8 Da tog sjuhitten+ Bilʹdad til orde og sagde:
2 „Hvor længe vil du udtale dig sådan?+
Ordene fra din mund er jo kun en vældig blæst.+
3 Mon Gud bøjer retten,+
og mon den Almægtige bøjer retfærdigheden?+
4 Hvis dine sønner har syndet mod ham,
så sender han dem i deres overtrædelses vold;
5 hvis du selv havde søgt Gud,+
og hvis du havde bedt den Almægtige om nåde,
6 hvis du var ren og retskaffen,+
da ville han vågne op [til hjælp] for dig,
og han ville give [dig] din retfærdigheds bosted tilbage.
7 Og var din begyndelse ubetydelig,
ville din fremtid dog blive virkelig stor.+
8 For spørg engang de tidligere generationer+
og vær rede [til at høre] hvad deres fædre har udforsket.+
9 For vi er kun fra i går,+ og vi ved intet,
for vore dage på jorden er en skygge.+
10 Mon ikke de vil belære dig, give dig besked
og lade ord strømme fra deres hjerte?
11 Vokser papyrus+ sig høj hvor der ikke er sumpet?
Bliver nilgræs stort uden vand?
12 Mens det endnu er i knop — uden at det plukkes —
tørrer det ind, endog før alt andet græs.+
13 Sådan ender stierne for alle som glemmer Gud;+
den frafaldnes håb forgår,+
14 han hvis tillid brister,
og hvis fortrøstning er en edderkops hus.+
15 Han støtter sig til sit hus, men det bliver ikke stående;
han griber fat i det, men det står ikke fast.
16 Han er et frodigt træ for solen,
og hans kviste skyder frem i hans have.+
17 Hans rødder er flettet sammen i en stendynge;
han betragter et hus af sten.
18 Hvis han opsluges fra sit sted,+
vil det fornægte ham [og sige]: ’Jeg har aldrig set dig.’+
19 Se, sådan opløses hans vej,+
og af støvet spirer andre frem.
20 Se, Gud forkaster ikke den uangribelige,
og han griber ikke de ondes hånd,
21 mens han fylder din mund med latter
og dine læber med jubelråb.
22 De der hader dig vil blive klædt i skam,+
og den ugudeliges telt er ikke mere.“