Kodiaks kæmpe
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I ALASKA
DA RUSSISKE pelshandlere i 1760erne udforskede øen Kodiak, stødte de på en næsten tre meter høj, lådden kæmpe med truende tænder og enorme labber. De forskrækkede mænd havde nok set brune bjørne i Sibirien, men ingen som denne gigantiske fyr! Handelsmænd døbte den „Ivan den Grusomme“. I dag kaldes denne store bamse kodiakbjørnen.
Det ville nok gøre et ret frygtindgydende indtryk på én pludselig at stå over for en hanbjørn der oprejst målte næsten tre meter og vejede omkring 600 kilo! Et af hr. Kodiakbjørns særkender er den pukkel han har lige over skuldrene og som i virkeligheden er et stort muskelbundt der dækker skulderbladene. Man kunne kalde ham områdets „muskelmand“.
Livet på øen
Hanbjørnen kan hen på efteråret komme op på at veje næsten 700 kilo; men hunnen der er betydelig mindre vejer sjældent over 300 kilo. Man bliver imidlertid mere imponeret over deres størrelse når man hører at tre nyfødte unger (de fødes midt på vinteren) er så små at en mand kan holde dem i sine hule hænder. Hvor ser ungerne rørende ud ved fødselen — de er nøgne, blinde og vejer omkring et halvt kilo! Det er faktisk vanskeligt at forestille sig at de vokser op til en lige så majestætisk størrelse som deres forældre.
Efter nogle måneder kommer foråret og varmen, og ungerne vejer nu fra fire til syv kilo. Alle sunde unger i voksealderen tager hurtigt på i vægt, så midt på sommeren vejer de over tyve kilo. Når de er klar til at sove vintersøvn sammen med deres moder om efteråret, vejer de femogfyrre kilo. Lillebror bliver ved med at vokse indtil han er „stor“, det vil sige mellem otte og ti år. Lillesøster er udvokset når hun er seks år.
Mens de ældre, voksne bjørne ofte ser meget værdige og højtidelige ud, er ungerne legesyge og fulde af spilopper. Deres stridigheder og drillerier kan endog lokke moderen med på spøgen. Om foråret når der endnu er sne på højtliggende steder, har man set bjørne rutsche ned ad de sneklædte bakker og ofte gentage nummeret flere gange. Som tilfældet er med alle Guds skabninger er det en glæde at betragte disse vilde dyrs leg.
Kodiak ligger ud for det sydlige Alaskas kyst og er det eneste hjemsted for denne kæmpestore bjørn. Øen er meget bjergrig, og stejle skråninger og tæt underskov gør det vanskeligt for mennesker at komme frem. Men for hr. Bjørn er det en anden sag. Han sjokker af sted hurtigere end et menneske kan gå, og stejle og klippefulde skråninger synes heller ikke at sinke ham. Somme tider kan man se ham på områder der får en til at spekulere på om han er i familie med bjerggederne. Når han forskrækkes sætter han farten op til en hurtig galop der bærer ham over stok og sten og gennem krat med en forbavsende fart. Han afbildes ofte stående på bagbenene, men når han går er det på alle fire. Ofte står han dog i sin fulde højde når hans nysgerrighed vækkes eller når han skal identificere en fredsforstyrrer i en tæt bevoksning.
En ø med en naturlig forreven skønhed er et passende bosted for dette imponerende dyr. Da den brune kæmpe foretrækker at være i nærheden af de salte briser fra havet, vandrer den ikke langt ind i landet. Om sommeren stiger temperaturen sjældent til over 23° celsius. Krat med elletræer, piletræer og balsampoppel udgør gode hvilesteder for hr. Kodiakbjørn og hans familie. Skønt temperaturen sjældent er under minus 18° celsius, er der ikke helt roligt på øen om vinteren. Hylende vinterstorme sender tårnhøje bølger ind mod den klippefyldte kystlinje. Tåge og støvregn er almindelig. Hvor er det godt at Skaberen har sørget for at bjørnens pels ikke blot er varm men også vandskyende!
Æder så den kan stå vinteren igennem
Skønt kodiakbjørnen er kødædende kan den godt lide planter. Faktisk består omkring 75 procent af dens årlige kost af planter og bær. For at „variere“ sin kost spiser den ådsler, og i sommermånederne kan den få store mængder af frisk laks.
Midt på sommeren samler disse store bjørne sig langs de mange laksevandløb. Hvis man ser nøje efter vil man opdage at tegnernes populære fremstilling af en stor bjørn der skovler en fisk op af vandet med sin lab, sjældent holder stik. Når den står i vandløbet slår den ned på en laks med forlabberne. Somme tider stikker den simpelt hen hurtigt hovedet under vandet og snapper efter en fisk med tænderne.
Som tilfældet er med mennesker er der også blandt bjørnene både erfarne fiskere og nybegyndere. De ældre bjørne bevæger sig sjældent ret langt for at fange noget og kommer som regel straks op med en lækkerbisken. Junior farer derimod ofte op og ned i vandløbet og hopper frem og tilbage som en vanvittig mens fiskene glider i alle retninger undtagen lige under hans labber.
De unger der endnu ikke er et år gamle overlader fiskeriet til deres moder, og man kan se dem gå ved bredden og ivrigt vente på at hun skal komme tilbage. Efter en god fangst går familien hen i en tykning hvor moderen blot spiser en del af fisken og lader ungerne skændes om resten. Efter at have spist sig mætte i denne mad, som der jo er rigeligt af, trækker familien sig ofte tilbage til en eng i nærheden og slænger sig i alle mulige stillinger mens de tager sig en middagslur. Man har set nogle ligge på ryggen og sove med alle fire labber strittende i vejret.
Omkring midten af august forlader familien ofte vandløbet til fordel for bærrene der er ved at blive modne. De svælger i hindbær, brombær, multebær og blåbær så længe der er nogen. I begyndelsen af oktober er der mange af bjørnene der går tilbage til laksevandløbene for at fange nogle af de sidste fisk som går op ad floden for at yngle.
Efterhånden som vinteren nærmer sig er de gerne godt rustet til at sove sig igennem den koldeste del af vinteren. Deres gode appetit i løbet af sommeren har forsynet dem med et tykt fedtlag og en kraftig ny pels. Fra sommeren til sidst på efteråret tager bjørne i voksealderen omkring 30 procent på i vægt. Da biologer kontrollerede en tre år gammel hanbjørns vægt kom de til det resultat at den havde taget tyve kilo på i løbet af blot tolv dage. Det er en gennemsnitlig vægtforøgelse på 1,7 kilo pr. dag. Der er ingen i den familie der tænker på afmagringskur.
Zoologer fortæller at kodiakbjørnen ikke ligger rigtigt i dvale. Det kan man let se når man sammenligner bjørnen med murmeldyret. Om vinteren ser murmeldyret ud som om det er dødt, og det er helt uden bevidsthed. Dets normale legemstemperatur på 36° celsius går ned til 3,3°, og det trækker kun vejret én gang hvert sjette minut. Bjørnen bevarer derimod sin normale legemstemperatur, og den tager fire eller fem åndedræt i minuttet. Når vi sover fast er vor vejrtrækning omtrent ligesådan. Bjørnens hjerte slår langsommere end normalt men den er halvt ved bevidsthed. Den sover ikke altid uforstyrret, for den kan drives ud af sit vinterhi uden større besvær.
Fredelig; men forsigtighed tilrådes
Skønt mennesker har kaldt dette store dyr „grusomt“ og „glubsk“, er nogles opfattelse blevet ændret. Zoologer og andre der har brugt mange år på at iagttage dette stærke dyr, erkender at det vil gøre alt for at undgå kontakt med mennesker. Zoologen George G. Goodwinn siger herom: „På trods af deres enorme størrelse og store styrke, er de store, brune fyre ikke aggressive og dræber sjældent storvildt. Dog skal man helst gå langt uden om en brun bjørn med unger; og når dyret er såret kan det være lige så farligt som det mest blodtørstige vilddyr.“
Der findes eksempler på at mennesker er blevet alvorligt såret af disse kæmpebjørne, så man bør være forsigtig når man færdes i det område hvor de holder til. Da hr. Bjørns høre- og lugtesans er bedre end hans syn, plejer folk som vil undgå at støde sammen med ham at lave en masse støj. De lokale indbyggere har i flere generationer brugt at fløjte højt når de var ude for at plukke bær i bjørnens domæne. Så bliver hr. Bjørn ikke overrasket og han har mulighed for straks at fjerne sig fra fredsforstyrrerne.
Skønt denne store bamse på Kodiak har ord for at være det største kødædende landdyr i verden, er den ikke nær så „grusom“ som de første handelsfolk troede.
● At bjørne har stor omhu for deres unger og vogter dem skinsygt, bekræftes også af Bibelen. Således udtalte Davids ven Husjaj engang til Absalom, Davids søn: „Du ved, at din fader og hans mænd er . . . bitre i hu . . . som en bjørn på marken, hvem ungerne er taget fra.“ — 2 Sam. 17:8.