Vi føler os ikke bare taknemmelige, vi viser også Jehova vores taknemmelighed, både i ord og handling. Og det gør os anderledes end mange andre i dag. Vi lever i en verden hvor folk ikke er spor taknemmelige for alt det Gud gør for dem. Ja, faktisk er et af kendetegnene på at vi lever i “de sidste dage”, netop at folk er utaknemmelige. (2. Tim. 3:1, 2) Sådan ønsker vi bestemt ikke at være! Jehova ønsker at hans børn skal komme godt ud af det med hinanden. Ja, den kærlighed vi har til hinanden, er faktisk det der identificerer os som sande kristne. (Joh. 13:35) Vi har de samme følelser som salmisten der skrev: “Hvor er det godt, og hvor er det skønt når brødre bor sammen i enhed!” (Sl. 133:1) Når vi elsker vores brødre og søstre, beviser vi over for Jehova at vi også elsker ham. (1. Joh. 4:20) Hvor er det skønt at være en del af en familie af brødre og søstre der er “venlige og inderligt medfølende over for hinanden”! – Ef. 4:32. w20.02 9 § 6-7

Det der var årsag til Hannas bekymring, forsvandt ikke med det samme. Hun måtte stadig leve side om side med Peninna. Og Bibelen siger intet om at Peninna ændrede sin indstilling. Det er sandsynligt at Hanna måtte blive ved med at finde sig i sin rivalindes sårende ord. Men nu havde hun fået fred i sindet. Da hun først havde lagt sagen i Jehovas hænder, var situationen ikke længere uudholdelig for hende. Hun gav Jehova lov til at trøste og berolige hende. Noget tid efter blev hun endda velsignet ved selv at få børn! (1. Sam. 1:2, 6, 7, 17-20) Vi kan finde fred selvom årsagen til vores bekymring stadig er der. Selvom vi beder indtrængende til Jehova og overværer møderne, kan det godt være at vores problemer ikke forsvinder. Men Hannas eksempel viser at intet kan forhindre Jehova i at trøste os og give os ro i sindet. Jehova vil aldrig glemme os, og før eller siden vil han belønne os for vores trofasthed. – Hebr. 11:6. w20.02 22 § 9-10

Ældste holder sig ikke tilbage fra at minde andre om bibelske principper der kan hjælpe dem til at handle klogt. Hvorfor er det så vigtigt at sige noget når der er behov for det? Tænk på eksemplet med Eli. Ypperstepræsten Eli havde to sønner som han var meget glad for. Sønnerne havde dog ingen respekt for Jehova. De havde vigtige opgaver som præster ved telthelligdommen men misbrugte deres myndighed. De behandlede de ofre der blev givet til Jehova, med grov respektløshed og dyrkede umoralsk sex uden at skamme sig. (1. Sam. 2:12-17, 22) Ifølge Moseloven fortjente Elis sønner at dø, men Eli var alt for eftergivende; han nøjedes med at irettesætte dem mildt, og han gav dem lov til at fortsætte deres tjeneste ved telthelligdommen. (5. Mos. 21:18-21) Hvad mente Jehova om den måde Eli håndterede situationen på? Han sagde til Eli: “Hvorfor bliver du ved med at ære dine sønner mere end mig?” Jehova besluttede at de to onde mænd skulle dø. – 1. Sam. 2:29, 34. w20.03 19 § 4-5