Første Kongebog
22 I tre år var der ikke krig mellem Aram og Israel. 2 I det tredje år kom kong Joshafat+ af Juda ned til Israels konge.+ 3 Israels konge sagde så til sine folk: “Er I ikke klar over at Ramot-Gilead+ tilhører os? Og alligevel tøver vi med at erobre den tilbage fra Arams konge.” 4 Så sagde han til Joshafat: “Vil du gå med mig i krig ved Ramot-Gilead?” Joshafat svarede: “Jeg er som dig. Mine folk er dine folk. Mine heste er dine heste.”+
5 Joshafat sagde dog til Israels konge: “Men spørg først+ Jehova til råds.”+ 6 Så samlede Israels konge profeterne, omkring 400 mand, og spurgte dem: “Skal jeg gå i krig mod Ramot-Gilead, eller skal jeg lade være?” De sagde: “Gør det, og Jehova vil overgive byen til kongen.”
7 Joshafat sagde så: “Er der ikke en af Jehovas profeter her? Lad os også spørge Gud gennem ham.”+ 8 Israels konge svarede Joshafat: “Der er en mand mere som vi kan spørge Jehova til råds+ igennem. Men jeg hader ham,+ for han profeterer aldrig noget godt om mig, kun dårligt.+ Det er Mikaja,* Jimlas søn.” Men Joshafat sagde: “Sådan må kongen ikke sige.”
9 Så kaldte Israels konge på en hofmand og sagde: “Skynd dig at hente Mikaja, Jimlas søn.”+ 10 Nu sad Israels konge og kong Joshafat af Juda på hver sin trone, klædt i kongelige klæder, på tærskepladsen ved indgangen til Samarias byport, og alle profeterne profeterede foran dem.+ 11 Sidkija, Kenaanas søn, lavede nogle horn af jern og sagde: “Jehova siger: ‘Med dem skal du stange aramæerne indtil du har udryddet dem.’” 12 Alle de andre profeter profeterede det samme og sagde: “Drag op til Ramot-Gilead, og det vil lykkes for dig, for Jehova vil overgive byen til kongen.”
13 Budbringeren der var gået hen for at hente Mikaja, sagde til ham: “Hør på mig! Profeterne har alle som én lovet at det vil gå godt for kongen. Sig det samme som dem, og lov noget godt.”+ 14 Men Mikaja sagde: “Så sandt Jehova lever: Jeg vil sige det som Jehova siger til mig.” 15 Han kom ind til kongen, som spurgte ham: “Mikaja, skal vi gå i krig mod Ramot-Gilead, eller skal vi lade være?” Han svarede straks: “Drag derop! Det vil lykkes for dig, for Jehova vil overgive byen til kongen.” 16 Kongen sagde til ham: “Hvor mange gange skal jeg få dig til at sværge på kun at sige sandheden i Jehovas navn?” 17 Så sagde Mikaja: “Jeg så alle israelitterne spredt på bjergene+ som får der ikke har nogen hyrde. Jehova sagde: ‘De har ingen herre. Lad dem alle vende hjem i fred.’”
18 Israels konge sagde så til Joshafat: “Sagde jeg ikke til dig: ‘Han vil ikke profetere noget godt om mig, kun dårligt’?”+
19 Mikaja fortsatte: “Hør nu Jehovas ord: Jeg så Jehova sidde på sin trone+ og hele himlens hær stå hos ham, til højre og til venstre for ham.+ 20 Jehova sagde: ‘Hvem vil narre Akab og få ham til at drage op mod Ramot-Gilead så han falder dér?’ Og en kom med ét forslag, og en anden kom med et andet. 21 Så trådte en ånd*+ frem og stillede sig foran Jehova og sagde: ‘Jeg vil narre ham.’ Jehova spurgte ham: ‘Hvordan vil du gøre det?’ 22 Han svarede: ‘Jeg vil gå ud og være en løgnens ånd i alle hans profeters mund.’+ Så sagde han: ‘Du skal narre ham, og det vil lykkes for dig. Gå ud og gør det.’ 23 Og nu har Jehova lagt en løgnens ånd i alle dine profeters mund,+ men Jehova har erklæret at du skal rammes af ulykke.”+
24 Sidkija, Kenaanas søn, trådte frem og slog Mikaja på kinden og sagde: “Siger du at Jehovas ånd har forladt mig* for at tale med dig?”+ 25 Mikaja svarede: “Det vil gå op for dig den dag du går ind i det inderste rum for at gemme dig.” 26 Så sagde Israels konge: “Tag Mikaja og overgiv ham til Amon, bykommandanten, og til Joash, kongens søn. 27 Sig til dem: ‘Kongen siger: “Sæt denne mand i fængsel+ og giv ham en nedsat ration af brød og vand indtil jeg vender tilbage i god behold.”’” 28 Men Mikaja sagde: “Hvis du vender tilbage i god behold, har Jehova ikke talt med mig.”+ Så tilføjede han: “Husk hvad jeg har sagt, alle folk.”
29 Israels konge og kong Joshafat af Juda drog så op til Ramot-Gilead.+ 30 Israels konge sagde til Joshafat: “Jeg vil forklæde mig og gå i kamp, men du kan tage dine kongelige klæder på.” Så Israels konge forklædte sig+ og gik i kamp. 31 Arams konge havde beordret de 32 der havde befalingen over hans stridsvogne:+ “I må ikke kæmpe mod nogen, hverken lille eller stor,* kun mod Israels konge!” 32 Da de der havde befalingen over stridsvognene, så Joshafat, sagde de til sig selv: “Det må være Israels konge.” Så de styrede mod ham for at angribe ham, og Joshafat råbte om hjælp. 33 Da de der havde befalingen over stridsvognene, opdagede at det ikke var Israels konge, holdt de straks op med at følge efter ham.
34 Men en mand skød en pil af, og tilfældigt* ramte han Israels konge mellem sammenføjningerne i hans brynje. Så kongen sagde til sin vognstyrer: “Vend om og få mig væk fra slagmarken,* for jeg er hårdt såret.”+ 35 Kampen rasede hele den dag, og kongen måtte have hjælp til at holde sig oprejst i stridsvognen med ansigtet vendt mod aramæerne. Blodet fra hans sår løb ned i bunden af stridsvognen, og om aftenen døde han.+ 36 Ved solnedgang gik der et højt råb gennem lejren: “Hver mand til sin by! Hver mand til sit land!”+ 37 Kongen døde altså. Han blev bragt til Samaria, og man begravede ham i Samaria. 38 Da man skyllede stridsvognen ved Samarias dam, slikkede hundene hans blod, mens de prostituerede badede sig dér,* sådan som Jehova havde sagt.+
39 Resten af historien om Akab og alle hans bedrifter og det elfenbenspalads*+ og alle de byer han byggede, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie. 40 Så lagde Akab sig til hvile hos sine forfædre,+ og hans søn Akazja+ blev konge efter ham.
41 Joshafat,+ Asas søn, var blevet konge over Juda i kong Akab af Israels fjerde år. 42 Joshafat var 35 år da han blev konge, og han regerede 25 år i Jerusalem. Hans mor hed Azuba og var datter af Shilki. 43 Han fulgte lige i sin fars, Asas, fodspor,+ uden at afvige fra dem, og han gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne.+ Men offerhøjene blev ikke fjernet, og folket fortsatte med at bringe ofre og lade røgen fra dem stige op fra offerhøjene.+ 44 Joshafat holdt fred med Israels konge.+ 45 Resten af Joshafats historie, hans store bedrifter og hvordan han førte krig, er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie. 46 Han smed også resten af de mandlige tempelprostituerede+ ud af landet, dem der var tilbage fra hans fars, Asas, dage.+
47 Dengang var der ikke nogen konge i Edom,+ men en embedsmand* fungerede som konge.+
48 Joshafat byggede også Tarshish-skibe* som skulle sejle til Ofir efter guld.+ Men de kom ikke afsted, for de forliste ved Esjongeber.+ 49 Det var dengang Akazja, Akabs søn, sagde til Joshafat: “Lad mine folk følge med dine folk på skibene.” Men det gik Joshafat ikke med til.
50 Så lagde Joshafat sig til hvile hos sine forfædre.+ Man begravede ham hos hans forfædre i Davidsbyen, hans forfars by, og hans søn Joram+ blev konge efter ham.
51 Akazja,+ Akabs søn, blev konge over Israel i Samaria i kong Joshafat af Judas 17. år, og han regerede over Israel i to år. 52 Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, og fulgte i sin fars+ og sin mors+ fodspor og i Jeroboams, Nebats søns, fodspor, ham der havde fået Israel til at synde.+ 53 Han tilbad Baal+ og bøjede sig for ham og blev ved med at krænke Jehova, Israels Gud,+ præcis som hans far havde gjort.