HUS

[hebr.: baʹjith; gr.: oiʹkos el. oikiʹa]. Ordet „hus“ anvendes i Bibelen i flere betydninger. Det kan blandt andet betegne (1) en husstand eller alle en mands efterkommere (1Mo 12:1; 17:13, 23; Ob 17, 18; Mik 1:5); (2) et opholdssted, en bolig (1Mo 19:2-4); (3) et fængsel eller, i overført betydning, et land hvor man er i trældom (1Mo 40:3, 14; 2Mo 13:3); (4) fugles og andre dyrs bolig (Job 39:6; Sl 104:17); (5) et edderkoppespind (Job 8:14); (6) et kongepalads (2Sa 5:11; 7:2); (7) en præsteslægt (1Sa 2:35); (8) et kongeligt dynasti (1Sa 25:28; 2Sa 7:11); (9) Jehovas tabernakel eller tempel, både bogstaveligt og billedligt (2Mo 23:19; 34:26; 1Kg 6:1; 1Pe 2:5); (10) Jehovas bolig, selve himmelen (Joh 14:2); (11) en afgudshelligdom (Dom 9:27; 1Sa 5:2; 1Kg 16:32; 2Kg 5:18); (12) menneskets forgængelige fysiske legeme (Præ 12:3; 2Kor 5:1-4); (13) det uforgængelige åndelige legeme (2Kor 5:1); (14) den fælles grav (Job 17:13 [baʹjith er her gengivet med „hjem“]; Præ 12:5); (15) en sammenslutning af håndværkere der udøver samme fag (1Kr 4:21); og (16) et statsarkiv, en bygning hvor statens papirer opbevares (Ezr 6:1).

Det hebraiske ord baʹjith i formen bēth indgår ofte i egennavne, som for eksempel i Betel (der betyder „Guds hus“) og Betlehem (der betyder „brødhus“).

Materialer og byggemåde. Privathusene var i fortiden lige så forskellige som de er i dag. Byggemåden varierede fra periode til periode og i forhold til ejerens økonomiske formåen samt hvilke materialer der var til rådighed. Da Babel blev bygget, brugte man således tegl i stedet for sten og asfalt i stedet for mørtel. — 1Mo 11:3.

Mange israelitter flyttede ind i de fordrevne kana’anæeres huse og anvendte sandsynligvis i mange år den kana’anæiske byggestil. (5Mo 6:10, 11) Man foretrak åbenbart stenhuse (Es 9:10; Am 5:11) da de var mere solide og ydede større beskyttelse mod ubudne gæster end huse af lersten, som indbrudstyve nemt kunne skaffe sig adgang til ved simpelt hen at bryde ind gennem muren. (Jf. Job 24:16.) I lavlandet, hvor der ikke fandtes store mængder kalksten eller sandsten, opførte man imidlertid beboelseshusene af soltørrede eller ovnbrændte lersten. Til bjælker og spær brugte man morbærfigentræ, enebærtræ og, især i de bedre huse, cedertræ. — Høj 1:17; Es 9:10.

Arkæologer har udgravet ruinerne af adskillige typer gamle palæstinensiske privathuse. Ofte var der en ovn på gårdspladsen og i nogle tilfælde også en brønd eller en cisterne. (2Sa 17:18) De udgravede ruiner viser at husene varierede meget i størrelse. Ét hus var kun ca. 5 m på hver led, mens et andet var 32×30 m. De enkelte rum var ofte 4-5 m på hver led.

Nogle huse var bygget oven på brede bymure. (Jos 2:15) Men helst byggede man dem på klippegrund (Mt 7:24), og som regel lagde man først to-tre skifter af brudte sten før man murede videre med teglsten. Hvis et hus ikke kunne bygges på klippegrund, lagde man ofte et solidt fundament der gik lige så langt ned i jorden som stensoklen ragede op over jorden. Nogle fundamenter blev lavet af store utilhuggede sten, og mellemrummene blev fyldt ud med småsten; andre blev lavet af tilhuggede sten, kvadersten. Ét teglstenshus der er udgravet, havde en stensokkel på ca. 0,5 m i højden; et andet havde en sokkel på ca. 1 m. I nogle tilfælde var husmurene omkring 1 m tykke. Ofte blev ydermurene pudset med en slags hvidtekalk (Ez 13:11, 15), og facader af teglsten blev ofte beskyttet med en beklædning af småsten.

Byggestenene blev rettet ind efter og holdt på plads af omhyggeligt tilpassede hjørnesten. (Jf. Sl 118:22; Es 28:16.) Som mørtel brugte man som regel en blanding af ler og strå, undertiden tilsat kalk, aske, pulveriserede potteskår, stødte strandskaller eller knust kalksten. Den blev anvendt som bindemiddel mellem stenene og som puds på indervæggene. (3Mo 14:41, 42) I nogle tilfælde blev stenene tilhugget så nøjagtigt at der ikke var brug for mørtel.

Gulve. Gulvene såvel som gårdspladsen bestod af faststampet jord eller var belagt med sten, tegl eller kalkpuds. En fordybning i gulvet tjente almindeligvis som ildsted; de bedre huse blev dog opvarmet ved hjælp af kulbækkener. (Jer 36:22, 23) Røgen steg op gennem et hul i taget. (Ho 13:3) I fornemme huse kunne der være trægulve, ligesom i templet. — 1Kg 6:15.

Vinduer. Rektangulære huller i murene tjente som vinduer, hvoraf i det mindste nogle var store nok til at en mand kunne komme igennem. (Jos 2:15; 1Sa 19:12; Apg 20:9) Nogle vinduer, især de der vendte ud mod vejen, var udstyret med gitre. — Dom 5:28; Ord 7:6.

Døre. Døre var normalt fremstillet af træ og drejede på tapper (Ord 26:14) der passede ind i huller i tærskelen og overliggeren af træ eller sten. To opretstående stolper tjente som karme. (2Mo 12:22, 23) Nogle huse havde to indgange, men normalt førte kun én dør fra gaden og ind til gårdspladsen, hvorfra der var adgang til alle husets rum.

Interiøret. I fornemme huse var væggene beklædt med cedertræ eller andre kostbare træsorter og strøget med cinnober. (Jer 22:14; Hag 1:4) De riges ’elfenbenshuse’ havde åbenbart værelser der var udsmykket med træpaneler hvori der var indlagt elfenben. (1Kg 22:39; Am 3:15) Til husets indretning hørte foruden kar, kurve, kogegrej og andre husholdningsredskaber møbler som senge eller løjbænke, stole, skamler, borde og lampestandere. (Jf. 2Sa 4:11; 2Kg 4:10; Sl 41:3; Mt 5:15.) I nogle rigmandshuse var møblerne udsmykket med elfenben, guld og sølv i indlagt arbejde. — Jf. Est 1:6; Am 3:12; 6:4.

Taget og tagkammeret. De fleste tage var flade, og ifølge Moseloven skulle israelitterne omgive taget med et rækværk for at forebygge ulykker. (5Mo 22:8) Hvis taget havde en svag hældning, kunne regnvandet løbe af. Taget hvilede på solide træbjælker der understøttedes af murene. På tværs af disse bjælker lå et lag af mindre bjælker, som blev dækket af grene, siv og lignende. Oven på dette lagde man et flere centimeter tykt lag jord, der var en tyktflydende lermasse eller en blanding af ler og kalk. I et sådant tag kunne man nemt lave en åbning, sådan som nogle mænd gjorde for at kunne fire en lam mand ned til Jesus for at han kunne blive helbredt. (Mr 2:4) Tagbjælkerne blev ofte understøttet af træstolper som hvilede på stenfundamenter. Der kunne vokse græs på sådanne tage (Sl 129:6), og de blev let utætte. (Ord 19:13; 27:15; Præ 10:18) Før regntiden begyndte, reparerede man sandsynligvis taget og glattede det ud så vandet bedre kunne løbe af.

Både i fredstid og i ulykkestider foregik meget af det daglige liv på tagene. (Es 22:1; Jer 48:38) Herfra kunne der udråbes budskaber, og det man foretog sig her, ville hurtigt blive kendt blandt folk. (2Sa 16:22; Mt 10:27) Man lagde hørstængler til tørre på tagene (Jos 2:6), og det var et sted hvor man kunne underholde sig med hinanden (1Sa 9:25), gå omkring i den kølige aften (2Sa 11:2), tilbede den sande Gud eller falske guder (Jer 19:13; Zef 1:5; Apg 10:9) eller sove (1Sa 9:26). Under indsamlingshøjtiden rejste man løvhytter på tagene og på gårdspladserne. — Ne 8:16.

Ofte indrettede man et kammer på taget. Dette tagkammer var et behageligt og køligt værelse der ofte tjente som gæsteværelse. (Dom 3:20; 1Kg 17:19; 2Kg 1:2; 4:10) Der fandtes naturligvis også toetages huse med en egentlig førstesal. Det ’store rum ovenpå’ hvori Jesus fejrede den sidste jødiske påske sammen med sine disciple og derefter indstiftede Herrens aftensmåltid, kan enten have været et tagværelse eller et værelse på en førstesal. (Lu 22:11, 12, 19, 20) Det var åbenbart også i en ’sal ovenpå’ i et hus i Jerusalem at omtrent 120 disciple var samlede på pinsedagen i år 33 da Guds ånd blev udgydt over dem. — Apg 1:13-15; 2:1-4.

Det var som regel en udendørs trappe eller, i de fattigere huse, en stige der førte fra gårdspladsen op til taget. Derfor kunne man, om nødvendigt, forlade taget uden at gå ind i selve huset. Eftersom mange huse lå tæt sammen, var det ofte muligt at gå fra det ene hustag til det andet. Disse omstændigheder kan danne baggrund for Jesu vejledning i Mattæus 24:17 og Markus 13:15. I mere velstående hjem var der en indvendig trappe som førte op til overetagen.

Loven beskyttede ejendomsretten. Det var Jehovas hensigt at hans lydige tjenere skulle have den glæde at bo i deres egne huse. (Jf. Es 65:21.) At en anden end bygmesteren tog et hus i besiddelse, blev beskrevet som en ulykke der ville ramme de ulydige. (5Mo 28:30; Kl 5:2) En mand der endnu ikke havde indviet sit nye hus, var fritaget for militærtjeneste. — 5Mo 20:5, 6.

Guds lov til Israel indeholdt bestemmelser som beskyttede ejendomsretten. Loven forbød israelitterne at begære en andens ejendom, deriblandt hans hus (2Mo 20:17), og gennem sine profeter fordømte Jehova dem der ulovligt tilranede sig andres huse. (Mika 2:2; jf. Ne 5:1-5, 11.) En kreditor måtte ikke tiltvinge sig adgang til en skyldners hus og tage et pant. (5Mo 24:10, 11) En israelit der helligede sit hus til Jehova, kunne købe det tilbage ved at betale 120 procent af vurderingsbeløbet til helligdommen. (3Mo 27:14, 15) De der var nødt til at sælge deres huse, havde også tilbagekøbsret, i hvert fald for en tid. Huse i bebyggelser uden mure rundt om kunne købes tilbage af de oprindelige ejere, og i jubelåret skulle de leveres tilbage til dem. Men huse i byer med mure rundt om blev køberens varige ejendom, medmindre de blev tilbagekøbt inden for det år hvori tilbagekøbsretten stod ved magt. I forbindelse med huse som lå i levitbyer med mure om, var der varig tilbagekøbsret. Alle huse der tidligere havde tilhørt levitter, skulle leveres tilbage til de oprindelige ejere i jubelåret hvis de ikke var blevet tilbagekøbt forinden. — 3Mo 25:29-33.

Dannede ramme om undervisning. Fra de tidligste tider var hjemmet et sted hvor der blev givet undervisning i den sande tilbedelse. Guds lov til israelitterne pålagde udtrykkeligt fædrene at undervise deres sønner når de sad i huset, foruden på andre tidspunkter. (5Mo 6:6, 7; 11:19) Guds lov skulle skrives på dørstolperne, øjensynlig i billedlig forstand (5Mo 6:9; 11:20), og der måtte ikke bringes noget ind i huset som havde med afgudsdyrkelse at gøre. (5Mo 7:26) Eftersom hjemmet tjente et sådant helligt formål, skulle huse der blev angrebet af „ondartet spedalskhed“, rives ned. (Se SPEDALSKHED.) Loven om spedalskhed i huse mindede israelitterne om at de kun måtte bo i huse der var rene i Guds øjne. — 3Mo 14:33-57.

Med kristendommens grundlæggelse blev forkyndelse og undervisning fra hus til hus en vigtig side af den sande tilbedelse. (Apg 20:20) Jesu disciple tog imod den gæstfrihed som ’fredens venner’ viste dem, og blev boende hos dem indtil de havde fuldført deres tjeneste i den pågældende by. (Lu 10:6, 7; Mt 10:11; se FORKYNDER, FORKYNDELSE [„Fra hus til hus“].) Grupper eller menigheder af kristne samledes ofte regelmæssigt i et privathus for at granske Guds ord. (Ro 16:5; 1Kor 16:19; Kol 4:15; Flm 2) De der vendte sig bort fra Kristi lære, blev derimod ikke budt velkommen i de kristnes hjem. — 2Jo 10.