Praktiske måder at føre sit regnskab på

NÅR De har brugt en uge- eller månedsløn, har De så undret Dem over hvad den er blevet brugt til? Bruger De mere til visse ting end De virkelig ønsker at gøre? Bruger De mere til en bestemt ting nu end tidligere, og skyldes dette inflationen eller er der en anden grund? For at finde svaret er det meget praktisk at holde regnskab med sine udgifter.

Mange ryster ved tanken om at skulle føre regnskab. De synes måske det tager for megen tid eller at det er for vanskeligt. Men dette behøver ikke at være tilfældet. Desuden er det ikke nødvendigt at holde øje med hvad hver eneste øre bruges til.

Der er forskellige måder at holde regnskab med sine udgifter på, og man kan vælge den måde der passer en bedst. Lige meget hvilket system man bruger er der tre hovedtrin man må følge: (1) Inddel udgifterne i hovedgrupper, (2) notér ned hvad der bruges under hver af disse hovedgrupper, og (3) tæl tallene sammen ved månedens slutning.

Hovedgrupperne

Find først ud af hvilke slags udgifter der er. Inddel så de forskellige slags udgifter i nogle få hovedgrupper som for eksempel mad, husleje, vask, tøj, transport, personlige udgifter, opsparing og så videre.

Gruppen „personlige udgifter“ indbefatter lommepenge til familiens medlemmer, gaver, sygekasse, personlig pleje og små personlige ting. Udgifterne i denne gruppe udspecificeres ikke.

Hvad med „opsparing“? Der er to typer opsparing — den ene er til eventuelle udgifter i den nærmeste fremtid, og den anden er langtidsopsparing. Den korte opsparing bruges til nødsituationer som måske dukker op, udgifter der ikke kan forudses, for eksempel en pludselig tandlægeregning. Langtidsopsparingen kan for eksempel være til en ferie, rejsen til et stævne, nye møbler eller en eller anden luksusgenstand.

Konvolutsystemet

Der findes forskellige måder at føre sit regnskab på. Nogle er lettere end andre. Konvolutsystemet er en let metode. På hver konvolut skriver man hvilken slags udgifter den er til, for eksempel mad, husleje eller tøj. Hver lønningsdag veksles lønnen til mindre sedler og mønter. Så fordeles den i konvolutterne, og det beløb der er beregnet til hver post noteres på konvolutten.

Når udgifterne skal dækkes tages der penge fra de respektive konvolutter. Der bliver ikke ført regnskab over de beløb man bruger. Når en konvolut er tom har man brugt det beløb der er noteret på den. Hvis man nu skal bruge flere penge inden for den pågældende udgiftsgruppe, kan man overføre nogle penge fra en anden konvolut hvor der måske er overskud. Overførselen noteres på begge konvolutter. Næste lønningsdag overføres det beløb der er tilbage i konvolutterne til „opsparingskonvolutten“. (Man kan gøre nogle få undtagelser; for eksempel vil man måske gerne samle kapital i „tøjkonvolutten“ til et senere indkøb.) Alle overførsler noteres på konvolutterne.

Et eksempel: Hvis man tjener 600 kroner om ugen veksles pengene på lønningsdagen til mindre sedler og lægges i konvolutterne, for eksempel mad 180 kroner, husleje 120 kroner, vask 15 kroner, personlige udgifter 120 kroner, opsparing 30 kroner, og så videre. Hvis madkonvolutten bliver tømt inden næste lønningsdag kan der overføres penge fra en anden konvolut med penge. For eksempel kan man måske overføre 20 kroner fra konvolutten „personlige udgifter“, og notere det på de to konvolutter.

Hvis madkonvolutten ved den næste lønningsdag har 5 kroner tilbage, personlige udgifter 10 kroner og opsparing 30 kroner og de andre er tomme (med undtagelse af huslejekonvolutten, hvis indhold gemmes til den månedlige indbetaling), så overføres de 5 og de 10 kroner til opsparingskonvolutten.

Dernæst fører man regnskab over ugens udgifter: Mad: 195 kroner (180 plus 20 minus 5); husleje: 120 kroner; vask: 15 kroner; personlige udgifter: 90 kroner (120 minus 20 minus 10), og opsparing: 45 kroner (30 plus 5 plus 10). Fra tid til anden kan opsparingen sættes ind på en opsparingskonto i banken for at trække renter.

„Spydsystemet“

„Spydsystemet“ er en anden let metode. Af et materiale som for eksempel ståltråd laves et antal spyd, lige så mange som der er grupper af udgifter.

Når man betaler de forskellige udgifter beholder man kvitteringerne og bonerne og sætter dem på det spyd hvorunder udgifterne hører. Når man ingen kvittering eller bon får, noterer man beløbet på et stykke papir og anbringer det på spyddet.

Ved slutningen af det fastsatte tidsrum lægges beløbene på kvitteringerne, bonerne og notaterne på hvert spyd sammen. Således kan man udregne alle udgifterne i hver gruppe.

Betaling med checks

Der findes et andet enkelt system, men det kan kun benyttes af dem der har checkkonto i en bank. Systemet består i at man sætter månedslønnen ind på kontoen og betaler alle vigtige udgifter med checks. På regnskabsbladet i checkhæftet noterer man hvad de enkelte checks udstedes til.

Udgifter til mindre poster kan dækkes ved at man nu og da hæver kontanter i banken. Så kan man betale de mindre udgifter med disse penge og føre regnskab på en af de allerede nævnte måder.

Når måneden er gået sorterer man de posteringer man har foretaget på regnskabsbladet (dog ikke hvor man har udstedt checkene til sig selv) ud i de forskellige udgiftsgrupper, og summen af hver gruppe beregnes. Summen af de udgifter der er betalt kontant beregnes også inden for hver gruppe og lægges til, således at man finder frem til de samlede udgifter under hver gruppe for den pågældende måned.

Regnskabsbog eller skemaer

De der kan lide at føre detaljeret regnskab bruger systemet med at bogføre udgifterne på løse blade eller i en regnskabsbog. Regnskabsbøger kan købes i en boghandel. I nogle af dem skal der imidlertid bogføres mere end nødvendigt, og derfor har mange fundet det bedre at lave deres egne regnskabsblade.

Et regnskabsblad kan laves således: Øverst noteres hvilken gruppe udgifter der er tale om, og der laves tre kolonner til oplysning om dato, udspecificering og beløb.

Hver gang man giver penge ud fører man det ind på den respektive side. Når perioden er gået sammentælles hver side, og således fremkommer udgifterne under hver gruppe.

Fordele og ulemper

Hvert af de fire systemer har sine fordele og ulemper. Selv om konvolutsystemet er simpelt må man være ærlig over for sig selv for at det skal blive vellykket. For eksempel tager man måske 30 kroner fra en konvolut og bruger kun de 20. Hvis summerne skal passe må de resterende 10 kroner enten lægges tilbage i konvolutten, eller — hvis de bliver brugt til noget andet — noteres som overført fra den ene konvolut til den anden.

I et andet tilfælde tager man måske penge fra to konvolutter og får byttepenge tilbage i begge grupper. Byttepengene bliver måske blandet, og så ved man ikke hvor meget der hører til hver gruppe. I sådan et tilfælde vil man opdage at det vil være lettere at finde ud af hvilke beløb der er anvendt i hver gruppe hvis man gemmer sine kvitteringer.

Med hensyn til „spydsystemet“, så får man jo ikke altid en kvittering for det man betaler. Idet man betaler har man måske ikke papir og blyant ved hånden så man kan notere det, og måske glemmer man så denne udgift. Benytter man dette system bør man have en lommebog med sig således at disse oplysninger kan blive ført ind.

Checksystemet er godt, og har oven i købet den fordel at man får renter af de penge der står på kontoen.

Den detaljerede regnskabsføring dur kun hvis man er meget omhyggelig med at føre sit regnskab. Selve arbejdet er ikke så vanskeligt, men for at det skal gå er man nødt til at tillægge sig den gode vane at notere udgifterne ned med det samme. Hvis der går nogle få dage inden man skriver dem ned, forsøger man måske at huske hvad man har betalt, blot for at opdage at man er overladt til at gætte sig frem.

Der er altså grunde for og imod disse systemer. Vælg det der egner sig bedst til dit temperament og dine muligheder. Tillæg dig gode regnskabsvaner.

Tilbageblik på de månedlige udgifter

Efter at man har opført månedens udgifter under hovedgrupperne, er det næste skridt at tælle disse udgifter sammen ved slutningen af måneden. Formålet med denne månedlige sammentælling er at se tendensen i udgifterne. Dette vil sætte en i stand til at foretage visse reguleringer hvis man opdager at en uønsket tendens viser sig. Dette vil hjælpe en til at planlægge hvordan man vil anvende sin indkomst og således til at bruge pengene på den bedst mulige måde.

Det bør altså ikke kun være for at føre regnskab at man holder sig à jour med sine udgifter. Blot at føre regnskab betyder intet. For at det skal være af virkelig værdi må resultaterne sammenlignes med udgifterne i andre perioder. Derved kan man afgøre i hvilken retning udviklingen går og foretage de ændringer omstændighederne kræver. Eller resultaterne kan bruges i forbindelse med et budget, så man sammenligner de planlagte udgifter med de faktiske udgifter. Hvis man går i gang med at rette sagerne straks når uønskede tendenser viser sig, vil det hjælpe en til at leve mere i harmoni med de mål man har sat sig i livet.