Job
3 Derefter begyndte Job at tale og at forbande den dag han blev født.*+ 2 Han sagde:
3 “Lad den dag hvor jeg blev født, blive slettet,+
og den nat hvor man sagde: ‘En mand er blevet undfanget!’
4 Lad den dag blive liggende i mørke.
Lad Gud i himlen se bort fra den;
lad intet lys skinne på den.
5 Lad det dybeste mørke* tage den til sig.
Lad en regnsky sænke sig over den.
Lad det der kan formørke en dag, jage den væk.
6 Den nat – lad det sorte mørke overtage den;+
lad den ikke glæde sig over at være blandt årets dage,
og lad den ikke indgå i årets måneder.
7 Ja, lad den nat blive ufrugtbar;
lad ingen udbrud af glæde høres i den.
9 Lad dens morgenstjerner blive slukket;
lad natten vente forgæves på dagslys,
og lad den ikke se daggryet,
10 for den hindrede ikke min mor i at føde mig,+
og den skånede ikke mine øjne for at se elendighed.
11 Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen?
Hvorfor overlevede jeg da jeg kom ud af min mors mave?+
12 Hvorfor var der knæ der tog imod mig,
og bryster hvor jeg kunne blive ammet?
13 Jeg kunne have ligget og haft ro;+
jeg kunne have sovet fredeligt+
14 sammen med jordens konger og deres rådgivere,
der byggede sig steder som nu ligger i ruiner,*
15 og sammen med fyrster der ejede guld,
og hvis huse var fyldt med sølv.
16 Hvorfor var jeg ikke som et barn der er dødfødt og skjult,
som børn der aldrig får dagens lys at se?
18 Der hviler fangerne sammen i fred;
de hører ingen stemme som tvinger dem til at arbejde.
21 Hvorfor længes de efter døden uden at den kommer?+
De søger mere ivrigt efter den end efter skjulte skatte,
22 de jubler af glæde
og er lykkelige når de finder graven.
25 Det jeg frygtede, har ramt mig,
og det jeg var bange for, er kommet over mig.
26 Jeg har hverken haft fred eller ro eller hvile,
sorgerne har ingen ende.”