Tredje Mosebog
13 Jehova fortsatte med at tale til Moses og Aron: 2 “Hvis nogen får en hævelse, et udslæt eller en plet på huden og det kan udvikle sig til spedalskhed*+ på hans hud, skal han føres hen til præsten Aron eller til en af hans sønner, præsterne.+ 3 Præsten skal undersøge infektionen på hans hud. Hvis håret på det inficerede sted er blevet hvidt og infektionen ser ud til at ligge dybere end huden, er det spedalskhed. Præsten skal undersøge det og erklære ham uren. 4 Men hvis pletten på huden er hvid og den ikke ser ud til at ligge dybere end huden og håret ikke er blevet hvidt, skal præsten sætte den smittede i karantæne i syv dage.+ 5 Den syvende dag skal præsten undersøge ham, og hvis det ser ud til at infektionen er standset og ikke har bredt sig på huden, skal præsten sætte ham i karantæne i syv dage mere.
6 Den syvende dag skal præsten undersøge ham igen, og hvis det inficerede sted er blegnet og infektionen ikke har bredt sig på huden, skal præsten erklære ham ren.+ Det var kun et udslæt. Manden skal så vaske sit tøj og være ren. 7 Men hvis udslættet* tydeligt har bredt sig på huden efter at han har vist sig for præsten for at blive erklæret ren, skal han igen* vise sig for præsten. 8 Præsten skal undersøge det, og hvis udslættet har bredt sig på huden, skal præsten erklære ham uren. Det er spedalskhed.+
9 Hvis nogen bliver ramt af spedalskhed, skal han føres hen til præsten, 10 og præsten skal undersøge ham.+ Hvis der er en hvid hævelse på huden og den har gjort håret hvidt og der er et åbent sår+ i hævelsen, 11 er det kronisk spedalskhed på hans hud, og præsten skal erklære ham uren. Han skal ikke sætte ham i karantæne,+ for han er uren. 12 Hvis spedalskheden bryder ud overalt på huden og dækker personen fra hoved til fod, så vidt præsten kan se, 13 og præsten har undersøgt ham og set at spedalskheden dækker hele hans hud, skal han erklære den smittede ren.* Det hele er blevet hvidt, og han er ren. 14 Men hvis der kommer et åbent sår på huden, vil han være uren. 15 Når præsten ser det åbne sår, skal han erklære ham uren.+ Det åbne sår er urent. Det er spedalskhed.+ 16 Men hvis det åbne sår igen bliver hvidt, skal han gå til præsten. 17 Præsten skal undersøge ham,+ og hvis det inficerede område er blevet hvidt, skal præsten erklære den smittede ren. Han er ren.
18 Hvis nogen får en byld på huden og den heles, 19 men der er kommet en hvid hævelse eller en rødlighvid plet der hvor bylden var, skal han vise sig for præsten. 20 Præsten skal undersøge den,+ og hvis den ser ud til at ligge dybere end huden og hårene er blevet hvide, skal præsten erklære ham uren. Det er spedalskhed der er brudt ud i bylden. 21 Men hvis præsten undersøger den og ser at der ikke er noget hvidt hår i den og den ikke ligger dybere end huden og den ser bleg ud, skal præsten sætte ham i karantæne i syv dage.+ 22 Og hvis det er tydeligt at den har bredt sig på huden, skal præsten erklære ham uren. Det er en sygdom. 23 Men hvis pletten ikke har bredt sig, er det kun betændelse fra bylden, og præsten skal erklære ham ren.+
24 Eller hvis nogen har fået et brandsår og det rå kød i såret bliver til en rødlighvid eller hvid plet, 25 skal præsten undersøge den. Hvis håret i pletten er blevet hvidt og den ser ud til at ligge dybere end huden, er det spedalskhed der er brudt ud i såret, og præsten skal erklære ham uren. Det er spedalskhed. 26 Men hvis præsten undersøger pletten og der ikke er noget hvidt hår i den og den ikke ligger dybere end huden og den er blegnet, skal præsten sætte ham i karantæne i syv dage.+ 27 Den syvende dag skal præsten undersøge ham, og hvis det er tydeligt at pletten har bredt sig på huden, skal præsten erklære ham uren. Det er spedalskhed. 28 Men hvis pletten ikke har bredt sig og den er blegnet, er det kun en hævelse i såret, og præsten skal erklære ham ren, for det er en betændelse i såret.
29 Hvis en mand eller kvinde får en hudinfektion på hovedet eller hagen, 30 skal præsten undersøge infektionen.+ Hvis den ser ud til at ligge dybere end huden og håret er gult og tyndt, skal præsten erklære vedkommende uren; det er en infektion i hovedbunden eller skægget. Det er spedalskhed på hovedet eller hagen. 31 Men hvis præsten ser at infektionen ikke ser ud til at ligge dybere end huden og der ikke er sort hår i den, skal præsten sætte den smittede i karantæne i syv dage.+ 32 Den syvende dag skal præsten undersøge infektionen, og hvis det inficerede område ikke har bredt sig og der ikke er kommet gult hår i det og det inficerede område ikke ser ud til at ligge dybere end huden, 33 skal personen barbere sig, men han skal ikke barbere det inficerede sted. Så skal præsten sætte den smittede i karantæne i syv dage mere.
34 Den syvende dag skal præsten igen undersøge det inficerede område, og hvis infektionen i hovedbunden eller skægget ikke har bredt sig på huden og det ikke ser ud til at ligge dybere end huden, skal præsten erklære ham ren, og han skal vaske sit tøj og være ren. 35 Men hvis det er tydeligt at infektionen har bredt sig på huden efter at han er blevet erklæret ren, 36 skal præsten undersøge ham, og hvis infektionen har bredt sig på huden, behøver præsten ikke at kigge efter gult hår; personen er uren. 37 Men hvis undersøgelsen viser at infektionen ikke har bredt sig, og at der er vokset sort hår ud, er infektionen helet. Han er ren, og præsten skal erklære ham ren.+
38 Hvis en mand eller kvinde får pletter på huden og pletterne er hvide, 39 skal præsten undersøge dem.+ Hvis pletterne er bleghvide, er det et godartet udslæt der er brudt ud på huden. Personen er ren.
40 Hvis en mand taber håret og bliver skaldet, er han ren. 41 Hvis han taber håret foran på hovedet og bliver skaldet der, er han ren. 42 Men hvis der kommer et rødlighvidt sår på den skaldede del af hans hovedbund eller på hans pande, er det spedalskhed der er brudt ud i hovedbunden eller på panden. 43 Præsten skal undersøge ham, og hvis hævelsen fra infektionen på det skaldede sted oven på hovedet eller på panden er rødlighvid og det ser ud som spedalskhed, 44 er han spedalsk. Han er uren, og præsten skal erklære ham uren på grund af sygdommen på hans hoved. 45 Den spedalske der er ramt af sygdommen, skal gå rundt med flænget tøj, og han skal ikke pleje sit hår, og han skal tildække sit overskæg og råbe: ‘Uren, uren!’ 46 Han er uren så længe han har sygdommen. Fordi han er uren, skal han bo isoleret. Han skal være uden for lejren.+
47 Hvis der kommer et angreb af spedalskhed på et stykke tøj, hvad enten det er en ulden klædning eller en linnedklædning, 48 enten i de tråde der går på langs, eller dem der går på tværs* i stof af hør eller uld, eller på læder eller på noget som helst der er lavet af læder, 49 og den gulgrønne eller rødlige plet fra sygdommen angriber tøjet, læderet, det vævede stof eller hvad som helst der er lavet af læder, er det et angreb af spedalskhed, og man skal vise det til præsten. 50 Præsten skal undersøge det der er blevet angrebet, og han skal sætte det i karantæne i syv dage.+ 51 Den syvende dag skal han undersøge det der er blevet angrebet. Hvis han ser at angrebet har bredt sig på tøjet, det vævede stof eller læderet (uanset hvad læderet bliver brugt til), er det ondartet spedalskhed, og det er urent.+ 52 Han skal brænde tøjet eller det vævede stof af uld eller hør eller en hvilken som helst ting af læder som er blevet angrebet, for det er ondartet spedalskhed. Det skal brændes.
53 Men hvis præsten undersøger det og angrebet ikke har bredt sig på tøjet eller det vævede stof eller noget som helst der er lavet af læder, 54 skal præsten give dem besked om at vaske det der er blevet angrebet, og han skal komme det i karantæne i syv dage mere. 55 Efter at det angrebne er blevet grundigt vasket, skal præsten undersøge det. Hvis det ser ud til at angrebet ikke har ændret sig, selv hvis sygdommen ikke har bredt sig, er det urent. Du skal brænde det fordi angrebet har ædt sig ind, enten fra indersiden eller fra ydersiden.
56 Men hvis præsten har undersøgt det angrebne sted og det er blegnet efter at det er blevet grundigt vasket, skal han rive det ud af tøjet eller læderet eller det vævede stof. 57 Hvis det kommer igen et andet sted på tøjet eller det vævede stof eller læderet, er det noget der breder sig, og du skal brænde det der er blevet angrebet.+ 58 Men hvis angrebet forsvinder fra tøjet eller det vævede stof eller læderet som du vasker, skal det vaskes en gang til, og så vil det være rent.
59 Det er loven om angreb af spedalskhed på tøj af uld eller linned eller på vævet stof eller på noget der er lavet af læder, så man kan erklære det rent eller urent.”