Anden Kongebog
7 Elisa sagde nu: “Hør Jehovas ord. Sådan siger Jehova: ‘I morgen ved denne tid vil både en sea* fint mel og to sea byg koste en sekel* i Samarias port.’”*+ 2 Kongens betroede adjudant sagde til den sande Guds mand: “Selv hvis Jehova åbner himlens sluser, vil det* ikke kunne ske.”+ Til det sagde Elisa: “Du vil selv komme til at se det,+ men du vil ikke komme til at spise af det.”+
3 Der var fire spedalske mænd ved indgangen til byporten,+ og de sagde til hinanden: “Hvorfor bliver vi siddende her til vi dør? 4 Hvis vi går ind i byen mens der er hungersnød,+ dør vi dér. Og hvis vi bliver her, dør vi også. Lad os gå over til aramæernes lejr. Hvis de skåner os, bliver vi jo i live, og hvis de dræber os, dør vi.” 5 I skumringen gik de så over til aramæernes lejr. Men da de kom til udkanten af aramæernes lejr, var der ikke nogen.
6 Jehova havde nemlig fået aramæernes lejr til at høre lyden af stridsvogne og heste, lyden af en stor hær.+ Så de havde sagt til hinanden: “Hør! Israels konge har lejet hittitternes konger og Egyptens konger til at angribe os!” 7 De fór så afsted, og i skumringen efterlod de deres telte, heste, æsler og hele lejren som den var, og flygtede for livet.
8 Da de spedalske mænd kom til udkanten af lejren, gik de ind i et af teltene og begyndte at spise og drikke. De tog sølv, guld og tøj med sig og gemte det. Derefter vendte de tilbage og gik ind i et andet telt og tog noget med derfra, og det gemte de også.
9 Til sidst sagde de til hinanden: “Det vi gør, er forkert. Dagen i dag er en dag med gode nyheder! Hvis vi tøver og venter til det bliver lyst, fortjener vi at blive straffet. Lad os gå hen og rapportere det til kongens hus.” 10 Så gik de, og de råbte på byens portvagter og meddelte dem: “Vi gik ind i aramæernes lejr, men der var ikke nogen – vi hørte ikke lyden af et eneste menneske. Der var kun heste og æsler der stod bundne, og teltene var efterladt som de stod.” 11 Øjeblikkeligt råbte portvagterne det videre, og det blev rapporteret til kongens hus.
12 Kongen stod straks op om natten og sagde til sine tjenere: “Lad mig fortælle jer hvad aramæerne har planer om. De ved at vi er sultne,+ så de har forladt lejren og skjult sig på marken. De siger: ‘Når de kommer ud af byen, fanger vi dem levende og trænger ind i byen.’”+ 13 En af hans tjenere sagde: “Lad nogle mænd tage fem af de heste der er tilbage i byen. Send dem ud for at se hvad der egentlig er sket. Det kan jo ikke gå værre med dem end med alle de israelitter der er tilbage her i byen, eller alle dem der allerede er døde.” 14 Så tog de to stridsvogne med heste, og kongen sendte dem ud til aramæernes lejr med ordren: “Tag ud og se efter.” 15 De fulgte efter dem helt til Jordanfloden, og vejen var dækket af tøj og redskaber som aramæerne havde kastet fra sig mens de flygtede i panik. Sendebuddene vendte tilbage og meddelte det til kongen.
16 Folket gik så ud og plyndrede aramæernes lejr, og både en sea fint mel og to sea byg kom til at koste en sekel, som Jehova havde sagt.+ 17 Kongen havde givet sin betroede adjudant ansvaret for porten, men folket trampede ham ihjel i porten, sådan som den sande Guds mand havde fortalt kongen dengang han kom ned til ham. 18 Det gik som den sande Guds mand havde sagt til kongen: “I morgen ved denne tid vil både to sea byg og en sea fint mel koste en sekel i Samarias port.”+ 19 Men adjudanten havde sagt til den sande Guds mand: “Selv hvis Jehova åbner himlens sluser, vil den slags* ikke ske.” Til det havde Elisa sagt: “Du vil selv komme til at se det, men du vil ikke komme til at spise af det.” 20 Og det var lige hvad der skete, for folket trampede ham ihjel i porten.