Hvad påvirker det jødiske syn på Jesus?

MANGE nulevende jøder accepterer som en kendsgerning at en mand ved navn Jesus levede i det første århundrede efter vor tidsregning. Selv Jewish Encyclopedia af 1904 omtaler Jesus som „grundlæggeren af kristendommen“ og placerer tidspunktet for hans fødsel til omkring år 2 f.v.t. Ikke desto mindre tror kun forholdsvis få jøder at Jesus er den lovede Messias eller Kristus. For nogle er selve den tanke at blive medlem af en af kristenhedens kirker frastødende. Kunne det tænkes at kirkerne bærer noget eller meget af skylden for dette?

Holdningen i kristenhedens kirker

Det må erindres at jøderne i århundreder har været udsat for lidelser fra de menneskers side der foregiver at være Jesu efterfølgere. Samuel Sandmel skriver således i We Jews and You Christians: „Når I tidligere forfulgte os i hans navn, kunne vi næppe forventes at ære og skatte dette navn. . . . I dele af Europa afstod mange af os fuldstændigt fra at lade navnet Jesus komme over vore læber.“

I betragtning heraf bemærker Jacob Jocz i The Jewish People and Jesus Christ: „Kirken har derfor været den første og mest fremstående snublesten for jødernes værdsættelse af Jesus. . . . Mellem Jesus og jøderne står den kristne kirke,“ det vil sige kristenheden.

Det tyvende århundrede har ikke ændret denne situation. Dette århundrede har været vidne til at omkring seks millioner jødiske mænd, kvinder og børn blev brutalt myrdet i koncentrationslejre oprettet af det nazistiske Tyskland. Om den holdning kristenhedens gejstlighed indtog over for et sådant massemyrderi bemærker Dagobert D. Runes:

„Utallige fotografier af kristne mænd og kvinder anført af katolske og protestantiske præster er til rådighed for alvorligt interesserede og giver uigendrivelige beviser for den tordnende begejstring der blev vist Hitler og hans bande. På disse billeder ses kristne gejstlige som med velvillige og glade ansigter ikke blot velsignede Hitlers morderiske stormtroppers våben, men bød dem velkommen ved nazihøjtideligheder, kirkearrangementer støttet af nazisterne, offentlige nazisammenkomster, nazireceptioner, nazistøttede musikarrangementer og sejrshøjtideligheder arrangeret af nazisterne. Ja, der er ingen offentlig begivenhed under Hitlers 10-årsperiode i Tyskland og Østrig i hvilken de kristne kirker ikke med glæde deltog. Kardinalen i Wien, Innitzer, underskrev i dette tidsrum al sin korrespondance med „Heil Hitler!“ Og selve biskoppen i Rom, pave Pius XII, tidligere pavelig nuntius i Berlin, nægtede endog at fremsætte en bøn om barmhjertighed til gavn for en million jødiske børn der skulle dræbes i lufttætte tog og gaskamre.

. . . Østrigske og italienske gejstlige der undlod at se de blødende børn ved deres dørtrin fortsatte med at leve for at prise Jesus. Ja, hvis man rejser dette stridsspørgsmål nu, som jeg gør og andre før mig har gjort, bliver disse gejstlige temmelig ærgerlige over vor uvillighed til at glemme.“ — The Jew and the Cross, s. 50-52.

Men efterlignede medlemmerne af de forskellige religiøse samfund og deres gejstlighed derved Jesus? Slet ikke. Jesus opmuntrede sine efterfølgere til at vise ægte næstekærlighed, idet han citerede dette som det næststørste bud i Loven. (Matt. 22:39) Han befalede at der skulle vises kærlighed, selv over for fjender, og sagde: „Elsk jeres fjender . . . så I må vorde jeres himmelske Faders børn.“ — Matt. 5:44, 45.

Falske læresætninger, endnu en hindring

Foruden at være skyldige i kujonagtige handlinger over for jøder og andre, har kristenhedens kirker fremsat læresætninger der gør det vanskeligt for jøder at acceptere Jesus som Messias. Da jøderne tror på én Gud alene, kan jøderne ikke se hvordan Jesus kunne være lige med Gud som den anden person i treenigheden. Men lærte Jesus selv nogen sinde det der almindeligvis tros om ham i de fleste kirker i kristenheden?

En undersøgelse af Jesu ord viser klart at han aldrig hævdede at være Gud men henviste til sig selv som „Guds Søn“. (Joh. 10:36) Jesus talte om sin Fader som „min Gud“ (Joh. 20:17) og tillagde ham overordnet myndighed, kundskab og storhed. — Matt. 20:23; Mark. 13:32; Joh. 14:28.

Der er umiskendelige vidnesbyrd om at kristenhedens kirkers handlinger og læresætninger står i modsætning til det Jesus gjorde og lærte. Dette viser at man ikke bør basere sit syn på Jesus på hvordan kristenhedens kirker har handlet og doceret.

Undersøg beviserne

Hvis De nu er jøde, ville det så ikke være klogt af Dem personligt at undersøge vidnesbyrdet om Jesus? De vil afgjort ikke lade fordom hindre Dem i at undersøge sagen med den fornødne omhu, eftersom det drejer sig om intet mindre end at klarlægge hvem Messias er. Ud fra det der er overgået jøderne fra andres hånd, forstår De bedre end nogen at fordom har en tendens til at fordunkle sund tankegang. Fordom kan få ellers intelligente mennesker til at handle i modstrid med gode fornuftslutninger og sund logik. Når De er opmærksom på denne fare, kan De også værne Dem imod at drage forkerte slutninger om Jesus.

Jødiske vidnesbyrd om Jesus er lettilgængelige for Dem. Evangelieberetningerne skrevet af de jødiske evangelister Mattæus, Markus, Lukas og Johannes beretter om Jesu jordiske tjeneste, og resten af De kristne græske Skrifter (almindeligvis betegnet som Det nye Testamente), også skrevet af jøder, fremsætter den kristne lære. Har De læst og analyseret dette vidnesbyrd?

Uden tvivl er De klar over at De kristne græske Skrifter hævder at Jesus er Messias. „Selv i Talmud indrømmes det at Jesus fra Nazaret var af Davids familie,“ siger forfatteren David Baron. Han fortsætter: „I ’Sanhedrin’, folio 43, omtales Jesus som ’en der er beslægtet med riget’.“ Talmud indrømmer endog sandfærdigheden i de større begivenheder i Jesu liv, skønt den stiller dem i ugunstigt lys. Den jødiske lærde Joseph Klausner bemærker:

„Disse Talmud-historier synes bevidst at skulle modsige begivenheder der er optegnet i evangelierne: de selv samme kendsgerninger bliver forvrænget til dårlige og dadelværdige handlinger. For eksempel siger evangelierne at Jesus blev født ved den hellige ånd og ikke ved en menneskelig fader; Talmud-historierne bekræfter at Jesus ganske rigtigt blev født uden fader, dog ikke ved den hellige ånd, men som resultat af en unormal forbindelse. Evangelierne siger at han udførte tegn og undere ved den hellige ånd og ved Guds magt; Talmud-historierne indrømmer at han ganske rigtigt udførte tegn og undere, men ved hjælp af magi.“

Spørgsmålet om Jesu identitet kan derfor sammentrækkes til spørgsmålet om hvilket vidnesbyrd om ham der er korrekt: hans jødiske disciples skrifter som indeholdes i De kristne græske Skrifter eller det der blev sagt af jøder der ikke accepterede ham som Messias. Hvis den påstand der fremsættes i De kristne græske Skrifter er sand, skulle den oprigtigt søgende være i stand til at finde overbevisende vidnesbyrd på denne beretnings sider. Naturligvis kan forkerte og ufornuftige slutninger let nås af mennesker der undersøger sagen med visse forudfattede ideer eller af personer der blot prøver at retfærdiggøre deres personlige synspunkter når de læser det bibelske vidnesbyrd.

På den anden side, hvis Jesus ikke var Messias, må de jøder der accepterede ham som sådan, være blevet bedraget på en eller anden måde. Men var dette tilfældet? Hvorfor troede de at Jesus var Messias?

Jesu rolle som profet

Når Jesus talte til sine disciple var en af de ting han selv pegede på som skulle vise at han var Messias, den gerning han udførte som profet. I Johannes 13:19 læser vi: „Jeg siger jer det allerede nu, før det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er.“

Hvis Jesus virkelig var en sand profet må der følgelig være vidnesbyrd der har peget i den retning. At give agt på hans profetiske ord må have været til gavn for troende jøder. Er dette tilfældet?

Betragt blot ét eksempel: det Jesus sagde om ødelæggelsen af Jerusalem og om muligheden for at undslippe denne forfærdelige ulykke:

„Men når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal drage ud af den; og de, der er på landet, skal ikke ty ind i den. Thi det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse. Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die, i de dage; thi der skal komme stor nød over landet og vredesdom over dette folk. Og de skal falde for sværdets od og føres fangne bort til alle hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.“ — Lukas 21:20-24.

Nøjagtig som Jesus havde forudsagt kom der en lejlighed til at undslippe fra Jerusalem, selv efter at de romerske hære under befaling af Cestius Gallus havde omringet byen i år 66 e.v.t. Den jødiske historieskriver fra det første århundrede Flavius Josefus beretter:

„Cestius . . . kaldte pludselig sine Soldater tilbage, og skønt han ikke havde lidt nogensomhelst Skuffelse med Hensyn til sine Planer, brød han dog paa den mest meningsløse Maade op og drog fra Byen.“

Greb de jødiske kristne lejligheden til at forlade Jerusalem eller blev de indblandet i krigen med Rom? Den jødiske lærde Joseph Klausner skriver:

„Mens selv essæerne, til trods for al deres askese, sluttede sig til frihedskæmperne . . ., forlod de kristne Jerusalem umiddelbart efter at oprøret var brudt ud og flygtede til Pella i Transjordanien, en by der hovedsagelig var fremmed. . . . De kristne, og selv de jødiske nazaræere [kristne], accepterede slet ikke det politiske syn på den jødiske Messias. Og det religiøse og åndelige aspekt var for dem allerede blevet virkeliggjort i Jesus. — så hvilken interesse havde de i en krig mellem jøderne og romerne?“ — From Jesus to Paul, s. 598, 599.

Jødiske lærde som Klausner indrømmer naturligvis ikke at det var en profeti fremsat af Jesus der tilskyndede kristne jøder til at forlade Jerusalem. Men sådanne lærde anerkender at de jøder der deltog i krigen mod Rom ikke omfattede nogen af Jesu disciple. Således bliver det klart at modtagelsen af Jesus som Messias skånede kristne jøder for den frygtelige lidelse der kom over jøderne da romerne ødelagde Jerusalem i år 70 e.v.t. Ved at give agt på Jesu profetiske ord bevarede de livet.

Der er følgelig god grund til omhyggeligt at undersøge om Jesus var Messias, så man ikke bringer unødvendig fortræd over sig selv. (5 Mos. 18:18, 19) Den oprigtigt søgende vil også ønske at finde mennesker der virkelig lever i harmoni med Jesu lære, så de kan forvisse sig om at kristendommen har haft en sund virkning på deres liv. Dette kræver ikke en omfattende undersøgelse af alle de forskellige religiøse samfund der hævder at være kristne. Den blodskyld som kristenhedens kirker har gjort sig delagtige i er tilstrækkeligt bevis på at de ikke kan siges at repræsentere Jesus og hans lære.

Imidlertid findes der en gruppe kristne som er kendt jorden over for deres frihed for nationalistisk stolthed og had. Ja, på grund af denne holdning har disse kristne, kendt som Jehovas vidner, gennemgået bitter forfølgelse i det tyvende århundrede. Men de har ikke ladet forfølgelse ændre deres moralske standpunkt eller standse deres afsløring af at Guds retfærdige love bliver krænket. De har ikke været delagtige i nogen nations blodskyld. Så hvorfor ikke lade Jehovas vidner hjælpe Dem i Deres undersøgelse af Jesus og hans lære?

[Illustration på side 4]

Gejstligt samarbejde med den morderiske Hitler, bevidnet af mange fotografier, hindrer mange jøder i at tage imod Jesus

[Illustration på side 5]

Et symbol på treenigheden, en lære som jøderne ikke kan godtage, eftersom de tror på kun én Gud