En teokratisk organisation midt blandt demokratiske og kommunistiske nationer
„Al nådes Gud [græsk: Theosʹ], som kaldte jer til sin evige herlighed i Kristus Jesus, han vil, efter at I en kort tid har måttet lide, selv fuldt ud berede, styrke, bekræfte, grundfæste jer! Ham tilhører magten [græsk: kraʹtos] i evighedernes evigheder!“ — 1 Pet. 5:10, 11.
1, 2. (a) Er ordet „teokrati“ et nyt ord? (b) Hvem har dannet dette ord, og hvordan forklarede han det?
ORDET „teokrati“ er måske nyt for mange af vore læsere. Dog er det mindst nitten hundrede år gammelt. Ja, det blev brugt i det første århundrede, og dengang virkede ordet fremmed.
2 Ordet blev dannet af en historieskriver, Flavius Josefus fra Jerusalem. Som svar på nogle anklager der blev rettet mod hans folk skrev Josefus et værk i to bind med titlen „Mod Apion“. I afsnit 45 i det andet bind omtaler han „Moses, vor fremragende lovgiver“, og i afsnit 52 benytter han det nye ord, i denne passage, som blev affattet på græsk: „De forskellige nationer har deres forskellige styreformer, og deres forskelligartede love. Nogle steder udøves styret af en enkelt person, andre steder af folket. Vor lovgiver havde ingen agtelse for nogen af disse styreformer, men forordnede et styre der, med et tilstræbt udtryk, kunne kaldes et teokrati [græsk: theokratiʹa] eller et helligt styre, idet han tilskrev Gud al magt og myndighed og overtalte folket til at betragte ham som ophav til alle de goder som enten hele menneskeheden eller den enkelte nyder. Han henviser os til at søge hjælp hos Ham i vore trængsler, idet Han hører vore bønner og ransager selve vort hjertes hemmeligheder. Han indprenter os læren om én Gud, den uskabte, uforanderlige og evige, den uendeligt herlige og den ufattelige, ud over hvad vi ved om ham gennem hans gerninger.“a
3, 4. (a) Om hvilket styre benyttede Josefus ordet „teokrati“? (b) Hvad har Vagttaarnet benyttet ordet om her i det tyvende århundrede, og med hvilken ordlyd?
3 Ordet „teokrati“ skulle altså betyde „gudsstyre“, et styre som udøves af den højeste Gud, i modsætning til et styre som udøves „af en enkelt person“ (et autokrati), et styre som udøves „af folket“ (et demokrati), et styre som udøves af de rige (et plutokrati), eller et styre som udøves af mange embedsmænd (et bureaukrati). Historieskriveren Josefus anvendte ordet om det styre der blev indført af lovgiveren Moses på Guds befaling, den Gud der fortalte Moses at hans navn var Jehova (eller Jahve). Her i det tyvende århundrede er dette ord imidlertid blevet anvendt i forbindelse med den sande kristne kirke eller menighed, nu hvor der er opstået så mange demokratiske nationer og kommunismen er blevet indført med magt i mange lande. Den kristne menighed er altså en teokratisk organisation og den styres af den store teokrat, Jehova Gud. I fuld erkendelse af dette sagde man følgende i Vagttaarnet for 1. august 1938, side 227, paragraf 1:
4 „Jehovas Organisation er paa ingen Maade demokratisk. Jehova er den Højeste, og hans Regering eller Organisation er strengt teokratisk. Denne Slutning er uimodsigelig.“
5. Kan man sige at den regering israelerne nu har oprettet i Jerusalem er et teokrati ifølge den måde Josefus brugte ordet på?
5 Historieskriveren Josefus blev vidne til de romerske legioners ødelæggelse af Jerusalem i år 70, og han anvendte ordet „teokrati“ om den nationale jødiske organisation der havde eksisteret indtil denne frygtelige katastrofe. Her i vor tid har jøderne siden seksdageskrigen i 1967 atter været i besiddelse af hele byen Jerusalem, og den er deres nationale hovedstad. Men kan vi regne det styre de har oprettet i deres gamle hjemland for at være en fortsættelse af det teokrati som Moses blev brugt til at oprette i år 1513 f.v.t.? Er det styre der nu udøves med det gamle Jerusalem som hovedstad, i det hele taget et teokrati? Hvordan kan det være det, når landet kaldes en „republik“ og har en præsident som er valgt på demokratisk vis, og når det siden 1949 har været medlem af De forenede Nationer, en hedensk organisation til opretholdelse af fred og sikkerhed i verden? Ikke engang republikken Israels præsident og medlemmerne af landets lovgivende forsamling, Knesset, vil hævde at deres styre er et teokrati og deres samfund teokratisk. De israelske politikere strides indbyrdes om hvorvidt man nøje skal overholde Moseloven eller ej. Hvad er der sket? Dette:
6. Hvad ophørte den jødiske nation med at være i det første århundrede efter vor tidsregning, og hvilke ord som blev råbt til den romerske landshøvding fremgår det af?
6 I det første århundrede efter vor tidsregning ophørte den jødiske nation med at være en teokratisk organisation. Dette skete endog før Jerusalems ødelæggelse i år 70. Det fremgår tydeligt af de begivenheder historien beretter om. Hvad var det skarerne råbte på påskedagen i år 33, da det bølgende menneskehav trængtes foran den romerske landshøvding, Pontius Pilatus, og krævede at forbryderen Barabbas skulle frigives i stedet for den mand Pilatus personligt ønskede at frigive som uskyldig? De råbte: „Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren. . . . Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Joh. 19:12-15) Dette råb stod i skærende kontrast til det profeten Esajas for lang tid siden havde sagt: „Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge.“ — Es. 33:22, NW.
7, 8. Hvem førte forsædet ved et bestemt retsmøde i sanhedrinet, og hvordan svarede de anklagede på hans anklage?
7 Omkring to måneder efter indtraf der en anden begivenhed i Jerusalem. Scenen var det retslokale hvor landets domstol, kaldet sanhedrinet, der bestod af enoghalvfjerds medlemmer, var forsamlet. Ypperstepræsten førte forsædet ved dette særlige retsmøde, hvor tolv indfødte jøder stod anklaget for at have forkyndt visse religiøse læresætninger der havde vakt anstød hos dette sanhedrin eller denne højesteret. Vi læser herom:
8 „Da de havde hentet dem, førte de dem frem for rådet. Og ypperstepræsten forhørte dem og sagde: ’Vi har jo udtrykkelig forbudt jer at lære i dette navn, og se, nu har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe dette menneskes blod over os!’ Da svarede Peter og de andre apostle og sagde: ’Man bør adlyde Gud mere end mennesker. Vore fædres Gud har opvakt Jesus, som I tog af dage ved at hænge ham på et træ. Ham har Gud med sin højre hånd ophøjet til fører og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse. Og vidner om disse ting er vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham.’“ Ap. G. 5:27-32.
9. Hvem var det der repræsenterede Jehovas teokrati, at dømme efter det vidnesbyrd der blev aflagt?
9 Det vidnesbyrd der blev aflagt under denne retssag viste hvem det var der handlede teokratisk og anerkendte Gud som Hersker eller Teokrat. Hvem var det der, at dømme efter dette vidnesbyrd, repræsenterede den teokratiske organisation — var det sanhedrinet, det jødiske folks repræsentanter, eller var det de tolv apostle som havde været sammen med den Jesus hvis død sanhedrinet for nylig havde været skyld i? Det er hævet over enhver tvivl at disse Jesu Kristi tolv apostle repræsenterede Jehovas teokrati.
10, 11 (a) På hvilken magtfuld måde blev det på Pinsedagen bevist at Israels folk ikke længere var et teokrati? (b) Hvordan antydede den jødiske lovlærer Gamaliel at det jødiske sanhedrin ikke handlede teokratisk?
10 At Israels folk ikke længere var et teokrati men at det nu var disse tolv apostle og andre af Jesu Kristi disciple der udgjorde en teokratisk organisation, var blevet bevist på en magtfuld måde. Hvordan? Ved at Gud havde udgydt sin hellige ånd over disse Kristi disciple der anerkendte Gud som hersker fremfor mennesker der modstod Gud som hersker. Det var ved hjælp af denne udgydte ånd at Peter og de andre elleve apostle aflagde deres modige vidnesbyrd over for det jødiske sanhedrin. Nogle dage før, nemlig på Pinsedagen, havde Gud udgydt denne ånd over dem som en opfyldelse af profetien i Joel 3:1, 2. Den dag citerede apostelen Peter denne profeti da han over for de tusinder af jøder som fejrede pinsen, forklarede det mirakel der lige havde fundet sted. Det var ved denne lejlighed at Peter sagde til de spørgende jøder: „Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ (Ap. G. 2:14-36) Det den jødiske lovlærer Gamaliel sagde til sanhedrinet om de tolv apostle, antydede også at det jødiske folk ikke længere handlede teokratisk:
11 „Israelitiske mænd! se jer vel for, hvad I er ved at gøre med disse mennesker. . . . Og nu siger jeg jer: hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!“ — Ap. G. 5:34-39.
12. Hvordan viste det sig senere at det Gamaliel kaldte „dette forehavende eller dette værk“ virkelig var „af Gud“, og hvad var der således sket med Jehovas teokrati?
12 Det denne jødiske farisæer Gamaliel kaldte „dette forehavende eller dette værk“ viste sig virkelig at være „af Gud“, for hverken sanhedrinet eller nogen af de andre jøder der boede i og uden for romerriget kunne gøre det til intet, selv om de forfulgte Jesu Kristi salvede disciple. I år 70 blev den jødiske hovedstad Jerusalem imidlertid ødelagt og det jødiske sanhedrin sat ud af spillet. Og tre år senere, i år 73, blev den sidste jødiske fæstning i provinsen Judæa, nemlig Masada, der lå på vestsiden af Det døde Hav, erobret af de romerske legioner. Men forinden var de trofaste jødiske kristne flygtet ud af Jerusalem og alle andre dele af provinsen Judæa, i lydighed mod den befaling Jesus Kristus gav dengang han profetisk beskrev Jerusalems kommende ødelæggelse. (Matt. 24:15-22; Mark. 13:14-20; Luk. 21:20-24) Det var således meget tydeligt at Jehovas teokrati var blevet overflyttet fra det kødelige, omskårne Israels folk til den åndsfyldte organisation der bestod af Guds søns, Jesu Kristi, disciple. Den dag i dag forkynder de Guds rige, ikke republikken Israel eller nogen anden jordisk regering.
Den teokratiske organisation i det første århundrede
13. Hvad vil vi undersøge om de indviede, døbte kristne læsere af Vagttårnet er tilknyttet, og hvorfor?
13 Bladet Vagttårnet har gang på gang henledt læsernes opmærksomhed på den teokratiske organisation, og i overensstemmelse hermed vil vi nu undersøge om de indviede, døbte kristne læsere af dette blad er tilknyttet en teokratisk organisation.
14. Hvilken slags administration vidste apostlene at det førkristne Israel havde haft, og hvordan viste dette sig da Moses var vendt tilbage til Ægypten?
14 Vi må vende tilbage til det første århundrede, til Kristi apostles tid, for at se hvordan deres teokratiske organisation var opbygget. Apostlene var alle kødelige, omskårne jøder eller israelitter, ligesom Jesus Kristus havde været. De vidste udmærket at det teokratiske Israels folks før-kristne organisation havde haft visse udnævnte ledere eller administratorer. De vidste at Jehova, dengang han sendte Moses tilbage til Ægypten for at udfri sit trælbundne folk, havde sagt til Moses: „Gå nu hen og kald Israels ældste [hebraisk: zeqenimʹ] sammen og sig til dem: [Jehova], eders fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for mig.“ (2 Mos. 3:16) Disse „ældste“ var ikke blot mænd der havde nået en høj alder, men de var „ældste“ af rang, og ved denne lejlighed repræsenterede de muligvis hele Israels hus.
15. Hvilken rang havde de halvfjerds mænd der fulgte med Moses op på Sinaj bjerg, og hvoraf fremgår dette?
15 Nogle måneder senere, da profeten Moses virkede som mellemmand for Lovpagten der blev oprettet mellem Gud og Israels folk, sagde Gud til Moses ved Sinaj bjerg: „Stig op til [Jehova], du og Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af Israels ældste [zeqenimʹ].“ At disse halvfjerds „ældste“ var folkets repræsentanter, fremgår af Anden Mosebog 24:11, hvor der siges: „Men han [Jehova] lagde ikke hånd på israelitternes ypperste mænd. De skuede Gud, og de spiste og drak.“ De var altså Israels „ypperste mænd“ og ikke blot mænd der havde nået en høj alder. (2 Mos. 24:1, 14) De havde rang som „ældste“.
16. Hvilken rang havde de halvfjerds mænd som Jehova gav noget af den ånd der var over Moses?
16 Senere, da Jehova ville lade noget af den ånd der var over Moses komme over halvfjerds andre israelitter, sagde han til Moses: „Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels ældste [zeqenimʹ] sammen, mænd, som du ved hører til folkets ældste og tilsynsmænd [forstandere, NW], før dem hen til åbenbaringsteltet og lad dem stille sig op hos dig der.“ Efter at denne befaling var blevet adlydt tog Jehova noget af den ånd der var over Moses og „lod den komme over de halvfjerdsindstyve ældste“, og „de [kom] i profetisk henrykkelse“. (4 Mos. 11:16-25) Disse halvfjerds mænd nævnes sammen med ’forstanderne’, eller var muligvis, som „ældste“, selv folkets særlige forstandere.
17. Hvad skulle der, ifølge Jehovas vejledning til Moses, være i Israels byer, og hvoraf fremgår det at det endog forholdt sig sådan på Jesu tid?
17 Ifølge Jehovas vejledning til Moses skulle der i israelitternes byer, når de kom ind i det forjættede land, være mænd der var „ældste“. (5 Mos. 19:12; 21:2-20; 22:15-18; 25:7-9) Bibelen viser at det forholdt sig sådan med alle Israels byer. (Dom. 8:14-16; 1 Kong. 21:8-11; Ezra 10:14) Ja, sådan var det endog på Jesu Kristi og hans apostles tid. Da han fortalte sine disciple at han skulle lide en voldelig død, sagde han til dem at „han skulle gå til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes“. (Matt. 16:21) Disse ældste var ikke blot mænd af høj alder, men de var „ældste“ af rang. Sådanne „ældste“ nævnes sammen med ypperstepræsterne og de skriftkloge dengang Jesus blev arresteret og stillet for retten. (Matt. 26:47 til 27:41) Disse „ældste“ var sammen med ypperstepræsterne med til at bestikke de mænd der havde holdt vagt ved Jesu grav, til at sige at han ikke var blevet oprejst men at hans legeme var blevet stjålet af hans disciple. — Matt. 28:12.
18. (a) Hvem blev apostlene ligesom Jesus forfulgt af? (b) I hvilken forstand var disse mænd „ældste“, hvad måtte de have når de holdt deres møder, og hvordan fungerede denne ordning sandsynligvis?
18 Ligesom Jesus blev hans apostle udsat for forfølgelse fra de ’ældstes’ og ypperstepræsternes side. Da apostlene Peter og Johannes blev løsladt efter at de havde været fængslet og stillet for retten gik de, som beretningen fortæller, „hen til deres egne og fortalte alt, hvad ypperstepræsterne og de ældste havde sagt til dem“. (Ap. G. 4:5-23) Alt dette tjener til at vise at de der her omtales sammen med ypperstepræsterne officielt var „ældste“. Byerne i fortidens Israel havde ikke en „borgmester“, men de havde et råd af „ældste“. Et sådant råd måtte have en ordstyrer eller formand, og dette hverv gik sandsynligvis på skift blandt medlemmerne, idet hvert medlem efter tur tjente som ordstyrer i en vis periode. Det fremgår ikke af Bibelen hvordan de der var kvalificerede blev indsat som „ældste“.
19. (a) Hvilket spørgsmål opstår nu vedrørende det teokrati Gud oprettede fra og med pinsedagen år 33? (b) Hvad har man ment med hensyn til de „ældste“ i den kristne menighed, og hvilke spørgsmål fører denne antagelse til?
19 Dengang det kødelige, omskårne Israel ophørte med at være et teokrati, og Jehova fra og med pinsedagen i år 33 oprettede sit teokrati i forbindelse med den kirke eller menighed der bestod af hans søns disciple, havde denne nye teokratiske organisation så også „ældste“? Man har ment at for den kristne menigheds vedkommende var „alle Guds salvede . . . Ældste“.b Dette ville i så fald også indbefatte de kvinder som var blevet salvet med Guds ånd efter at de havde indviet sig til Gud og var blevet døbt i vand og avlet ved Guds ånd. Men hvad viser den kristne teokratiske organisations opbygning i det første århundrede? Fremgår det af den at ingen indviede, døbte mænd skal indsættes til at beklæde en stilling som „ældste“ i den kristne menighed? Lad os se engang.
20. (a) Hvilken slags mennesker skulle der være i den kristne menighed, ifølge Peters citat fra Joel 3:1, 2? (b) Hvorfor kunne det enten dreje sig om mænd der beklædte stillingen som „ældste“ eller simpelt hen om gamle mennesker, ifølge det ord der bruges i Joel 3:1?
20 Af apostelen Peters citat fra Joel 3:1, 2 på pinsedagen år 33 fremgik det at der skulle være „gamle“ i den kristne menighed som skulle „drømme drømme“. I sin oversættelse af denne profeti til græsk bruger Septuaginta-oversættelsen det græske ord presbyʹteros, som egentlig betyder „presbyter“ eller „ældste“. Det skyldes at det hebraiske ord (zaqenʹ) der anvendes i Joel 3:1, almindeligvis anvendes om de „ældste“, som for eksempel de ældste i byerne. Det hebraiske ord kan imidlertid også blot hentyde til gamle mennesker, og bruges således om Abraham og Sara. (1 Mos. 18:11; 25:8) Disse presbytere, ældste eller „gamle“ der omtales i Joel 3:1 og Apostlenes Gerninger 2:17, var i alle tilfælde en del af det „kød“ som Jehova ville udgyde sin ånd over i „de sidste dage“. Det kunne være mænd der beklædte stillingen som „ældste“ eller simpelt hen gamle mennesker.
21. (a) Til hvem sendte de kristne i Antiokia specielt deres hjælp, og hvad viser dette med hensyn til den første kristne menighed? (b) Hvad er en „presbyter“?
21 Men fandtes der mænd som beklædte en stilling som „ældste“ eller presbyter i den første kristne menighed? Lad os, for at få et tilfredsstillende svar på dette spørgsmål, vende os til Apostlenes Gerninger 11:30. Den kristne profet Agabus havde forudsagt at der skulle komme „en stor hungersnød over hele verden“, en hungersnød som historien bekræfter fandt sted under kejser Klaudius’ regering. Kristi disciple i byen Antiokia i Syrien vedtog derfor at sende noget til hjælp for deres trængende kristne brødre i den romerske provins Judæa. Men til hvem var det at disse bidragydere specielt sendte denne hjælp (græsk: diakoniʹa)? Beretningen siger: „Dette gjorde de . . . og de lod Barnabas og Saulus overbringe det til de ældste [presbyterne].“ (Ap. G. 11:27-30; se fodnoten i New World Translation, 1971-udgaven.) Det var således de „ældste“ eller presbyterne der tog imod denne gave, og de sørgede for at den blev fordelt til menighederne i Judæa. Websters Third New International Dictionary definerer „presbyter“ som „indehaver af et embede i den første kristne kirke som havde til opgave at varetage ledelsen som tilsynsmand, i regelen over en lokal menighed“. Ved hjælp af Bibelen kan vi finde ud af om denne definition er korrekt eller ej.
Et styrende råd — sammensat af hvem?
22. For hvem forelagde Antiokia-menigheden spørgsmålet om omskærelse, hvem tog imod dem der var udsendt, og hvem samledes bagefter for at overveje sagen?
22 Hvem var det menigheden i Antiokia i Syrien sendte bud til, dengang der opstod strid om hvorvidt de ikke-jøder der omvendte sig til kristendommen skulle omskæres? De sendte bud til „apostlene og de ældste i Jerusalem i anledning af dette stridsspørgsmål“. Hvem blev Paulus og Barnabas og de andre fra Antiokia modtaget af, dengang de ankom til Jerusalem? „Af menigheden og apostlene og de ældste [presbyterne].“ I denne beretning lægger vi mærke til at de „ældste“ og apostlene nævnes særskilt. Det var ikke hele menigheden i Jerusalem, men „apostlene og de ældste“ der „samledes . . . for at overveje denne sag“. — Ap. G. 15:2, 4, 6; se fodnoten i New World Translation, 1971-udgaven.
23. Hvem besluttede at den trufne afgørelse skulle sendes ud til menighederne, og hvem skrev under på afgørelsen?
23 Beretningen fortæller videre at efter at man havde truffet den afgørelse, at nyomvendte hedninger ikke skulle omskæres, „besluttede apostlene og de ældste [presbyterne] tillige med hele menigheden at vælge nogle mænd af deres midte og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, kaldet Barsabbas, og Silas, mænd, der var ledende blandt brødrene. Og de gav dem denne skrivelse med: ’Apostlene og de ældste, jeres brødre, sender hilsen til brødrene af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien.’“ — Ap. G. 15:22, 23.
24. Hvem var blandt de „ældste“, som hvad handlede apostlene og de ældste, og hvem fungerede som ordstyrer ved mødet?
24 Det ser således ud til at apostlene og de „ældste“ (presbyterne) handlede som et styrende råd for alle de kristne menigheder der fandtes rundt omkring, men at de blev støttet af menigheden i Jerusalem. Blandt disse „ældste“ var Jakob, Jesu Kristi halvbroder, og Judas (Barsabbas) og Silas (Silvanus). (2 Kor. 1:19; 1 Tess. 1:1; 2 Tess. 1:1; 1 Pet. 5:12) Man har almindeligvis forstået det sådan at ved dette møde som det styrende råd holdt i Jerusalem, virkede Jakob, Marias søn og en af de „ældste“, som ordstyrer. Men den omstændighed at han fremsatte forslaget til beslutningen og til skrivelsens indhold om de nødvendige krav man måtte stille til nyomvendte hedninger, er ikke i sig selv et fuldstændigt bevis på at han fungerede som ordstyrer. — Ap. G. 15:13-21.
25. Hvem var de forskrifter vedtaget af som Paulus og Silas overgav brødrene i de byer de kom til, og hvad er der at sige om dem der sammen med apostlene havde truffet denne afgørelse?
25 I Apostlenes Gerninger 16:4 berettes der om den rejse der bagefter blev foretaget af apostelen Paulus og hans ledsager Silas (et medlem af det styrende råd): „Efterhånden som de kom gennem byerne [i Lilleasien], overgav de dem de forskrifter, som var vedtaget af apostlene og de ældste i Jerusalem, med påbud om at overholde dem.“ Det at de „ældste“ omtales sammen med apostlene og var en del af det kristne styrende råd viser at de indtog en stilling som „ældste“ eller presbytere.
26. Hvem tog Paulus afsked med i Milét da han befandt sig på sin sidste rejse til Jerusalem, og hvad ser vi af Apostlenes Gerninger 21:17, 18 med hensyn til Jerusalem-menighedens opbygning?
26 Nogle år senere befandt apostelen Paulus sig på sin sidste rejse til Jerusalem. Han gjorde holdt i havnebyen Milét i Lilleasien og satte sig i forbindelse med menigheden i den nærliggende by Efesus. Sendte han bud efter hele menigheden i Efesus for at han for sidste gang kunne være sammen med den? I Apostlenes Gerninger 20:17 fortælles der: „Men fra Milet sendte han bud til Efesus og lod menighedens ældste [presbytere, NW, fodnoten, 1971-udgaven] kalde til sig.“ Der var altså „ældste“ i menigheden i Efesus. I Apostlenes Gerninger 21:17, 18 bliver vi igen mindet om at der også var „ældste“ i menigheden i Jerusalem, for her beretter lægen Lukas: „Da vi kom til Jerusalem, tog brødrene imod os med glæde. Den næste dag gik Paulus sammen med os hen til Jakob, og alle de ældste kom også til stede.“ Jakob, Jesu Kristi halvbroder, var også en af disse „ældste“. I Galaterbrevet 2:9 omtaler Paulus Jakob som en åndelig søjle: „De . . . gav mig og Barnabas håndslag på fællesskabet, både Jakob og Kefas [Peter] og Johannes, som ansås for at være søjler.“
27. Hvem fortjente ifølge Første Timoteusbrev 5:17 dobbelt ære, hvad var grunden til dette, og hvilke bønner havde en særlig gavnlig virkning?
27 Omkring årene 61 til 64 skrev apostelen Paulus følgende vejledning til Timoteus om den opgave der påhvilede en „ældste“ (eller presbyter) i menigheden: „De ældste, som er gode forstandere [som på rette måde fører forsædet, NW], fortjener dobbelt ære, især de, der har det slidsomme arbejde med forkyndelse og lærergerning [med at tale og undervise, NW].“ (1 Tim. 5:17) Det var således de „ældste“ der førte forsædet i menigheden og havde arbejdet med at tale og undervise ud fra Bibelen. Ifølge Jakob 5:14 havde sådanne ’ældstes’ bønner en særlig gavnlig virkning.
[Fodnoter]
a Se oversættelsen af William Whiston, M.A., udgivet i Boston, Massachusetts, U.S.A., i 1849; side 482, afsnit 3, spalte 1 og 2.
b Se Vagttaarnet, 1. november 1932, side 330, afsnit 3.
[Illustration på side 33]
Det styrende råd, som bestod af apostlene og andre ældste, traf den afgørelse at de kristne hedninger ikke skulle omskæres. Disciplen Jakob fungerede muligvis som ordstyrer