1. Mosebog
39 Hvad Josef angår, blev han bragt ned til Ægypten,+ og en hofmand hos Farao,* Poʹtifar,+ øversten for livvagten, en ægypter, købte ham da af ismaelitterne+ som havde bragt ham derned. 2 Men Jehova var fortsat med Josef, så han viste sig at være en mand der havde lykken med sig,+ og han kom til at forestå sin herres,* ægypterens, hus. 3 Og hans herre så at Jehova var med ham og at Jehova lod alt hvad han gjorde, lykkes i hans hånd.
4 Og Josef blev ved med at finde yndest i hans øjne og opvartede ham til stadighed, så han satte ham over sit hus,+ og alt hvad der var hans gav han i hans hånd. 5 Og det gik sådan at fra det tidspunkt han satte ham over sit hus og over alt hvad der var hans, velsignede Jehova ægypterens hus takket være Josef, og Jehovas velsignelse var efterhånden over alt hvad han havde i huset og på marken.+ 6 Til sidst overlod han alt hvad han havde, i Josefs hånd,+ og han havde ikke kendskab til noget som helst af det der var hos ham, undtagen brødet som han selv spiste. Og Josef blev smuk af skikkelse og smuk af udseende.
7 Nu skete det så efter disse begivenheder at hans herres hustru løftede sine øjne+ mod Josef og sagde: „Lig hos mig.“+ 8 Men han vægrede sig+ og sagde til sin herres hustru: „Se, min herre har ikke kendskab til noget af det der er hos mig i huset, og alt hvad der er hans har han givet i min hånd.+ 9 Der er ingen større i dette hus end mig, og han har ikke holdt noget tilbage fra mig, undtagen dig, fordi du er hans hustru.+ Så hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?“+
10 Og det viste sig, skønt hun talte til Josef dag efter dag, at han ikke hørte på hende med hensyn til at ligge ved hende, at være sammen med hende.+ 11 Nu skete det en sådan dag* at han gik ind i huset for at udføre sit hverv, og der var ingen af husfolkene dér i huset.+ 12 Så greb hun fat i ham ved hans klædning,+ idet hun sagde: „Lig hos mig!“+ Men han efterlod sin klædning i hendes hånd og flygtede og løb udenfor.+ 13 Så snart hun så at han havde efterladt sin klædning i hendes hånd og var flygtet udenfor, 14 råbte hun på sine husfolk og sagde til dem: „Se! Han har bragt os en mand, en hebræer, for at gøre os til latter. Han kom ind til mig for at ligge hos mig, men jeg råbte højt.+ 15 Og så snart han hørte at jeg hævede min røst og råbte, efterlod han sin klædning ved siden af mig og flygtede og løb udenfor.“ 16 Derpå lod hun hans klædning blive liggende ved siden af sig indtil hans herre kom til sit hus.+
17 Så fremførte hun det samme over for ham, idet hun sagde: „Den hebraiske tjener som du bragte os, kom ind til mig for at gøre mig til latter.* 18 Men så snart jeg hævede min røst og råbte, efterlod han sin klædning ved siden af mig og flygtede udenfor.“+ 19 Følgen var at så snart hans herre hørte de ord som hans hustru talte til ham: „Sådan og sådan gjorde din tjener mod mig,“ blussede hans vrede op.+ 20 Så tog Josefs herre ham og overgav ham til fængselet,* det sted hvor kongens fanger* blev holdt fængslet,* og han blev så dér i fængselet.+
21 Men Jehova var fortsat med Josef og viste ham loyal hengivenhed og lod ham finde yndest i fængselsøverstens* øjne.+ 22 Så overgav fængselsøversten alle de fanger som var i fængselet, i Josefs hånd, og med hensyn til alt hvad de gjorde dér, var han den der fik det gjort.+ 23 Fængselsøversten så ikke efter noget som helst der var i hans hånd, for Jehova var med [Josef],* og hvad han gjorde lod Jehova lykkes.+