Job
32 Så holdt de tre mænd op med at svare Job, for han var overbevist om at han selv var retfærdig.+ 2 Men Elihu, der var søn af buzitten+ Barakel af Rams slægt, var blevet meget vred. Han var blevet vred fordi Job prøvede at bevise at han selv, og ikke Gud, var retfærdig.+ 3 Han var også meget vred på Jobs tre venner fordi de ikke havde fundet noget passende svar, men havde beskyldt Gud for at være ond.+ 4 Elihu havde ventet med at svare Job fordi de andre var ældre end han selv var.+ 5 Men da Elihu så at de tre mænd ikke kunne komme med noget svar, kunne han ikke længere holde sin vrede tilbage. 6 Derfor tog Elihu, der var søn af buzitten Barakel, ordet og sagde:
Af respekt for jer holdt jeg mig tilbage+
og vovede ikke at fortælle jer hvad jeg ved.
9 Alderen alene gør ikke folk kloge,
og det er heller ikke kun gamle mænd der forstår hvad der er rigtigt.+
10 Derfor siger jeg: ‘Hør nu på mig,
så vil jeg fortælle jer hvad jeg ved.’
11 Jeg har ventet på det I havde at sige;
jeg lyttede til jeres tanker og meninger+
mens I famlede efter svar.+
12 Jeg lyttede godt efter,
men ingen af jer kunne bevise at det Job sagde, var forkert,*
eller gendrive hans argumenter.
13 Sig nu ikke: ‘Vi har fundet visdom;
det er Gud, ikke et menneske, der sætter ham på plads.’
14 Nu er det jo ikke mig Job har rettet sine ord imod,
og jeg vil heller ikke svare ham på samme måde som I gjorde.
15 I har mistet modet, I har ikke flere svar.
Jeres ord er sluppet op.
16 Jeg har ventet, men I siger ikke mere.
I står bare dér og har ikke flere svar.
17 Men nu vil jeg give et svar;
også jeg vil fortælle hvad jeg ved,
18 for ordene presser sig på,
ånden i mit indre tvinger mig.
20 Lad mig tale så jeg kan få luft!
Jeg vil lukke munden op og svare.
22 Nej, jeg bruger ikke smiger
– hvis jeg gjorde det, ville min Skaber hurtigt gøre det af med mig.