Hvad sker der med vore fødemidler?
HVOR meget gift har De lyst til at spise? Alene tanken om at spise gift forekommer Dem uden tvivl modbydelig. Ingen har lyst til at spise gift.
Ikke desto mindre indeholder mange fødemidler, især i den vestlige verden, små mængder af kemikalier der i større doser virker dræbende. Især efter den anden verdenskrig har man benyttet sig mere og mere af sådanne kemikalier.
En del mennesker er klar over at konserves og andre behandlede fødemidler indeholder kemikalier, men mange tror at man kan undgå kemikalierne ved at købe rå frugt og grøntsager eller ved at købe kød hos slagteren. Men næsten alle disse varer er på en eller anden måde blevet behandlet med kemikalier længe før de købes i butikkerne.
Der bruges i hundredvis af kemikalier i fødevareproduktionen i dag. Mange af disse er syntetiske — kunstige stoffer skabt på et laboratorium. Om disse kemikalier skrev lærer Vagn Predbjørn Jensen i en kronik i Aalborg Stiftstidende den 6. november 1969: „Ifølge sagkyndiges opgørelser sender den hastigt ekspanderende kemikalieindustri for øjeblikket henved fem hundrede nye stoffer på markedet om dagen! Hvordan skulle nogen sundhedsstyrelse få tid og mulighed for at afprøve alle disse nye stoffer tilstrækkelig grundigt gennem tilstrækkelig lang tid? Et stof kan udmærket få blåt stempel og blive anvendt længe — hvorpå en eller anden . . . opdager farlige bivirkninger og råber vagt i gevær.“
I hvor stor udstrækning benyttes sådanne stoffer i dag? I sin bog The Poisons in Your Food (Giftene i Deres mad) skriver William Longgood: „Praktisk taget hver eneste bid mad vi spiser er blevet behandlet med et eller andet kemikalie på sin vej: farvestoffer, blegemidler, emulgeringsmidler, antiiltningsmidler, konserveringsmidler, smagsstoffer, smagsfremhævende stoffer, stødpudeopløsninger, skadelige sprøjtemidler, syredannende og basedannende stoffer, lugtfjernere, fugtighedsbevarende midler, tørringsmidler, luftarter, fyldstoffer, jævningsstoffer, desinficerende stoffer, afløvningsmidler, svampedræbende midler, neutraliserende midler, kunstige sødemidler, stoffer der skal forhindre varen i at klumpe eller skumme, . . . hydrolyserende og hydrerende stoffer, modningsfremskyndende midler, vitaminer og mineraler . . . samt mange andre stoffer.“
Omtalt i pressen
Nogle af disse stoffer, nemlig dem der går under betegnelsen cyklamater, blev sidste år genstand for en stærk presseomtale. I Danmark havde cyklamaterne i nogen tid været almindeligt anvendt som sukkererstatningsmiddel, og i U.S.A. var cyklamaterne blandt de 600 tilsætningsstoffer der var „almindeligt anerkendt som uskadelige“ af U.S.A.’s levnedsmiddel- og medicinalvareadministration.
Cyklamat er et kunstigt sødestof der blandt andet har været brugt af mennesker der gerne vil undgå at spise sukker. Det har været anvendt i sodavand og orangeade, flødeis, salatdressing, buddingpulver, gelatine, syltetøj og gelé, ja selv i pickles. Det blev anvendt i mange „sukkerfri“ varer, og blev brugt til at give vitaminpiller for børn en sødlig smag.
En række forsøg har imidlertid påvist at cyklamat kan fremkalde kræft hos mus og rotter, og kan få høns til at lægge æg der giver vanskabte kyllinger. Dette stred mod den amerikanske lov der siger at intet stof der anvendes som tilsætning til levnedsmidler „må anses for uskadeligt hvis det fremkalder kræft hos mennesker eller dyr“.
Sukkerfri drikkevarer der indeholdt cyklamat blev forbudt, mens sukkerfri fødemidler og medicinalvarer med cyklamat stadig kunne sælges uden recept hvis de var forsynet med varedeklaration. Danmark og andre lande fulgte U.S.A. og forbød brugen af cyklamat.
To sider af sagen
Den megen presseomtale af kunstige sødemidler fik mange til at tænke på om andre tilsætningsstoffer også var sundhedsfarlige. Var der en risiko forbundet med at fylde vore fødemidler med kemikalier?
Nogle steder blev myndighederne urolige fordi mange af tilsætningsstofferne ikke var blevet tilstrækkelig gennemprøvet, selv om de allerede var officielt anerkendt som uskadelige. Nogle holder på at disse kemikalier er uskadelige i de små mængder man bruger dem i, men de indrømmer dog at stofferne kan være farlige, endog dræbende, hvis de anvendes i større mængder. På den anden side er der også nogle der holder på at et stof der er giftigt i store mængder, også er giftigt i små mængder — arsenik er og bliver arsenik, siger de, uanset hvor lidt man får. Man fremfører også at der ikke er grund til at løbe nogen risiko ved at bruge stofferne, da de fleste er uden næringsværdi.
Hvordan kan der i det hele taget være nogen tvivl om hvorvidt tilsætningsstofferne er skadelige eller ikke? Grunden er at nogle af disse kemikalier, anvendt i større mængder, ganske vist har fremkaldt kræft og andre uønskede virkninger hos forsøgsdyr som mus og rotter, men om de fremkalder de samme virkninger hos mennesker der får stofferne i langt mindre mængder gennem fødemidlerne, er der ingen der ved. Disse tilsætningsstoffer har ikke i udstrakt grad været benyttet længe nok til at man i øjeblikket kan fastslå deres virkning.
Hvorfor bruger man tilsætningsstoffer?
Når man indrømmer at mange kemiske tilsætningsstoffer, især de kunstige, ikke har nogen næringsværdi og måske endda er farlige ved brug gennem længere tid, hvorfor benytter man da disse stoffer? Hvorfor har man med vilje tilført disse kemiske produkter til de fødemidler der har så vital betydning for vor sundhed?
Efterhånden som byerne er vokset er det blevet nødvendigt ikke bare at fragte fødemidlerne over lange afstande, men også at oplagre dem i længere tid. Man har været nødt til at gøre noget for at forhindre at disse fødemidler gik til. For at hindre de organismer der ellers ville fordærve maden, i at formere sig, har man derfor tilsat visse kemikalier.
Desuden er efterspørgselen efter sukkerfri læskedrikke og fødemidler steget. Dette har for eksempel betydet at man ikke har ønsket at søde sodavand og orangeade med almindeligt sukker, fordi det ville betyde flere kalorier. I stedet for sukker har man så tilsat visse kemikalier der smager sødt.
Endnu en årsag til at man har brugt tilsætningsstoffer er at færdiglavede middagsretter er blevet mere og mere populære. Husmoderen behøver kun at opvarme dem og servere dem. Men for at konservere disse middagsretter og bevare deres smag og indbydende udseende, har man tilsat kemikalier.
Forbrugeren bærer også en del af skylden. Alt for mange mennesker vil have det der ser godt ud, smager godt og har en god konsistens, uden hensyn til madens næringsværdi. Altså tilsætter producenterne de kemikalier der får maden til at se ud som folk vil have den. Et stykke franskbrød kan for eksempel se fint og hvidt ud, være blødt og dejligt, og måske endda smage godt. Men i mange tilfælde er det bagt af bleget mel, som er så stærkt raffineret at det meste af næringsværdien er forsvundet. Man tilsætter kemikalier for at få melet til at se godt ud og gøre det nemt at bage med, og for at brødet skal smage godt og kunne holde sig. Ofte tilsætter man nogle få syntetiske vitaminer for at kunne sælge brødet som „forædlet“ brød. Forbrugeren køber med glæde produktet, i stedet for at afvise det. Her i landet tilsættes melet kalk, jern og B-vitaminer i mængder som er fastsat ved lov.
I forbindelse med brød bemærker William Longgood: „Historien om hvad der sker med et uskyldigt hvedekorn hører snarere til i et forbryderkartotek end i en afhandling om fødemidler.“ Videre siger han: „De hvedebrød der almindeligvis sælges i dag er først og fremmest et produkt af kemisk snilde, teknisk dygtighed og reklamefif. Brødet formelig bombarderes med kemikalier, berøves praktisk talt alle næringsstoffer, tilsættes nogle få syntetiske vitaminer, får et skud emulgeringsmiddel for at det kan bevares blødt, og . . . sælges til de godtroende forbrugere som et forædlet produkt. Brød og de fleste andre fabriksfremstillede bagervarer har mere tilfælles med et reagensglas end med naturen.“
Det er muligt at selv det kød vi køber, har gennemgået en eller anden kemisk behandling. Mange dyr får tidligt indsprøjtninger med kønshormoner og fodres derefter med syntetiske hormoner, antibiotika og andre kemikalier, for at de kan vokse til den maksimale vægt og undgå visse sygdomme. Dyrenes kød indeholder også en hel del insektmidler som dyrene har fået gennem foder der er blevet sprøjtet. Mange kødprodukter, især kødpålæg, har man givet en yderligere kemisk behandling for at konservere og af hensyn til farve og smag
Hvor meget af det gennemsnitsforbrugeren spiser er egentlig kemikalier? Man anslår at vi spiser omtrent halvandet kilo om året af disse kemikalier. Hvilken virkning har det?