Første Samuelsbog
26 Mændene fra Zif+ kom senere til Saul i Gibea+ og sagde: “Er du klar over at David skjuler sig på Hakilas høj* over for Jeshimon?”*+ 2 Så drog Saul ned til Zifs ørken+ med 3.000 udvalgte israelitter for at lede efter David. 3 Saul slog lejr på Hakilas høj* over for Jeshimon, ved vejen. David boede på det tidspunkt i ørkenen, og han fandt ud af at Saul var kommet ud i ørkenen efter ham. 4 Så sendte David spioner ud for at få bekræftet at Saul virkelig var kommet. 5 Senere begav David sig derhen hvor Saul havde slået lejr, og David så hvor Saul og hans hærfører Abner,+ Ners søn, lå og sov. Saul sov midt i lejren, og folkene lå lejret omkring ham. 6 David sagde så til hittitten+ Akimelek og Abishaj,+ der var søn af Seruja+ og bror til Joab: “Hvem går med mig ned til Saul i lejren?” Abishaj svarede: “Jeg går med dig.” 7 David og Abishaj sneg sig hen til folkene i ly af nattens mørke, og de så Saul ligge og sove midt i lejren. Hans spyd var stukket ned i jorden ved hans hoved, og Abner og folkene lå rundt om ham.
8 Abishaj sagde til David: “I dag har Gud overgivet din fjende til dig.+ Lad mig nu spidde ham til jorden med spyddet. Én gang er nok, jeg behøver ikke at gøre det to gange.” 9 Men David sagde til Abishaj: “Gør ham ikke fortræd, for hvem kan ustraffet løfte sin hånd mod+ Jehovas salvede?”+ 10 David fortsatte: “Så sandt Jehova lever: Enten vil Jehova selv slå ham,+ eller også vil han dø som alle andre,+ eller også vil han miste livet i krig.+ 11 Af respekt for Jehova kunne det aldrig falde mig ind at løfte min hånd mod Jehovas salvede!+ Så tag nu spyddet som er ved hans hoved, og vanddunken, og lad os gå.” 12 Så tog David spyddet og vanddunken ved Sauls hoved, og de gik. Ingen så dem+ eller lagde mærke til dem, og der var ingen der vågnede. Alle sov, for Jehova havde ladet en dyb søvn falde over dem. 13 Derefter gik David over på den anden side og stillede sig på toppen af bjerget et stykke væk, sådan at der var stor afstand mellem dem.
14 David råbte til soldaterne og til Abner,+ Ners søn: “Abner, kan du høre mig?” Abner svarede: “Hvem er det der råber på kongen?” 15 David sagde til Abner: “Er du ikke en mand? Hvem i hele Israel er som dig? Så hvorfor har du ikke passet på din herre kongen? En af soldaterne kom nemlig for at dræbe din herre kongen.+ 16 Du har ikke gjort hvad du skulle. Så sandt Jehova lever: I fortjener at dø, for I har ikke passet på jeres herre, Jehovas salvede.+ Se jer omkring! Hvor er kongens spyd og den vanddunk+ der var ved hans hoved?”
17 Så genkendte Saul Davids stemme og sagde: “Er det din stemme, min søn David?”+ David svarede: “Det er min stemme, min herre konge.” 18 Han tilføjede: “Hvorfor jagter min herre sin tjener?+ Hvad har jeg gjort, og hvilken forbrydelse har jeg begået?+ 19 Min herre konge, lyt til din tjener. Hvis det er Jehova der har sat dig op imod mig, så lad ham tage imod* mit kornoffer. Men hvis det er mennesker,+ så er de forbandede foran Jehova, for de har i dag fordrevet mig så jeg ikke længere kan bo blandt Jehovas folk,*+ og de har sagt: ‘Gå, tjen andre guder!’ 20 Lad ikke mit blod løbe ud på jorden langt fra Jehovas nærhed, for Israels konge er draget ud for at lede efter en enkelt loppe,+ som om han var på jagt efter en agerhøne i bjergene.”
21 Saul sagde: “Jeg har syndet.+ Kom tilbage, min søn David. Jeg vil ikke længere gøre dig fortræd, for i dag har du regnet mit liv for dyrebart.+ Ja, jeg har opført mig tåbeligt og begået en forfærdelig fejl.” 22 David svarede: “Her er kongens spyd. Send en af de unge mænd over efter det. 23 Det er Jehova der vil belønne hver enkelt for hans retfærdighed+ og trofasthed, for i dag overgav Jehova dig til mig, men jeg ønskede ikke at løfte min hånd mod Jehovas salvede.+ 24 Må mit liv være lige så værdifuldt i Jehovas øjne som dit liv i dag var for mig, og må han befri mig fra alle trængsler.”+ 25 Saul svarede David: “Må du blive velsignet, min søn David. Du vil udrette store ting, og du vil klare dig godt.”+ Så gik David sin vej, og Saul vendte hjem.+