Josva

22 På den tid tilkaldte Josua rubenitterne og gaditterne og Manasʹses halve stamme+ 2 og sagde til dem: „I har nu holdt alt det som Jehovas tjener Moses gav jer påbud om,+ og I har adlydt min røst i alt hvad jeg gav jer påbud om.+ 3 I har ikke ladt jeres brødre i stikken i dette lange tidsrum*+ frem til i dag, og I har holdt den forpligtelse som var pålagt jer ved Jehova jeres Guds bud.+ 4 Og nu har Jehova jeres Gud givet jeres brødre hvile, sådan som han lovede dem.+ Vend derfor nu om og drag bort til jeres telte i jeres ejendomsland, som Jehovas tjener Moses gav jer på den anden side af Jordan.+ 5 Kun skal I passe nøje på at handle efter det bud+ og den lov som Jehovas tjener Moses pålagde jer, ved at elske Jehova jeres Gud+ og vandre på alle hans veje+ og holde hans bud+ og holde jer nær til ham+ og tjene+ ham af hele jeres hjerte+ og hele jeres sjæl.“+

6 Derpå velsignede+ Josua dem og sendte dem af sted, og de drog bort til deres telte.* 7 Og Manasʹses halve stamme havde Moses givet [land] i Baʹsan,+ og den anden halve havde Josua givet [land] sammen med deres brødre på den side af Jordan der vender mod vest.+ Da Josua nu sendte dem af sted til deres telte, velsignede han dem også 8 og sagde til dem: „Vend tilbage til jeres telte med rigdomme i mængde og med en stor mængde kvæg, med sølv og guld og kobber og jern og klæder i massevis.+ Del byttet+ som er taget fra jeres fjender, med jeres brødre.“

9 Derpå vendte Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses halve stamme om og drog bort fra de andre af Israels sønner, fra Siʹlo i Kaʹna’ans land, for at drage til Giʹleads land,+ deres ejendomsland, som de havde fået anvist efter Jehovas befaling ved Moses.+ 10 Da de kom til egnene ved Jordan i Kaʹna’ans land, byggede Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses halve stamme et alter+ dér ved Jordan, et stort alter som kunne ses vidt omkring. 11 Senere hørte+ de andre af Israels sønner at der blev sagt: „Se! Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses halve stamme har bygget et alter på grænsen til Kaʹna’ans land i egnene ved Jordan, på den side der tilhører Israels sønner.“ 12 Da Israels sønner hørte dette, samledes hele forsamlingen af Israels sønner+ i Siʹlo+ for at drage op på et felttog imod dem.+

13 Derpå sendte+ Israels sønner præsten Eleaʹzars søn Piʹnehas+ til Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses halve stamme i Giʹleads land, 14 samt ti høvdinger med ham, én høvding for hvert fædrenehus af alle Israels stammer; og de var hver især overhoved for deres fædrenehus blandt Israels tusinder.+ 15 De kom så til Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses halve stamme i Giʹleads land og talte med dem+ og sagde:

16 „Sådan har hele Jehovas forsamling+ sagt: ’Hvad er det for en troløshed+ I har vist mod Israels Gud ved i dag at vende jer bort+ fra Jehova, idet I har bygget jer et alter+ og således i dag gjort oprør mod Jehova? 17 Var misgerningen med Peʹor+ for lidt for os, [en misgerning] som vi den dag i dag ikke har renset os for, skønt plagen kom over Jehovas forsamling?+ 18 Og I — I ville i dag vende jer bort fra Jehova; og gjorde I i dag oprør mod Jehova, da ville han i morgen harmes på hele Israels forsamling.+ 19 Men hvis jeres ejendomsland virkelig er urent,+ så kom over til Jehovas ejendomsland+ hvor Jehovas bolig står,+ og slå jer ned iblandt os; men gør ikke oprør mod Jehova, og gør ikke os til oprørere ved at bygge jer selv et alter, ud over Jehova vor Guds alter.+ 20 Handlede Aʹkan,+ Zeʹras søn, ikke troløst med det der var viet til udslettelse, og kom der ikke harme over hele Israels forsamling?+ Og han var ikke den eneste der omkom som følge af den* misgerning.’“+

21 Da svarede+ Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses halve stamme og sagde til overhovederne for Israels tusinder:+ 22 „Guddommen,+ Gud,+ Jehova, Guddommen, Gud, Jehova*+ — han véd det;+ og Israel skal også vide det.+ Hvis det var i oprør*+ og hvis det var i troløshed mod Jehova,+ så frels os ikke på denne dag. 23 Om* det var for at bygge os selv et alter og således vende os bort fra Jehova, og om det var for at ofre brændofre og kornofre på det,+ og om det var for at bringe fællesskabsofre på det, vil Jehova selv udgranske;+ 24 eller om det ikke snarere var af ængstelse for noget andet vi gjorde dette, idet vi sagde: ’Engang i fremtiden vil jeres sønner sige til vore sønner: „Hvad har I med Jehova, Israels Gud, at gøre?* 25 Jehova har jo sat en grænse mellem os og jer, Rubens sønner og Gads sønner, nemlig Jordan. I har ingen andel i Jehova.“+ Og jeres sønner vil få vore sønner til at holde op med at frygte Jehova.’+

26 Derfor sagde vi: ’Lad os dog gøre noget selv og bygge et alter, ikke til brændoffer eller slagtoffer, 27 men for at det skal være vidne mellem os+ og jer og vore efterkommere efter os, om at vi vil gøre tjeneste* for Jehova, for hans ansigt, med vore brændofre og vore slagtofre og vore fællesskabsofre,+ så jeres sønner ikke engang i fremtiden skal sige til vore sønner: „I har ingen andel i Jehova.“’ 28 Og vi sagde: ’I det tilfælde at de siger sådan til os og vore efterkommere engang i fremtiden, da siger vi: „Se den efterligning af Jehovas alter som vore fædre lavede, ikke til brændoffer eller slagtoffer, men den skal være vidne mellem os og jer.“’ 29 Det kunne aldrig falde os ind at gøre oprør mod Jehova og i dag vende os bort fra Jehova+ ved at bygge et alter til brændoffer, kornoffer og slagtoffer ud over det alter for vor Gud Jehova som står foran hans bolig!“+

30 Da præsten Piʹnehas+ og forsamlingens høvdinger+ og overhovederne for Israels tusinder som var med ham, hørte hvad Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses sønner havde at fremføre, syntes de godt om det.* 31 Og Piʹnehas, præsten Eleaʹzars søn, sagde til Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses sønner: „I dag véd vi at Jehova er i vor midte,+ fordi I ikke har handlet troløst mod Jehova i denne sag. Nu har I udfriet Israels sønner af Jehovas hånd.“+

32 Derpå vendte Piʹnehas, præsten Eleaʹzars søn, og høvdingerne tilbage+ fra Rubens sønner og Gads sønner i Giʹleads land, til Kaʹna’ans land, til de andre af Israels sønner og bragte dem bud tilbage.+ 33 Og det de sagde syntes Israels sønner godt om, hvorpå Israels sønner velsignede Gud,+ og de talte ikke om at drage op på et felttog imod dem for at ødelægge det land som Rubens sønner og Gads sønner boede i.

34 Og Rubens sønner og Gads sønner gav herefter alteret navn,* for „det skal være vidne mellem os om at Jehova er den [sande] Gud“.+