Vi ser på Martin Luther
I MERE end fem år har der været drøftelser i gang mellem lutherske og katolske teologer. Det endelige mål er tilsyneladende at få lutheranerne tilbage til den katolske kirke. Nogle lutheranere synes måske ikke om denne tanke, men andre synes godt om ideen.
Selv Luther ville sandsynligvis billige sådanne anstrengelser, på trods af at han selv tog til orde mod paven. Han var en from munk som ikke nærede noget ønske om at bryde med den katolske kirke. Derimod ville han at den skulle indføre reformer der skulle rette kirkens praksis på de områder hvor den efter hans oprigtige mening var ukristen.
Ifølge dr. Carl Braaten fra Chicagos luthersk-teologiske læreanstalt ville en genforening med den katolske kirke være i overensstemmelse med Luthers ønsker. „Reformationen,“ siger han, „var lige fra begyndelsen ment som en midlertidig bevægelse.“
Grundlæggeren
Da Martin Luther begyndte at gøre indsigelse mod visse af den katolske kirkes skikke, havde han ikke til hensigt at grundlægge den lutherske kirke. Imidlertid blev dette en naturlig følge da hans brud med Rom viste sig at være uopretteligt og da han besluttede at kirken på trods af pave og kejser skulle reformeres hvor det var muligt i Tyskland.
Navnet „lutheranere“ blev først anvendt om Luthers tilhængere af hans fjender. Selv om det var ment nedsættende, antog de det.
Det var handelen med afladsbreve der førte til Luthers brud med den katolske kirke. Kirken hævdede at man ved at købe afladsbreve udstedt af paven kunne forkorte sit eget eller slægtnings ophold i skærsilden. Nogle breve gav endog tilgivelse for synder. Afladshandelen var på Luthers tid en af de måder kirken skaffede sig penge på.
Da pave Leo X var stærkt i bekneb for penge til fuldførelsen af Peterskirken i Rom, indgik han en aftale med ærkebiskop Albert af Brandenburg i Tyskland, som skulle hjælpe ham med at fuldføre projektet. Han modtog 10.000 dukater fra Albert til gengæld for ærkebispedømmet Mainz. For at Albert nu kunne betale beløbet tilbage til handelshuset Fugger, hvor han havde lånt det, gav paven ham det privilegium at uddele aflad i hans område i en periode på otte år. Halvdelen af de modtagne penge skulle gå til paven og den anden halvdel til huset Fugger som tilbagebetaling af lånet.
Dominikanermunken Tetzel blev betroet salget af disse afladsbreve. Han og hans medsælgere fandt på overdrevne påstande i deres salgsfremstød. Deres slogans var af denne slags: „Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsild springer.“
Sådanne påstande gjorde Luther rasende. Han anførte at det at give aflad uden at der forelå anger, var i modstrid med den kristne lære. Han hævdede: „Afladsbrevene er meget skadelige fordi de medfører selvtilfredshed og derved bringer frelsen i fare.“ Han sagde i en af sine prædikener i 1516: „At påstå at paven kan udfri sjæle fra skærsilden er formasteligt. Hvis han er i stand til dette, er han grusom når han ikke udfrier dem alle.“
Den 31. oktober 1517 opslog Luther sine 95 teser om sit syn på aflad på kirkedøren i Wittenberg i Tyskland. Det var datidens måde at offentliggøre en udfordring til debat. Ingen tog imod denne, og emnet blev aldrig diskuteret med repræsentanter for kirken.
Den femte tese erklærede: „Paven har hverken vilje eller magt til at eftergive straffe, undtagen dem som han ved egen eller ved kirkelovens myndighed har idømt.“ Den enogtyvende tese fastslog: „Forkynderne af aflad tager således fejl, når de siger at et menneske ved pavens aflad er løst og frelst fra al straf.“
Ved således at gøre indsigelse mod kirkens afladshandel valgte Luther ubevidst vejen til adskillelse fra den katolske kirke og tændte den gnist der blev til reformationens brand. Hans teser blev oversat fra latin til tysk og trykt af nogle af dem som læste dem. De blev almindeligt samtaleemne over hele Tyskland.
Bibelen fremhæves
Efterhånden som Luther nøjere studerede Bibelen fandt han flere og flere ting som var i modstrid med den katolske kirkes lære. For eksempel gjorde Skriftens udsagn om at et menneske bliver erklæret retfærdigt eller retfærdiggjort ved tro, et dybt indtryk på ham. (Rom. 3:28) Han kunne ikke forene det med kirkens lære om at man kan indlægge sig fortjeneste hos Gud ved at ære bestemte relikvier.
I sin berømte diskussion med den katolske teolog Johann Eck betonede Luther sin respekt for Bibelen som vejledende autoritet ved at sige: „En lægmand bevæbnet med Bibelen er mere troværdig end en pave eller et kirkeråd uden Bibelen.“
Da han opdagede at der ikke forekommer nogen omtale af skærsilden i Bibelen, opgav han at holde fast ved denne lære. Men han bibeholdt det ubibelske dogme om helvede som et sted med evig pine for udødelige sjæle. Bibelen lærer ikke at menneskesjælen er udødelig, den erklærer tydeligt at sjælen dør (Ez. 18:4), og den siger heller ikke at syndens løn er evig pine i helvede, men at „syndens løn er døden“. — Rom. 6:23.
Det hebraiske ord sheol og det græske hades, som i nogle udgaver af Bibelen er blevet oversat med helvede, betyder menneskehedens fælles grav. For eksempel siger den trofaste Job: „Tag dog og gem mig i dødens rige [helvede, den katolske Douay-oversættelse], skjul mig, indtil din vrede er ovre, sæt mig en frist og kom mig i hu!“ (Job 14:13) Det er klart at Job her taler om at blive skjult, ikke et sted med pine, men i graven indtil opstandelsen finder sted. Trods denne bibelske sandhed holder lutheranerne stadig fast ved den katolske lære om evig pine i helvede.
Da Luther trådte frem for kejser Karl V og rigsdagen i Worms, som var en forsamling af fyrster og repræsentanter fra de frie byer, blev der ikke fremført nogen argumenter for at vise at hans synspunkter var ubibelske. Der var i virkeligheden ingen diskussion, men kun et krav om at han tilbagekaldte sine ord. I sit svar henviste han igen til Bibelen som den højeste myndighed ved at sige: „Eftersom Deres Majestæt og Deres Excellencer ønsker et enkelt svar vil jeg give et som hverken har horn eller tænder, nemlig dette: Hvis jeg ikke bliver modbevist og overvundet med vidnesbyrd ud fra Den hellige Skrift eller med klare og tydelige grunde — thi jeg tror hverken på paven eller kirkemøderne alene, eftersom det er klart at de ofte har taget fejl og har modsagt sig selv — så er jeg overbevist ved de af mig anførte steder fra Den hellige Skrift, og min samvittighed er fanget i Guds ord. Derfor kan og vil jeg ikke tilbagekalde noget, eftersom det hverken er sikkert eller tilrådeligt at handle mod samvittigheden.“
Ekskommunikation
Den 16. juni 1520 udstedte pave Leo X en bandbulle mod Luther. Den indeholdt 41 punkter fra Luthers skrifter som blev erklæret for falske, farlige og kætterske. Hvis han ikke tilbagekaldte dem skulle de verdslige myndigheder gribe ham og udlevere ham til paven. Han ville så uden tvivl blive behandlet som bøhmeren Jan Hus, der blev brændt levende på bålet.
Men de verdslige myndigheder på det sted hvor Luther befandt sig, var velvilligt stemt over for ham og afslog at foretage sig noget. Deres retfærdighedssans var krænket fordi Luther var blevet dømt uhørt og uden mulighed for at forsvare sig. Bullen vakte faktisk offentlig harme mod pavens egenmægtige handling.
I Rom og andre steder blev Luthers bøger offentligt brændt. Til gengæld samledes Wittenberg-universitetets lærere og studenter uden for Elsterporten i byen og brændte de pavelige forfatninger, kirkeloven og værker om skolastisk teologi. Luther føjede pavens bandbulle til bunken af brændende skrifter.
Dåb
Luther var i teorien tilhænger af dåb ved nedsænkning fordi det anvendte græske ord antyder dette. Han sagde: „Jeg kunne ønske at den døbte blev nedsænket fuldstændigt, i overensstemmelse med ordets mening og betydningen af mysteriet.“
Luther sagde imidlertid også at han ikke mente nedsænkningen var strengt nødvendig. Han viste således at hans tænkemåde var påvirket af den katolske skik med at overøse. Dette er uden tvivl grunden til at dåb ved overøsning praktiseres i lutherske kirker i dag.
Dåb ved nedsænkning, ikke ved overøsning, er den bibelske metode. Der er ingen vidnesbyrd i Bibelen om at nogen som blev døbt på apostlenes tid bare blev overøst. Derimod viser Bibelen at de blev helt nedsænket i vand. — Matt. 3:13-16; Ap. G. 8:36, 38.
Ikke vidtgående nok
Skønt nogle af Luthers synspunkter som forårsagede hans brud med den katolske kirke bragte ham mere i overensstemmelse med Bibelen, gik han ikke langt nok. En stor del af romerkirkens praksis og lære som er uden bibelsk støtte, blev overført til den lutherske kirke.
Det katolske treenighedsdogme forkyndes for eksempel stadig i lutherske kirker. Denne lære er i direkte modstrid med Bibelens vidnesbyrd og bygger på en forkert udlægning af Skrifterne. Påstanden om at Gud er en treenighed bestående af tre personer som alle er lige i magt og evighed, findes ingen steder i Bibelen. Jesus Kristus er ikke lige med sin Fader, men han omtaler selv Faderen som større og som sin Gud. (Joh. 14:28; Matt. 27:46; Joh. 20:17) Efter at han er vendt tilbage til himmelen omtales han som underlagt sin Fader, og Faderen omtales som hans hoved. (1 Kor. 11:3; 15:28) Bibelens klare vidnesbyrd viser at Jesus Kristus er Guds søn og ikke Gud selv, som treenighedsdogmet påstår.
Treenighedsdogmet er kun en af mange ting som er bragt med fra den katolske kirke til den lutherske kirke. Den lutherske gejstlighed bærer fortsat messedragt og overholder stadig de gamle ceremonielle gudstjenesteritualer. Alteret med dets vokslys og krucifiks er blevet bibeholdt, selv om sådanne ting er uden bibelsk støtte. Brugen af vokslys og kors i tilbedelsen er i virkeligheden af hedensk oprindelse, som kardinal Newman indrømmer i sin bog Essay on the Development of Christian Doctrine.
Luther forstod ikke ud fra Bibelens lære at kristne skal være neutrale i verdens politiske sager og at de ikke skal deltage i krig. Jesus sagde til sine disciple at de ’ikke var af verden’. (Joh. 15:19) Han rådede dem også fra at bruge sværd da han sagde at „alle, som griber til sværd, skal falde for sværd“. (Matt. 26:52) Ydermere siges der i Andet Korinterbrev 10:4 at ’vore stridsvåben ikke er verdslige’.
Trods disse og andre skriftsteder der taler om de samme ting, og trods de historiske vidnesbyrd der viser at de første kristne ikke deltog i militær krigsførelse, misbilligede Luther ikke brugen af sværd. Han betragtede en der afholdt sig fra militærtjeneste som værdig til dødsstraf. Da bønderne gjorde oprør tilskyndede han myndighederne til at „gennembore, dræbe og kvæle“ dem. Er det hvad Jesus Kristus ville have gjort?
Luther og hans efterfølgere viste den samme intolerante og fjendtlige indstilling som den katolske kirke, da de billigede brugen af sværd mod de fredelige anabaptister, fordi disse havde deres egne religiøse anskuelser. Luthers nære medarbejder Melanchthon erklærede at selve anabaptisternes passive holdning — som de viste ved ikke at anerkende verdslig myndighed, privat ejendom og ægteskab uden for deres tro og nægte at aflægge ed — var oprørsk og derfor burde straffes med døden. De kristne bibelskribenter gjorde sig aldrig til talsmænd for at kristne skulle dræbe nogen som forkastede et lærepunkt.
Siden Luthers tid har den lutherske kirke været nært knyttet til verdens politiske stater. Når disse regeringer er blevet inddraget i en krig, har medlemmerne af kirken ikke tøvet med at tage sværdet op for at dræbe dem der af den verdslige magt klassificeredes som politiske fjender, selv om det har betydet at de måtte dræbe deres medtroende. Dette var særlig tydeligt under den anden verdenskrig da tyske lutheranere der støttede nazisterne kæmpede mod lutheranere i andre lande. Dette er i strid med sand kristendom og med Jesu erklæring: „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ (Joh. 13:35) Historien viser klart at Kristi disciple i det første århundrede jagede efter fred og ikke brugte sværdet. — 1 Pet. 3:11.
Der kan ikke herske nogen tvivl om at Luther gav anledning til en alvorlig rystelse af den katolske kirke. Men den lutherske kirke er i realiteten kun en udløber af den katolske kirke og ligner den på mange områder. Selv om denne udløber reformerede nogle katolske læresætninger, har den ikke vist sig at være en genoprettelse af den kristne menighed som eksisterede før det store frafald der fulgte efter apostlenes død. (Ap. G. 20:29, 30) Drøftelserne om at forene den lutherske kirke med den katolske kirke behøver derfor ikke at overraske nogen. Der er naturlige bånd mellem disse to kirker, og selv Luther ville uden tvivl have billiget deres forening.