontoret i Luanda. I januar 1993 oprettede modstandshæren sit hovedkvarter i Huambo, og der udbrød atter voldsomme kampe. Mange brødre måtte søge tilflugt i bushen mens den smukke by nærmest blev ødelagt. I fire måneder hørte man overhovedet intet nyt fra de 11 menigheder der havde været i byen. Langt om længe modtog kontoret i april en kort meddelelse: „Ved mindehøjtiden i de 11 menigheder i Huambo var der 3505 til stede. Indtil nu har vi ikke haft grund til sorg.“ Det var en god nyhed at ingen af brødrene var blevet dræbt.

I de følgende måneder og år modtog man flere rapporter der vidnede om trofasthed og udholdenhed. En menighed skrev: „Den værste periode var da der i to måneder var så voldsomme kampe at ingen turde vove sig ud på gaderne i dagtimerne. Brødrene havde samlet sig i kælderen i en boligblok. Når det blev mørkt, gik de ud for at finde vand som de kogte så de havde noget at drikke den næste dag. Folk der prøvede at løbe over gaden fra én bygning til en anden, blev ofte skudt af snigskytter. Hvordan fik brødrene mad? De lagde alle deres midler sammen og købte ris af soldaterne til ågerpriser. De rationerede det så hver enkelt fik én kop om dagen. Når de ikke kunne købe mad, prøvede de at dulme sultsmerterne ved at drikke kogt vand. De kunne ikke modtage bøger og blade, men for at holde sig åndeligt stærke læste de dem de havde, om og om igen. Det har medført at de nu føler sig endnu tættere knyttet til Jehova.“

I Cuanza Norte-provinsen var en menighed afskåret fra kontoret i Luanda i to år. De lokale brødre førte trofast optegnelser over den tjeneste der blev udført, og de bidrag der kom ind, selv om de var isoleret fra kontoret. De anvendte ikke disse midler til eget brug selv om deres situation var meget vanskelig. Og de blev hver især ved med at lægge små bidrag til side til det verdensomspændende arbejde. Midlerne blev sendt ind lige så snart de kom i kontakt med kontoret — et smukt udtryk for værdsættelse af Jehovas synlige organisation.

Udvidelse af betelhjemmet

I slutningen af 1992 var Jehovas Vidners Forening i stand til at købe den tre-etagers bygning man hidtil havde lejet og benyttet som landskontor. Samme år lejede man også et pakhus der var ideelt til litteraturlager, og senere benyttede man det til en mindre trykkerivirksomhed. To år senere begyndte man at planlægge en renovering af den tre-etagers bygning samt en tilbygning på tre etager.

Det var umuligt at skaffe materialer lokalt, så den påtænkte bygning blev præfabrikeret i Portugal, pakket i containere og sendt til Angola. Carlos Cunha, Jorge Pegado og Noé Nunes, som havde erfaring med byggeri, kom fra Portugal for at hjælpe med projektet. Mário P. Oliveira, der også var fra Portugal, stod for byggeriet. Han fortæller: „Da vi påbegyndte arbejdet i juli 1994, og den ene container efter den anden ankom, var Betel som en bikube der summede af aktivitet. Praktisk talt alle i familien hjalp med at få tingene og materialerne til byggeriet ud af containerne. Der var både maling, teglsten, døre, vinduesrammer og meget andet. Betelfamilien havde nok læst om tidsbesparende byggemetoder, men efterhånden som den tre-etagers bygning skød op, kunne de næsten ikke tro deres egne øjne.“

Da projektet var færdigt, skrev en broder: „Jeg takker Jehova for at jeg fik lov til at være med til byggeriet af det nye betelhjem. I begyndelsen var det som om jeg drømte, men det blev til virkelighed. Det var et enestående privilegium at få lov til at være med til drøftelsen af dagens tekst, som var til stor opmuntring for mig. Jeg lærte også alle i betelfamilien at kende ved navn. Nogle havde jeg kun set når de holdt foredrag ved stævnerne. Jeg har bedt Jehova om at få den store forret at være med hvis der skal bygges et nyt betelhjem eller opføres et andet byggeri i fremtiden.“

Siden da har man for at imødekomme det voksende behov, købt 4,5 hektarer jord cirka ti kilometer uden for Luanda. Det er så planen at der i fremtiden skal opføres et nyt kontor og betelhjem her.

Ivrige brødre og søstre fra andre lande er kommet til Angola for at hjælpe. I maj og juni 1994 ankom otte missionærer. Brødre fra Sydafrika har flere gange taget turen dertil for at hjælpe med at opsætte en ny trykkemaskine og lære de lokale brødre at betjene den. Og brødre fra Portugal har hjulpet med computere, bogholderi og andre organisationsmæssige anliggender. Betelmedarbejdere er kommet fra Canada og Brasilien for at øse af deres erfaring. Brødrene sætter stor pris på deres villighed til at hjælpe med arbejdet og med at oplære de lokale brødre i nyttige håndværk.

Stævnerne — et stort vidnesbyrd

I 1994 planlagde man at holde områdestævner flere steder. For første gang blev to af dem holdt i provinserne. Et i Benguela, med 2043 tilhørere, og et andet i Namibe, med 4088 til stede. Det samlede antal tilstedeværende ved stævnerne nåede op på 67.278, og 962 blev døbt.

Direktøren for det ene sted man lejede, var så imponeret over det han så, at han tilbød brødrene stedet i to uger helt gratis. Og en interesseret sagde: „Hvor er det dejligt at opleve jeres venlige opførsel. Jeg er ikke bare kommet for at se på, men for at slutte mig til jer. Jeg beder jer venligst om hurtigst muligt at sende én ud til mig der kan undervise mig, så jeg nøje kan følge jeres eksempel.“

Til områdestævnet med temaet „Glade lovprisere“ i august 1995 skaffede man et stort stadion i Luandas centrum. Brødrene udskiftede en masse træbænke, friskede op med maling og reparerede de sanitære installationer. Hvordan reagerede offentligheden på indbydelsen til stævnet? Overvældende. Den første weekend var hele tribunen fyldt op, og publikum sad helt ud på fodboldbanen. De delegerede glædede sig over at 40.035 havde været til stede. Den følgende weekend kom der 33.119. I alt 1089 blev døbt.

Der var færre end 26.000 Jehovas Vidner i hele landet, så hvem var alle disse mennesker? Det var angolanere der viste interesse for det bibelske budskab Jehovas Vidner forkynder. En journalist fra et nyhedsbureau i Luanda sagde: „Der foregår noget ganske enestående her på Coqueiros Stadion. Omkring 60.000 mennesker fra alle sociale lag overværer Jehovas Vidners områdestævne. Det er ganske bemærkelsesværdigt; mænd, kvinder, børn og ældre sidder sammen . . . og modtager tilskyndelser til at prise deres Gud, Jehova.“

Det gjorde indtryk på iagttagere at alle de delegerede der ankom, var pæne og rene trods deres sparsomme midler. Alle lyttede opmærksomt under programmet. De der talte de tilstedeværende, var tilsyneladende de eneste blandt publikum der gik rundt. Regeringens viceminister overværede hele programmet søndag formiddag og udbrød: „Jeg er forbløffet. Sikken forskel der er på folk inde på stadion og udenfor. Jeg er betaget af hvor praktisk anvendeligt programmet er. Al ros for det!“

Forkynderne i Angola havde læst om Guds folks store stævner i andre dele af verden. Men nu kunne de overvære et i deres eget land. Det var til stor glæde for dem efter så mange års udholdenhed i vanskelige tider. De var fyldt med ærefrygt og takkede af hjertet Jehova for at han havde ladet dem være en del af hans særlige familie på jorden i denne betydningsfulde tid af menneskehedens historie.

Angola får sit eget afdelingskontor

Der var stor fremgang i forkyndelsesarbejdet. I årene fra 1994 til 1996 voksede antallet af forkyndere med gennemsnitlig 14 procent om året. Man nåede et højdepunkt på 28.969 forkyndere, og antallet af bibelstudier oversteg 61.000. Da Jehovas Vidners Forening blev juridisk anerkendt i 1992, var der 213 menigheder; i 1996 var tallet steget til 405. Samme år kom der 108.394 til mindehøjtiden, hvilket tydede på en kæmpemæssig fremtidig høst.

Man kunne hurtigere imødekomme de lokale behov hvis kontoret i Luanda begyndte at fungere som afdelingskontor. Denne ændring fandt sted den 1. september 1996. Det Styrende Råd udnævnte tre brødre der allerede havde tjent trofast i landsudvalget, til at virke i afdelingskontorets udvalg. Det var João Mancoca, Domingos Mateus og Silvestre Simão. Desuden blev to missionærer, José Casimiro og Steve Starycki, udnævnt til at tjene sammen med dem.

Douglas Guest fra afdelingskontoret i Portugal kom i juni 1996 på besøg for at hjælpe med at forberede overgangsfasen. Han holdt et foredrag for de 56 medlemmer af betelfamilien om behovet for at sætte et godt eksempel i alle ting. Til et særligt arrangement var der fra oplandet omkring Luanda indbudt 5260 ældste og pionerer med ægtefæller, som kunne overvære interview med medlemmer af afdelingskontorets udvalg og andre ældre brødre, og lytte til højdepunkter angående Jehovas folks historie i Angola. Broder Guests tale handlede om hvordan man henter mod ved at stole på Jehova og se hen til ham efter styrke.

Sandheden udbredes på lokalsprogene

I Åbenbaringen 7:9 siges der at „en stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ vil forenes i tilbedelsen af Jehova. Angola mærker i høj grad opfyldelsen af denne profeti. Der tales 42 sprog foruden mange dialekter i Angola. Blandt disse er umbundu, kimbundu og kikongo de mest udbredte.

I mange år havde det ofte været nødvendigt at oversætte studiematerialet ved møderne fra portugisisk til mindst et af lokalsprogene. Hvis folk skulle have deres eget studiemateriale, måtte de lære portugisisk, men mulighederne for undervisning var meget begrænsede. Noget af det første der blev udgivet på umbundu, var brochuren „Denne gode nyhed om Riget“. Da en ældste i 1978 modtog et eksemplar, sagde han: „Med denne brochure på umbundu vil der blive mere end 300 forkyndere i Moçâmedes [nu Namibe]. De fleste i dette område taler og læser dette sprog. Denne brochure vil være til stor gavn.“ Brochuren har været til så stor gavn at der i Namibe nu er 1362 forkyndere i 21 menigheder.

Men der var stadig noget der måtte gøres for at den gode nyhed kunne nå hjertet hos folk i Angola på deres eget sprog. Man måtte have oprettet en veludrustet oversættelsesafdeling. Kort efter at Jehovas Vidner blev juridisk anerkendt i 1992, sendte man tre kommende oversættere til afdelingskontoret i Sydafrika for at de kunne få indledende oplæring. Man anskaffede også computere. Derefter kom Keith Wiggill og hans kone, Evelyn, fra Sydafrika for at hjælpe med at organisere den nye afdeling og undervise i Selskabets computerprogrammer og redskaber til oversættelse.

Det blev nu muligt at oversætte flere publikationer til lokalsprogene. På umbundu udkom brochurer som Evigt liv på jorden og Er Gud interesseret i os? Dernæst udkom de samme brochurer og forskellige traktater på kikongo og kimbundu. I 1996 blev bogen Kundskab der fører til evigt liv og brochuren Hvad kræver Gud af os? udgivet på alle tre sprog. En områdetilsynsmand fortæller at han benyttede en meget enkel og direkte præsentation i en af de værtsmenigheder han betjente, og at han på en uge oprettede 90 bibelstudier. Det følgende år var antallet af menigheder øget fra 478 til 606.

Det var til stor glæde for brødrene at høre og læse Bibelens sandheder på deres eget sprog. I 1998 blev hele områdestævnet for første gang holdt på umbundu, i Huambo. Der var over 3600 til stede. Man hørte delegerede udtrykke deres påskønnelse med ordene: „Jehova har ikke glemt os.“ Jehovas kærlige omsorg kom endnu en gang til udtryk da Vagttårnet fra den 1. januar 1999 begyndte at udkomme på umbundu.

Presserende behov for rigssale

I alle årene med forbud havde Jehovas Vidner i Angola ikke haft mulighed for at anskaffe rigssale. Alene i Luanda er antallet af menigheder siden 1992 steget fra 147 til 514. Og på landsplan er antallet af menigheder øget med mere end 200 procent, til 696. I mange menigheder kommer der i gennemsnit mellem 200 og 400 til møderne. Ved kreds- og områdestævnerne i 1998 var der fire gange flere til stede end der var forkyndere. Behovet for egnede mødesteder er presserende.

Lubango fik sin første rigssal i 1997, Lobito fik en i juli 1998 og Viana (lige syd for Luanda) fik en i december 1999. Som følge af den internationale indsats der bliver gjort for at opføre rigssale, går det nu fremad.

En transportabel rigssal bestående af en stålkonstruktion med åbne sider er udviklet specielt til Angola. Hvorfor skal den være transportabel? Selv om man har forsøgt at få fuld ejendomsret over et stykke jord, kan nogle, selv efter at man har opført en bygning, komme og påstå at de er retmæssige ejere af jorden. Rigssalen er derfor konstrueret sådan at den om nødvendigt kan flyttes. Og hvad de åbne sider angår, så er det mest behageligt i det varme klima. I maj 2000 ankom materialerne til den første præfabrikerede rigssal. Der er kun 24 rigssale i landet, og der er i de kommende fem år behov for 355 flere. Man håber på at det nuværende tiltag vil afhjælpe det presserende behov.

Ud over alle de projekterede rigssale er der planer om at lave en stævnehal bestående af et stålskelet med åbne sider og siddepladser til 12.000.

Blodets hellighed respekteres

For at imødekomme et andet behov oprettede man i oktober 1996 Kontaktudvalg til Hospitaler (KUH) bestående af ti ældste der tager sig af de flere hundrede menigheder i og omkring Luanda. De lokale forkyndere er glade for at veloplærte brødre er parate til at bistå dem med at finde frem til behandlingsmetoder der imødekommer deres ønske om at ’afholde sig fra blod’. — Apg. 15:28, 29.

De sygehuse der har klaret den lange krig, er næsten ikke blevet vedligeholdt siden midten af 1970’erne. Medikamenter er en sjældenhed. Ville lægerne under disse vanskelige forhold være parate til at samarbejde med Jehovas Vidner om at indføre blodløs lægebehandling? I begyndelsen reagerede de fleste sygehusadministratorer og læger negativt og udskød møderne med brødrene. Så opstod der en nødsituation.

En broder fra Malanje-provinsen kom på Américo Boavida-hospitalet i Luanda og skulle opereres for en svulst i maven. Et kontaktudvalgsmedlem besøgte lægen sammen med broderens kone. Dr. Jaime de Abreu, der var overlæge på hospitalet, tog imod dem. Til deres overraskelse var han godt kendt med Jehovas Vidner og deres holdning til blod, og han havde hørt om behandlingsprogrammet uden blod under en ferie i Portugal.

I samarbejde med dr. de Abreu blev der udført en vellykket operation uden brug af blod. Senere mødtes brødrene fra KUH med dr. de Abreu og hans stab for at give dem flere oplysninger. Nu samarbejder fem læger med Jehovas Vidner ved at respektere deres standpunkt med hensyn til blod.

Flere høstarbejdere

Da behovet for publikationer og de organisatoriske behov var tilgodeset, rettede man i højere grad opmærksomheden mod den store interesse der var i distriktet. Jesu ord om at „høsten er stor, men arbejderne er få“ gælder ikke mindst i Angola. (Matt. 9:37) Af rapporterne fremgik det at snesevis af byer behøvede hjælp for at kunne tage sig af alle dem der viste interesse for sandheden.

For at imødekomme dette behov sendte Selskabet yderligere 11 missionærer til Angola for at hjælpe med „høsten“. Nogle blev sendt til kystbyerne Benguela og Namibe. Men de fleste høstarbejdere har Jehova udtaget blandt det angolanske folk. Blot i løbet af de sidste fem år har 21.839 ladet sig døbe og dermed sluttet sig til skaren af indviede lovprisere af Jehova i dette land.

Jehovas øjne holder vagt over dem

Det har ikke været muligt at sende erfarne brødre til alle de områder hvor der vises interesse for Guds ord. Hvad har det medført? Et endnu tydeligere vidnesbyrd om at arbejdet ikke ledes af mennesker, men af Guds ånd. (Zak. 4:6) Jehovas øjne holder vagt over alle hans tjenere og andre der har et oprigtigt ønske om lære den sande Gud at kende og at tjene ham. — Sl. 65:2; Ordsp. 15:3.

Nogle landsbyboere fra Cuanza Norte-provinsen rejste til Luanda og modtog dér blade af nogle Jehovas Vidner på gaden. Da de havde læst det gode budskab de indeholdt, besluttede de at følge det eksempel forkynderne i Luanda havde sat, og gik ud og viste bladene til andre. De indså også behovet for at samles, så en mand i gruppen gjorde sit bedste for at lede møderne. Da deres landsby ligger afsides, havde nyheden om at Jehovas Vidner var blevet juridisk anerkendt tre år tidligere, ikke nået ud til de lokale myndigheder. Derfor havde landsbyboerne ikke lov til at samles offentligt. Uforknyt mødtes de derfor ude i bushen.

Endelig modtog kontoret i Luanda nyheden om at folk i Quilombo dos Dembos ønskede hjælp til at organisere en menighed. En kredstilsynsmand blev i oktober 1997 sendt til landsbyen, og 140 overværede mødet under hans besøg. Han havde altid en kopi af vedtægten for Jehovas Vidners Forening med sig, så han kunne vise de lokale myndigheder at Jehovas Vidner er et juridisk anerkendt trossamfund. Gruppen kan nu glæde sig over at mødes offentligt og have pionerer der kan tage sig af de mange interesserede.

Ana Maria Filomena boede i 1996 i en lille by i Bié-provinsen. Hun gjorde hvad hun kunne for at forkynde den gode nyhed, og snart samledes en lille gruppe interesserede hver uge til bogstudium og vagttårnsstudium. Ana Maria ledede møderne da der ingen døbte brødre var til stede. En dag fik hun at vide at en lokal øverstkommanderende fra militæret ville overvære søndagsmødet for at se hvad der foregik. Han ankom sammen med to soldater. Han var åbenbart tilfreds med det han hørte, for inden han gik, sagde han: „Fortsæt blot jeres arbejde her i området. I behøver ikke at være bange.“ Den lille gruppe er nu en menighed med 40 forkyndere, og til møderne om søndagen kommer der 150.

Menighederne i Uíge-provinsen havde været isoleret i næsten to år og havde derfor ikke modtaget den nødvendige åndelige føde. En forkynder i området fortalte om problemet til en slægtning der havde med lufttransport af forsyninger til området at gøre. Denne slægtning tilbød at transportere kredstilsynsmanden, en specialpioner samt 400 kilo bøger og blade med næste fly, helt gratis. Da brødrene ankom, fandt de ud af at menigheden havde fem isolerede grupper. Hver gruppe holdt møder der blev overværet af 50 til 60 interesserede.

I samme provins besøgte en kredstilsynsmand i begyndelsen af 1996 en menighed der havde været isoleret fra resten af organisationen i over fire år. Hvordan stod det til? Skønt der kun var 75 forkyndere, overværede 794 hans offentlige foredrag. Det at bo i et isoleret område havde tydeligvis ikke dæmpet disse brødres iver efter at fortælle andre om den gode nyhed.

Fra Gabela-området, lidt syd for Luanda, indløb lignende rapporter om stor interesse for sandheden. En lokal pioner ledede menighedsbogstudiet fem aftener om ugen. Han beder også ’høstens Herre om at sende flere arbejdere’. — Matt. 9:37, 38.

„Den værste krig i verden“

Når man tager forholdene i landet i betragtning, yder Jehovas Vidner en utrolig indsats for at forkynde den gode nyhed overalt i Angola. En FN-rapport har karakteriseret borgerkrigen i Angola som „den værste krig i verden“. Denne beskrivelse er svær at bestride i betragtning af alle de menneskelige lidelser krigen har medført. Selv efter at der var erklæret våbenhvile, blev der meldt om 1000 dræbte pr. dag. Ifølge New York Times for marts 2000 forlød det: „I Angola, hvor der bor 12 millioner mennesker, har krigen kostet en million livet, og tre millioner er blevet fordrevet fra deres hjem.“

Om så al skyderi holdt op, ville følgerne af krigen stadig kunne mærkes. Angola har en af de højeste koncentrationer af landminer i verden, og ifølge et skøn er 70.000 mennesker i landet blevet lemlæstet af eksploderede miner — hvilket også er en rekord. Hvor utroligt det end lyder, lægger de krigsførende parter stadig miner ud. Det får nogle landmænd til at afstå fra at dyrke jorden, hvilket bidrager til den håbløse fødevaremangel blandt befolkningen.

Under disse uroligheder er heller ikke Jehovas Vidner sluppet uskadt. I Cuanza Norte-provinsen blev fire forkyndere og en interesseret dræbt i krydsild mellem regeringstropper og modstandshæren. Nogle er blevet dræbt i ulykker forårsaget af landminer og af vilkårlige bombeeksplosioner på markedspladser. I 1999 mistede fire Jehovas Vidner livet da de forsøgte at bringe fødevarer og andre fornødenheder til trosfæller i Huambo. Men heldigvis har sådanne episoder hørt til sjældenhederne.

Jehovas Vidner har sammen med andre lidt stor nød på grund af mangel på føde, tøj og husly. Da borgerkrigen i 1999 tog til, var skønsvis 1.700.000, deriblandt mange Jehovas Vidner, tvunget til at flygte fra deres hjem. Flygtninge må ofte flytte ind hos slægtninge hvis hjem allerede er overfyldt. Skønt det er et hårdt slid for de ældste at sørge for deres familie, drager de også omsorg for brødrenes åndelige behov. De er ovenud taknemmelige for den hjælp deres trosfæller i Italien, Portugal og Sydafrika har ydet ved at sende mange containere med mad, tøj og medicin.

Levende troshelte

Ligesom man i gamle dage lutrede guld ved hjælp af høj varme, sådan har de prøvelser Guds tjenere har udholdt, resulteret i en tro af høj karat. (Ordsp. 17:3; 1 Pet. 1:6, 7) Tusinder af Jehovas Vidner i Angola, både unge og gamle, har en sådan prøvet tro.

Carlos Cadi, en trofast forkynder der sammen med João Mancoca for over et halvt århundrede siden lærte de vidunderlige bibelske sandheder at kende i Belgisk Congo, siger: „Det modige og faste standpunkt vore brødre har sat, og som har kostet nogle af dem livet, har været et magtfuldt vidnesbyrd. De har ikke blot aflagt vidnesbyrd ved deres eksempel, men også ved modigt at forsvare sandheden over for mange i høje stillinger.“

En af dem der har aflagt et sådant vidnesbyrd, er Antunes Tiago Paulo. Han blev udsat for brutal behandling af nogle mænd der forsøgte at få ham til at bryde sin kristne neutralitet. I dag tjener han som medlem af betelfamilien i Angola sammen med Justino César, Domingos Kambongolo, António Mufuma, David Missi og Miguel Neto, der alle er blevet torteret på lignende vis. Alfredo Chimbaia, der har tilbragt mere end seks år i fængsel, tjener nu sammen med sin kone i kredstjenesten.

En søster var vidne til at hendes mand blev hentet og dræbt af en rivaliserende stamme. Hun fik besked på at flygte til Den Demokratiske Republik Congo hvis hun ville redde livet. Hun måtte gå til fods med sine fire børn for at komme dertil. Det tog ti måneder. Inden hun påbegyndte turen, vidste hun ikke at hun var gravid, og inden hun nåede Congo, havde hun født. Sørgeligt nok døde barnet senere. Hun bad uophørligt. Hun sagde bagefter at i sådan en situation hvor man ikke kan gøre noget, er man nødt til at kaste sin byrde på Jehova. (Sl. 55:22) Hvis ikke man gør det, vil man forfalde til selvmedlidenhed og spørge: „Hvorfor lige mig, Jehova?“ Denne søster var så taknemmelig for bare at være i live da hun nåede Kinshasa, at hun i den første måned hun var der, tjente som hjælpepioner.

’Gud skammer sig ikke ved dem’

Det apostelen Paulus skrev om trofaste mænd og kvinder i fortiden, passer også godt på Jehovas tjenere i Angola. Hans ord kunne omskrives således: ’Hvad mere skal vi sige? Tiden vil jo ikke slå til for os hvis vi fortsætter med at fortælle om alle dem som ved tro undslap sværds æg, fra at være svage blev fyldt med kraft og blev torteret, idet de ikke tog imod udfrielse ved at gå på kompromis. De fik deres prøve i form af latterliggørelse og piskeslag, ja mere end det, i form af lænker og fængsel. De blev prøvet, de led nød, trængsel, mishandling; dem var verden ikke værd.’ (Hebr. 11:32-38) Selv om de er blevet foragtet af deres forfølgere og de lever i nød på grund af krig og anarki, „skammer Gud sig ikke ved dem, ved at blive påkaldt som deres Gud“ fordi de holder øjnene rettet mod opfyldelsen af hans løfter. — Hebr. 11:16.

Jehovas Vidner i Angola mærker tydeligvis Guds velsignelse, selv om de fortsat erfarer de frygtelige følger af de apokalyptiske rytteres ridt. I det forløbne år anvendte de mere end 40.000 forkyndere i landet over 10.000.000 timer på at fortælle andre den gode nyhed om Guds rige. De var travlt optaget af i gennemsnit at lede mere end 83.000 bibelstudier hver måned med interesserede. Forkynderne i Angola har et oprigtigt ønske om at give så mange som muligt lejlighed til at vælge det virkelige liv, som Gud gennem Jesus Kristus har gjort muligt. Og det var til stor glæde for dem at den årlige højtid til minde om Kristi død, trods de ustabile forhold i landet, blev overværet af flere end 181.000. Det er for dem et tydeligt vidnesbyrd om at markerne stadig er hvide til høst. — Joh. 4:35.

Ligesom deres trosfæller i resten af verden, er Jehovas Vidner i Angola overbeviste om at deres himmelske konge og leder, Jesus Kristus, vil vinde den endelige sejr. (Sl. 45:1-4; Åb. 6:2) Uanset hvilke prøvelser de står over for, er de fast besluttede på at forblive loyale mod ham og være trofaste vidner for deres elskede Gud, Jehova. — Sl. 45:17.

[Tekstcitat på side 68]

’Selv om vores fysiske tilstand er alvorlig, er vi dog åndeligt sunde. Det der sker, er jo nøjagtigt hvad der er forudsagt i Bibelen.’

[Tekstcitat på side 73]

De læste i Bibelen og begyndte at forkynde. Snart efter blev de udvist og sendt hjem til Angola.

[Tekstcitat på side 78]

„Det eneste I kan gøre er at slå mig ihjel. Kan I gøre andet? Det får mig ikke til at opgive min tro.“

[Tekstcitat på side 82]

Han var overbevist om at han havde fundet sandheden. Men hvor meget værdsatte han den?

[Tekstcitat på side 85]

Uanset hvilket bibelsk emne der dukkede op i deres tanker, forkyndte de for fængselsvæggene.

[Tekstcitat på side 89]

De befandt sig tydeligvis i et land i krig, alligevel var de energiske i forkyndelsen.

[Tekstcitat på side 91]

Kristne hyrder aflagde regelmæssigt små besøg hos brødrene på vej til eller fra arbejde. De læste ofte et eller to skriftsteder sammen med familien.

[Tekstcitat på side 95]

„O.k. Jeg vil godt sige ’Viva’.“ Alle ventede spændt. Endelig råbte den lille dreng: „Viva Jehova!“

[Tekstcitat på side 103]

„Jeg forlod Angola med et bedende hjerte og med tårer i øjnene ved tanken om disse brødre, der, selv under trængsler, kunne smile på grund af det vidunderlige håb de ejede.“

[Tekstcitat på side 108]

„Han kunne holde det samme foredrag mellem 7 og 21 gange. Hver uge var krævende og fuld af aktivitet.“

[Tekstcitat på side 111]

I dette patriarkalske samfund betragtede man ham som overhoved. Han blev kendt som en Guds mand.

[Tekstcitat på side 116]

Under pres for at få dem til at bryde deres kristne neutralitet stod de urokkeligt fast på deres beslutning om at vandre på Jehovas veje.

[Tekstcitat på side 124]

„Vi var meget taknemmelige mod Jehova, hans organisation og vore elskede brødre der satte deres liv på spil for brødre som de slet ikke kendte“

[Tekstcitat på side 128]

Offentligheden lagde mærke til Jehovas Vidners neutrale standpunkt.

[Tekstcitat på side 138]

Der er 696 menigheder, men kun 24 rigssale.

[Kort/illustrationer på side 81]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Atlanterhavet

ANGOLA

DEN DEM. REP. CONGO

Luanda

Malanje

Lobito

Benguela

Huambo

Lubango

Namibe

Baía dos Tigres

NAMIBIA

[Helsides illustrationer på side 66]

[Illustrationer på side 71]

Gray og Olga Smith

[Illustration på side 74]

John Cooke (i midten) sammen med João Mancoca (til højre) og Sala Filemon (til venstre), som var blandt de første der tog et fast standpunkt for den sande tilbedelse i Angola

[Illustration på side 87]

Et opbyggende stævne under en kortvarig tid med fred i 1975

[Illustration på side 90]

Et land hærget af krig

[Illustrationer på side 102]

„Køkkenet“ hvor den åndelige føde blev produceret

[Illustration på side 104]

Silvestre Simão

[Illustrationer på side 123]

Nødhjælpsforsyninger til Angola lastes i Sydafrika

[Illustrationer på side 126]

Øverst: Et særligt møde med ældste og pionerer i Luanda

Douglas Guest (til venstre) i Angola i 1991 sammen med João og Maria Mancoca og Mário Oliveira

[Illustration på side 131]

Det første kontor Jehovas Vidner benyttede i Luanda

[Illustrationer på side 134]

Områdestævnet „Glade lovprisere“ blev i Luanda overværet af 73.154

[Illustration på side 139]

En af de 24 stålkonstruktioner der fungerer som rigssale i Angola

[Illustration på side 140]

Afdelingskontorets udvalg (fra venstre mod højre): João Mancoca, Steve Starycki, Silvestre Simão, Domingos Mateus, José Casimiro

[Illustration på side 140, 141]

Betelfamilien i Angola da afdelingskontoret blev oprettet i 1996

[Illustrationer på side 142]

Nogle få af de mange medlemmer af betelfamilien hvis tro er blevet prøvet under brutal behandling: (1) Antunes Tiago Paulo, (2) Domingos Kambongolo, (3) Justino César

[Illustration på side 147]

Carlos Cadi