Josva

22 Så tilkaldte Josva rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme 2 og sagde til dem: “I har gjort alt det Jehovas tjener Moses befalede jer,+ og I har adlydt mig i alt hvad jeg befalede jer.+ 3 I al den tid, helt frem til i dag,+ har I ikke svigtet jeres brødre; og I har levet op til jeres forpligtelser og fulgt Jehova jeres Guds bud.+ 4 Jehova jeres Gud har givet jeres brødre fred, sådan som han lovede dem.+ Så nu kan I vende tilbage til jeres telte i det land Jehovas tjener Moses gav jer på den anden side* af Jordan.+ 5 Men følg omhyggeligt de befalinger og den Lov som Jehovas tjener Moses gav jer,+ ved at elske Jehova jeres Gud,+ ved at vandre på alle hans veje,+ ved at rette jer efter hans bud,+ ved at holde jer til ham+ og ved at tjene ham+ af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl.”*+

6 Så velsignede Josva dem og sendte dem afsted, og de tog tilbage til deres telte. 7 Den ene halvdel af Manasses stamme havde Moses givet et område som arv i Bashan,+ og den anden halvdel af stammen havde Josva givet et stykke land på den vestlige side af Jordan,+ sammen med deres brødre. Da Josva sendte dem afsted til deres telte, velsignede han dem 8 og sagde til dem: “Vend tilbage til jeres telte, med store rigdomme, mange husdyr, sølv og guld, kobber og jern og mængder af tøj.+ Tag jeres andel af byttet+ fra jeres fjender, og del byttet med jeres brødre.”

9 Rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme forlod så de andre israelitter i Shilo i Kanaan, og de vendte tilbage til Gileads land,+ det område de havde slået sig ned i på Jehovas befaling gennem Moses.+ 10 Da rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme kom til Jordanegnen* i Kanaan, byggede de et alter ved Jordanfloden, et stort og imponerende alter. 11 Senere hørte de andre israelitter at der blev sagt:+ “Rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme har bygget et alter i Jordanegnen* på israelitternes side af grænsen til Kanaan.” 12 Da israelitterne hørte om det, samledes hele folket i Shilo+ for at gå i krig mod dem.

13 Så sendte israelitterne præsten Eleazars søn Pinehas+ til rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme i Gileads land, 14 og der var ti høvdinger med ham, én høvding for hver af alle Israels stammers slægter,* hver af dem var overhoved for sin slægt blandt Israels klaner.*+ 15 Da de kom til rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme i Gileads land, sagde de til dem:

16 “Sådan siger hele Jehovas forsamling: ‘Hvorfor har I ikke været trofaste+ mod Israels Gud? I har i dag vendt Jehova ryggen ved at bygge jer et alter og gøre oprør mod Jehova.+ 17 Var det ikke nok for os at vi begik det fejltrin ved Peor? Vi har den dag i dag ikke renset os for det, selvom der kom en plage over Jehovas folk.+ 18 Og alligevel vil I nu vende Jehova ryggen! Hvis I gør oprør mod Jehova i dag, vil han i morgen rette sin vrede mod hele Israels folk.+ 19 Hvis det er fordi jeres land er urent, så kom over til det land der tilhører Jehova,+ hvor Jehovas telthelligdom står,+ og slå jer ned iblandt os, men gør ikke oprør mod Jehova, og gør ikke os til oprørere ved at bygge et andet alter end Jehova vores Guds alter.+ 20 Var det ikke hele Israels folk der blev ramt af Guds vrede da Akan,+ Zeras søn, ikke var trofast i forbindelse med at udslette det der skulle udslettes?*+ Og han var ikke den eneste der døde som følge af det fejltrin.’”+

21 Rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme svarede så overhovederne for Israels klaner:*+ 22 “Gudernes Gud, Jehova!* Gudernes Gud, Jehova!+ Han ved det, og Israel skal også vide det. Hvis vi har gjort oprør og været illoyale mod Jehova, så skån os ikke nu. 23 Hvis vi har bygget os et alter for at vende Jehova ryggen og for at ofre brændofre, kornofre og fællesskabsofre* på det, vil Jehova straffe os.+ 24 Nej, vi har gjort det fordi der var noget andet der bekymrede os, for vi sagde: ‘I fremtiden vil jeres sønner sige til vores sønner: “Hvilken ret har I til at tilbede Jehova, Israels Gud, sammen med os?* 25 Jehova har jo sat Jordanfloden som grænse mellem os og jer rubenitter og gaditter. I har ikke noget med Jehova at gøre.” Og jeres sønner vil forhindre vores sønner i at tilbede* Jehova.’

26 Derfor sagde vi: ‘Lad os dog gøre noget selv og bygge et alter, ikke til brændofre eller slagtofre, 27 men for at det skal være et vidne mellem jer og os+ og vores efterkommere* om at vi vil udføre tjeneste for Jehova med vores brændofre, slagtofre og fællesskabsofre,*+ så jeres sønner ikke skal sige til vores sønner i fremtiden: “I har ikke noget med Jehova at gøre.”’ 28 Så vi sagde: ‘Hvis de engang i fremtiden siger sådan til os og vores efterkommere,* vil vi sige: “Se denne efterligning af Jehovas alter som vores forfædre lavede. Den er ikke til brændofre eller slagtofre, men den er et vidne mellem jer og os.”’ 29 Det kunne aldrig falde os ind at gøre oprør mod Jehova og vende Jehova ryggen+ ved at bygge et alter til brændofre, kornofre og slagtofre ud over det alter for vores Gud Jehova som står foran hans telthelligdom!”+

30 Da præsten Pinehas, folkets høvdinger og overhovederne for Israels klaner* som var med ham, havde hørt hvad Rubens, Gads og Manasses efterkommere havde at sige, var de tilfredse.+ 31 Og Pinehas, præsten Eleazars søn, sagde til Rubens, Gads og Manasses efterkommere: “I dag ved vi at Jehova er med os, for I har ikke været illoyale mod Jehova i denne sag. Nu har I reddet israelitterne fra at blive straffet af Jehova.”

32 Derefter vendte Pinehas, præsten Eleazars søn, og høvdingerne tilbage fra rubenitterne og gaditterne i Gileads land til Kanaan, og de fortalte de andre israelitter hvad der var sket. 33 Og israelitterne var tilfredse med rapporten. De lovpriste derefter Gud og talte ikke mere om at gå i krig mod rubenitterne og gaditterne for at ødelægge det land de boede i.

34 Rubenitterne og gaditterne gav derefter altret et navn.* De sagde nemlig: “Det er et vidne mellem os om at Jehova er den sande Gud.”