Nehemias
2 I nisan* måned i kong Artaxerxes’+ 20. regeringsår+ blev der sat vin frem for kongen, og som jeg plejede, tog jeg vinen og rakte den til ham.+ Men jeg havde aldrig før set trist ud mens jeg stod foran ham. 2 Kongen sagde derfor til mig: “Hvorfor ser du så trist ud når du ikke er syg? Det kan kun være fordi dit hjerte er trist.” Nu blev jeg virkelig bange.
3 Så sagde jeg til kongen: “Længe leve kongen! Hvorfor skulle jeg ikke se trist ud når den by hvor mine forfædre er begravet, ligger i ruiner og dens porte er brændt ned?”+ 4 Kongen sagde nu til mig: “Er der noget du gerne vil?” Straks bad jeg til himlens Gud.+ 5 Jeg svarede så kongen: “Hvis kongen synes om det, og hvis din tjener har din godkendelse, så send mig til Juda, til den by hvor mine forfædre er begravet, så jeg kan genopbygge den.”+ 6 Kongen sagde til mig, mens dronningen sad ved siden af ham: “Hvor lang tid vil din rejse vare, og hvornår vil du komme tilbage?” Kongen godkendte at jeg tog afsted,+ og jeg fortalte ham hvor længe jeg ville være væk.+
7 Jeg sagde til kongen: “Hvis kongen synes om det, så lad mig få breve med til statholderne i regionen På Den Anden Side af Floden*+ så de frit lader mig passere og jeg kan nå frem til Juda. 8 Giv mig også et brev til Asaf, der har tilsyn med kongens skove,* så han giver mig tømmer til de bjælker der skal bruges til portene i borgen+ ved templet,* til bymurene+ og til det hus hvor jeg skal bo.” Kongen gav mig disse breve,+ for min Gud var med mig.+
9 Så kom jeg til statholderne i regionen På Den Anden Side af Floden og gav dem kongens breve. Kongen havde også sendt nogle officerer og ryttere med mig. 10 Da horonitten Sanballat+ og den ammonitiske+ embedsmand* Tobija+ hørte om det, var de meget utilfredse med at der var kommet en som ville gøre noget godt for Israels folk.
11 Langt om længe kom jeg til Jerusalem. Da jeg havde været der i tre dage, 12 stod jeg op om natten sammen med nogle få mænd. Jeg havde ikke fortalt nogen hvad min Gud havde givet mig et ønske om at gøre for Jerusalem; og der var ingen dyr med mig bortset fra det jeg selv red på. 13 Og i løbet af natten red jeg ud gennem Dalporten,+ passerede Den Store Slanges Kilde* og fortsatte til Askedyngeporten,*+ og jeg inspicerede Jerusalems nedrevne mure og nedbrændte porte.+ 14 Jeg fortsatte til Kildeporten+ og til Kongedammen, og der var ikke plads nok til at dyret jeg red på, kunne komme frem. 15 Men jeg fortsatte op gennem dalen*+ mens det var nat, og jeg blev ved med at inspicere muren, hvorefter jeg vendte tilbage gennem Dalporten og tog hjem.
16 De højtstående embedsmænd+ vidste ikke hvor jeg havde været henne, og hvad jeg var i gang med, for jeg havde endnu ikke sagt noget til jøderne, præsterne, de fornemme, de højtstående embedsmænd eller nogen af de andre der skulle deltage i arbejdet. 17 Til sidst sagde jeg til dem: “I kan se hvilken forfærdelig tilstand vi er i, at Jerusalem ligger i ruiner og dens porte er brændt ned. Kom, lad os genopbygge Jerusalems mure så denne uværdige situation ikke skal fortsætte.” 18 Jeg fortalte dem hvordan Gud havde vist sig at være med mig,+ og hvad kongen havde sagt til mig.+ Til det sagde de: “Lad os gå i gang med at bygge.” Så opmuntrede de hinanden* til at udføre det gode arbejde.+
19 Da horonitten Sanballat, den ammonitiske+ embedsmand* Tobija+ og araberen+ Geshem hørte det, begyndte de at gøre nar af os+ og vise at de foragtede os. De sagde: “Hvad er det I vil? Gør I oprør mod kongen?”+ 20 Men jeg svarede: “Det er himlens Gud der vil lade det lykkes for os,+ og vi, hans tjenere, vil gå i gang med at bygge; men I har ikke noget at gøre i Jerusalem, og I har hverken før eller nu kunnet gøre krav på byen.”*+