Joel

1 Jehovas ord+ som kom til Joel, Peʹtuels søn:

2 „Hør dette, I gamle mænd,* og lyt, alle I der bor i landet.*+ Er dette sket i jeres dage, eller i jeres forfædres dage?+ 3 I skal aflægge beretning derom for jeres sønner, og jeres sønner for deres sønner, og deres sønner for den følgende generation.+ 4 Det der blev levnet af larven, fortærede vandregræshoppen;+ og det der blev levnet af vandregræshoppen, fortærede den vingeløse græshoppe;* og det der blev levnet af den vingeløse græshoppe, fortærede kakerlakken.+

5 Vågn op, I berusede,+ og græd; og hyl,+ alle I vindrikkere, over den søde vin,+ for den er blevet taget bort fra jeres mund.+ 6 For en nation er draget op mod mit land, mægtig og uden tal.+ De har tænder som løvetænder,*+ og de har en løves* kæber. 7 De har gjort min vinstok til noget man forfærdes over,+ og mit figentræ til en stub.+ De har ganske afskrællet den og kastet den bort.+ Dens ranker er blevet hvide. 8 Klag* som en jomfru der med sækkelærred+ bundet om sig [klager] over sin ungdoms ægtemand.*

9 Kornoffer+ og drikoffer+ er blevet taget bort fra Jehovas hus; præsterne, Jehovas tjenere,+ sørger.+ 10 Marken er hærget;+ jorden sørger;+ for kornet er hærget; den nye vin er tørret bort;+ olien er sygnet hen.+ 11 Agerdyrkere er blevet til skamme;+ vinavlere hyler* over hvede og byg; for markens høst er gået til grunde.+ 12 Vinstokken er tørret bort, og figentræet er sygnet hen. Granatæbletræet, endog palmen, og æbletræet, alle markens træer, er tørret bort;+ for glæden har beskæmmet vendt sig fra menneskesønnerne.*+

13 Bind op om jer og slå jer for brystet,+ I præster. Hyl, I der gør tjeneste ved alteret.+ Gå ind, overnat i sækkelærred, I min Guds* tjenere; for kornoffer+ og drikoffer er blevet unddraget jeres Guds hus.+ 14 I skal hellige en faste.+ Sammenkald et højtidsstævne.+ Saml de ældste, alle landets* indbyggere, til jeres Gud Jehovas hus+ og råb til Jehova om hjælp.+

15 Ak, hvilken dag!+ For Jehovas dag er nær,+ og den kommer som en hærgen fra den Almægtige.* 16 Er føden ikke blevet taget bort for øjnene af os, fryd og jubel fra vor Guds hus?+ 17 De tørrede figner* er skrumpet ind under skovlene. Forrådshuse er lagt øde. Lader* er revet ned, for kornet er tørret bort. 18 Hvor husdyrene dog har sukket! Hvor flokkene af hornkvæg dog har flakket forvirrede om! For der er ingen græsning til dem.+ Også flokkene af småkvæg lider som skyldige.

19 Dig, Jehova, kalder jeg på;+ for ild har fortæret ørkenens græsgange, og en flamme har afsvedet alle markens træer.+ 20 Også markens dyr higer efter dig,+ for bækkene er tørret ud,+ og ild har fortæret ørkenens græsgange.“