Vi betragter verden
Hjælp til selvmord?
● Chefen for Socialstyrelsen i Danmark, H. C. Seierup, vakte i begyndelsen af året opsigt ved at foreslå at samfundet skulle hjælpe selvmordskandidater til at gennemføre deres forehavende, hvis alt andet var håbløst. „Hvis det er et menneskes inderste ønske at dø, er det også hans ret,“ siger Seierup. Han udtaler også: „De skal have hjælp til at gøre det på en, om jeg så må sige, humaniseret måde.“ Ifølge forslaget skulle man lade psykiatere afgøre hvornår samfundet burde hjælpe en til at begå selvmord, og tage stilling til om vedkommende måske ville have fortrudt det senere. Det er med rette blevet indvendt at dette ville kræve en menneskekundskab som ingen læger, psykiatere eller andre sidder inde med, og derfor ville det være yderst risikabelt og vanskeligt at råde nogen til selvmord. Forslaget rejste en storm af protester fra politikere, læger og præster, og det ville for øvrigt også stride imod den nugældende lov der siger at „den, som medvirker til, at nogen berøver sig livet, straffes“. En svensk filosofiprofessor, Ingemar Hedenius, synes dog godt om forslaget. Han mener at der bør findes selvmordsklinikker hvor man kan få hjælp til at begå selvmord „på en pæn måde“. „Det vil være en hjælp for selvmordskandidatens familie. Det vil ikke være brutalt, som når mennesker springer ud fra vinduer eller foran tog,“ siger han. I Danmark foretages der hvert år omkring 8000 selvmordsforsøg og 1000 fuldbyrdede selvmord. Livet er imidlertid helligt i Guds øjne, og ifølge Bibelen er selvmord lige så alvorlig en forbrydelse som mord. Men der er mange eksempler på at Bibelens klare budskab kan give én et håb og gøre en tilværelse der ellers kunne se håbløs ud, meningsfyldt og lykkelig.
Ni dødsfald efter blodtransfusion
● En epidemi af smitsom leverbetændelse har kostet ni mennesker livet på en britisk dialysecentral. Epidemien, der ramte 34 personer, blev sporet tilbage til en patient der havde modtaget blodtransfusion med inficeret blod fra blodbanken. Denne særlige leverbetændelse kaldes serum hepatitis, og man mener at den har forbindelse med et stof der kaldes „australsk antigen“ og som findes i bærernes blod. Dette stof findes hos mindst én ud af 1000 bloddonorer i England, og i Londonområdet er tre fjerdedele af disse smittebærere afhængige af narkotika. Få dage efter sagde professor E. Freiesleben fra Rigshospitalet i København til pressen: „Dødsfald på danske hospitaler og dialysecentraler er forekommet, efter at nyrepatienter har modtaget blod inficeret med en leverbetændelsessygdom, serum hepatitis.“ Professoren fortæller at man arbejder på „fuldstændig sikkerhed for donorblod“ gennem kunstig dyrkning af virus; men, siger han, „dette magter man endnu ikke noget sted i verden“. — Politiken, den 22. og 24. februar 1971.
Hvis er skylden?
● En meget stor del af de unge i Brasilien går aldrig i kirke. De interesserer sig ikke for religion. Hvis er skylden? Den katolske ærkebiskop, i São Paulo, Don Paulo Evaristo Arns, indrømmer: „Hvis ungdommen er vildfaren er det vores skyld. Hvis ungdommen får de rette idealer vil den bestræbe sig intenst for at nå dem; men hvis den ikke får sådanne idealer vil den selv søge nogle, og den vil finde andre idealer, måske af dårligste art.“ Unge katolikker der fra barndommen er opdraget i deres egen tro, har ingen store idealer, og derfor placerede ærkebiskoppen skylden det rigtige sted: hos de religiøse ledere, som ikke har undervist dem i sandheden.
Kloakvand til salg
● Et amt i det sydlige Californien sælger renset spildevand til brug ved kunstvanding. Et særligt røranlæg leder vandet frem til en golfbane og en plantage. Man har også planer om at sælge vandet til grundejere til vanding af planter og græsplæner. Det er første gang i De forenede Stater at man har solgt renset spildevand efter et målersystem. I 1963 anlagde amtet en sø af renset spildevand. Her kunne man sejle og fiske, og den viste sig at være så stor en succes at amtet anlagde endnu fire søer som offentligheden nu har adgang til. Hvert år bliver de besøgt af 300.000 mennesker, der alle betaler entré for at komme ind. I forbindelse med disse søer er der også mulighed for at svømme i det rensede kloakvand.
Beatmusik påvirker hørelsen
● Læger har fundet at teenagere der konstant lytter til beatmusik er mere eller mindre høreskadede. Lydforskeren Theodore Berland siger at „den nye form for musik [’beat’] epidemiologisk set er tusinder af gange farligere end den gamle form for musik“. Man har foreslået — og ikke kun i spøg — at alle grammofonplader med ’hård beatmusik’ skal være forsynet med denne påskrift: „Advarsel! Moderne musik kan skade hørelsen!“
Narkomanernes værste fjender
● Narkomanernes „venner“ er egentlig deres værste fjender, da det er dem der fører andre ind på stofmisbrugets vej. En undersøgelse som den amerikanske forening „Venner af psykiatrisk Forskning“ har foretaget, viser at 84 procent af de narkomaner man har adspurgt, fik de første stoffer af deres „venner“. De fleste af dem er begyndt med marihuana og er derefter fortsat med andre stoffer, indtil de til sidst er blevet heroinnarkomaner.
’Hjerneflugt’ i modsat retning
● I en del år har videnskabsmænd fra forskellige lande følt sig tiltrukket af De forenede Stater fordi der var flere muligheder for arbejde dér. Men da mange videnskabsmænd i Amerika nu går arbejdsløse, er ’hjerneflugten’ begyndt at gå i den modsatte retning. Nu er der mange der rejser tilbage til deres hjemland eller til andre lande for at søge arbejde.
Gammel før tiden
● Sygdommen progeria, der forekommer meget sjældent, medfører at den angrebne bliver gammel før tiden. Når børn angribes bliver deres hud rynket, deres hår bliver gråt, og vævene bliver som hos meget gamle mennesker. Man har fundet et sådant tilfælde i det nordøstlige Brasilien. Josefa da Luz, en pige på ti år, ser ud som om hun var firs. Hun er så svækket af ’alderdom’ at hun næsten ikke kan stå på benene. Hun har en normal barnestemme, men hendes hud er fuld af rynker. Man mener at sygdommen kan stamme fra hypofysen, men det er man ikke sikker på. Fra hele verden findes der rapporter om cirka fyrre lignende tilfælde.
En døende kirke
● Om den anglikanske kirke i Skotland skriver dagbladet Daily Express fra Skotland den 7. november 1970: „Den er ved at afgå ved døden i en tilstand af respektabilitet, selvtilfredshed og vantro. Kun meget få af dens 1000 præster og 48.000 ældste . . . anerkender at Bibelen er Guds ufejlbarlige ord . . . Kristi mirakler, der beskrives så detaljeret i de fire evangelier, bliver ganske åbenlyst spottet og latterliggjort.“ Avisen bemærkede også at kun nogle få tusind af kirkens 1.200.000 medlemmer gør sig den ulejlighed at komme i kirken, og af teenagere er det „sørgeligt få“ der kommer.
Sprogforurening
● Foruden de fyrre til halvtreds tusind ord der står opført i „Dansk Retskrivningsordbog“ indeholder sproget en del ord som ikke just hører til de kønneste gloser. Efterhånden er det ikke blot i taleesprog man kan høre vulgære udtryk, men der er en tendens til at sådanne ord sniger sig ind i forfatteres og journalisters skriftsprog. Dette mærker typograferne som skal sætte teksterne. Formanden for Dansk Typograf-Forbunds københavnske afdeling, Louis Andersen, kom for nylig ind på dette i en tale, hvor han sagde: „Danmarks typografer vil nu også tage sig af forureningsproblemer. Ikke forurening af skove, søer og storbyluft, men af det danske sprog, som vi elsker.“ Formanden sagde at hans medlemmer ganske vist får smudstillæg, men med det var der ikke tænkt på den megen pornografi som selv ganske unge fagfæller i dag måtte beskæftige sig med i trykkerier landet over. — Berlingske Tidende, den 28. januar 1971.
Dollaren skrumper ind
● I forhold til den købekraft den amerikanske dollar havde i 1942, var den i 1949 kun 68 cents værd. I 1957 var værdien faldet til 58 cents. Og i 1970 var dens købekraft nede på 42 cents. Den inflationsramte dollar er således faldet næsten 60 procent i værdi på 28 år. Danske husmødre kan tale med om at det ikke kun er dollaren der er faldet i værdi inden for de sidste år.
Atom-mareridt
● De forenede Stater og Sovjetunionen har ganske støt forøget deres lagre af kernevåben, sådan at de nu har tusinder af megaton-bomber. I sprængkraft svarer én megaton næsten til alle de bomber der er blevet sprængt i alle de krige der er blevet udkæmpet til dato. Atomfysikeren Bernard T. Feld fortæller at der i en total atomkrig „vil blive udløst op til 20.000 megatons fissionsenergi“. Hvis der også bliver benyttet antiballistiske missiler, vil tallet blive forøget til 50.000 megatons. Resultatet af dette ville blandt andet blive en massiv forurening af luften med radioaktivitet. En retfærdig og fredelig verdensregering bliver sandelig mere og mere påkrævet.
Pelskåber med håndjern
● Butikstyverier er blevet så stort et problem i New York at forretningerne nu lader pelskåberne lænke til stativerne med håndjern. I løbet af de sidste få år er antallet at tyverier hvert år steget med 25 procent. Selv om dette naturligvis går ud over forretningerne, er det kunderne der kommer til at betale højere priser på grund af forretningernes tab. En repræsentant for bystyret har fortalt at 45 procent af butikstyvene er husmødre og 50 procent teenagere, mens resten er professionelle tyve. Problemet er så stort ud over hele USA at amerikanerne ifølge en undersøgelse „snart vil blive — eller måske allerede er — et folk hvor de fleste har været med til at stjæle i forretninger“.