Første Kongebog
3 Salomon indgik en ægteskabsalliance med Farao, Egyptens konge. Han giftede sig med* Faraos datter+ og lod hende bo i Davidsbyen+ indtil han var færdig med at bygge sit eget hus+ og Jehovas hus+ og muren rundt om Jerusalem.+ 2 Men folket ofrede stadig på offerhøjene,+ for der var endnu ikke blevet bygget et hus for Jehovas navn.+ 3 Salomon elskede fortsat Jehova, og han fulgte sin fars, Davids, forskrifter, bortset fra at han bragte ofre og lod røgen fra dem stige op fra offerhøjene.+
4 Kongen tog til Gibeon for at bringe ofre, for dér var den vigtigste* offerhøj.+ Salomon bragte 1.000 brændofre på altret.+ 5 I Gibeon viste Jehova sig for Salomon i en drøm om natten, og Gud sagde: “Bed mig om noget jeg skal give dig.”+ 6 Til det sagde Salomon: “Du viste stor loyal kærlighed mod min far, din tjener David, fordi han trofast og retfærdigt og med et rent hjerte vandrede foran dig. Ja, du har vist din store loyale kærlighed helt frem til denne dag ved at give ham en søn der kan sidde på hans trone.+ 7 Og nu, Jehova min Gud, har du gjort din tjener til konge i stedet for min far, David, selvom jeg er ung* og uerfaren.*+ 8 Din tjener hersker over dit folk som du har udvalgt,+ et folk der er så stort at det ikke kan tælles. 9 Giv derfor din tjener et lydigt hjerte så han kan dømme dit folk+ og kende forskel på godt og ondt,+ for hvem er i stand til at dømme dit store* folk?”
10 Jehova syntes godt om det Salomon bad om,+ 11 så han sagde til ham: “Fordi du bad om det og ikke om et langt liv* eller rigdom eller død over dine fjender, men om forstand så du kan afgøre* retssager,+ 12 vil jeg gøre det du bad om.+ Jeg vil give dig et hjerte med så stor visdom og forstand+ at der aldrig før har været nogen som dig og aldrig igen vil være nogen som dig.+ 13 Også det du ikke bad om, vil jeg give dig,+ både rigdom og ære,+ sådan at der ikke vil være nogen anden konge som dig så længe du lever.*+ 14 Og hvis du vandrer på mine veje ved at holde mine bestemmelser og mine bud, sådan som din far, David, gjorde,+ vil jeg også give dig et langt liv.”*+
15 Da Salomon vågnede, forstod han at det havde været en drøm. Så tog han til Jerusalem og stillede sig foran Jehovas pagts ark. Han ofrede brændofre og fællesskabsofre+ og holdt en fest for alle sine tjenere.
16 Senere kom to prostituerede kvinder til kongen og trådte frem for ham. 17 Den første kvinde sagde: “Min herre, hør på mig. Denne kvinde og jeg bor i samme hus. Og jeg fødte mens hun var i huset. 18 To dage efter at jeg havde født, fødte denne kvinde også. Der var ingen andre i huset, kun os to. 19 Om natten døde denne kvindes søn, for hun lå på ham i søvne. 20 Midt om natten stod hun så op og tog min søn fra mig mens jeg, din trælkvinde, sov, og lagde ham i sine arme,* og hun lagde sin døde søn i mine arme. 21 Da jeg stod op om morgenen for at amme min søn, opdagede jeg at han var død. Jeg så nærmere på ham og fandt ud af at det ikke var min søn, ham jeg havde født.” 22 Men den anden kvinde sagde: “Nej, det er min søn der lever, og din søn der er død!” Men den første kvinde sagde: “Nej, det er din søn der er død, og min søn der lever.” Sådan skændtes de foran kongen.
23 Til sidst sagde kongen: “Den ene siger: ‘Det er min søn der lever, og din søn der er død!’ Og den anden siger: ‘Nej, det er din søn der er død, og min søn der lever!’” 24 Og kongen sagde videre: “Hent et sværd til mig.” Man hentede så et sværd til kongen. 25 Så sagde kongen: “Hug det levende barn over, og giv den ene halvdel til den ene kvinde og den anden halvdel til den anden.” 26 Moderfølelsen vældede op i den kvinde der var mor til det levende barn, og hun bønfaldt kongen: “Min herre! Giv hende det levende barn! Du må endelig ikke dræbe ham!” Men den anden kvinde sagde: “Han skal hverken være min eller din! Bare hug ham over!” 27 Kongen sagde: “Giv det levende barn til den første kvinde! Slå ham ikke ihjel, for det er hende der er hans mor.”
28 Hele Israel hørte om den dom kongen havde afsagt, og de fik dyb respekt for* kongen,+ for de forstod at Gud havde givet ham visdom til at dømme.+