Femte Mosebog
22 Hvis I ser at jeres brors okse eller får er faret vild, må I ikke ignorere det.+ I skal føre dyret tilbage til jeres bror. 2 Men hvis jeres bror ikke bor i nærheden af jer eller I ikke ved hvem han er, skal I tage dyret med hjem og lade det blive hos jer indtil jeres bror leder efter det. Så skal I give ham det tilbage.+ 3 Det samme skal I gøre med hans æsel, hans kappe og hvad som helst I finder som jeres bror har mistet. I må ikke ignorere det.
4 Hvis I ser jeres brors æsel eller okse falde om på vejen, må I ikke ignorere det. I skal hjælpe ham med at rejse dyret op.+
5 En kvinde må ikke tage en mands tøj på, og en mand må ikke tage en kvindes tøj på. For Jehova jeres Gud afskyr den der gør den slags.
6 Hvis I finder en fuglerede langs vejen, hvad enten det er i et træ eller på jorden, med unger eller æg som moren ligger på, må I ikke tage moren sammen med hendes unger.+ 7 I skal lade moren flyve sin vej, men ungerne kan I tage. Hvis I gør det, vil det gå jer godt, og I vil leve længe.
8 Hvis I bygger et hus, skal I lave et rækværk rundt om taget+ så I ikke bringer blodskyld over jeres husstand fordi nogen falder ned fra det.
9 I må ikke så noget mellem vinstokkene i jeres vingård.+ Ellers skal alt udbyttet af det I sår, og frugten fra vingården gå til helligdommen.
10 I må ikke pløje med en okse og et æsel sammen.+
11 I må ikke gå i tøj der er vævet af en blanding af uld og hør.+
12 I skal lave kvaster i de fire hjørner af jeres kappe.+
13 Hvis en mand gifter sig med en kvinde og har samleje med hende, men så kommer til at hade hende* 14 og han beskylder hende for at have opført sig skamløst og spreder et dårligt rygte om hende ved at sige: ‘Jeg har giftet mig med denne kvinde, men da jeg havde samleje med hende, opdagede jeg at hun ikke var jomfru’, 15 så skal pigens far og mor gå til de ældste i byporten og fremlægge beviset på at pigen var jomfru. 16 Pigens far skal sige til de ældste: ‘Jeg lod denne mand få min datter til hustru, men han hader* hende. 17 Han beskylder hende for at have opført sig skamløst og siger: “Jeg har opdaget at din datter ikke var jomfru.” Men her er beviset på at min datter var jomfru.’ De skal så brede klædet ud foran byens ældste. 18 Byens ældste+ skal tage manden og straffe ham.+ 19 De skal idømme ham en bøde på 100 sekel* sølv og give dem til pigens far, for han har talt dårligt om en jomfru i Israel.+ Hun skal fortsat være hans hustru, og han må ikke skille sig fra hende så længe han lever.
20 Men hvis det viser sig at beskyldningen er sand, og der ikke er nogen beviser på at pigen var jomfru, 21 skal de føre pigen ud fra hendes fars hus, og mændene i byen skal stene hende til døde fordi hun har begået en forkastelig handling+ i Israel ved at have et umoralsk seksuelt forhold* i sin fars hus.+ Sådan skal I fjerne det onde fra jeres midte.+
22 Hvis en mand bliver grebet i at have samleje med en kvinde der er gift med en anden mand, skal de begge dø, både manden der havde samleje med kvinden, og kvinden selv.+ Sådan skal I fjerne det onde fra Israel.
23 Hvis en jomfru er forlovet med en mand og en anden mand møder hende i byen og har samleje med hende, 24 skal I føre dem begge ud til byporten og stene dem til døde – pigen fordi hun ikke skreg om hjælp i byen, og manden fordi han har ydmyget en andens hustru.+ Sådan skal I fjerne det onde fra jeres midte.
25 Men hvis manden møder den forlovede pige uden for byen og han overmander hende og har samleje med hende, er det kun ham der skal dø. 26 I må ikke gøre pigen noget. Hun har ikke begået nogen synd der er dødsstraf for. Der gælder det samme som når en mand angriber en anden mand og myrder ham.+ 27 For han mødte den forlovede pige uden for byen, og hun skreg, men der var ingen der kunne hjælpe hende.
28 Hvis en mand møder en jomfru der ikke er forlovet, og han griber fat i hende og har samleje med hende og de bliver opdaget,+ 29 skal manden der havde samleje med pigen, give hendes far 50 sekel sølv, og hun skal blive hans hustru.+ Fordi han har ydmyget hende, må han ikke skille sig fra hende så længe han lever.
30 En mand må ikke tage sin fars hustru, for så bringer han skam over sin far.*+