Hvem er ærkeenglen Mikael?
Hvad Bibelen siger
Mikael, af nogle religioner omtalt som “Sankt Mikael”, er tydeligvis et navn der blev givet til Jesus før og efter hans liv på jorden.a Mikael havde en uoverensstemmelse med Satan efter Moses’ død og hjalp en engel til at overbringe Guds budskab til profeten Daniel. (Daniel 10:13, 21; Judas 9) Mikael lever op til betydningen af sit navn – “Hvem er som Gud?” – ved at forsvare Guds herredømme og bekæmpe Guds fjender. – Daniel 12:1; Åbenbaringen 12:7.
Tænk over hvorfor det er fornuftigt at konkludere at Jesus er ærkeenglen Mikael.
Mikael er “ærkeenglen”. (Judas 9) Titlen “ærkeengel” betyder “øverste engel”, og det står kun i to vers i Bibelen. I begge tilfælde står ordene i ental, hvilket tyder på at kun én engel bærer denne titel. Et af disse vers viser at den opstandne Herre Jesus “vil stige ned fra himmelen med et kommandoråb, med en ærkeengels røst”. (1 Thessaloniker 4:16) Jesus har “en ærkeengels røst” for han er ærkeenglen, Mikael.
Mikael er anfører for en hærskare af engle. “Mikael og hans engle kæmpede mod dragen”, Satan. (Åbenbaringen 12:7) Mikael har stor myndighed i åndeverdenen, for han bliver kaldt “en af de øverste fyrster” og “den store fyrste”. (Daniel 10:13, 21; 12:1) Disse titler anvendes om Mikael som “øverstbefalende for de himmelske hærstyrker”, som David E. Aune, professor i Det Nye Testamente, udtrykker det.
Bibelen nævner kun ét andet navn på en der har myndighed over en hær af engle. Den siger at Herren Jesus vil blive åbenbaret “fra himmelen med sine mægtige engle i flammende ild, når han bringer hævn”. (2 Thessaloniker 1:7, 8; Mattæus 16:27) Jesus “tog bort til himmelen, og engle og myndigheder og magter blev underlagt ham”. (1 Peter 3:21, 22) Det ville ikke være logisk at slutte at Gud satte Jesus og Mikael op som rivaliserende hærførere for de hellige engle. Det er derimod mere logisk at konkludere at begge navne, Jesus og Mikael, sigter til den samme person.
Mikael vil ‘stå frem’ i en “trængselstid” uden fortilfælde. (Daniel 12:1) I Daniels Bog hentyder udtrykket ‘stå frem’ ofte til at en konge skrider til handling på en ganske særlig måde. (Daniel 11:2-4, 21) Jesus Kristus, der omtales som “Guds Ord”, vil gå i aktion på en særlig måde som “Kongers Konge” for at tilintetgøre alle Guds fjender og beskytte Guds folk. (Åbenbaringen 19:11-16) Det vil han gøre på et tidspunkt hvor der er “så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen”. – Mattæus 24:21, 42.
a Bibelen omtaler andre personer med flere navne, blandt andre Jakob (også kaldt Israel), Peter (også kaldt Simon) og Taddæus (også kaldt Judas). – 1 Mosebog 49:1, 2; Mattæus 10:2, 3; Markus 3:18; Apostelgerninger 1:13.